Legislator Case Law & Legislation
W19926049425 DK

Varemærket METRONA anset for forveksleligt med mærket METRO

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 60494 Valid

Varemærket METRONA anset for forveksleligt med mærket METRO

År 1992, den 12. oktober afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)

følgende

KENDELSE i sagen j. nr. V 56/91: Klage fra Hagen Haustechnik Handelsges. mbH., Forbundsrepublikken Tyskland, v/Patentbureau Chas. Hude, København over Patentdirektoratets afgørelse af 14. juni 1991 af varemærke- ansøgning nr. VA 6642/86.

Den 13. oktober 1986 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket METRONA (ordmærke) for visse varer og tjenesteydelser i klasse 9, 11, 35, 37, og 42.

I skrivelse af 22. december 1987 udtalte Patentdirektoratet, at det ansøgte varemærke var fundet forveksleligt med følgende registrerede varemærker

1. VR 0604/35 METRO

2. VR 3334/85 MERONA

Klageren fremsendte herefter med skrivelse af 19. april 1988 samtykkeerklæring fra indehaveren af VR 3334/85 MERONA samt foretog ændringer af varefortegnelsens klasse 9.

Direktoratet meddelte med skrivelse af 9. september 1988, at VR 3334/85 efter meddelt samtykke ikke længere udgør en registreringshindring for det ansøgte. Endvidere meddelte man, at ansøgningen af hensyn til VR 604/35 måtte begrænses, således at klasserne 9 og 11 ikke omfattede elektriske artikler. Endelig kunne varefortegnelsen generelt ikke accepteres, før visse præciseringer var foretaget.

Klageren anmodede, bl.a. under henvisning til samtykkeforhandlinger, om forlængelse af fristen til berigtigelse af ansøgningen ved skrivelser af 6. januar, 6. juli, 8. september, og 9. november 1989, 9. januar, 9. marts, 8. maj og 7. september 1990 og 9. januar 1991.

Direktoratet gav ved skrivelse af 16. januar 1991 frist til den 9. maj 1991 og anførte

»En senere fristanmodning med samme begrundelse vil ikke blive imødekommet, og ansøgningen vil blive afslået.«

Med skrivelse af 8. maj 1991 ændrede ansøger varefortegnelsen for klasse 9 og 11 til følgende: ».....

Klasse 9: Apparater og instrumenter til måling, overvågning, udlæsning og regulering af gennemstrømning, mængde, volumen, temperatur, energi og varme, samt dele og tilbehør (ikke indeholdt i andre klasser) dertil, samtlige forannævnte varer udelukkende til brug i forbindelse med konstatering af varme- og varmtvandsudgifter, vandmålere, varmemålere: termostater til varme- og varmtvandsforsyning til husholdnings- og industriel brug.

Klasse 11: Opvarmnings-, sanitets-, klima-, udluftnings- og øvrige varme-, opvarmnings- og hustekniske anlæg og apparater samt dele og tilbehør (ikke indeholdt i andre klasser) dertil, filtre til varme- og varmtvandsforsyning til husholdnings- og industriel brug, vandrensnings- og -behandlingsanlæg til husholdnings- og industriel brug. .....«

Endvidere anførtes

»For så vidt angår den modholdte registrering VR 0604 1935 METRO, vil jeg komme tilbage hertil på et senere tidspunkt, da diverse forhandlinger mellem parterne desværre endnu ikke er afsluttede.«

Direktoratet meddelte i skrivelse af 14. juni 1991, at varefortegnelsen kunne accepteres, men tilføjede

»Desuden må det meddeles, at direktoratet i brev af 16. januar 1991 har meddelt Dem, at en senere fristanmodning ikke vil blive imødekommet.

Ansøgningen afslås herved uanset den ovennævnte indsendte varefortegnelse, da mærket er fundet forveksleligt med det nedennævnte registrerede varemærke, jf. bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 6 i varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989: VR 0604 1935.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 14. august 1991 indbragt for Patentankenævnet. Klageren begrundede anken således: ».....

Jeg skal høfligst henstille, at denne afgørelse omgøres, idet de to varemærker METRO og METRONA efter min opfattelse ikke er forvekslelige.

Til bedømmelse heraf bør der efter min opfattelse lægges vægt på følgende

Der er store såvel visuelle som auditive forskelle på de to mærker.

De visuelle forskelle er indlysende, idet METRO er et tostavelsesord, hvorimod METRONA er på tre stavelser, og dette forskellige antal stavelser er årsag til, at de to mærker vil blive opfattet som væsentligt forskellige rent visuelt.

Også de auditive forskelle er tydelige: METRO vil naturligt blive udtalt med tryk på første stavelse, altså ME TRO, hvorimod METRONA naturligt vil blive udtalt med tryk på anden stavelse, altså ME TRO NA. Såfremt man siger ordene lige efter hinanden

METRO

METRONA

er der faktisk ingen reelle auditive ligheder.

Derudover vil de to mærker give forbrugeren vidt forskellige associationer, idet betydningen af METRO er kendt af alle, nemlig »hovedstads-jernbane« og måske især Paris' undergrundsbane.

METRO kan også opfattes som en forkortelse af METROPOL, der betyder »storby« eller »hovedstad«.

METRONA er et rent fantasiord, som ikke har nogen begrebsmæssig betydning, og som derfor ikke vil give forbrugeren nogle særlige associationer.

Til trods for at de to mærker har de 5 bogstaver METRO til fælles, vil en samlet helhedsbedømmelse af de to mærkers forvekslingsgrad efter min opfattelse føre til, at de kendes for ikke-forvekslelige.

Derudover skal jeg høfligst tillade mig at henvise til Patentdirektoratets følgende afgørelser

VR 1791 1979 BAMBO = BAMBINO (hug) VR 2512 1979 BENDOF = VR 24/63-36 BENDIX VR 0901 1974 CAMPTON = VR 1653 1968 CAMPUS

På denne baggrund skal jeg således høfligst henstille, at Patentdirektoratets ovennævnte afgørelse af 14. juni 1991 omgøres, og at sagen kan tilbagevises til Patentdirektoratet til fornyet behandling.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. september 1992.

Klageren gav ikke møde.

To medlemmer af ankenævnet (Grønning-Nielsen og Hans Chr. Thomsen) stemte for at stadfæste afgørelsen i henhold til de af direktoratet anførte grunde.

Et medlem (Finn Mikkelsen) finder under hensyn til mærkernes forskellige udseende og udtale ikke, at disse er forvekslelige.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Herefter

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn Mikkelsen.

Endelig adm. afgørelse 1992 60494 Valid

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter varemærket METRONA blev fundet forveksleligt med varemærket METRO.

(Dissens)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →