Skrivelse om, hvorvidt to kommunalbestyrelsesmedlemmer, der er dømt for overtrædelse af lov om kommunernes styrelse, er valgbare.
Statutory Text (3 Articles)
Skrivelse om, hvorvidt to kommunalbestyrelsesmedlemmer, der er dømt for overtrædelse af lov om kommunernes styrelse, er valgbare.
(Fra Valgbarhedsnævnet (j.nr. 472/1993) til en kommunalbestyrelse)
I skrivelse af 13. april 1993 har kommunalbestyrelsen i henhold til § 101, stk. 4, i den kommunale valglov indberettet, at borgmester NN og kommunalbestyrelsesmedlem XX ved Højesterets dom af 29. marts 1993 hver er blevet idømt en bøde på 5.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 8 dage for groft at have tilsidesat de pligter, der påhvilede dem som medlemmer af kommunalbestyrelsens tekniske udvalg, jf. § 61 c i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 483 af 21. juni 1991.
Det fremgår af sagen, at teknisk udvalg den 7. juni 1990 behandlede en henvendelse fra en virksomhed, der ønskede at opføre nye bygninger på sin ejendom. Udvalget traf bl.a. beslutning om, at meddele dispensation fra lokalplanens bestemmelser vedrørende byggefelt.
Den 11. juli 1990 meddelte kommunen den ansøgte byggetilladelse. Om forholdet til lokalplanen anføres i byggetilladelsen, at der er meddelt dispensation fra lokalplanen til bebyggelse uden for byggefelt og mere end 33 % af grundarealet.
Planstyrelsen traf den 29. januar 1991 afgørelse om, at byggetilladelsen af 11. juli 1990 var ulovlig og ugyldig, og at kommunalbestyrelsen ved behandlingen af byggetilladelsen af 11. juli 1990 havde gjort sig skyldig i forsætlig overtrædelse af lovgivningen. Det var styrelsens opfattelse, at der var tale om så vidtgående afvigelser fra lokalplanen, at disse kun kunne foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Den lokalplan, hvorfra der blev meddelt dispensation, blev tilvejebragt, efter at kommunen havde meddelt tre ulovlige og ugyldige byggetilladelser til den omhandlede virksomhed.
Retten har fundet, at byggetilladelsen af 11. juli 1990 ikke kunne meddeles som en dispensation i medfør af kommuneplanlovens § 47, stk. 3. NN, der som medlem af kommunalbestyrelsen siden 1986 havde kendskab til baggrunden for tilvejebringelsen af nævnte lokalplan, burde som formand for teknisk udvalg have draget omsorg for, at udvalgets beslutningsgrundlag blev væsentligt forbedret i stedet for at lade sig nøje med bygningsinspektørens tilkendegivelse om, at en imødekommelse af ansøgningen ikke nødvendiggjorde en ny lokalplan, men blot en dispensation i henhold til kommuneplanlovens § 47, stk. 3. Som følge heraf findes NN i relation til væsentlige interessers varetagelse at have udvist en skødesløshed, der må karakteriseres som grov tilsidesættelse af de pligter, der påhvilede ham som formand for teknisk udvalg.
XX, der som medlem af teknisk udvalg siden januar 1986 havde indgående kendskab til baggrunden for tilvejebringelsen af nævnte lokalplan, burde efter rettens opfattelse have krævet, at udvalgets beslutningsgrundlag blev væsentligt forbedret, i stedet for at lade sig nøje med en oplysning fra formanden om, at bygningsinspektøren over for formanden havde tilkendegivet, at en imødekommelse af ansøgningen ikke nødvendiggjorde en ny lokalplan, men blot en dispensation i henhold til kommuneplanlovens § 47, stk. 3. Også XX findes derfor i relation til væsentlige interessers varetagelse at have udvist en skødesløshed, der må karakteriseres som grov tilsidesættelse af de pligter, der påhvilede ham som medlem af teknisk udvalg.
Valgbarhedsnævnet skal bemærke, at nævnet som i tidligere sager om overtrædelse af § 61 c i lov om kommunernes styrelse finder, at bedømmelsen af fortsat valgbarhed også i sager af denne art må afhænge af et konkret skøn over omstændighederne i forbindelse med begåelsen af den strafbare handling.
Under hensyn til de konkrete omstændigheder i denne sag finder Valgbarhedsnævnet, at den begåede handling - uanset de krav, der må stilles til personer, der beklæder hverv som medlem af kommunale råd - ikke i almindeligt omdømme gør de pågældende uværdige til at være medlem af kommunale råd, jf. den kommunale valglovs § 4.
De pågældende må derfor anses for valgbare.
Ingen
To kommunalbestyrelsesmedlemmer blev idømt en bøde efter § 61 c i lov om kommunernes styrelse for groft at have tilsidesat de pligter, der påhvilede dem som medlemmer af teknisk udvalg. De pågældende ansås for valgbare efter en konkret vurdering af omstændighederne i forbindelse med begåelsen af den strafbare handling.