To varemærker fundet forvekslelige

To varemærker fundet forvekslelige

År 1992, den 15. december afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. V 18/91: Klage fra Kronos Titan A/S, Norge, v/Internationalt Patent-Bureau over Patentdirektoratets afgørelse af 1. februar 1991 af varemærke ansøgning nr. VA 2106/88 fra E.I. du Pont de Nemours & Company, USA, v/Patentbureau Budde, Schou & Co.

Den 23. marts 1988 indleverede E.I. du Pont de Nemours & Company, USA, v/Patentbureau Budde, Schou & Co., en ansøgning om registrering af varemærket CRONAR (ordmærke) for visse varer i klasse 2, bl.a. maling, lak og lakfernis. Ansøgningen blev den 31. august 1989 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 30. oktober 1989 nedlagde klageren i medfør af varemærkelovens § 20, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989, indsigelse mod registreringen af det ansøgte mærke. Indsigelsen begrundedes med, at det ansøgte mærke i sin helhed er forveksleligt med de for indsigerne under VR 0183 1919 og VR 0855 1933 registrerede ordmærker KRONOS.

I skrivelse af 27. december 1989 anførtes som yderligere begrundelse følgende: .....

»Efter indsigernes og vor opfattelse kommer betegnelserne KRONOS og CRONAR overordentlig tæt på hinanden, og da de angår varer af samme eller lignende art, foreligger der klart forvekslelighed i varemærkelovens forstand.

Varekollisionen består, udover at »lak« forekommer såvel i det ansøgte som i indsigermærket VR 0855 1933, nærmere deri, at »maling« i ansøgermærket klart kolliderer med »mineralfarver«, »maling i pastaform«, »rustbeskyttelsesmidler« og begroningshindrende maling' i indsigermærkerne, at »lak« og »fernis« i yngste indsigermærke klart er overbegreber for »lakfernis« i ansøgermærket, at »grundingsmaling og grundingsfarver (primers), underlagsmaling« i ansøgningen klart er overbegreber for »rustbeskyttelsesmidler, begroningshindrende maling til skibsbunde« i VR 0855 1933, at der med henholdsvis »igangsætningsmidler (initiators)» og »toningsfarver« i ansøgningen i realiteten er tale om samme varer som henholdsvis »sikkativer« og »mineralfarver (pigmenter og ekstendere)» i VR 0855 1933, og at »tilsætningsstoffer til maling i form af bindemidler, balancerings- og udjævningsmidler (balancers)» og »reduktionsmidler« (der også er tilsætningsstoffer) udenfor al tvivl er ligeartede med »sikkativer« (der også er tilsætningsstoffer), som også nævnes i varefortegnelsen til VR 0855 1933. Der kan ikke herske tvivl om, at spørgsmålet om selve mærkeligheden ifølge praksis herefter må bedømmes ganske overordentlig strengt.

På denne baggrund er det, at der skal foretages en sammenligning af de to ord

K R O N O S C R O N A R

De kommer hinanden endog meget nær, idet de er nøjagtig lige lange og begge fordelt på to stavelser, der hver omfatter tre bogstaver. Præfikserne KRO og CRO udtales derhos nøjagtig ens og må betegnes som intet mindre end kvasiidentiske. Suffikserne NOS og NAR består af det fælles bogstav N, der i begge tilfælde er efterfulgt af en vokal og derefter en konsonant. Opbygningen af mærkerne er således såvel stavelse for stavelse som med hensyn til helheden sket over nøjagtig samme læst.

Den omstændighed, at de to ord måske alluderer i forskellig retning - hvad der iøvrigt langt fra er sikkert - kan her kun tillægges minimal betydning: en sådan idemæssig ulighed må nemlig antages ikke at blive erkendt af mere end et fåtal af købere til de pågældende malervarer.

Som de dagligvarer, der er tale om, forhandles maling m.v. her i landet som alt overvejende hovedregel i farvehandler, hvor de købes ved mundtlig bestilling: erhvervsmæssigt foretages derudover bestillinger i vidt omfang telefonisk. Det udtalemæssige spiller følgelig, så vidt vi formår at se, her den helt dominerende rolle. Auditivt er der identitet med hensyn til de fire første bogstaver (ud af seks), og KRO/N henholdsvis CRO/N efterfølges af de indifferente afslutninger OS og AR, der dog som nævnt er opbygget efter samme mønster. Den lydlige identitet rækker ud over præfikserne og angår de helt karakterisktiske dele af mærkerne: ligheden beror tilmed på disses indledning, som tillægges så stor betydning ved mærkelighedsbedømmelse.

Efter en samlet vurdering ser vi derfor ikke rettere, end at mærkerne i deres helhed auditivt og visuelt kommer så tæt på hinanden, at der foreligger en alvorlig forvekslingsrisiko.

Det her anførte stemmer også overens med praksis, som den har givet sig udslag i en række domme. Der kan henvises til Sø- og Handelsrettens dom af 23. december 1927 (UfR 28.231), hvor det registrerede mærke KONTO SKO fandtes til hinder for CONTI. Endvidere skal henvises til samme rets dom af 1. april 1942 (UfR 42.943), hvor det antoges, at ordene CRYSTALLOSETTEN og KRYSTOLA var forvekslelige, samt til Højesterets dom af 11. maj 1960 (UfR 60.593), hvor det blev statueret, at ordene JACTA og YAXA havde en sådan lydmæssig lighed, at forveksling i den almindelige omsætning let vil kunne forekomme. Det må heraf sluttes, at bogstaver, der i sammenhængen udtales ens, også behandles ens, sådan som det er tilfældet med K og C i de foreliggende mærker. Hertil kommer, at mærkerne ifølge de nævnte domme efter vor opfattelse lå hinanden betydeligt fjernere end de til afgørelse her foreliggende mærker: der må derfor så meget desto mere statueres forvekslelighed i nærværende sag.

I denne forbindelse bedes bemærket, at det alene beror på indsigernes velvilje og samtykke, at mærket CRONOX (VR 0447 1983) blev registreret, og det skete kun for et vareområde, der ikke kolliderer med indsigernes primære interessesfære.

Det skal tilføjes, at indsigernes mærke er registreret i så at sige alle lande i Europa og i samtlige verdensdele. Under mærket sælges primært titandioxidpigmenter, herunder også i Danmark. Det årlige salg andrager på verdensplan over 250.000 tons. Der er således tale om en reel forvekslingsrisiko.

Under henvisning til ovenstående ser vi ikke rettere, end at de foreliggende mærker auditivt og visuelt kommer så tæt på hinanden, at det ene må opfattes som en variant af det andet, og at der derfor for de kolliderende malervarer foreligger en helt klar forvekslingsrisiko i omsætningen.

Vi skal derfor henstille at ansøgningen i dens helhed afslås.' .....

Ansøgeren imødegik i skrivelse af 12. juli 1990 indsigelsen og anførte: .....

»Indsigernes mærke KRONOS refererer til den græske mytologi. Uranos havde sønnen Kronos, og Kronos havde sønnen Zeus. Kronos var en af Titanerne. Der er således en logisk sammenhæng mellem indsigernes mærke »KRONOS« og indsigernes navn Kronos Titan A/S.

Ansøgerne afviser, at der skulle foreligge forvekslelighed mellem KRONOS og ansøgernes mærke CRONAR. Man henviser i denne forbindelse også til, at der er klar fonetisk og visuel forskel mellem de to mærker.

Indsigernes postulering med hensyn til, at de to mærker skulle komme hinanden »endog meget nær«, forekommer ikke at have nogen logisk sammenhæng med den af indsigerne til støtte for nævnte postulat anførte argumentation.

1. »..., idet de er nøjagtig lige lange og begge fordelt på to stavelser, der hver omfatter tre bogstaver«.

Der er ikke noget at støtte sig på for indsigerne i nævnte omstændigheder.

2. »Præfikserne KRO og CRO udtales derhos nøjagtig ens og må betegnes

som intet mindre end kvasiidentiske«.

Ansøgerne bestrider ingenlunde, at KRO/CRO udtales ens. Den varemærkeretlige sammenligning skal ikke foretages mellem KRO og CRO, og iøvrigt adskiller KRO og CRO sig gennem de forskellige forbogstaver.

3. »Suffikserne NOS og NAR består af det fælles bogstav N, der i begge tilfælde er efterfulgt af en vokal og derefter en konsonant«.

Ansøgerne skal ej heller bestride rigtigheden af det af indsigerne anførte, men dette er i den varemærkeretslige sammenligning irrelevant Det er ikke NOS og NAR, der skal sammenlignes i nærværende sag. Den af indsigerne her benyttede argumentation illustrerer, hvordan man kan benytte en traditionel »varemærke-argumentation« til »påvisning« af angivelig lighed mellem to ord, der ikke blot kommer i nærheden af lighed med hinanden.

4. »Opbygningen af mærkerne er således såvel stavelse for stavelse som med hensyn til helheden sket over nøjagtig samme læst«.

Det forekommer ansøgerne hårdt nok, at det er nødvendigt at argumentere mod et anbringende om, at »KRONOS« OG »CRONAR« er sket over »nøjagtig samme læst«. Nævnte udtryk antyder iøvrigt, at ansøgerne ligefrem skulle have valgt et mærke for at komme tæt på indsigernes mærke. Iøvrigt skal en sammenligning ikke ske mellem KRONOS og CRONAR, men mellem »Kronos« og CRONAR, jf. at KRONOS er et billedmærke. Iøvrigt forbigår indsigerne ved tavshed betydningen af KRONOS.

Ansøgerne kan heller ikke tilslutte sig indsigernes øvrige argumentation om »dagligvarer«, »mundtlig bestilling«, »telefonisk bestilling«.

Medens indsigerne i den ovenfor refererede argumentation gør gældende, at de to mærker består af to stavelser hver, fortsætter man argumentationen på det »auditive« plan med at foretage en opdeling af KRO/N - CRO/N og når på denne måde frem til nogle »indifferente afslutninger«, bestående af OS og AR. Om disse »indifferente afslutninger« anfører indsigerne, at disse »dog som nævnt er opbygget efter samme mønster«. Indsigerne har ikke »som nævnt« anført dette, idet den tidligere benyttede argumentation er, at suffikserne NOS og NAR er opbygget over »nøjagtig samme læst«. Det er ikke ligetil at finde nogen lighed mellem OS og AR. Vi finder det ufornødent at kommentere, om OS og AR skulle være »indifferente afslutninger«, idet de nævnte bogstaver indgår i suffikserne NOS/NAR, og nævnte suffikser er ingenlunde »indifferente afslutninger«. Et sådant postulat ville næppe heller finde tilslutning hos guden Kronos.

Ansøgerne kan ikke tiltræde indsigernes anbringende om, at den angivelige »lydlige identitet« skulle »række(r) ud over præfikserne og angå(r) de helt karakteristiske dele af mærkerne«.

Når indsigerne derhos anfører »ligheden beror tilmed på disses indledning, som tillægges så stor betydning ved mærkelighedsbedømmelse«, er der hertil at bemærke, at de to mærker jo netop har forskelligt forbogstav, hvilket naturligvis indgår i helhedsbedømmelsen.

For så vidt angår indsigernes henvisning til, at det af indsigerne anførte skulle stemme overens med »praksis, som den har givet sig udslag i en række domme«, bemærkes, at den postulerede praksis i alle tilfælde ikke kan finde støtte i de tre af indsigerne nævnte domme fra 1927, 1942 og 1960.

Ansøgerne har noteret sig, at indsigerne finder det nødvendigt at fremføre, at det »alene beror på indsigernes velvilje og samtykke, at mærket CRONOX (VR 0447 1983) blev registreret«. Indsigerne finder ingen anledning til at nævne, at mærkerne KRONOS/CRONOX ligger så tæt på hinanden, at man dårligt kan forestille sig sideløbende brug af KRONOS/CRONOX. Det er al ære værd, at indsigerne gerne vil vise »velvilje«. En sådan »velvilje« indebærer imidlertid, at indsigerne har givet noget af deres varemærkerettigheder væk gennem angivelse af samtykke til det »kvasiidentiske« mærke CRONOX.

Ansøgerne noterede sig endvidere indsigernes henvisning til, at deres mærke er »registreret i så at sige alle lande i Europa og i samtlige verdensdele«. Til illustration heraf vedlægger vi kopi af følgende amerikanske registreringer

Reg. No. 141,252 Kronos Reg. No. 1,482,095 CRONAR

Ansøgerne har iøvrigt meddelt os, at man har registreringer for CRONAR for maling m.m. i de følgende lande: Østrig, Beneluxlandene, Kina, Cypern, Tjekkoslovakiet, Frankrig, Øst-Tyskland, Hong Kong, Ungarn, Island, Indonesien, Irland, Saudi Arabien, Singapore, Sydafrika, Schweiz, USA, Jugoslavien.

Ansøgerne noterer sig iøvrigt oplysningen om, at indsigerne under deres mærke primært sælger titan dioxidpigmenter, jf. associationen til guden Kronos. Den amerikanske Kronos-registrering dækker »Paint- Pigments and Paints containing Titanium or a compound thereof«. Registreringen står i navnet TITAN CO. A/S, Norge, hvilket selskab vel er identisk med det indsigende selskab.

Indsigernes afsluttende anbringende er, at de to mærker efter indsigernes opfattelse »auditivt og visuelt kommer så tæt på hinanden, at det ene må opfattes som en variant af det andet«. Hertil er at sige, at såfremt CRONAR måtte opfattes som en »variant« af »KRONOS«, findes der mange »varianter« indenfor varemærkeområdet.'

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 1. februar 1991 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse: .....

»Da der er varekollision er det afgørende for, om mærkerne kan anses for forvekslelige, om der er mærkelighed til stede. Direktoratet mener ikke, dette er tilfældet.

Det forhold, at det ansøgte mærke begynder med C, og det registrerede mærke med K, ligesom de registrerede mærker er forsynet med citationstegn og derved må opfattes som figurmærker, gør, at mærkerne adskiller sig visuelt fra hinanden.

Lydligt er der ingen forskel på C og K, men direktoratet finder det naturligt, at udtale CRONAR med tryk på sidste stavelse, medens KRONOS naturligt udtales med tryk på første stavelse, og dette gør også mærkerne lydligt forskellige. Endelig har ordet KRONOS en bestemt betydning i mytologien. Da der efter direktoratets opfattelse ikke er mærkelighed til stede, kan mærkerne ikke anses for forvekslelige, og indsigelsen kan ikke tages til følge.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 27. marts 1991 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at varemærkerne CRONAR og KRONOS anses for forvekslelige. Klageren har med skrivelse af 12. juli 1991 indleveret en klagebegrundelse, hvor der anføres følgende: .....

»Som begrundelse for klagen skal vi anføre, at det fortsat er vor opfattelse, at mærkerne ligger hinanden så nær, at de bør anses som forvekslelige. I vor indsigelsesskrivelse side 2-3 (bilag 5) har vi gjort rede for denne opfattelse, som vi i det hele kan henholde os til.

I sin afgørelse har direktoratet lagt vægt på, at ordet KRONOS i indsigermærket er udstyret med citationstegn, hvorved de formelt bliver figurmærker. Ganske vist skal mærkerne bedømmes i deres helhed, men vi er ikke enige i, at det figurlige skal tillægges nogen som helst betydning i det foreliggende tilfælde. Når det på den ene side drejer sig om et rent ordmærke, som ansøgermærket, og det på den anden side drejer sig om et mærke, der angår en figurlig udformning af et ord, og intet andet, som indsigermærkerne, er det efter praksis alene de pågældende ord, der skal sammenlignes. Thi et rent ordmærke yder efter sit indhold beskyttelse for det pågældende ord i en hvilken som helst udformning: i det foreliggende tilfælde, at ansøgermærket blev skrevet »CRONAR«. Følgelig skal det henstilles, at det figurlige ganske lades ude af betragtning, og at kun ordene KRONOS og CRONAR sammenlignes ved den visuelle vurdering.

Endvidere har direktoratet lagt til grund, at KRONOS naturligt udtales med tryk på første stavelse og CRONAR med tryk på sidste stavelse. Deri kan vi ikke være ganske enige: der er ikke tale om ord, såsom »arkiver« og »arkivar«, der bevidst skal udtales med tryk på forskellige stavelser for at kunne skelne det ene fra det andet: efter vor opfattelse vil begge mærker blive udtalt næsten uden betoning af det købende publikum til de malervarer, det drejer sig om. Iøvrigt forekommer der her i landet vidt forskellige udtaler af samme ord: jf. eksempelvis at Christiansborg i nogle kredse udtales med tryk på Christians- og i andre med tryk på -borg. Det skal derfor henstilles, at der ved afgørelsen af spørgsmålet om forvekslelighed lægges til grund, at mærkerne udtales med samme betoning.

Endelig har direktoratet lagt vægt på, at ordet KRONOS har en bestemt betydning i mytologien. Det betydningsmæssige kan vi i og for sig tiltræde, men det må bestrides at have nogen betydning i det foreliggende tilfælde, nemlig på grund af det kolliderende vareområde: det store flertal af købere til maling er næppe hjemme i den græske mytologi: for den umistænksomme køber vil såvel indsigermærke som ansøgermærke fremstå som fantasibetegnelser. Fælgelig skal det henstilles, at der ses bort fra mytologien, og at KRONOS og CRONAR ved forvekslelighedsbedømmelsen uhildet sammenlignes som fantasibetegnelser.

Der er mellem parterne enighed om, at varekollision foreligger, hvilket er tiltrådt af direktoratet. Når dette er tilfældet, skal, i kraft af den såkaldte produktregel, mærkeligheden bedømmes strengt, især når det som her drejer sig om dagligvarer, der typisk bestilles mundtligt ved disken i malerforretninger.

Under henvisning til ovenstående og det tidligere fremførte, mener vi, at ligheden mærkerne imellem er af en sådan art, at de i deres helhed bør anses forvekslelige.'

Ansøgeren har i skrivelse af 23. september 1991 gjort gældende, at den trufne afgørelse er rigtig og har anført følgende: .....

»I vor skrivelse af 12. juli 1990 (klagernes bilag 6, der er udateret) har vi over for Patentdirektoratet anført omstændigheder til støtte for tilbagevisning af indsigelsen, og vi skal ganske henvise til det i den pågældende skrivelse anførte.

Patentdirektoratet anfører i sin afgørelse af 4. februar 1991 (klagernes bilag 7) følgende på side 3

»Da der er varekollision er det afgørende for, om mærkerne kan anses for forvekslelige, om der er mærkelighed til stede. Direktoratet mener ikke, dette er tilfældet.«

Spørgsmålet om, hvorvidt to mærker må anses for at være forvekslelige, afgøres efter en helhedsbedømmelse. Det har været en naturlig udfordring til juridiske forfattere at prøve at »dissekere« begrebet forvekslelighed. Under en sådan »dissektion« er der en lang række omstændigheder, der indgår i overvejelserne. I det ene tilfælde kommer nogle af de pågældende omstændigheder på tale, og i det andet tilfælde andre omstændigheder på tale.

De pågældende omstændigheder kan imidlertid kun tjene som »hjælpemidler« for et skøn, der nødvendigvis må være »subjektivt«.

I den foreliggende sag har dette samlede »subjektive« skøn ført til, at mærkerne KRONOS/CRONAR af Patentdirektoratet ikke er blevet anset for at være forvekslelige. Indklagede kan ganske tilslutte sig Patentdirektoratets skøn.

I den af klagerne indleverede »klagebegrundelse« af 12. juli 1991 fremdrager klagerne fire punkter.

1. Klagerne »henstiller« til Patentankenævnet, at »det figurlige ganske lades ude af betragtning, og at kun ordene KRONOS og CRONAR sammenlignes ved den visuelle vurdering.

2. Klagerne »henstiller«, at »der ved afgørelsen af spørgsmålet om forvekslelighed« lægges til grund, at mærkerne udtales med samme betoning.

3. Klagerne »henstiller«, at der »ses bort fra mytologien«, og at KRONOS og CRONAR ved forvekslelighedsbedømmelsen uhildet sammenlignes som fantasibetegnelser.

Da der er tale om et samlet skøn, er det ikke muligt at afskære omstændigheder, der indgår i en helhedsvurdering, fra en sådan.

4. Endeligt gør klagerne gældende, at det af »den såkaldte produktregel« skulle fremgå, »at mærkeligheden bedømmes strengt«.

For så vidt dette sidste, er at sige, at noget sådant ikke fremgår af en såkaldt »produktregel«. Når man taler om »forvekslelighed« i varemærkelovens forstand, betyder dette udtryk, at to momenter skal indgå i bedømmelsen, nemlig (1) forvekslelighed mærke overfor mærke og (2) varekollision. Såfremt der ikke foreligger varekollision, falder spørgsmålet om forvekslelighed mærke overfor mærke i de fleste tilfælde bort.

Vi finder anledning til at henlede Patentankenævnets opmærksomhed på en omstændighed, som klagerne ikke har fundet anledning til at kommentere over for Nævnet, nemlig følgende.

I indsigernes (klagernes) skrivelse af 27. december 1989 til Patentdirektoratet (bilag 5) anføres side 3 forneden

»Det skal tilføjes, at indsigernes mærke er registreret i så at sige alle lande i Europa og i samtlige verdensdele. Under mærket sælges primært titandioxidpigmenter, herunder også i Danmark.«

I vor svarskrivelse til direktoratet af 12. juli 1990 (bilag 6) anførte vi hertil følgende

»Ansøgerne noterede sig endvidere indsigernes henvisning til, at deres mærke er »registreret i så at sige alle lande i Europa og i samtlige verdensdele«. Til illustration heraf vedlægger vi kopi af følgende amerikanske registreringer

Reg. No. 141,252 Kronos Reg. NO. 1,482,095 CRONAR

Ansøgerne har iøvrigt meddelt os, at man har registreringer for CRONAR for maling m.m. i følgende lande: Østrig, Beneluxlandene, Kina, Cypern, Tjekkoslovakiet, Frankrig, Øst-Tyskland, Hong Kong, Ungarn, Island, Indonesien, Irland, Saudi Arabien, Singapore, Sydafrika, Schweiz, USA, Jugoslavien.

Ansøgerne noterer sig iøvrigt oplysningen om, at indsigerne under deres mærke primært sælger titan dioxidpigmenter, jf. associationen til guden Kronos. Den amerikanske Kronos-registrering dækker »Paint- Pigments and Paints containing Titanium or a compound thereof«. Registreringen står i navnet TITAN Co. A/S, Norge, hvilket selskab vel er identisk med det indsigende selskab.'

Klagerne har ganske undladt over for Patentdirektoratet/Patentankenævnet at bestride oplysningerne om den internationale sameksistens.

Det vil herefter indgå i Nævnets vurdering, at mærkerne KRONOS/CRONAR sameksisterer i udlandet, og at klagerne intetsteds har søgt at hindre brug/registrering af CRONAR.

Vi skal endvidere henlede Nævnets opmærksomhed på oplysningen i klagernes skrivelse af 27. december 1989 (bilag 5) til Patentdirektoratet med oplysning om, at klagerne har givet samtykke til registreringen af mærket CRONOX (reg. nr. 0447/83)

»I denne forbindelse bedes bemærket, at det alene beror på indsigernes velvilje og samtykke, at mærket CRONOX (VR 0447 1983) blev registreret, og det skete kun for et vareområde, der ikke kolliderer med indsigernes primære interessesfære.«

Situationen er altså den, at klagerne har givet samtykke til det med KRONOS utvivlsomt forvekslelige mærke CRONOX (der også må forventes udtalt af mange som KRONOS) for varer, der kolliderer med KRONOS, oven i købet inden for klagernes interessesfære, selvom der ifølge klagerne angiveligt ikke har været tale om klagernes »primære« interessesfære. I øvrigt er grænsen mellem et firmas »interessesfære« og et firmas »primære« interessessfære ganske udflydende og kan ændre sig fra et år til det næste.

Gennem registrering af varemærker har lovgiveren givet den pågældende mærkeejer et »monopol«. Efter praksis tillader man en mærkeindehaver at give samtykke til registrering af andre mærker, oven i købet mærker der er stærkt forvekslelige med mærkeejerens eget mærke. Imidlertid kan en sådan beføjelse ikke udøves, uden at den pågældende mærkeejer forud må gøre sig overvejelser om, hvorvidt et sådant samtykke vil kunne indebære visse konsekvenser for beskyttelsesvidden af hans eget mærke. På denne baggrund virker klagernes udtryk »indsigernes velvilje og samtykke« stødende, idet indklagede specielt har vanskeligt ved at forstå, at klagerne finder det i orden, at »tillade« CRONOX/KRONOS for kolliderende varearter, medens klagerne søger at modsætte sig CRONAR. Det fremgår af klagernes/indsigernes indlæg, at det pågældende firma er et firma af betydelig størrelse, engageret i international handel og naturligvis ganske fortrolig med varemærkeretslige spørgsmål.

I øvrigt er KRONOS-varen i følge det oplyste »primært« titandioxidpigmenter, altså noget helt specielt. Man kan derfor også rejse spørgsmål om, hvorvidt den angivelige direkte varekollision er så givet som anført af klagerne.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 13. november 1992.

Ingen var mødt.

Ankenævnet skal udtale

Med bemærkning, at begge mærker naturligt forventes at blive udtalt med tryk på første stavelse, og at den mytologiske betydning af KRONOS-mærket næppe er velkendt, findes der lydmæssigt en sådan lighed mellem de to mærker, at forveksling i omsætningen let vil kunne forekomme.

Herefter

bestemmes

Varemærkeansøgning nr. 2106/88 afslås.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C. Warnich-Hansen.

Ingen

Patentankenævnet omgjorde Patentdirektoratets afgørelse og fandt, at varemærket CRONAR ikke kunne registreres på grund af det allerede registrerede mærke KRONOS