Legislator Case Law & Legislation
W19926049325 DK

Varemærket MONOCOR ikke anset for forveksleligt med MEVACOR

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 60493 Valid

Varemærket MONOCOR ikke anset for forveksleligt med MEVACOR

År 1992, den 7. oktober afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. V 35/90: Klage fra Merck & Co., Inc., USA, v/Internationalt Patent-Bureau, Høje Taastrup over Patentdirektoratets afgørelse af 8. juni 1990 af varemærke- ansøgning nr. VA 8422/88 fra American Cyanamid Company, New Jersey, USA, v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S.

Den 2. december 1988 indleverede American Cyanamid Company, New Jersey, USA, en ansøgning om registrering af varemærket MONOCOR (ordmærke) for alle varer i klasse 5. Ansøgningen blev den 28. februar 1990 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 20. marts 1990 nedlagde klageren i medfør af varemærkelovens § 20, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989, indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke. Som begrundelse for indsigelsen anførtes, at det ansøgte mærke er forveksleligt med klagerens under VR 0755 1989 registrerede mærke MEVACOR. Yderligere anførtes

»Mærkerne består af lige mange stavelser og bogstaver, begge indledes med bogstavet M og har slutstavelsen COR tilfælles.

Da ansøgningen angår alle varer i klasse 5, foreligger der fuldtud varesammenfald, hvorfor det henstilles, at ansøgningen afslås.«

I skrivelse af 14. maj 1990 bestred ansøgeren, at der foreligger forvekslelighed og anførte

»Vi kan ikke være enige med indsiger i, at det anmeldte mærke MONOCOR er forveksleligt med det for indsigerne under VR 0755 1989 registrerede varemærke MEVACOR, idet mærkerne efter vor opfattelse frembryder så store forskelligheder, at forveksling ikke kan finde sted.

For det første har Patentdirektoratet ikke ved behandlingen af vor klients ansøgning anset mærket MONOCOR for forveksleligt med mærket MEVACOR.

Betragter man mærkerne overfor hinanden

MONOCOR

MEVACOR

fremgår det, at begge mærkerne er trestavelsesord med begyndelseskonsonanten M og slutstavelsen COR.

Da slutstavelsen COR imidlertid er beskrivende for varer i klasse 5, idet ordet COR er det latinske ord for hjerte og er almindeligt forekommende som slutstavelse i varemærker registreret for varer i klasse 5, jf. bl.a. nedennævnte registreringer

1326 1986 DOCOR

1747 1975 DUROCOR

1386 1974 HYGROCOR

2337 1980 INOCOR

1083 1983 OSMOCOR

2493 1982 STIMOCOR

3658 1981 TAMBOCOR

3679 1982 WINOCOR

3426 1978 BAYCOR

2469 1980 SYSCOR

er det vor opfattelse, at denne mærkebestanddel er svag for varer i klasse 5. Vi henleder i denne forbindelse direktoratets opmærksomhed på, at ordelementer som MEDI, FERRO, SORB, BIO, VITAL, SURGI og FER er hhv. suggestive og almindeligt forekommende stavelser i mærker, som der ikke ved bedømmelsen af forveksleligheden kan lægges større vægt på.

Betragter man herefter forstavelserne MONO overfor MEVA fremgår det, at disse forstavelser på nær første konsonant er vidt forskellige, idet mærkebestanddelene har vidt forskellige vokaler og konsonant.

Efter vor opfattelse kan mærkerne derfor i deres helhed ikke anses for forvekslelige og vi tillader os i denne forbindelse at henvise til en række tidligere afgørelser bekendtgjort i Registreringspraksis 1880-1980, hvoraf det fremgår, at nedennævnte mærker

APURIN - ASPIRIN BARALGIN - ABALGIN NEZERIL - DESERIL NOVAMET - DOPAMET

ikke blev anset for forvekslelige.

Yderligere skal vi påpege, at det her drejer sig om bedømmelse af forvekslelighed mellem mærker begge i klasse 5, hvor bedømmelsen af mærkeligheden influeres af det forhold, at uddannet personale i form af læger og apotekerpersonale formodes at kunne holde varemærker ude fra hinanden, hvorfor der normalt anlægges en anden praksis vedrørende forveksleligheden end i de tilfælde, hvor det drejer sig om fx varemærker i klasse 25.«

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 8. juni 1990 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse

»Det er ubestridt, at der er varesammenfald.

For så vidt angår mærkeligheden er direktoratet enig med ansøgeren i, at endelsen »-COR« er en almindelig anvendt endelse i varemærker for varer i klasse 5. Det er ligeledes direktoratets opfattelse, at de to første stavelser, uanset den fælles indledningskonsonant, adskiller sig væsentligt fra hinanden. Ordene MEVACOR og MONOCOR kan derfor ikke i deres helhed anses for forvekslelige.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 9. august 1990 indbragt for Patentankenævnet. Som ankebegrundelse anførtes følgende

»Som det fremgår af direktoratets afgørelse, er det ubestridt, at der foreligger varesammenfald, men direktoratet finder ikke, at der er den fornødne mærkelighed, idet direktoratet anser endelsen COR for en »svag« mærkebestanddel og mener, at indledningsstavelserne MEVA og MONO adskiller sig tilstrækkeligt fra hinanden.

Det kan imidlertid - efter vor opfattelse - ikke lades ude af betragtning, at der er tale om to ord, der indledes med samme bogstav: M og ender på samme stavelse: COR (der betyder »hjerte«) og dermed indicerer, at der er tale om præparater til behandling af hjerte- eller kredsløbslidelser, hvilket da også er tilfældet, idet begge de omhandlede mærker i praksis anvendes for sådanne præparater.

Det oplyses nu imidlertid, at MEVACOR anvendes for et kolesterolsænkningsmiddel, mens MONOCOR anvendes for et »Beta-blokerende stof«, hvorved en forveksling af de to betegnelser kan få katastrofale følger. Når der henses til, at de fleste lægerecepter udfærdiges i håndskrift, er det nærliggende at antage, at ordene MEVACOR og MONOCOR, ord af samme længde, med samme antal stavelser og bogstaver, med samme begyndelsesbogstav og slutstavelse, kan fejllæses og dermed føre til fejltagelser.

Vi henstiller derfor, at direktoratets afgørelse ændres, og at indsigelsen tages til følge.'

Ansøgeren har ved skrivelse af 3. juni 1991 nedlagt påstand om stadfæstelse og har anført

»Vi finder, at den af Patentdirektoratet i ovennævnte skrivelse trufne afgørelse er ganske i overensstemmelse med Patentdirektoratets praksis, hvorefter trestavelsesvaremærker, hvoraf de to første stavelser ikke indbyrdes frembyder forveksleligheder og hvoraf sidste stavelse COR er rent beskrivende for farmaceutiske produkter til behandling af hjertelidelser, fuldstændig korrekt.

Til det i ankeskrivelsen af 9. august 1990 anførte skal vi fremkomme med følgende anbringender.

For det første kan vi oplyse, at vi finder det ganske i overensstemmelse med Patentdirektoratets praksis ved afgørelse af indsigelsessager ikke at lade indsiger udtale sig til ansøgers svar på indsigelsen, når indsigelsessagen vedrører et rent forvekslelighedsspørgsmål og der tilmed foreligger fuldstændigt varesammenfald.

Såfremt indsiger ville have haft lejlighed til at argumentere yderligere for forveksleligheden mellem varemærkerne MONOCOR og MEVACOR havde man haft den mulighed at nedlægge en foreløbig, formel indsigelse og anmode om en yderligere frist på to måneder til at fremkomme med nærmere begrundelse for forveksleligheden. Dette har man imidlertid undladt, hvorfor Patentdirektoratet har truffet afgørelsen uden at forlægge vort svar på indsigelsen for anmelderne formentlig ud fra den betragtning, at sagen måtte anses for nødvendigt belyst.

I selve ankeskrivelsen er der heller ikke fremkommet anbringender, der godtgør, at varemærkerne MONOCOR/MEVACOR i henhold til domstolspraksis skulle kunne anses for forvekslelige.

Det eneste anbringende i ankeskrivelsen er, at mærkerne MONOCOR/MEVACOR kan fejllæses og dermed føre til fejltagelser og her er formentlig tænkt på fejllæsning i forbindelse med udlevering af receptpligtig medicin på apoteker.

Såfremt man ved en afgørelse af enhver indsigelsessag eller ankenævnssag eller for den sags skyld en retssag vedrørende forvekslelige varemærker ville tage hensyn til fejllæsning, ville det i ethvert tilfælde være vanskeligt at træffe en konkret afgørelse.

I nærværende sag er der tale om to rene ordmærker, altså varemærker skrevet med almindelige store bogstaver, uden at der i nogen af mærkerne optræder figurlige elementer eller særlige bogstaver, der kan medvirke til en evt. fejllæsning.

Vi kan i øvrigt oplyse, at det i forvejen er normal praksis i Patentdirektoratet ved bedømmelsen af forvekslelighedsspørgsmål for så vidt angår varemærker omhandlende medicinske og farmaceutiske præparater i klasse 5 at anlægge en lempeligere fortolkning af forvekslelighedsspørgsmålet. Denne praksis har støtte i højesteretsdommen BARALGIN - ABALGIN trykt i ugeskrift for retsvæsen 1974 p. 175, samt i Sø- og Handelsretsdommen APURIN - ASPIRIN trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1969 p. 1009. Vi tillader os i denne forbindelse som bilag at vedlægge

bilag 1: LÆREBOG I IMMATERIALRET af Mogens Koktvedgaard p. 236-237,

bilag 2: VAREMÆRKER REGISTRERINGSPRAKSIS 1880-1980 af Rigmor Carlsen, p. 151-152.

Det fremgår både af de ovennævnte domme, hhv. en højesteretsdom og en Sø- og Handelsretsdom, samt af ovennævnte forfatteres værker, at man ikke ved bedømmelsen af forveksleligheden skal anvende samme målestok ved alle varemærker, men differentiere efter varens art og køberkredsens beskaffenhed. Det bemærkes også, at der foreligger en særlig variant inden for medicinalverdenen, hvor det synes at være praksis at receptpligtige varer kan have varemærker, der efter en normal bedømmelse ville blive anset for forvekslelige.

Der er altså her i henhold til praksis lagt betydelig vægt på, at det er uddannet personale såsom læger og apotekspersonale, der formodes at have særlig erfaring for og tilskyndelse til at holde varemærker ude fra hinanden.«

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 21. august 1992.

For klageren mødte advokat Finn Nielsen.

For ansøgeren mødte advokat Birgit Wiborg.

Sagen procederedes i det væsentlige under henvisning til de afgivne skriftlige indlæg.

Klageren henviste navnlig til, at Patentdirektoratet har fundet mærkerne MONOTARD og MIDOTARD, begge klasse 5, forvekslelige. På baggrund af denne afgørelse måtte det være naturligt også at anse mærkerne MONOCOR og MEVACOR for forvekslelige.

Ansøgeren fandt ikke, at de to sager umiddelbart kunne sammenlignes.

Ankenævnet skal udtale

I henhold til de af direktoratet anførte grunde og idet det for ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn Mikkelsen.

Endelig adm. afgørelse 1992 60493 Valid

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter mærket MONOCOR ikke fandtes at være forveksleligt med mærket MEVACOR

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →