Legislator Case Law & Legislation
W19926048025 DK

Varemærket DANONE anset for forveksleligt med mærket DANINO

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 60480 Valid

Varemærket DANONE anset for forveksleligt med mærket DANINO

År 1992, den 20. august afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. V 30/89: Klage fra Compagnie Gervais-Danone, Frankrig, v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 27. oktober 1989 af varemærkeansøgning nr. VA 0549/84 efter indsigelse fra MD Foods amba, København, v/Advokater Plesner & Lunøe, advokat Henrik Holm-Nielsen.

Den 31. januar 1984 indleverede klageren v/patentbureauet Magnus Jensens Eftf. en ansøgning om registrering af varemærket DANONE (figurmærke) for alle varer i klasse 29 og 30. Ansøgningen blev den 13. august 1986 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende for klasse 29: Yoghurt og præparater på basis af yoghurt, dessertprodukter på basis af mælk: klasse 30: Dessertprodukter på basis af mælk.

Ved skrivelse af 10. oktober 1986 nedlagde Mejeriselskabet Danmark A.m.b.a. v/ AMBA-PATENT i medfør af varemærkelovens § 20, stk. 2, indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke. Som begrundelse anførtes

»Der henvises til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6, idet den offentliggjorte anmeldelse må anses for klart forvekslelig med indsigernes registreringer 1) nr. 0561 1947 DANOLA, for så vidt angår »dessertprodukter på basis af mælk« i klasserne 29 og 30 samt 2) nr. 2991 1974 DANINO som helhed.

Det fremgår af sagsakterne vedrørende det nu offentliggjorte DANONE mærke, at reg. nr. 0561 1947 DANOLA, der omfatter »ost«, har været fremdraget i sagen. Efter begrænsning af anmeldelsen til alene at angå klasse 29: yoghurt og præparater på basis af yoghurt, dessertprodukter på basis af mælk: klasse 30: dessertprodukter på basis af mælk, er modholdet blevet frafaldet.

Imidlertid er det vor opfattelse, at der foreligger vareartslighed mellem »dessertprodukter på basis af mælk« og »ost«.

En række oste vil således kunne karakteriseres som »dessertprodukter«. Dette kommer således til udtryk i »Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 540 af 3. december 1969 om tilvirkning, forhandling, udførsel og indførsel af ost og smelteost m.m.«, hvorefter det i henhold til § 4, stk. 7 er tilladt til flødeost og spisekvarg at tilsætte vegetabilske produkter såsom urter, frugter, bær, safter eller lignende tilsætninger.

Af hensyn til den igangværende produktudvikling og sortimentsfornyelse inden for osteområdet indeholder et forslag til en ny »ostebekendtgørelse« endvidere tilladelse til tilsætning af bl.a. kakao og spirituosa under tilvirkningen og viderebehandlingen af ost.

Dette er imidlertid blot en bekræftelse på tingenes tilstand, idet de pågældende produkter allerede fremstilles og markedsføres.

Efter indsigernes opfattelse foreligger der derfor artslighed mellem »dessertprodukter på basis af mælk« og »ost«, som understøttes af ligheden mellem mærkerne DANONE og DANOLA. På grundlag af DANOLA mærket påstås derfor den offentliggjorte anmeldelse afslået, for så vidt angår »dessertprodukter på basis af mælk« i klasserne 29 og 30.

Med hensyn til reg. nr. 2991 1974 DANINO, der omfatter »mælk og andre mejeriprodukter (med undtagelse af mælkepulver)», foreliger der såvel auditiv som visuel lighed med ordet DANONE i det anmeldte mærke, ligesom der er klart sammenfald mellem det ansøgte vareområde og beskyttelsesområdet for DANINO mærket.

Begge mærker består således af 6 bogstaver og 3 stavelser

DA NO NE

DA NI NO

Der er fuldstændig overensstemmelse, for så vidt angår de tre stavelsers forbogstaver - konsonanterne D-N-N, den første stavelse DA- og de tre første bogstaver DA-N, hvorfor der er rimelig anledning til at tro, at forveksling vil kunne ske i den almindelige omsætning. Det må i den forbindelse erindres, at der er tale om en meget bred forbrugerkreds, som omfatter alle samfundslag, og hvor risikoen for, at der kan ske forvekslinger, derfor er så meget desto større.

Vi skal derfor henstille, at anmeldelse VA 0549 1984 afslås i dens helhed og udbeder os høfligst underretning om, hvad der videre passerer i sagen.«

I skrivelse af 20. januar 1987 begrænsede klageren ansøgningen til at omfatte klasse 29: Youghurt, idet man henviste til, at DANONE er registreret under VR 1289 1954 for klasse 5: Youghurt- og kefirkulturer. Endvidere anførtes følgende

»Efter vor mening er der ingen forvekslingsmulighed mellem DANONE for yoghurt og DANINO for mælk og andre mejeriprodukter. Mærkerne kan ikke forveksles synsmæssigt. Lydmæssigt adskiller de sig klart: DANONE har mørk rundet vokal i den betonede midterstavelse, DANINO har derimod en lys urundet vokal.

Det anmeldte mærke for yoghurt lader sig heller ikke forveksle med DANOLA for ost: først og fremmest fordi de to varearter yoghurt og ost ligger fjernt fra hinanden i forbrugerens bevidsthed.

Udtalemæssigt er DANONE udsat for at blive reduceret til to stavelser pga. det tryksvage »e« i udlyd. For øjet er der ingen forvekslingsmulighed.

Vi påstår det fremlagte mærke registreret med den begrænsede vareliste.'

Indsigeren frafaldt i skrivelse af 21. april 1987 indsigelsen på grundlag af VR 0561 1947 DANOLA, men opretholdt iøvrigt indsigelsen og anførte

»Derimod fastholdes indsigelsen nedlagt med støtte på reg. nr. 2991 1974 DANINO, idet »yoghurt« vil være omfattet af dette mærkes beskyttelsesområde.

I forbindelse med begrænsningen erindrer anmelderen om, at varemærket DANONE er registreret i klasse 5 under nr. 1289 1954 for »yoghurt- og kefirkulturer«. Såfremt anmelderen dermed mener, at vejen således skulle være banet for mærkets registrering i klasse 29 for »yoghurt« alene på grund af artslighed mellem de pågældende to vareområder og uanset eksistensen af det registrerede varemærke DANINO, må vi tilbagevise en sådan eventuel påstand om vareartslighed.

Det vil fremgå af, at yoghurt- og kefirkulturer er additiver til brug i mejeriindustrien, hvorimod yoghurt er en færdigvare til anvendelse direkte af forbrugerne. Varerne forhandles således ad forskellige kanaler til forskellige forbrugere.

Med hensyn til mærkeligheden mellem det anmeldte mærke DANONE og indsigermærket DANINO skal vi henvise til vore bemærkninger i skrivelse af 10. oktober 1986.

Sammenfattende skal vi anføre, at der er fuldstændig overensstemmelse, for så vidt angår antal stavelser og bogstaver, begyndelsesstavelsen og konsonanterne D-N-N i samme rækkefølge. Desuden indeholder begge mærker bogstavet O samt bogstaverne E-I, der parvis ligger hinanden umådelig nær. Dette skaber en såvel visuel som auditiv lighed i en sådan grad, at der efter vor opfattelse er tale om en oplagt forvekslingsfare.

Den omstændighed, at det anmeldte mærke fremtræder i en særlig udformning i farver, formår ikke at skabe tilstrækkelig adskillelse til indsigermærket, idet ordet DANONE i en enkel skriftsform er dominerende i relation til det figurlige element.'

Klageren begrænsede ved skrivelse af 9. november 1987 ansøgningen til at omfatte klasse 29: youghurt, ikke i pulverform. Endvidere anførtes

»Til indsigernes fortsatte hævden af det synspunkt, at DANONE for ovennævnte vare skulle være forveksleligt med deres mærke DANINO, skal vi fremhæve, at DANONE og DANINO ganske vist har den ubetonede stavelse DAN fælles, men at DANINO giver andre associationer end det fremlagte mærke, fx Danny (Kaye) og (grev) Danilo, samt at mærket DANINO har en lys betonet stavelse, medens DANONE har en mørk betonet stavelse.

Dette får de to mærker til at virke forskellige for øret.

Hvad synsindtrykket angår, er det fremlagte billedmærke klart forskelligt fra ordmærket DANINO.

Alt i alt er de to mærker således så forskellige, at vi mener, at de kan eksistere side om side uden forvekslingsfare, og vi påstår det fremlagte mærke registreret for den ovenfor angivne vare.«

I skrivelse af 27. september 1988 anførte klageren, nu v/Budde, Schou & Co., følgende

»Efter ansøgernes begrænsning af varefortegnelsen for nærværende ansøgning til kun at angå »yoghurt« i klasse 29, har ovennævnte indsigere ved skrivelse af 21. april 1987 meddelt, at man derefter vil frafalde indsigelsen baseret på VR 0561 1947 DANOLA. Imidlertid fastholdes indsigelsen baseret på VR 2991 1974 DANINO, idet det anføres, at varearten »yoghurt« vil være omfattet af det pågældende mærkes beskyttelsesområde. Indsigerne henviser derefter til omfanget at det for nærværende ansøgere under VR 1289 1954 registrerede mærke DANONE og anfører, at dækningsområdet for sidstnævnte registrering er »yoghurt- og kefirkulturer« og således ikke kan støtte en registrering på nuværende tidspunkt af varemærket DANONE for klasse 29: yoghurt.

I den forbindelse finder ansøgerne det relevant, at der nu henvises til baggrunden for, at VR 1289 1954 i dag forekommer i Varemærkeregistret med registreringsomfanget »yoghurt- og kefirkulturer« indeholdt i klasse 5. På tidspunktet for indleveringen af ansøgning 2753 1953 der førte til registrering 1289 1954, omfattede denne »mælkegæringsstoffer, yoghurt, kefir og mælkeprodukter«. Af hensyn til tidligere fremdragne registreringer blev varefortegnelsen senere begrænset til kun at angå yoghurt og kefir. Varemærkedirektoratet var på det pågældende tidspunkt af den opfattelse, at de omhandlede produkter ikke var »rigtige varer«, og det henstilledes, at varerne omformuleredes til yoghurt- og kefirkulturer, for at registrering overhovedet kunne finde sted. Ansøgerne accepterede tøvende direktoratets forslag, idet man anså det for væsentligt at opnå registreringsbeskyttelse også i Danmark for varemærket DANONE. Der er således ikke tale om, at nærværende ansøgere af egen vilje har præciseret vareområdet for registrering 1289 1954 til yoghurt- og kefirkulturer, men registreringsomfanget for den pågældende registrering må ses i lyset af, at yoghurt og kefir næppe på registreringstidspunktet var kendt som færdige forbrugsvarer her i landet. I forbindelse med fornyelsen i 1964 er registrering 1289 1954 og den på det pågældende tidspunkt nødvendige klassificering af de af registreringen dækkende varer, blev der igen fra nærværende ansøgeres side argumenteret med Varemærkedirektoratet om muligheden for fornyelse i vareklasse 29. Varemærkedirektoratet tillod imidlertid ikke en sådan klassificering, men fastholdt, at varearterne efter deres ordlyd burde klassificeres i vareklasse 5.

Som det vil fremgå af ovenstående, er det således historisk betingede grunde, der gør, at nærværende ansøgeres tidligere DANONE-registrering 1289 1954 i dag fremtræder som omfattende udelukkende varearter i klasse 5. Ved behandlingen af nærværende indsigelse bør disse forhold tages med i betragtning ved vurderingen af indsigelsen nedlagt på basis af VR 2991 1974 DANINO.

Klassefortegnelsen er som bekendt et administrativt hjælpemiddel, og et varemærkes henføring til en given klasse forhindrer ikke, at de omhandlede varearter kan være ligeartede med varearter klassificeret i en helt anden klasse. Varearten yoghurtkulturer må anses for et nødvendigt basisprodukt for fremstillingen af færdigproduktet yoghurt, og nærværende ansøgers mulighed for nu at opnå en registrering i vareklasse 29 for mærket DANONE for varearten yoghurt må kunne finde støtte i eksistensen af registrering 1289 1954 omfattende yoghurtkulturer baseret på det forhold, at på tidspunktet for gennemførelsen af registrering 1289 1954 ville Varemærkedirektoratet ikke godkende yoghurt som et færdigprodukt.

På baggrund af det ovenfor anførte henstilles det, at direktoratet ved behandlingen af nærværende indsigelsessag nu afviser indsigelsen baseret på VR 2991 1974 DANINO. Vi gør her opmærksom på, at direktoratet ved behandlingen af nærværende ansøgning ved dens indlevering ikke fandt anledning til at gøre en henvisning til VR 2991 1974 DANINO som værende til hinder for en registrering af det ansøgte mærke DANONE.

Ansøgerne henstiller, at direktoratet nu tager stilling til nærværende indsigelsessag. Såfremt direktoratet vil lade indsigerne fremkomme med kommentarer til de ovenfor anførte punkter, henstilles det endvidere, at der kun gives den sædvanlige svarfrist på 2 måneder, og at denne ikke yderligere forlænges, idet ansøgerne nu meget gerne ser nærværende indsigelsessag afsluttet af hensyn til deres dispositioner på det danske marked.'

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 27. oktober 1989 og tog indsigelsen til følge med følgende begrundelse

»Ansøgningen omfatter på nuværende tidspunkt klasse 29: yoghurt (ikke i pulverform) og efter denne begrænsning er den indsigelse, der var nedlagt under henvisning til den under VR 0561 1947 foretagne registrering tilbagetaget.

Det spørgsmål, der skal afgøres, er herefter alene om det under VR 2991 1974 registrerede varemærke DANINO er forveksleligt med det ansøgte varemærke. Registreringen omfatter mælk og andre mejeriprodukter med undtagelse af mælkepulver, og der er således varesammenfald.

Direktoratet mener også, at der må anses for at være mærkelighed. Ordene DANINO og DANONE vil naturligt på dansk blive udtalt DA-NI-NO og DA-NO-NE. Første stavelse er derfor ligesom de tre første bogstaver identiske. Konsonanterne i mærket og deres rækkefølge er tillige identiske, og disse forhold bevirker, at mærkerne både visuelt og lydligt ligger tæt på hinanden.

Mærkerne må herefter anses som forvekslelige.

Det skal tilføjes, at det forhold, at De tidligere har registeret ordet DANONE for yoghurt- og kefirkulturer i klasse 5 ikke kan bevirke, at De nu kan få registreret ordet for yoghurt (ikke i pulverform). Uanset den historiske forklaring på, hvorfor registreringen kom til at omfatte yoghurt- og kefirkulturer, er registreringen nu i adskillige år alene betragtet som omfattende disse varearter i klasse 5, og direktoratet har ikke ved behandlingen af den ansøgning, der førte til registrering under VR 2991 1974 af ordet DANINO fundet dette forveksleligt med det for Dem under VR 1289 1954 registrerede varemærke DANONE, idet man ikke fandt, at der var varekollision.

Den nedlagte indsigelse må derfor tages til følge, og Deres ansøgning afslås i medfør af bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 6 i varemærkeloven på grund af mærkets forvekslelighed med det under Vr 2991 1974 registrerede varemærke.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 27. december 1989 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Patentdirektoratet pålægges at omgøre afgørelsen. Som ankebegrundelse anførtes

»Der er genoptaget direkte forhandlinger mellem ansøgerne af ovennævnte varemærkeansøgning og det indsigende selskab. Der er berammet nyt møde mellem parterne i januar måned 1990, og det forventes herefter, at indsigerne vil tilbagetage den mod ovennævnte ansøgning nedlagte indsigelse og give tilladelse til registrering af det ansøgte mærke i den foreliggende form.«

Klagesagen udsattes på parternes samstemmende begæring, indtil Patentankenævnet i skrivelse af 18. januar 1991 meddelte, at yderligere ansøgning om udsættelse måtte udførligt begrundes.

Klageren anførte som yderligere klagebegrundelse i skrivelse af 13. februar 1991 følgende

»Når klage blev indgivet, skyldes det, at ansøgerne er af den opfattelse, at indsigernes registrering reg. nr. 2991 1974 DANINO ( Bilag 16 ) efter ansøgernes formening ikke bør danne nogen hindring for registreringen af det anmeldte mærke på grund af manglende varemærkeretslig forvekslelighed.

I vor klageskrivelse af 27. december 1989 anførte vi, at der har været forhandlinger mellem ansøgerne og indsigerne. For så vidt angår ansøgerne er forholdet det, at man naturligvis gerne så, at indsigerne trak indsigelsen tilbage uden inddragelse af Patentankenævnet og eventuelt senere forelæggelse for Domstolene. De pågældende forhandlinger har således ikke været udtryk for, at ansøgerne skulle anse de to mærker for at være forvekslelige.

Ansøgerne må principielt holde for, at der ikke foreligger varemærkeretslig forvekslelighed mellem DANONE/DANINO.

1. Mærket DANONE er registreret i ansøgernes hjemland under reg. nr. 1243711 ( Bilag 26 ).

2. Ansøgerne benytter mærket DANONE i betydelig grad her i landet. Mærket må anses for at være kendt og indarbejdet, også gennem stadig annoncering i TV ( Bilag 27 og bilag 28 ).

3. Indsigerne har ikke foretaget sig noget retsligt skridt over for ansøgerne i anledning af ansøgernes omfattende brug her i landet. Det ville have stået indsigerne frit for at anlægge retssag sideløbende med indsigelsessagen. En sådan mulighed står fortsat åben for indsigerne. Indsigerne kan ikke gennem indsigelsessag undgå en passivitetsvirkning.

4. Ordet DANONE indgår i ansøgernes firmanavn og er ansøgernes kaldenavn. Indsigerne ville ikke kunne hindre ansøgerne i at benytte deres lovlige firmanavn her i landet.

5. Så vidt vides, benytter indsigerne ikke mærket DANINO ( Bilag 16 ) og har aldrig gjort dette. Såfremt indsigerne vil bestride, at der foreligger aldrig-brug/ikke-brug af mærket DANINO, opfordres indsigerne til at fremlægge dokumentation for brug for Patentankenævnet. Den omstændighed, at indsigerne aldrig har benyttet DANINO, hhv. ikke benytter DANINO, indgår som led i den varemærkeretslige bedømmelse af eventuel, foreliggende forvekslelighed over for andre mærket, jf. specielt dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1963/120H BEF/LEF. Der er i øvrigt nu fremlagt lovforslag i Folketinget om, at en registrering vil miste sin gyldighed, såfremt mærket ikke har været brugt i 5 år. Lovforslaget har sin baggrund i harmoniseringen af Varemærkeretten i EF.

6. Ordet DANONE udtales som DA-NON, således at »O«-lyden i mærket svarer til »O«-lyden i ordet »nonne« og udtalt med tryk på »NON(E)». Nævnte udtale er særdeles velkendt her i landet fra annonceringen i TV.

Mærket DANINO udtales i tre stavelser som DA-NI-NO.

7. Såfremt man deler mærket DANONE op i tre stavelser som DA-NO-NE vil bemærkes, at to ud af tre stavelser adskiller DANONE fra DANINO.

8. Vokalfølgen i de to mærker er forskellige, nemlig D A N O N E /D A N I N O .

9. ORDET danino er et fantasiord. Ordet henleder tanken på »kanin«, hhv. på »Grev Danilo«.

10. Begyndelsesbogstaverne DA i de to mærker er særdeles hyppigt benyttet som begyndelsesbogstaver i varemærker. De øvrige mærkebestanddele, nemlig »NON(E)» og »NINO« adskiller sig fuldstændigt fra hinanden i varemærkeretslig henseende, og mærkerne DANONE/DANINO må efter klagernes formening anses for at være klart ikke-forvekslelige ud fra en helhedsvurdering.

I den forbindelse finder ansøgerne det relevant, at der nu henvises til baggrunden for, at VR 1289 1954 i dag forekommer i Varemærkeregistret med registreringsomfanget »yoghurt- og kefirkulturer« indeholdt i klasse 5. På tidspunktet for indleveringen af ansøgning 2753 1953, der førte til registrering 1289 1954, omfattede denne »mælkegæringsstoffer, yoghurt, kefir og mælkeprodukter«. Af hensyn til tidligere fremdragne registreringer blev varefortegnelsen senere begrænset til kun at angå yoghurt og kefir. Varemærkedirektoratet var på det pågældende tidspunkt af den opfattelse, at de omhandlede produkter ikke var »rigtige varer«, og det henstilledes, at varerne omformuleredes til yoghurt- og kefirkulturer, for at registrering overhovedet kunne finde sted.

Ansøgerne accepterede tøvende direktoratets forslag, idet man anså det for væsentligt at opnå registreringsbeskyttelse også i Danmark for varemærket DANONE. Der er således ikke tale om, at nærværende ansøgere af egen vilje har præciseret vareområdet for registrering 1289 1954 til yoghurt- og kefirkulturer, men registreringsomfanget for den pågældende registrering må ses i lyset af, at yoghurt og kefir næppe på registreringstidspunktet var kendt som færdige forbrugsvarer her i landet. I forbindelse med fornyelsen i 1964 er registrering 1289 1954 og den på det pågældende tidspunkt nødvendige klassificering af de af registreringen dækkende varer, blev der igen fra nærværende ansøgeres side argumenteret med Varemærkedirektoratet om muligheden for fornyelse i vareklasse 29. Varemærkedirektoratet tillod imidlertid ikke en sådan klassificering, men fastholdt, at varearterne efter deres ordlyd burde klasseficeres i vareklasse 5.

Som det vil fremgå af ovenstående, er det således historisk betingede grunde, der gør, at nærværende ansøgeres tidligere DANONE-registrering 1289 1954 i dag fremtræder som omfattende udelukkende varearter i klasse 5. Ved behandlingen af nærværende indsigelse bør disse forhold tages med i betragtning ved vurderingen af indsigelsen nedlagt på basis af VR 2991 1974 DANINO.

Klassefortegnelsen er som bekendt et administrativt hjælpemiddel, og et varemærkes henføring til en given klasse forhindrer ikke, at de omhandlede varearter kan være ligeartede med varearter klassificeret i en helt anden klasse. Varearten yoghurtkulturer må anses for et nødvendigt basisprodukt for fremstillingen af færdigproduktet yoghurt, og nærværende ansøgeres mulighed for nu at opnå en registrering i vareklasse 29 for mærket DANONE for varearten yoghurt må kunne finde støtte i eksistensen af registrering 1289 1954 omfattende yoghurtkulturer baseret på det forhold, at på tidspunktet for gennemførelsen af registrering 1289 1954 ville Varemærkedirektoratet ikke godkende yoghurt som et færdigt produkt.

11. Det fremgår af ( Bilag 24 ), at der i sin tid blev nedlagt indsigelse mod registreringen af mærket DANINO, idet de pågældende indsigere gjorde gældende, at der forelå forvekslelighed mellem mærkerne DANINO/DAFINO. Direktoratet for Patent- og Varemærkevæsenet traf den afgørelse, at mærkerne DANINO/DOFINO ikke kunne anses for at være forvekslelige. Det er ansøgernes opfattelse, at mærkerne DANINO/DOFINO ligger tættere på hinanden, end tilfældet er med hensyn til DANINO/DANONE.

Endvidere henvistes til det tidligere overfor og af Patentdirektoratet anførte.

Indsigeren har ved skrivelse af 25. april 1991 nedlagt påstand om stadfæstelse og har anført

»Det tiltrædes, at ansøgerne ikke »her i landet« vil være forhindret »i at benytte deres lovlige firmanavn«, i.e. firmanavnet, »Compagnie Gervais-Danone S.A.«.

Alene vil der være hjemlet ansøgerne en ret til benyttelse af »ordet DANONE« lig »ansøgernes kaldenavn«, for så vidt det ikke sker på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andres varemærke', jf. herved varemærkelovens § 3, stk. 1 in fine.

Denne her sidstnævnte betingelse er efter indsigernes opfattelse ikke opfyldt.

For så vidt angår den af sagen udviste registreringsproblematik, er det indlysende irrelevant om ordmærket »DANINO« har været i brug.

Det bestrides, at det »her i landet« er særdeles velkendt, at ordet »DANONE« udtales som DA-NON, således at »o«-lyden i mærket svarer til lyden i ordet »nonne« og udtalt med tryk på »NON(E)».«

Patentankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 22. maj 1992.

For klageren mødte advokat E. Lassen.

For indsigeren mødte advokat H. Holm-Nielsen.

Patentdirektoratet var repræsenteret af fuldmægtig Dorrit Petersen, der henholdt sig til den trufne afgørelse.

Klageren resumerede de skriftlige indlæg og henviste til domspraksis. Klageren fremhævede særligt, at det ansøgte mærke ved af indsigeren upåtalt intensiv brug er indarbejdet og derfor kan registreres.

Indsigeren bestred relevansen af dette synspunkt og henviste i øvrigt til den skriftlige procedure.

Ankenævnet skal udtale

Nævnet er bekendt med klagerens indlæg af 6. maj og indsigerens svar af 19. maj 1992.

Det tiltrædes, at en evt. indarbejdelse af det ansøgte mærke ikke er afgørende for afgørelsen af den foreliggende tvist.

Med bemærkning, at bogstavkombinationen i de to mærker findes at gøre disse forvekslelige, tiltrædes det af de af direktoratet anførte grunde, at ansøgningen er afslået, hvorfor bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans. Chr. Thomsen. S. Gulmann.

Endelig adm. afgørelse 1992 60480 Valid

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter mærket DANONE blev fundet forveksleligt med mærket DANINO

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →