Overladelse, videregivelse, inkassosager, kreditoplysningsbureau (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Overladelse, videregivelse, inkassosager, kreditoplysningsbureau (* 1)
Et kreditoplysningsbureau har i beretningsåret rettet henvendelse til Registertilsynet med en række spørgsmål om inkassobureauers registrering, anvendelse og videregivelse af oplysninger om inkassosager.
Registertilsynet udtalte i den anledning, at virksomheders udlevering af oplysninger til tredjemand som udgangspunkt vil være videregivelse i lov om private registres forstand og dermed underkastet reglerne herom i lovens § 4, stk. 1 og 2. Som en undtagelse herfra kan være de tilfælde, hvor erhvervsvirksomheder m.v. udleverer oplysningerne til et edb-servicebureau eller til andre til brug for disses bearbejdning af oplysningerne i forbindelse med en arbejdsopgave, de efter aftale med den pågældende erhvervsvirksomhed skal udføre for denne. I denne situation vil forholdet normalt blive betragtet som en overladelse af oplysninger og dermed ikke som en videregivelse af oplysninger, der direkte er omfattet af § 4, stk. 1 og 2. Det er dog en forudsætning, at servicebureauet m.v. kun benytter oplysningerne i forbindelse med den pågældende arbejdsopgave, jf. de nærmere regler herom i lovens § 20.
En virksomheds udlevering af oplysninger til et inkassobureau til brug for bureauets inkassobehandling af sagen vil således som udgangspunkt kunne anses for en overladelse af oplysninger, der ikke er at betragte som videregivelse i lovens forstand. Oplysninger fra en sådan konkret sag må imidlertid ikke benyttes af bureauet i anden sammenhæng, og alene den udleverende virksomhed må have adgang til oplysningerne.
Såfremt bureauet imidlertid opretter et register over de behandlede inkassosager til eget brug, vil en sådan registrering skulle vurderes efter § 3, stk. 1. Udgangspunktet vil her være, at inkassobureauers registrering af inkassosager ikke kan antages at stride mod § 3, stk. 1.
Registertilsynet anførte endvidere, at lov om private registre som udgangspunkt ikke regulerer den interne anvendelse af lovligt registrerede oplysninger. Et inkassobureau vil således ved behandlingen af en inkassosag, herunder f.eks. ved vurderingen af, hvilke skridt der skal foretages i sagen, kunne anvende bureauets egne registreringer om den pågældende debitor.
Såfremt et inkassobureau imidlertid foretager videregivelse af sådanne registrerede oplysninger, må det vurderes, hvorvidt en sådan videregivelse skal reguleres efter lovens almindelige regler eller de særlige regler om kreditoplysningsbureauer i kapitel 3.
Det følger af forarbejderne til lov om private registre, at bestemmelserne i lovens kapitel 3 alene omfatter registre, der er oprettet med henblik på videregivelse af oplysninger om økonomisk soliditet og kreditværdighed. Videregivelse af sådanne oplysninger fra registre, der ikke er oprettet med henblik på videregivelse, falder således ikke ind under reglerne i kapitel 3, men vil være omfattet af reglerne i kapitel 2.
Det fremgår endvidere, at ordene i § 8 »driver virksomhed med« er indsat for at præcisere, at bestemmelsen ikke omfatter virksomheder eller andre, f.eks. advokater eller foreninger, der i enkeltstående tilfælde eller lejlighedsvis - og således ikke mere systematisk skaffer sig, registrerer og videregiver soliditetsoplysninger til konkrete formål. Kriteriet er herudover således alene, at den pågældende indsamler og registrerer soliditetsoplysninger med henblik på videregivelse.
Selv om virksomheden tillige og måske som hovedformål driver en anden form for erhvervsvirksomhed, f.eks. inkassovirksomhed, bringer dette ikke virksomheden uden for kapitel 3, hvis betingelserne i § 8 er opfyldt.
Hvis dette er tilfældet, skal bureauet foretage anmeldelse efter lovens § 8 og i øvrigt opfylde de betingelser for registrering og videregivelse, der gælder for kreditoplysningsbureauer.
Såfremt videregivelse fra et inkassobureau til udenforstående alene finder sted lejlighedsvis fra et register, der er oprettet primært til et andet formål, skal videregivelsen imidlertid vurderes efter lovens almindelige regler, jf. § 4, stk. 2. Denne bestemmelse har karakter af en retlig standard. Det er derfor ikke muligt generelt at angive, hvornår inkassobureauer fra et sådant register må videregive oplysninger om inkassosager, og spørgsmålet må afgøres ud fra en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Registertilsynet bemærkede i den forbindelse, at videregivelse generelt og i større omfang fra et inkassobureaus interne register af oplysninger om debitorer, der er eller har været under inkassobehandling, til andre kreditorer med henblik på disses vurdering af, hvorvidt sagen skal oversendes til inkassobehandling, ikke kan antages at være i overensstemmelse med § 4, stk. 2.
(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1992 side 106.
Fundet, at en virksomheds udlevering af oplysninger til et inkassobureau til brug for bureauets inkassobehandling af sagen som udgangspunkt vil kunne anses for en overladelse af oplysninger, der ikke er at betragte som videregivelse i lovens forstand. Oplysninger fra en sådan konkret sag må imidlertid ikke benyttes af bureauet i anden sammenhæng, og alene den udleverende virksomhed må have adgang til oplysningerne.
Bemærket, at videregivelse generelt og i større omfang fra et inkassobureaus interne register af oplysninger om debitorer, der er eller har været under inkassobehandling, til andre kreditorer med henblik på disses vurdering af, hvorvidt sagen skal oversendes til inkassobehandling, ikke kan antages at være i overensstemmelse med § 4, stk. 2.