Legislator Case Law & Legislation
W19926049825 DK

To mærker for beklædning ikke forvekslige

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 60498 Valid

To mærker for beklædning ikke forvekslige

År 1992, den 15. december afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. V 41/91: Klage fra Bally Schuhfabriken AG, Schweiz, v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 15. april 1991 af varemærke ansøgning nr. VA 7910/87 fra Ball S.p.A., Italien, v/Patentbureau Chas. Hude.

Den 25. november 1987 indleverede Ball S.p.A., Italien, v/Patentbureau Chas. Hude en ansøgning om registrering af varemærket BALL (figurmærke) for en række varer i klasse 25, bl.a. sko. Ansøgningen blev den 13. september 1989 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 7. november 1989 nedlagde klageren i medfør af varemærkelovens § 20, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989, indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke. Som begrundelse for indsigelsen anførtes: .....

»Det gøres gældende, at det anmeldte mærke BALL er forveksleligt med de for indsigerne under VR 0642 1945 og VR 2013 1954 registrerede varemærker, begge bestående af ordet BALLY og hhv. omfattende klasse 25: skotøj og klasse 24: elastiske vævede stoffer, klasse 25: fodtøj.

Ansøgningen påstås afslået i sin helhed jf. bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 6 i varemærkeloven under hensyn til, at der foreligger vareartslighed, og under hensyn til, at der foreligger mærkelighed.«

I skrivelse af 30. april 1990 uddybede indsiger begrundelsen således: .....

»Da mærket BALLY har været brugt i Danmark for andre varearter end de af de ovennævnte registreringer omfattede, fremsendes hermed en brancheerklæring udstedt af Dansk Textil Union den 12. marts 1990, hvoraf det fremgår, at mærket BALLY er kendt og indarbejdet i Danmark gennem de sidste 15 år som varemærke for slips, tørklæder, herresokker og sweat-shirts. Vi skal derfor ligeledes påstå anmeldelsen afslået i medfør af ovennævnte lovbestemmelse under hensyn til den brug vore klienter har gjort af et forveksleligt mærke for de nævnte varearter i Danmark.

I øvrigt undrer det os, at Patentdirektoratet i forbindelse med behandlingen af de for indsigerne tidligere registrerede varemærker VR 3285 1979 BALL (figur) og VR 1161 1986 BALL (figur) ikke har fundet disse mærker for forvekslelige med de af indsigerne påberåbte varemærkeregistreringer af ordet BALLY, idet der foreligger både mærkelighed og varekollision.

Nærværende ansøgning af varemærket BALL i figurlig udformning må anses for et rendyrket mærke i forhold til de ovennævnte ældre registreringer indeholdende ordet BALL, idet der ikke i det anmeldte mærke forekommer andre ordelementer, hvorfor ligheden med vore klienters registrerede varemærke bliver endnu større.

Vi finder derfor ikke, at anmelderen kan støtte ret på de tidligere registreringer indeholdende ordet BALL og vi skal i øvrigt anføre, at varemærket BALL os bekendt aldrig har været anvendt på det danske marked for fodtøj, men udelukkende for jeans og sweat-shirts.

Vi skal derfor fastholde den i medfør af bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 6 i varemærkeloven, jf. § 6, stk. 1a, nedlagte indsigelse, både under henvisning til de for indsigerne under VR 0642 1945 og VR 2013 1954 registrerede varemærker af ordet BALLY, og også af hensyn til den brug og indarbejdelse, der er godtgjort af varemærket BALLY i Danmark.

Vi påstår derfor anmeldelsen afslået helt eller delvis.«

Den indleverede brancheerklæring fra Dansk Textil Union har følgende indhold

»På given foranledning erklærer vi hermed, at varemærket BALLY efter det for os oplyste er kendt og indarbejdet som varemærke her i Danmark for slips, tørklæder, herresokker og sweat-shirts.

Vi kan oplyse, at produkterne har været forhandlet i Danmark gennem de sidste 15 år.«

Ansøger meddelte i skrivelse af 5. september 1990 til Patentdirektoratet, at der ikke fra ansøgers side ville blive indgivet svar på indsigelsen.

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 15. april 1991 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse: .....

»Det er direktoratets opfattelse, at det ansøgte mærke ikke er forveksleligt med de registrerede mærker, indeholdende ordet BALLY.

Ordet BALL ses ikke som et italiensk ord og vil naturligt i Danmark blive udtalt på engelsk. Denne udtale er meget forskellig fra udtalen af BALLY, og ordene ligger derfor auditivt ret langt fra hinanden. Visuelt er der en vis lighed, men både de registrerede mærker og det ansøgte mærke er figurmærker, og dette bevirker, at de fjerner sig så meget fra hinanden, at der ikke er forvekslingsrisiko. Denne del af indsigelsen kan derfor ikke tages til følge.

Med indsigelsen fulgte en erklæring fra Dansk Textil Union, der skal vise brug af varemærket BALLY for visse varer i klasse 25. Det fremgår ikke, om det er det håndskrevne mærke, der er brugt, men direktoratet mener i øvrigt heller ikke, at denne del af indsigelsen kan tages til følge, da mærkerne ikke er forvekslelige.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøger tidligere har fået registreret mærker indeholdende ordet BALL bl.a. for slips, tørklæder, sokker, sweaters og sko f.eks. under VR 3235 1979, hvor BALL synes at være lige så dominerende som i det ansøgte varemærke.

Indsigelsen tages herefter ikke i sin helhed til følge.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 14. juni 1991 indbragt for Patentankenævnet med påstand om omgørelse af direktoratets afgørelse. Som ankebegrundelse anføres følgende: .....

»For det første undrer det os, at Patentdirektoratet uden videre hævder, at ordet BALL i det anmeldte mærke naturligt vil blive udtalt på engelsk. Vi finder, at ordet BALL med lige så stor ret kan opfattes som det tyske ord BALL med samme bogstavering og betydning som det engelske ord, nemlig bold. Man må i denne forbindelse ikke glemme, at vor nærmeste nabo mod syd udgør over 50 millioner tysktalende indbyggere, og at Tyskland er storeksportør af beklædningsgenstande til Danmark. Opfattes ordet BALL som det tyske ord for bold, må vi hævde, at der er endog meget stor auditiv lighed med varemærket BALLY, idet mærkerne udtalemæssigt kun adskiller sig ved udtalen af Y i BALLY med lyden I.

For det andet er vi ikke enige med Patentdirektoratet i, at det figurlige element i mærkerne har så stor betydning som hævdet af Patentdirektoratet. Varemærket BALLY er skrevet i nydelig skråskrift, hvilket ikke var ualmindeligt omkring 2. verdenskrig ved gengivelse af varemærker. Den første registrering for vor klient af varemærket BALLY blev foretaget i Danmark i 1945.

At hævde, at registreringen af varemærket BALLY er et figurmærke er derfor efter vor opfattelse noget af en tilsnigelse, idet der ikke er stor forskel på et almindeligt ordmærke skrevet med blokbogstaver og et mærke skrevet med nydelig, læselig skønskrift. Det er i hvert fald efter vor opfattelse urimeligt at indskrænke beskyttelsen for et varemærke, hvori det eneste figurlige element er skrivemåden, altså skråskrift, som tilmed er yderst læselig. I øvrigt er det figurlige element i det anmeldte mærke, jf. bilag 1, yderst svagt, idet figuren kun fremtræder som en indramning af mærket tilsat et skyggefelt. Vi finder således at Patentdirektoratet har lagt vægt på et figurligt element som vi har haft meget svært ved at acceptere som et argument for manglende forvekslelighed mellem mærkerne.

Vi kan medgive Patentdirektoratet at de tidligere registreringer for anmelderen indeholdende ordet BALL (bilagene 4 og 5) er figurmærker, men vi er ikke enige i, at ordet BALL er ligeså fremtrædende i disse registreringer som i det ansøgte mærke. Det forekommer stødende for retsbevidstheden, at en ansøger i løbet af små 10 år mere og mere kan rendyrke et figurmærke indeholdende ordet BALL til det mærke, der nu er anmeldt, og således mere og mere nærme sig lignende varemærker med stor risiko for, at forveksling opstår.

Yderligere kan vi henvise til, at Det finske Patentankenævn den 13. juni 1989, jf. bilag 6, har fundet ansøgers varemærke BALL (figurmærke - identiske med VR 3235 1979 - bilag 4) forveksleligt med vor klients registrering af varemærket BALLY (i særlig skrift), jf. bilag 6.

Endvidere har Oberlandesgericht Hamburg i dom af 20. april 1989, som er stadfæstet af Landesgericht, fundet varemærkerne BALL og BALLY for forvekslelige, jf. bilag 7.

Under henvisning til ovenstående anbringender skal vi hermed påstå den af Patentdirektoratet i skrivelse af 15. april 1991 trufne afgørelse omgjort og anmeldelsen afslået i medfør af bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 6, jf. § 6, stk. 1a under hensyn til, at der foreligger såvel mærke- som vareartslighed.«

I skrivelse af 25. november 1991 meddelte ansøgeren følgende

»For god ordens skyld skal jeg meddele, at mine klienter har finansielle problemer, og at jeg derfor er blevet instrueret om ikke at involvere yderligere udgifter i sagen.

Der vil således ikke indkomme en egentlig besvarelse af ankebegrundelsen fra Patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S, idet jeg alene skal henvise til, at jeg er fuldt ud enig i direktoratets afgørelse af 15. april 1991, og at jeg finder det væsentligt, at mine klienter siden 1979 har haft et væremærke indeholdende ordet BALL registreret, og at mærket har været brugt på det danske marked igennem mange år uden at dette mig bekendt har givet anledning til problemer.«

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 13. november 1992.

Ansøgeren gav ikke møde.

For klageren mødte cand.jur. Birgit Wiborg, som procederede sagen i det væsentlige under henvisning til de til direktoratet og Nævnet afgivne, skriftlige indlæg, som nærmere blev uddybet og kommenteret. Det blev herunder påpeget, at en række nærmere angivne lande har anset mærkerne for forvekslelige, og der blev fremdraget eksempler fra retspraksis og administrativ praksis til dokumentation for mærkernes forvekslelighed.

Ankenævnet skal udtale

I henhold til de af Patentdirektoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. S. Gulmann.

Endelig adm. afgørelse 1992 60498 Valid

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter der ikke fandtes at være forvekslelighed mellem mærkerne BALL og BALLY.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →