Firmanavn i udlandet ikke fundet hindrende for registrering af varemærke

Firmanavn i udlandet ikke fundet hindrende for registrering af varemærke

År 1992, den 11. november afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE i sagen j. nr. V 44/90: Klage fra Cordon Bleu International Ltd., Canada, v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen. over Patentdirektoratets afgørelse af 4. september 1990 af varemærkeansøgning nr. 3940/85 fra Renaud Cointreau & Cie, Frankrig, v/Internationalt Patent-Bureau.

Den 12. juli 1985 indleverede Renaud Cointreau & Cie, Frankrig, en ansøgning om registrering af varemærket LE CORDON BLEU (figurmærke) for alle varer i klasserne 8, 9, 16, 21, 24, 25, 30, 31, 38 og 41. Ansøgningen blev den 9. marts 1988 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 9. maj 1988 nedlagde Cordon Bleu International Ltd., Canada, i medfør af varemærkelovens § 20, stk. 2 indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke. Som begrundelse for indsigelsen anførtes i skrivelse af 29. september 1988

»Jeg skal hermed på indsigerens vegne gøre gældende, at indsigeren er et internationalt velkendt selskab med firmadominanten »Cordon Bleu«. På den baggrund må man kraftigt protestere mod, at ansøgeren i denne sag opnår en registrering af et mærke indeholdende denne dominant. Der henvises til varemærkeloven § 14, stk. 4.'

I skrivelse af 22. december 1988 bestred ansøgeren, at indsigers firmadominant skulle kunne hindre registrering på det ansøgte mærke.

Ansøgeren anførte

»Indsigelsen, der angiveligt er nedlagt på vegne det canadiske firma Cordon Bleu International Ltd., begrundes nu alene med, at indsigerne skulle være et internationalt kendt selskab med firmadominanten Cordon Bleu. Nogen dokumentation for, at det forholder sig således - eller oplysning om, at selskabsnavnet som sådant benyttes, og da indenfor hvilket brancheområde, her i landet - foreligger ikke.

Fra ansøgeren og vor side gøres det gældende, at denne indsigelse hverken kan eller bør tages til følge.

Det ansøgte mærke (der er et figurmærke, som også angivet af direktoratet) fremtræder for det første ikke tydeligt som navnet på det »anden mands firma«, der her er tale om, nemlig indsigernes selskabsnavn. Mærket består af eller indeholder de tre ord LE CORDON BLEU, og der er intet som helst grundlag for at bortse fra det første - og derfor meget vigtige - blandt disse, den bestemte artikel LE. Som ethvert andet mærke må det foreliggende betragtes og bedømmes i dets helhed, når det indgår i en sammenlignende analyse set i forhold til andre kendetegn, herunder ikke mindst firmaer (firmanavne).

Det påberåbte firma og/eller selskabsnavn, derimod, har formen Cordon Bleu International Ltd., og allerede som følge af, at man deri forgæves må lede efter noget, der har blot det mindste med artiklen LE og dens betydning, indledningsordet i ansøgermærket, at gøre, må efter vor overbevisning indsigernes standpunkt forkastes. Når dertil kommer, at firmaet, i skarpeste modsætning til varemærket, som integrerende bestanddel indeholder ordet International (hvilket ord der selvsagt ejheller uden videre kan ses bort fra) finder vi ikke, der kan herske nogen tvivl om, at varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4, er udelukket fra her at komme til anvendelse.

En sådan identitet eller kvasiidentitet mellem varemærke og firma, som anvendelsen af den regel, indsigerne har villet påberåbe sig - og som følger af, at den må forstås som om ordet »tydeligt« (stadig) var indeholdt deri - er med andre ord ikke på langt nær til stede i nærværende sag.

At det foreliggende kollisionsproblem muligvis måtte bedømmes anderledes, dersom det var to rene ordvaremærker, eksempelvis CORDON BLEU INTERNATIONAL (LTD.) og LE CORDON BLEU, der stod overfor hinanden, er en sag for sig: det har blot intet med det foreliggende tilfælde at gøre. Nogen nærmere påvisning behøver det næppe, at direktoratets praksis med hensyn til lighedsbedømmelser er en ganske anden, når det er to (egentlige) varemærker, der skal sammenlignes og/eller lighedsbedømmes, end når det - som her - er et firmanavn overfor et varemærke, der er tale om.

Imidlertid ønsker indsigerne, såvidt vi formår at se, at stilles som om det førstnævnte var tilfældet - nærmere betegnet som om det var de to ordvaremærker CORDON BLEU og LE CORDON BLEU, der stod overfor hinanden. At dette er indsigernes intention slutter vi af, at de i deres ovennævnte skrivelse af 19. juli 1988 om fristforlængelse tillige oplyste, at indsigelsen tildels ville bygge på VR 0677 1965, det rene ordvaremærke CORDON BLEU. Dette viser for os tydeligt nok, hvad indsigernes mening er: ved hjælp af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4, (som også er den eneste bestemmelse, der henvises til i skrivelsen af 29. september 1988) ønsker man at blive stillet som havende varemærkeret til betegnelsen CORDON BLEU udover og ved siden af den, der fremgår af VR 0677 1965 (hvilken registrering er begrænset, således at mærket kun dækker en mindre del af klasse 29). Det bedes herved samtidig bemærket, at nærværende ansøgning forlængst er begrænset således, at der er taget fuldt hensyn til VR 0677 1965 i og med, at hele klasse 29 er udgået. Spørgsmålet om, hvorvidt ansøgningen kolliderer med ældre mærkerettigheder tilhørende indsigerne må dermed være udtømt.

Hvad sluttelig angår det spørgsmål, om det eventuelt lader sig tillægge betydning, at den påberåbte firmabetegnelse i og for sig ingen brancheangivelse indeholder, er det vor opfattelse, at det udenfor al tvivl må besvares benægtende.

For det første adskiller selve de foreliggende kendetegn sig - som det firma: CORDON BLEU INTERNATIONAL og det varemærke: » LE CORDON BLEU«, der henholdsvis er tale om - i sig selv fuldt tilstrækkeligt fra hinanden: sidstnævnte kan ikke siges at være »egnet til at opfattes« som førstnævnte. Der henvises herved til det allerede ovenfor anførte.

For det andet kan indsigerne ikke høres med, at de skal stilles anderledes (bedre) end et dansk firma med dominanten Cordon Bleu International ville være stillet her og nu overfor en varemærkeansøgning »LE CORDON BLEU«. Var et sådant dansk firma etableret, ville der under den praksis, der følges med hensyn til § 14, stk. 1, nr. 4 dog intet hensyn kunne tages til det: dette følger af, at betegnelsen Cordon Bleu i forvejen vil være særdeles velkendt i forskellige sproglige sammenhænge og derudover indgår som den væsentlige bestanddel af de under VR 1020 1958 og VR 3916 1978 her i landet registrerede varemærker. Eksistensen af disse uangribelige mærker - hvoraf det ene, cognachuset Martell's CORDON BLEU er overordentlig velkendt og i høj grad anvendt (såvidt vides allerede lang tid forud for registreringen i 1958) her i landet - er klart uforenelig med det standpunkt, indsigerne har fundet for godt at ville indtage i nærværende sag. Det skal bemærkes, at selvom det måtte være således - hvad vi dog meget stærkt betvivler - at indsigernes firma skulle kunne stilles som om det var taget i brug her i landet i og med, at det står som indehaver af VR 0677 1965, ville det dog stadig være væsentligt yngre prioriteret end forannævnte cognac-mærke CORDON BLEU. Eksistensen af sidstnævnte, som indsigerne ikke ses at have blot den ringeste chance for at kunne anfægte, er med andre ord ensbetydende med, at deres standpunkt under nærværende sag må karakteriseres som i bund og grund uholdbart.'

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 4. september 1990 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse: .....

»Direktoratet har alene opfattet indsigelsen som vedrørende § 14, nr. 4 i varemærkeloven i overensstemmelse med Deres skrivelse af 29. september 1988. I medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4 må direktoratet ikke registrere et mærke, når »mærket indeholder noget, der er egnet til at opfattes som anden mands firma«.

Det er direktoratets opfattelse, at ordene CORDON BLEU må anses for det væsentligste element i såvel varemærket som firmanavnet. Imidlertid kan udenlandske firmanavne ikke ydes større beskyttelse end danske, og firma- eller selskabsnavne må således, for at opnå beskyttelse overfor ansøgte varemærker, være registreret eller brugt i Danmark.

Indsigerens selskabsnavn er ikke registreret i Danmark, og der er ikke indleveret materiale, der dokumenterer, at selskabsnavnet har været anvendt og fortsat anvendes i Danmark.

Den i medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4 nedlagte indsigelse kan allerede derfor ikke tages til følge.'

Denne afgørelse har klageren Cordon Bleu International Ltd. ved skrivelse af 2. november 1990 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at direktoratets afgørelse omstødes. Klageren har indleveret en ankebegrundelse den 13. juni 1991, hvor der anføres følgende

»Indsigeren i denne sag fastholder, at »Cordon Bleu«-navnet er synonymt med »anden mands firma«, og at navnet er så velkendt, at det er rimeligt at henvise til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4. Ansøgeren burde vide, at dette internationalt arbejdende firma ville have interesse i at ekspandere til yderligere lande, og den givne afslagsbegrundelse overfor indsigelsen findes ikke at være overbevisende. Den begrænsning, som direktoratet lægger i varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4, gives ikke af lovteksten, og det er vel rimeligt, at den slags administrative begrænsninger blødes en del op i disse tider med øget internationalisme. Ankenævnets holdning til dette imødeses derfor med interesse.

Imidlertid vil jeg gerne bringe en yderligere begrundelse ind i sagen, nemlig en henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, pkt. 7. På tidspunktet for ansøgningens indlevering foregik allerede en udstrakt anvendelse af den dominerende betegnelse »CORDON BLEU« som varemærke. Ansøgeren vidste dette og burde i det mindste vide, at indsigeren afgjort kunne have eller få ønske om at være aktiv også i Danmark, som en del af det Europa, der skulle dyrkes.'

Ansøgeren har ved skrivelse af 29. oktober 1991 nedlagt påstand om stadfæstelse og har bl.a. anført

»Da klagerens firma ikke er registreret i Danmark, og da firmanavnet ikke ses anvendt i Danmark, kan det ansøgte mærke - efter vor opfattelse - ikke nægtes registrering med henvisning til bestemmelsen i varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4.

Klagerens anbringende i skrivelsen af 13. juni 1991 om at »ansøgeren burde vide, at dette internationalt arbejdende firma ville have interesse i at ekspandere til yderligere lande« bekræfter at navnet Cordon Bleu International Ltd., ikke p.t. anvendes i Danmark.

Klagernes henvisning til bestemmelsen i varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 7 og påstanden om at ansøgerne var bekendt med klagernes brug af betegnelsen Cordon Bleu i europæiske lande, hvilken påstand støttes på faktura kopier vedrørende leverancer til USA, Belgien og Italien, er ikke noget acceptabelt indicium for, at ansøgerne skulle være bekendt med klagernes brug af betegnelsen Cordon Bleu.

Hertil skal afslutningsvis føjes, at det ansøgte mærke er registreret for ansøgerne i deres hjemland, Frankrig, under nr. 1.303.278 fra 22. marts 1985, bilag G, uden at klagerne har rejst indvendinger.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. september 1992.

Klageren gav ikke møde.

For ansøgeren mødte cand.jur. Peter Larsen, der havde lejlighed til at udtale sig.

Ankenævnet skal udtale

I henhold til de af direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C. Warnich-Hansen.

Ingen

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter varemærket LE CORDON BLEU kunne registreres. Et udenlandsk firmanavn, som ikke var registreret i Danmark, fandtes ikke hindrende for registreringen.