Sportsforening, medlemsoplysninger, videregivelse, sponsor (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Sportsforening, medlemsoplysninger, videregivelse, sponsor (* 1)
Et dagblad rettede henvendelse til Registertilsynet vedrørende lovligheden af en sponsoraftale, som en sportsforening havde indgået med et forsikringsselskab.
Det fremgik af sagen, at sportsforeningen som en del af sponsoraftalen videregav navn og adresse på medlemmer i foreningens fodboldafdeling til et forsikringsselskab.Det blev endvidere oplyst, at det var bestyrelsen der havde truffet beslutningen ved at godkende sponsorkontrakten, og at sportsforeningen ikke havde indhentet medlemmernes samtykke, forinden videregivelsen fandt sted. Det var ikke nærmere aftalt, til hvilket formål videregivelsen skulle ske, men det måtte forventes, at forsikringsselskabet tog kontakt til medlemmerne.
Yderligere fremgik det, at forsikringsselskabet ca. et halvt år senere havde rettet skriftlig henvendelse til medlemmerne med tilbud om at gennemgå medlemmernes forsikringer.
Registertilsynet fandt på det foreliggende grundlag, at det ikke kunne antages at være i overensstemmelse med bestemmelsen i § 4, stk. 2, at sportsforeningen som led i en sponsoraftale videregav oplysninger om foreningens medlemmer til et forsikringsselskab.
Registertilsynet lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at det var oplyst, at det alene var bestyrelsen, der havde truffet beslutningen om videregivelse, og at det ikke var aftalt noget formål hermed, men at det måtte forventes, at der fra sponsorens side blev taget kontakt til medlemmerne.
(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1992 side 91.
Udtalt, at en sportsforenings videregivelse af medlemsoplysninger til en sponsor ikke kunne antages at være i overensstemmelse med lov om private registre § 4, stk. 2.