Erstatning af driftstab i forbindelse med brand (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Erstatning af driftstab i forbindelse med brand (* 1)
Voldgiftsrettens kendelse i sag C 2644: K mod A
Mellem klageren K, som bygherre og indklagede, A, som tagdækningsentreprenør er der opstået tvist om, hvorvidt indklagede skal erstatte det driftstab m.v., som klageren har lidt som følge af, at der under tagentreprisens udførelse på en ny produktionsbygning den 8. maj 1988 opstod en omfattende brand i tagdækningen med svær beskadigelse af taget og bygningen til følge.
Der er i den anledning i medfør af »Regler for behandlingen af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat en voldgiftsret bestående af direktør, ingeninør m.a.i. Knud Christensen, teknisk chef Keld Stovgaard og landsdommer Thorkild Pape med sidstnævnte som retsformand.
Klageskriftet er dateret den 4. november 1988.
Efter skriftveksling fandt mundtlig forhandling sted i z-by den 9. december 1991.
Klageren har efter sin endelige påstand påstået indklagede tilpligtet at betale erstatning af driftstab m.v. med 900.000 kr. med sædvanlig procesrente.
Indklagede, der ikke har indsigelser mod beløbets størrelse, har påstået frifindelse og frigivelse af en bankgaranti på 1 mio. kr.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede påberåbt sig følgende bestemmelse i »Tagpapsektionens supplerende bestemmelser af september 1986« til Entreprenørforeningens standardforbehold
»-III. Entreprenøren hæfter aldrig for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab som følge af skader i forbindelse med entreprisen.«
Klageren, der ikke bestrider, at bestemmelsen er vedtaget mellem parterne, har gjort gældende, at der i forbindelse med branden af indklagedes folk er udvist erstatningspådragende forhold af en sådan grovhed, at den nævnte bestemmelse ikke kan bringes i anvendelse af indklagde.
Dette bestrides af indklagede.
Ved den mundtlige forhandlings afslutning erklærede parterne sig indforstået med, at voldgiftsretten fremkom med en skriftlig tilkendegivelse om, hvorledes sagen bør afgøres. Efter at denne var fremsendt til parterne den 6. januar 1992, har klageren den 15. s.m. begæret kendelse afsagt i sagen.
Dansk Brandværns Komite, nu Dansk Brandteknisk Institut har den 25. maj 1988 afgivet sålydende rapport om branden: ».....
Rapporten er udarbejdet på baggrund af gennemgang på stedet den 13. maj 1988, samtaler med tagdækkerne, brandvæsenets indsatsleder samt gennemgang af politirapport.
1. Indledning.
Under tagdækningsarbejde på et nybyggeri hos K kogte en gasopvarmet asfaltgryde over og antændte tagpap. I den kraftige blæst bredte branden sig meget hurtigt og i løbet af kort tid var hele taget på ca. 5.000 (m2) omspændt af flammer.
2. Bygningsbeskrivelse.
Bygningen, der er under opførelse, har et areal på ca. 5.000 (m2) (ca. 250 x 20 (m2)). Bygningen opføres af mineraludlsisolerede betonfacadeelementer og tag af TTS-Ribbeplader og vaffelplader, der på det tyndeste sted er 15 mm. På betontaget er lagt en dampspærre, 80 mm Rockwool Lameltagplade og 2 lag tagpap. Der var ovenlys i bygningen bl.a. som tagelementer med kort kollapstid. I bygningen var der enkelte skillevægge opført af beton. Da bygningen var under opførelse var der intet løsøre i bygningen.
3. Branden.
Søndag den 8. maj 1988 er tagdækkere ifærd med at afslutte tagdækningsarbejde på den ca. 5000 (m2) store bygning. Der anvendes en gasopvarmet asfaltgryde.
Ca. kl. 11.30 slukker de for gryden for at holde pause. Arbejdet genoptages ca. kl. 11.45. Ca. kl. 12.20 opdager tagdækkerne at der er gået ild i asfaltgryden og de prøver at slukke branden med pulverslukkere. Selv om grydelåget er lagt på gryden lykkes dette ikke, gryden koger over og antænder taget (tagpap). I den kraftige blæst (10 - 12 m/sek. og 15 m/sek. i vindstødene) udviklede branden sig meget hurtigt i tagpappen. Tagdækkerne forlader taget ved at hoppe ned på en lille sidebygning og derfra til terræn.
Brandvæsenet modtager alarmen kl. 12.31 og da brandvæsenet er beliggende ca. 300 m fra brandstedet er de på stedet ca. 12.33. På dette tidspunkt er ca. 1/3 af tagfladen antændt.
På taget er der mange 33 kg. gasflasker og allerede inden tagdækkerne har forladt taget eksploderer den første gasflaske. P.g.a. gasflaskeeksplosionen er det ikke muligt for brandvæsenet at starte en effektiv slukningsindsats f.eks. ved indsats på taget og branden fortsatte derfor med at brede sig. Ca. kl. 13.00 var hele tagfladen omspændt af flammer og risikoen for flere gasflaskeeksplosioner er dermed meget lille. Ca. kl. 13.10 går brandvæsenet på taget og afslutter branden.
Hele tagdækningen og isolationen blev totalskadet og der opstår adskillige huller i vaffelpladerne som følge af gasflaskeeksplosionerne. En gasflaske eksploderede i bygningen og en betonadskillelse væltede som følge af eksplosionen.
4. Tagdækning.
Den anvendte gasopvarmede asfaltgryde havde et volumen på ca. 225 l. Grydens ydre dimensioner blev på stedet opmålt til ca. 134 cm., 57 cm., 50 cm. (l, b, h,). Gryden var placeret på en grydebakke, der på stedet blev målt til at have følgende dimensioner
110 cm., 177 cm. og 17 cm. (l, b og dybde). Der var desuden en ca. 4 cm. kant.
På brandtidspunktet blev gryden opvarmet med en 33 kg. gasflaske. I henhold til politiets og brandvæsenets oplysninger var der 58 stk. 33 kg. gasflasker (fulde og tomme) placeret på taget. Nogle af disse var samlet på to steder dels ca. midt på bygningen og dels ved den nordlige gavl. En del flasker var desuden spredt på bygningens nordlige halvdel. Der var ikke foretaget speciel markering md skilte e.lign., at der var gasflasker på taget og hvor disse var placeret. Der henvises i øvrigt til skitsen.
I henhold til tagdækkernes oplysninger var der 25 - 30 stk. 33 kg. gasflasker på taget og disse var placeret i de 2 nævnte steder og ikke spredte.
Asfaltgryden var på brandtidspunktet ca. halvfuld og det var mere end 2 timer siden at der sidst var lagt asfaltklumper i gryden.
5. Brandteknisk Vejledning nr. 10.
Tagdækningsarbejde bør altid foretages med forsigtighed og som minimumsforanstaltninger bør Brandteknisk Vejledning nr. 10 »Tagdækningsarbejde og brand« følges (BTV 10).
BTV 10 er udarbejdet af udvalg nedsat af Dansk Brandværns-Komitee og er sammensat af repræsentanter fra myndigheder og tagdækningsbranchen.
Ved den aktuelle brand kan der især peges på nedennævnte forhold af brandteknisk betydning.
5.1. Asfaltgryden.
I BTV 10 pkt. 3.2.2. C anbefales det at asfaltgryden placeres på en jernbakke der kan rumme mindst halvdelen af grydens indhold samt at bakken har en sådan størrelse at den strækker sig mindst 30 cm udenfor gryden.
I dette tilfælde havde bakken et volumen der svarede til over halvdelen af grydens indhold, hvorimod bakkens dimensioner ikke var så store, at der var mindst 30 cm. omkring gryden. Ifølge det opmålte var der ca. 22 cm. og ca. 27 cm. Der var desuden en vandret kant på ca. 4 cm. omkring selve bakken.
Det er ikke muligt at vurdere om dette forhold har haft afgørende betydning for brandstarten, men brandrisikoen ved overkogning mindskes helt klart med en voksende bakkedimensioner (længde og bredde) i forhold til grydens dimensioner.
5.2. Gasflasker.
Regler for oplagring og anvendelse af gas på tage er angivet i BTV 10 afsnit 3.4 og 3.5. Disse regler er ikke overholdt i det aktuelle tilfælde. I henhold til BTV 10 må oplag max. være på 200 kg. og alle flasker skal være placeret i et egentligt oplag selvfølgelig med undtagelse af de flasker der anvendes i anlæg. Desuden skal oplaget være godt markeret ved skiltning.
Disse regler var ikke overholdt i dette tilfælde hvilket betød at slukningsindsatsen blev væsentligt forsinket, idet der først kan indledes en effektiv slukningsindsats når der er sikkerhed for at der ikke sker flere gasflaske eksplosioner. Der var først sikkerhed for dette da hele taget var omspændt af flammer. På baggrund af brandvæsenets iagttagelser kunne ca. 1/2 af taget måske være reddet, hvis risikoen for gaseksplosioner hurtigt var elimineret.
5.3. Vindhastighed.
Vindhastigheden var 10-12 m/s og 15 m/s i vindstødene.
BTV 10 sætter ikke grænser for vindhastigheden ved forsvarlig tagsdækningsarbejde, men undersøgelse viser at en brand i tagpap kan brede sig ved vindhastigheder over 5-6 m/s. Tagdækningsarbejde bør derfor ved vindhastigheder over 5-6 m/s foregå med skærpet sikkerhed.
Med stor sandsynlighed ville der ikke være opstået skader af betydning, hvis tagdækningsarbejdet var sket ved lave vindhastigheder.
5.4. Overkogningsrisiko.
Efter en kortere pause i arbejdet, hvor der var slukket for asfaltgryden blev der igen tændt for denne, og ca. 1/2 time efter skete der overkogning.
I henhold til BTV 10 stk. 4.2. skal opvarmning af gryde ske ved svag varme og der stilles desuden krav til fyldning af gryden m.v. I dette tilfælde kan det ikke konstateres om der er sket overtrædelse af disse krav.
6. Konklusion.
Ved tagdækningsarbejde bør der som minimum træffes foranstaltning til sikring mod brand som beskrevet i Brandteknisk Vejledning nr. 10. (BTV 10).
Antallet af gasflasker og disses placering på taget er ikke i overensstemmelse med Brandteknisk Vejledning nr. 10, og det har med stor sandsynlighed medvirket til den store brandskade bl.a. fordi brandvæsenets indsatsmuligheder blev væsentligt forringet.
Den meget kraftige blæst medførte, at branden bredte sig meget hurtigt. Ved tagdækningsarbejde i kraftig blæst bør der træffes skærpede sikkerhedsforanstaltninger, hvilket ikke var sket i dette tilfælde. Det skal påpeges at dette ikke fremgår af BTV 10.
Grydebakkens dimensioner i relation til grydens størrelse var ikke i fuld overensstemmelse med BTV 10, men det kan ikke vurderes om dette har haft en væsentlig betydning i forbindelse med brandens start set i relation til den meget kraftige blæst.
På baggrund af det oplyste er det ikke muligt at udtale sig om der er sket grovere uforsigtighed i forbindelse med overkogningen. Men enhver overkogning er en følge af en vis uforsigtighed f.eks. for kraftig opvarmning. Der sker ofte overkogning i asfaltgryder, men grydebakke, låg og slukningsudstyr forhindrer normalt en større brand især hvis der ikke er kraftig blæst.'
Vicebrandinspektør B har i bladet C afgivet sålydende redegørelse for branden: ».....
D's nybyggeri på æ-vej, x-by 1988.05.08., kl. 12.31. En lille ladvogn fra en tagdækker kom kørende til brandstationen og meldte brand på tag. Ved ankomst med Spr., Tkvgn. og Stg. 1 min. senere, eksploderede de første gasflasker og 2 tagdækkere sprang ud over kanten. Der var ild i ca. halvdelen af taget på 5.500 (m2) fabriksbygning. Vindhastighed 11-13 m/sek. Stigen rejstes til tagkant med 1 B-rør for køling af gasflasker. Ved min ankomst kl. 12.38, rekv. yderligere mandskab og materiel. Ved 1. rekognoscering konstateredes, at der stod 33 kg. gasflasker med jævne mellemrum på hele det 255 m lange tag, hvorfor der skulle udvises allerstørste forsigtighed.
2 Spr. og Slg.tdr. dirigeredes til den anden ende for indsats og vand fra åbent vandhul.
Kl. ca. 12.50 var taget tændt over hele fladen, og gasflaskerne holdt pause. Derpå »krøb« vi på taget, og efter 2 timers indsats med materiel som vist på medsendte skitse og 20 mand, var branden på taget under kontrol.
Da havde vi også brugt ca. 100 (m3) vand og smidt 48 stk. 33 kg. gasflasker ned på jorden. Desuden var 10 stk. 33 kg. gasflasker selv »hoppet« ned. 2 stk. blev fundet på fabrikstag 150 m derfra. .....
Desuden sprængte eksploderende gasflasker hul i taget, hvilket bevirkede, at 3 stk. gasflasker faldt igennem og eksploderede, da de ramte gulvet. Herved væltede en 20 cm. betonvæg, og 2 letbetonvægge blev flyttet ca. 10 cm. og slået ud af facon. .....'
Under sagen er fremlagt »Brandteknisk Vejledning nr. 10« (4. udgave, 1987), som er udgivet af Dansk Brandværns Komite/Dansk Brandteknisk Institut, og som beskriver forholdsregler mod brand ved tagdækningsarbejde. Af indholdet gengives følgende bestemmelser
»3.4 Indretning af F-gasoplag på tage.
3.4.1 Oplag indtil på 40 kg. i flasker kan oprettes uden særlig tilladelse eller særlige foranstaltninger.
3.4.2. Oplag på over 40 kg. og indtil 200 kg. i flasker skal indrettes i overensstemmelse med kravene i dette afsnit.....
a) Gasflasker, der ikke er tilsluttet anlæg, skal anbringes i en afstand på mindst 15 m. fra asfaltgryder og større oplag af brændbare materialer som tagpap.
b) Oplagsstedet skal indrettes i nærheden af ydervæggen på et sted, hvor der er tilkørselsmulighed for brandvæsenet. .....
d) Retningslinierne i afsnit 3.3.2a) og b) skal overholdes.
3.4.3 Oplag på over 200 kg. må ikke indrettes.
3.5 F-gas på arbejdspladsen.
3.5.1 Der må til hvert anlæg med F-gasflasker højst tilsluttes 2 flasker med tilladelig fyldning indtil 33 kg. med direkte fordampning. Gasflaskerne skal dagligt fjernes ved arbejdstids ophør og anbringes i overensstemmelse med de for F-gasoplag gældende bestemmelser, jf. afsnit 3.3 og 3.4.
3.5.2 På arbejdsstedet må der kun findes de til det øjeblikkelige brug nødvendige gasflasker.
3.5.3 Gasflaskerne på arbejdsstedet skal anbringes på stabilt underlag i en afstand af mindst 5 m fra asfaltgryden. Gasflaskerne bør anbrings i grydens vindside, så flammerne fra en eventuel grydebrand ikke fører mod flaskerne.
Gasflaskerne, herunder både flasker, der er i brug, og eventuelle reserveflasker, skal altid stå oprejst, da gasflaskens eventuelle sikkerhedsventil ikke vil kunne virke efter hensigten, når gasflaskerne ligger ned. Dette krav gælder dog ikke for anlæg med væskeudtag.
Gasflaskerne må ikke udsættes for farlig påvirkning, f.eks. ved opvarmning, stød, slag, belastning eller nedkastning, og de skal være sikret mod væltning, rulning og nedstyrtning.
3.5.4 Gasflaskerne må så vidt muligt ikke medtages på taget, men bør anbringes på jorden, idet gassen føres op på taget ved hjælp af slanger. På den del af slangen, der befinder sig på taget, skal der i sikker afstand fra gryden findes en afspærringsventil eller lynkobling. ......
3.5.6 Hvor der findes gasflasker skal der anbringes et skilt med følgende tekst
TRYKFLASKER. Skiltet skal være udført efter DS 738.1. Skiltet skal anbringes, så brandvæsenet på tydelig måde orienteres om tilstedeværelsen af gasflaskerne ..... .....
4.2. Betjening af asfaltgryder.
4.2.1 Der må ikke tændes under en asfaltgryde, uden der findes et låg af jernplade eller lignende i grydens umiddelbare nærhed. Det bemærkes, at hver gryde skal have eget låg.
4.2.2 Asfaltgryden skal i alle tilfælde være under opsyn, når der er tændt under den. Endvidere skal pladsen omkring asfaltgryden holdes fri for brændbare materialer.
Når arbejdsstedet forlades - også for en kortere tid, skal ilden under gryden slukkes.
4.2.3 Opvarmning af en gryde med kold asfalt eller lille asfaltmængde skal ske ved svag varme, idet hurtig opvarmning medfører overophedning omkring brænderørene med selvantændelse til følge. .....
5.2.4 Ved brand i gryden kan ilden slukkes ved at dække gryden med et låg, hvilket normalt vil være tilstrækkeligt til at kvæle ilden, eller branden kan slukkes ved brug af pulverslukkeren. Ret ikke pulverstrålen direkte ned i den brændende asfalt, da dette kan få brændende asfalt til at sprøjte ud på taget.
Husk at lukke for gastilførslen.
Der må ikke bruges vand til slukningen.
Ved brug af vand kan der ske overkogning af gryden med en eksplosionsagtig udslyngning af den brændende asfalt til følge.
Asfalten i gryden kan evt. køles ved at komme asfaltblokke i gryden.«
Vicebrandinspektør B har forklaret, at han ankom til brandstedet kl. 12.38 og overtog kommandoen samt rekvirerede yderligere mandskab og materiel, der ankom ca. 1 kvarter efter 1. hold. Man kunne fra jorden se, at der stod gasflasker spredt ud over taget. Havde de været placeret i samlede depoter, f.eks. i hver ende af taget, eller havde der slet ikke været flasker på taget, kunne man måske - for depoternes vedkommende afhængig af disses placering i forhold til ildens arnested - have reddet halvdelen af taget. Da branden var opstået i den sydlige ende af taget, ville han have foretaget hovedindsatsen ca. midt på bygningen, men det forhindrede flaskeeksplosionerne samt udgravninger langs bygningen. Hvis en gasflaske er »tom«, vil eventuelle gasrester sive ud gennem sikkerhedsventilen. Er den blot halvt fuld, er sikkerhedsventilen ikke tilstrækkelig til at opfange gassens udvidelse i tilfælde af varmepåvirkning.
Direktør hos indklagede, E, har bl.a. forklaret, at der var gravet op rundt om hele bygningen. Det er ikke usædvanligt at arbejde i vindhastigheder på 10-12 m/sek. Det afgørende er, om man kan styre svejseflammen i vinden. Man har en intern vejledning i firmaet, hvis 9. bud lyder: »Tomme flasker fjernes øjeblikkeligt«, men vejledningen var ikke nødvendigvis gældende på brandtidspunktet.
Det var på branddagen klart solskin, hvilket kan have opvarmet tagfladen uforholdsmæssigt.
Entrepriseleder F har bl.a. forklaret om uddannelsen af tagdækkere i det indklagede selskab. Der var formentlig 100-200 kg. gas på taget, svarende til det resterende forbrug til tagdækningen, som praktisk taget var afsluttet. På grund af udgravninger kunne der kun køres langs en mindre del af bygningens ene side. Der stod tomme flasker i depoter på hele taget. De kunne have været samlet og taget ned i den ende af bygningen, hvortil der kunne køres. Ved nordgavlen skulle man have hentet dem »til fods«.
Fhv. tagdækker G, der har arbejdet 8-9 år som tagdækker, har forklaret, at han sammen med H arbejdede i den nordlige ende af taget alene med anvendelse af en brænder tilsluttet en gasflaske. I den modsatte ende arbejdede I under anvendelse af en gryde med varm asfalt, som var tilsluttet 2 gasflasker. Da vidnet mærkede, at det lugtede brændt, og så, at det røg fra gryden, løb han til. Gryden slog en ordentlig »prut«, og han så ild i gryden. De lukkede lågerne og lagde noget pap ovenpå dem for at kvæle ilden. De sprøjtede med en ildslukker kulsyre mod bunden af gryden udvendigt/for at afkøle den. For at afkøle asfalten smed de en blok asfalt, indpakket i plastic, ned i gryden. Sådanne blokke fremstilles og leveres - altid indpakket i plastic - netop til dette formål. I det samme sprøjtede den kogende asfalt til alle sider og antændte taget. Der har muligvis været kondensvand i plastic-»pakken«. Han havde oplevet noget lignende tidligere. De anvendte pulverslukkeren på det brændende tag og hen over gryden. De to gasflasker, der var forbundet med gryden, blev smidt ned fra taget. Selv sprang de ned, da den første flaske på taget eksploderede. Der var ikke meget gas på taget, men der stod mange tomme flasker, fordi de ikke kunne få dem ned på grund af opgravningerne. Han er aldrig blevet instrueret om ikke at arbejde i stærk blæst.
Fhv. tagdækker I har forklaret, at han havde været ansat hos indklagede i 1 3/4 år, hvorunder han havde fået 1 1/2 års uddannelse, der var afsluttet i april s.å. Om grydens overkogning og antændelsen af taget har han forklaret som forrige vidne. Han lukkede straks for gastilførslen til gryden. Også han mener, at der var 100-200 kg. gas på taget. Gasflaskerne var 1,30 m høje. Det var op til ham selv at afgøre, om det blæste for meget. Pladstelefonen var låst inde i et skur, men de vidste at brandstationen lå lige i nærheden.
H har forklaret, at han, da han opdagede, at det brændte, løb direkte ned til en bil og kørte over til brandstationen, der lå ca. 300 m. fra brandstedet.
Sektionsleder i Brandteknisk Institut, civilingeniør J, som har udfærdiget den foran gengivne rapport, har forklaret, at afvigelserne vedr. bakkens mål ikke er en afgørende fejl. Kraftig vind bør medføre skærpede sikkerhedsforanstaltninger. Ved udformningen af BTV 10 forsøgte man forgæves at få medtaget regler herom. Tagdækkerne havde formentlig kunnet slukke branden selv, hvis det ikke havde blæst så kraftigt. Der er ikke i BTV 10 nogen bestemmelse om fjernelse af tomme flasker. Den maksimale gasmængde på 200 kg. skulle - bortset fra de formentlig 3 flasker, som var i brug - have været opstillet (i flasker) samlet i et hjørne og markeret, så brandvæsenet kunne se dem. At smide en (kold) asfaltblok ned i en gryde, hvor asfalten er blevet for varm, kan være en mulighed, men næppe synderligt effektivt. Hvis man kommer vand i gryden, får man »en eksplosion af de store«.
Klageren har til støtte for påstanden gjort gældende, at der foreligger et til erstatning forpligtende forhold fra indklagedes side, og at de forhold, som er nævnt i Dansk Brandteknik Instituts rapport, i hvert fald sammenlagt konstituerer en sådan betydelig eller grov uagtsomhed eller fejl og forsømmelser af en sådan alvor og grovhed fra indklagedes folks side, at den af indklagede påberåbte ansvarsfraskrivelsesbestemmelse ikke kan bringes i anvendelse. Hertil er alene forholdet vedr. arbejdet i den kraftige blæst og gasflaskerne - eller dette sidste i sig selv - tilstrækkeligt. Der må herved også henses til, at der ikke er tale om misligholdelsesvirkninger, men om almindeligt erstatningsansvar. Da man (brandvæsenet) i en brandsituation ikke kan se forskel på fyldte og tomme flasker, må også disse sidste være omfattet af BTV 10, selv om der ikke er en udtrykkelig regel herom. Tilstedeværelsen og eksplosionen af gasflasker har forsinket brandvæsenets indsats, men hvis man havde haft alle flasker opstillet i depoter i hver ende af taget, kunne formentlig halvdelen af dette være reddet. Overkogningen af gryden skyldes ikke i sig selv grov uagtsomhed, men forholdsreglerne derimod var hverken tilstrækkelige eller hensigtsmæssige henset til tagdækkernes tidligere erfaringer.
Indklagede har erkendt, at der af folkene ved simpel uagtsomhed er begået fejl med hensyn til overkogningen (for kraftig opvarmning) og den manglende opstilling i samlet depot af de få fyldte gasflasker, men bestrider, at dette kan medføre en tilsidesættelse af ansvarsfrihedsbestemmelsen, eller at der iøvrigt er udvist forhold fra indklagedes side, som kan have denne virkning. Det er ikke godtgjort, at der var en større gasmængde på taget end tilladt, nemlig 200 kg. i oplag + gassen i de aktuelt anvendte flasker. Det bestrides ikke, at der var mange tomme flasker på taget, men det er ikke forbudt i BTV 10. Ansvarsfrihedsklausulen kan kun tilsidesættes, hvis der foreligger forhold af en sådan grovhed, at den er åbenbar for alle og giver mistanke om skjult forsæt eller gør det åbenbart urimeligt, at man skulle kunne unddrage sig ansvar.
Indklagede har under den mundtlige forhandling endvidere gjort gældende, at klageren ikke har godtgjort kausalitet mellem de tomme flaskers tilstedeværelse og skaden eller mellem skaden og tabet. Branden bredte sig med så stor hast og styrke, at selv om øjeblikkelig indsats fra brandvæsenets side næppe kunne have reddet blot nogen del af taget, og selv er lovligt depot af fyldte gasflasker ville have forhindret brandfolkene i at gå på taget.
Voldgiftsretten skal udtale
Det kan lægges til grund, at grydebakkens dimensioner ikke fuldt ud svarede til kravene i BTV nr. 10, men forholdet har været uden betydning for brandens opståen og kan højst betragtes som udslag af (meget) simpel uagtsomhed.
Vedrørende asfaltgrydens overkogning finder Voldgiftsretten ikke, at der af vidnerne I og G, der har handlet i overensstemmelse med sædvanlig praksis og med BTV 10 pkt. 5.2.4., er udvist noget forhold, der kan betegnes som groft uagtsomt.
Voldgiftsretten tillægger ikke det forhold, at tagfladen formentlig i nogen grad var solvarm, nogen betydning for sagens afgørelse.
Det samme gælder det forhold, at der her - som følge af en fejl fra forsikringsselskabets side - imod sædvane er dækning af driftstab i indklagedes ansvars forsikring, medens klageren ikke har forsikret mod sådant tab.
Med hensyn til vindstyrken på branddagen, som ikke er målt, men alene skønnet af vidner, lægges det til grund, at den har været 10 - 13 m/sek.
Voldgiftsretten finder det på det foreliggende grundlag betænkeligt at fastslå, at der af indklagedes folk er udvist uagtsomhed ved at udføre tagdækningsarbejde under de på branddagen herskende vindforhold. Henset til, at BTV nr. 10 ingen bestemmelser indeholder om vindforholdenes betydning, ville en eventuel uagtsomhed i hvert fald ikke kunne betegnes som grov.
Det kan lægges til grund, at der iflg. gældende forskrifter på taget alene måtte forefindes de gasflasker, som tagdækkerne aktuelt havde i brug, + 200 kg. gas, opstillet i depot og mærket, men at der spredt på taget ialt befandt sig 58 stk. 33 kg-flasker, hvoraf langt de fleste efter endt brug var tomme eller næsten tomme. Den totale gasmængde på taget er ikke godtgjort i fyldte eller ibrugværende flasker væsentligt at have oversteget 200 kg. Branden må antages at være opstået ca. kl. 12.20. Det kan endvidere lægges til grund, at et antal af ca. 10 flasker eksploderede på taget umiddelbar før og et stykke tid efter brandvæsenets ankomst kl. 12.32, hvorfor det var uforsvarligt at sende brandfolk på taget. Der var da ild i ca. halvdelen af taget. Brandvæsenet mødte i 1. omgang med sprøjte, tankvogn og stige. Kl. 12.38 ankom vicebrandinspektøren, der rekvirerede yderligere mandskab, der ankom ca. 1/4 time derefter. Kl. ca. 12.50 var taget tændt over hele den 5.000 (m2) store flade, og da eksplosionerne samtidig var ophørt, gik brandfolkene på taget, hvor de efter 2 timers indsats fik branden under kontrol.
Voldgiftsretten finder, at tilstedeværelsen af et stort antal tomme eller næsten tomme gasflasker samt eksplosion af et mindre antal fyldte eller delvis fyldte flasker, spredt ud over taget, med god grund har forsinket brandvæsenets indsats. Det kan dog - bl.a. henset til det korte tidsrum, der var til rådighed for slukningsarbejdet, og brandens voldsomhed - ikke fastlægges endeligt, hvor stor en del af taget der eventuelt kunne have været reddet, hvis der ikke havde været tomme eller delvis tomme flasker på taget, og de helt eller delvist fyldte gasflasker havde været opstillet i mærkede depoter. Den forefundne anbringelsesmåde er udtryk for et uforsvarligt forhold fra indklagedes side, som dels ikke har fulgt reglerne for opstilling i depot af fyldte eller delvis fyldte flasker, som ikke var i brug, dels burde have forudset, at brandvæsenets indsats i tilfælde af brand - som ikke er en helt ekstraordinær risiko ved tagdækningsarbejde af denne art - ville blive hæmmet og forsinket af den blotte og spredte tilstedeværelse af et så stort antal tomme flasker, på hvilke det ikke umiddelbart kunne ses, om de indeholdt gas i et eller andet omfang.
Ved afgørelsen af, om indklagedes forsømmelighed har været af en sådan grov karakter, at den bør afskære indklagede fra at bringe ansvarsbegrænsningsklausulen i anvendelse, lægger Voldgiftsretten vægt på, at der til fjernelse af tomme gasflasker af den her omhandlede dimension fra tage skal anvendes kran, og at det i denne sag efter det oplyste var vanskeligt at komme tilstrækkeligt tæt på bygningen på grund af udgravninger langs denne. Det er endvidere efter fagdommernes erfaring ikke ualmindeligt i branchen, at tomme gasflasker - som i sig selv er ufarlige - forbliver henliggende på taget i nogen tid efter endt brug, indtil de kan fjernes samlet, og forholdene i denne sag har ikke adskilt sig afgørende fra, hvad der kendes fra lignende byggepladser. Endelig lægger Voldgiftsretten vægt på, at BTV nr. 10 - som også erkendt af vidnet J - ingen bestemmelser indeholder om, hvordan der skal forholdes med tomme gasflasker efter endt brug.
I hvert fald under disse omstændigheder, og idet det efter det anførte ikke kan tillægges selvstændig betydning, at de få helt eller delvist fyldte flasker, som ikke var i brug, ikke var opstillet samlet og mærket, finder Voldgiftsretten det betænkeligt at fastslå, at der af indklagede er udvist uforsvarligt forhold af en sådan grovhed, at ansvarsfrihedsklausulen bør tilsidesættes.
Indklagede vil derfor være at frifinde.
Thi bestemmes
Indklagede, A, frifindes for det af klageren, K, under denne sag rejste krav.
Den af indklagede stillede bankgaranti på 1 mio. kr. frigives.
Ingen ar parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.
Parterne betaler in solidum - i det indbyrdes forhold med halvdelen hver - Voldgiftsrettens omkostninger efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.
København, den 10. februar 1992
Knud Christensen. Thorkil Pape. Keld Stovgaard.
P.v.c.
Per Helwigh
Under udførelsen af tagentreprisen på en ny produktionsbygning opstod brand i tagdækningen. Da entreprenørens ansvarsforsikring omfattende driftstab, påstod bygherren sit driftstab etstattet under anbringende af, at der var udvist en sådan betydelig eller grov uagtsomhed, at en bestemmelse i entreprisevilkårene om manglende hæftelse for driftstab m.v. som følge af skader i forbindelse med entreprisen ikke kunne finde anvendelse.
Der fandtes at foreligge afvigelse fra gældende forskrifter, hvorefter der på taget kun måtte forefindes de gasflasker, som aktuelt var i brug. Tilstedeværelsen af et stort antal tomme eller næsten tomme gasflasker samt eksplosion af et mindre antal fyldte eller delvis fyldte flasker havde forsinket brandvæsenets indsats, men det kunne ikke fastlægges endeligt, hvor stor en del af taget der eventuelt kunne have været reddet. Den forefundne anbringelsesmåde var udtryk for et uforsvarligt forhold fra entreprenørens side, men ved afgørelsen af, om entreprenørens forsømmelighed havde været af en sådan grov karakter, at den burde afskære entreprenøren fra at bringe ansvarsbegrænsningsklausulen i anvendelse, måtte der lægges vægt på, at der til fjernelse af tomme gasflasker som de foreliggende skulle anvendes kran, at det efter det oplyste var vanskeligt at komme tilstrækkeligt tæt på bygningen, og at det i branchen ikke er ualmindeligt, at tomme gasflasker forbliver henliggende på taget i nogen tid efter endt brug. Endelig måtte der lægges vægt på, at forskrifterne ikke indeholder bestemmelser om, hvordan der skal forholdes med tomme gasflasker efter endt brug. I hvert fald under disse omstændigheder, og idet det ikke kunne tillægges selvstændig betydning, at de få helt eller delvis fyldte flasker, som ikke var i brug, ikke var opstillet samlet og mærket, fandtes det betænkeligt at fastslå, at der var udvist et uforsvarligt forhold af en sådan grovhed, at ansvarsfrihedsklausulen burde tilsidesættes (1).