Skrivelse om, hvorvidt et byrådsmedlem, der er dømt for overtrædelse af færdselsloven, er valgbar.
Statutory Text (3 Articles)
Skrivelse om, hvorvidt et byrådsmedlem, der er dømt for overtrædelse af færdselsloven, er valgbar.
(Fra Valgbarhedsnævnet (j.nr. 470/1993) til et byråd)
I skrivelse af 24. februar 1993 har byrådet i henhold til § 101, stk. 4, i den kommunale valglov indberettet, at byrådsmedlem NN ved X Rets dom af 28. januar 1993 er idømt en bøde på 3.000 kr. samt ubetinget frakendelse af førerretten i 1 år for overtrædelse af færdselsloven.
Det fremgår af sagen, at den pågældende den 2. august 1992 i tidsrummet omkring kl. 22.10 har ført personbil fra P-pladsen ved X-hallen ad forskellige veje til Y-vej i Z-by, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 1,20 promille. Det fremgår endvidere af sagen, at den pågældende førte personbilen uden at udvise fornøden agtpågivenhed, idet der på P-pladsen ved X-hallen skete sammenstød med en parkeret personbil, ligesom den pågældende efterfølgende forlod uheldsstedet uden at give sig til kende, eller snarest muligt at underrette skadelidte eller politiet.
Blodprøven udtaget den 2. august 1992 kl. 23 viste en alkoholkoncentration i blodet på mindst 1,72 promille. Retten fandt, at tiltaltes forklaring om at have drukket en øl efter kørslen ikke kunne tilsidesættes. Det blev ved rettens afgørelse lagt til grund, at blodalkoholkoncentrationen under eller efter kørslen har været mindst 1,21 promille.
Under hensyn til at retten ikke har fastslået promillens størrelse, men blot har lagt til grund, at blodalkoholkoncentrationen under eller efter kørslen har været mindst 1,21 promille, skal Valgbarhedsnævnet meddele, at nævnet har fundet, at den begåede handling - uanset de krav, der må stilles til personer, der beklæder hverv som medlem af kommunale råd - ikke i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale råd, jf. den kommunale valglovs § 4.
Den pågældende må derfor anses for valgbar.
Ingen
Et byrådsmedlem havde ført personbil efter at have indtaget spiritus, således at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 1,20 promille. Den pågældende undlod endvidere at udvise fornøden agtpågivenhed, idet der skete sammenstød med en parkeret bil, ligesom den pågældende forlod uheldsstedet uden at give sig til kende eller snarest muligt at underrette skadelidte eller politiet. Den pågældende overtrådte herved færdselslovens § 53, stk. 1, § 3, stk. 1, og § 9, stk. 2. Efter en konkret vurdering ansås den pågældende for valgbar.