Varemærket UNO OFFICE anset for forveksleligt med mærkerne UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE

Varemærket UNO OFFICE anset for forveksleligt med mærkerne UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE

År 1992, den 23. juli afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. V 14/91: Klage fra Oluf Rasmussen, Odense over Patentdirektoratets afgørelse af 14. januar 1991 af varemærkeansøgning nr. 8192/87 efter indsigelse fra HTH Køkkener A/S, Ølgod, v/Patentbureau Chas. Hude.

Den 7. december 1987 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket UNO OFFICE (ordmærke) for visse varer i klasse 20. Ansøgningen blev den 3. januar 1990 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 28. februar 1990 nedlagde HTH Køkkener A/S, Danmark, i medfør af varemærkelovens § 20, stk. 2, indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke. Som begrundelse for indsigelsen anførtes

»Indsigelsen nedlægges under henvisning til Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6, idet ansøgning VA 8192 1987 for ordmærket UNO OFFICE i klasse 20 findes at kollidere med indsigernes ældre rettigheder såvel i henhold til brug som i henhold til registrering af mærker indeholdende ordet UNO, og jeg skal indledningsvis henvise til følgende registrerede mærker

VR 793 1981 UNO FORM

VR 1522 1987 UNO DESIGN

VR 1523 1987 UNO LINE

Ovennævnte registreringer omfatter i klasse 20 »køkken- og skabselementer (møbler)».

Den i Dansk Varemærketidende af 3. januar 1990 offentliggjorte ansøgning bestående af ordmærket UNO OFFICE angår følgende varer

Klasse 20:kontorindretning, det vil sige skriveborde med tilhørende belysning, stole, personalegarderobe, receptionsskranke, skabe til opbevaring af ringbind, arkiv, tegningsarkiv, artikler og tidsskrifter.

Som det vil ses, er der delvis men direkte varekollision, men ansøgningen påstås afslået i sin helhed, idet samtlige varer findes at kollidere med de varer, der er omfattet af indsigernes registreringer sammen med de varer, for hvilke de registrerede mærker er blevet anvendt.

Der lægges vægt på, at indsigernes varemærker alle består af to led, hvoraf det første er ordet UNO og det andet et ord, der er svagt i varemærkeretlig henseende. Det ansøgte mærke er konstrueret på samme måde, og det er derfor utvivlsomt, at der er tale om forvekslelige mærker.«

Klageren anførte i skrivelse af 19. marts 1990 bl.a. følgende

»Jeg mener indsigelsen bør tilbagevises, fordi det ansøgte mærke angår varer, der adskiller sig væsentligt fra de af indsigeren modholdte registrerede mærker både i udseende og anvendelsesmæssig henseende. Køkken- og skabselementer (møbler) er normalt bestemt for nagelfast montering, medens varer omfattet af ansøgningen er flytbare og beregnet til et andet formål. Det ser ud som om indsigeren tillægger »møbler« i de modholdte mærker afgørende betydning i sin påstand om varekollision.

Jeg har lige siden mærkets ansøgning om registrering solgt skriveborde under anvendelse af mærket og har som følge af direktoratets meddelelse af 6. december 1989 om mærkets godkendelse iværksat udarbejdelse af nyt og mere omfattende salgsmateriale, og det er derfor af stor betydning for mig, at omkostninger og stor arbejdsindsats i forbindelse hermed ikke er spildt eller forsinker planlagt intensivering af markedsføringen.'

I skrivelse af 7. maj 1990 fastholdt indsiger indsigelsen og anførte følgende

»Det findes utvivlsomt, at betegnelsen UNO OFFICE er forvekslelig med betegnelserne UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE, idet dominansen i samtlige mærker er det første led UNO, og idet andet led er beskrivende uden egentligt varemærkemæssigt særpræg. Ordet OFFICE angiver i denne forbindelse, at der er tale om varer til kontorbrug eller lignende, men der er ikke tale om nogen differentiering overfor varer, der beskrives ved ordene FORM, DESIGN eller LINE. Disse 3 ord er så generelle i deres betydning, at de også omfatter en betydning som OFFICE.

At der endvidere er tale om direkte varekollision, er ligeledes indlysende, idet indsigernes ovennævnte 3 registreringer dækker følgende varefortegnelse

Klasse 20:køkken- og skabselementer (møbler).

Ansøgning VA 8192 1987 UNO OFFICE angår følgende varer

Klasse 20:kontorindretning, det vil sige skriveborde med tilhørende belysning, stole, personalegarderobe, receptionsskranke, skabe til opbevaring af ringbind, arkiv, tegningsarkiv, artikler og tidsskrifter.

Der er direkte varekollision, idet »køkken- og skabselementer (møbler)» umiddelbart omfatter varer som »stole, personalegarderobe og skabe til opbevaring af ringbind, arkiv, tegningsarkiv, artikler og tidsskrifter«. For såvidt angår de øvrige varer, som omfattet af ansøgningen, nemlig »skriveborde med tilhørende belysning, receptionsskranke«, er disse i hvert fald ligeartede med »køkken- og skabselementer (møbler)», eftersom der er en til identitet grænsende lighed mellem selve mærkerne, nemlig på den ene side UNO OFFICE og på den anden side UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE.

Jeg vedlægger iøvrigt to brochurer (hver i to eksemplarer), hvoraf brug af varemærkerne UNO FORM og UNO LINE vil fremgå, og det vil ligeledes af den store brochure fremgå, at varemærket UNO FORM og de dermed relaterede produkter stammer fra 1970. Jeg henviser endvidere til brochurens indhold, hvoraf det klart vil fremgå, at der ikke kun er tale om elementer til anvendelse i køkkener, men, som det også fremgår af den indledende tekst: »I dag er UNO FORM mere end et køkken. Det er små og store individuelle løsninger, gennemtænkte detaljer og spændende tilbehør til bad, bryggers, kontor .... UNO FORM er blevet en livsstil«. Der er naturligvis intet i vejen for, at de omhandlede produkter anvendes andre steder end i køkkener, og der ligger jo iøvrigt heller ikke nogen særlig begrænsning i de varefortegnelser, der er omfattet af indsigernes ovennævnte registreringer, jf. specielt ordet »skabselementer (møbler)».

Jeg mener herefter ikke, at der kan være tvivl om, at ansøgning VA 8192 1987 UNO OFFICE kolliderer med indsigernes ældre rettigheder, og det henstilles endnu engang høfligst til Patentdirektoratet, at ansøgningen afslås i sin helhed.«

I skrivelse af 16. juni 1990 anførte klageren følgende

»Under henvisning til direktoratets skrivelse af 14. maj 1990 med kopi af HTH Køkkener A/S nærmere begrundede indsigelse af 7. maj 1990 mod mærkets registrering, ønsker jeg hermed at fastholde min tidligere tilbagevisning af indsigelsen, idet jeg fortsat er af den opfattelse, at der ikke er lighed mellem indsigerens mærker UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE i klasse 20, omfattende køkken- og skabselementer (møbler) og det af mig ansøgte og nu fremlagte mærke, UNO OFFICE i klasse 20, omfattende kontorindretning, skriveborde med tilhørende belysning, stole, personalegarderobe, receptionsskranke, skabe til opbevaring af ringbind, arkiv, tegningsarkev, artikler og tidsskrifter.

Som yderliger begrundelse for tilbagevisningen kan jeg oplyse, at UNO OFFICE mærket har været anvendt af undertegnede siden ansøgningens indlevering for varer, der er vist i vedlagte brochure.

Jeg håber, at direktoratet på baggrund af ovenstående og i betragtning af, at der er tale om forskellige brancher, kan opretholde godkendelsen af mærkets registrering, således at jeg ikke taber allerede opnået goodwill for mine produkter eller forsinkes yderligere i udarbejdelsen af nyt salgs- og brochuremateriale.«

Ved skrivelse af 5. september 1990 uddybede indsigeren indsigelsen således

»Følgelig påstås ansøgning VA 8192 1987 UNO OFFICE afslået i sin helhed under henvisning til Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6. En subsidiær påstand undlades, idet det er indsigernes og undertegnedes klare opfattelse, at samtlige varer omfattet af ansøgning VA 8192 1987 UNO OFFICE kolliderer, dels med de varer der er omfattet af indsigernes 3 ældre registreringer

VR 793 1981 UNO FORM

VR 1522 1987 UNO DESIGN

VR 1523 1987 UNO LINE

og dels med de varer, der indgår i indsigernes varesortiment, der iøvrigt har været generelt uændret gennem de seneste år, dvs. gennem en periode der strækker sig forud for ansøgningens indlevering den 7. december 1987 og fortløbende til dato.

Uanset ansøgerens kommentarer i svarskrivelserne findes det uomtvisteligt, at varemærket UNO OFFICE er forveksleligt med indsigernes registrerede og anvendte varemærker UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE. Der henvises i denne forbindelse først og fremmest til min skrivelse af 7. maj 1990.

Hertil kommer, at der utvivlsomt er tale om varelighed, og jeg henviser i samme forbindelse til min nævnte skrivelse af 7. maj 1990. Der er i realiteten ikke nogen forskel på varesortimenterne, eftersom moderne »køkken- og skabselementer« også anvendes til kontorindretning. Der er derfor i det store hele tale om vareidentitet, og ved en samlet bedømmelse af mærkelighed og varelighed, må det klart konstateres, at der er tale om forvekslelighed i varemærkeretlig henseende.

For en ordens skyld skal det endvidere anføres, at ordet »kontorindretning« ikke er en vare, og det burde derfor ikke accepteres som sådan i klasse 20. Endvidere forekommer det overraskende, at »skriveborde med tilhørende belysning« kan accepteres, eftersom »belysning« ikke henføres til klasse 20. Selvom den nævnte »belysning« anvendes sammen med de nævnte »skriveborde«, er der tale om en selvstændig vareart, der bør henføres til klasse 11. Endelig må det af formelle grunde præciseres, at de nævnte »skabe« anvendes »til opbevaring af ringbind, arkiv, tegningsarkiv, artikler og af tidsskrifter«.

Til ansøgerens skrivelse af 19. marts 1990 skal jeg anføre følgende.

Det ansøgte mærke angår ikke varer, der adskiller sig væsentligt fra de varer, der er omfattet af indsigernes registrerede mærker samt iøvrigt omfattet af den markedsføring, som indsigerne eller deres rettighedsforgængere har foretaget siden forud for ansøgningens indlevering og fortløbende til dato. Det anføres, at »køkken- og skabselementer (møbler) er normalt bestemt for nagelfast montering, medens varer omfattet af ansøgningen er flytbare og beregnet til et andet formål«. Denne udtalelse er ikke korrekt og forekommer endvidere overraskende, eftersom det af ansøgerens indleverede katalog fremgår, at der i hans sortiment under varemærket UNO OFFICE indgår adskillige varer, der må anses for at være bestemt for »nagelfast montering«, herunder særlig vægskabe.

Om ansøgeren har forstået, at Patentdirektoratets godkendelse af ansøgningen til offentliggørelse var ensbetydende med en endelig registrering, kan ikke komme indsigerne ved. Ansøgeren burde selvfølgelig ikke have foretaget handlinger i tillid til endelig registrering af mærket, førend han havde registreringsbeviset i hånden. Det må være ansøgerens risiko udelukkende, om han har investeret omkostninger, arbejdsindsats m.v. i aktiviteter i tillid til en senere registrering. Det bemærkes for en ordens skyld til ansøgerens orientering, at selv en endelig registrering ikke er ensbetydende med en absolut ret til varemærket.

Ansøgeren anfører i skrivelsen af 16. juni d.å. endvidere, at varemærket UNO OFFICE har været anvendt siden ansøgningens indlevering for varer, der er vist i en vedlagt brochure. Det gør efter indsigernes og undertegnedes opfattelse ikke sagen bedre, at den krænkende brug har fundet sted i en længere periode, og det kan ikke komme ansøgeren til gode, at han i mangel af bedre vidende har foretaget ulovlige handlinger og i forbindelse hermed foretaget investeringer af forskellig art.

Ansøgeren opfordres umiddelbart til omgående at indstille enhver brug af varemærket UNO OFFICE, og jeg skal allerede nu på indsigernes vegne tage forbehold for alle rettigheder, herunder forbehold for indbringelse af sagen for domstolene samt forbehold for at kræve erstatning, omkostninger m.v.

Jeg henstiller herefter fortsat høfligst til direktoratet, at ansøgning VA 8192 1987 UNO OFFICE afslås i sin helhed.'

Ved skrivelse af 3. november 1990 fremsatte klageren følgende bemærkninger til indsigelsen

»1.Indsigers tre ældre registreringer VR 793 1981 UNO FORM, VR 1522 1987 UNO DESIGN og VR 1523 1987 UNO LINE er alle i klasse 20 og omfatter køkken- og skabselementer (møbler). Tilføjelsen »(møbler)» kan kun opfattes som en præcisering af, at køkken eller skabselementer betragtes som en art møbler, og det forekommer indlysende, at der ikke er tænkt på møbler i al almindelighed, altså heller ikke kontormøbler. Havde dette været tilfældet, ville mærkerne nemlig have omfattet »møbler, herunder køkken - og skabselementer«. Indsigers påstand om varelighed eller vareidentitet må jeg derfor afvise.

2. Indsigers bemærkning om at »belysning« ikke kan henføres til klasse 20, vil jeg overlade til direktoratet at afgøre.

3. Indsigers bemærkning om, »at endelig registrering ikke er ensbetydende med en absolut ret til varemærkeret«, kan jeg fuldt ud tilslutte mig, det er jo netop det, jeg har forsøgt at overbevise indsiger om ved tilbagevisning af indsigelsen.

4. Indsigers påstand om, at jeg med anvendelsen af mærket UNO OFFICE i en længere periode har krænket og sågar begået ulovlige handlinger grænser til injurier og kan kun være et udtryk for, at hverken indsiger eller dennes advokat har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i de aftaler, der i sin tid var mellem den tidligere indehaver af ovennævnte tre varemærker og undertegnede, hvilke aftaler uden tvivl er eller har været tilgængelige for de nuværende varemærkeindehavere.

Af ovennævnte grunde må jeg fastholde min tilbagevisning af indsigelsen, og jeg anmoder derfor venligst direktoratet om, at ansøgningens registrering kan finde sted i den godkendte form eventuelt med udeladelse af varefortegnelsen »belysning«.'

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 14. januar 1991 og tog indsigelsen til følge med følgende begrundelse

»Det er direktoratets opfattelse, at ordene UNO OFFICE er forvekslelige med de for indsigerne registrerede varemærker UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE. Alle mærker består af to ord, hvoraf det første ord i alle tilfælde er UNO og andet ord en beskrivende del, nemlig FORM, LINE, DESIGN eller OFFICE. Det er erfaringsmæssigt de første bogstaver eller det første ord i et varemærke, som det købende publikum fæstner sig ved. For så vidt angår det ansøgte mærke er det således UNO, der er det bærende element i mærket, medens ordet OFFICE alene angiver, at der er tale om varer til anvendelse i kontorer. For så vidt angår de for indsigerne registrerede varemærker, er det også mærkedelen UNO, der bærer disse mærker, medens ordene FORM, DESIGN og LINE alene beskriver, at der er tale om varer, i dette tilfælde køkken- og skabselementer, af en vis form, linie eller design. De ovennævnte beskrivende mærkeelementer vil ikke i sig selv være egnet til registrering som varemærker for møbler.

For at to varemærker kan anses for forvekslelige, skal der være såvel mærkelighed som vareartslighed til stede. Nærværende ansøgning omfatter klasse 20: kontorindretning. Det vil sige skriveborde med tilhørende belysning, stole, personalegarderobe, receptionsskranke, skabe til opbevaring af ringbind arkiv, tegningsarkiv, artikler og tidsskrifter, medens indsigernes registreringer alle omfatter klasse 20: køkken- og skabselementer (møbler). For så vidt angår varearten skabselementer er det direktoratets opfattelse, at der er direkte varekollision med varearterne personalegarderober, skabe til opbevaring af ringbind, arkiv, tegningsarkiv, artikler og tidsskrifter. Det fremgår af det indsendte materiale, at disse skabselementer kan være identiske eller næsten identiske og således egnet til brug både i kontorer og køkkener samt iøvrigt andre steder, hvor skabsplads er fornødent. Det er endvidere direktoratets opfattelse, at der er vareartslighed mellem køkkenelementer og skabselementer på den ene side og skriveborde, stole, og receptionsskranker på den anden, idet de enkelte skrivebordselementer fuldstændigt kan indgå som køkkenbordselementer eller er egnet til at erstatte disse. Det samme gælder receptionsskranker samt stole som indgår i kontor- eller køkkenelementer.

Indsigelsen må derfor tages til følge, og ansøgningen afslås i medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6 af hensyn til de under VR 793 1981, VR 1592 1987 og VR 1523 1987 registrerede varemærker.«

Endvidere oplyste direktoratet følgende

»For så vidt angår det i Deres skrivelse af 3. november 1990 anførte om, at der er indgået aftaler mellem Dem og den tidligere indehaver af indsigernes tre varemærker, skal det meddeles, at da direktoratet ikke har kendskab til disse aftaler, har de ikke kunnet lægges til grund for sagens afgørelse.

Der må iøvrigt gives indsiger medhold i, at direktoratet beklageligvis ikke har været opmærksom på, at varefortegnelsen ikke er helt korrekt affattet og klassificeret. Den burde retteligt have været affattet således: Kontorinventar, nemlig skriveborde, stole, personalegarderober og receptionsskranker, skabe til kontorbrug til opbevaring af ringbind, arkiver, tidskrifter og andre kontorartikler.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 14. marts 1991 indbragt for Patentankenævnet. I klagebegrundelsen anføres følgende

»Det gøres principalt gældende, at der ikke er tale om mærkelighed eller vareartslighed af sådan art, at registrering bør nægtes.

Subsidiært gøres gældende, at der foreligger modstående aftaler mellem undertegnede og tidligere indehaver af varemærket og endelig, at registrering af varemærket UNO OFFICE i klasse 20 som kontorinventar er bragt i forslag af direktoratet selv, jf. iøvrigt direktoratets egen beklagelse.

For så vidt angår mærkelighed skal præciseres, at der er tale om et rent køkkenprodukt contra et rent kontorprodukt og mere væsentligt, at aftagerne er en helt forskellig målgruppe, hvor ingen af parterne sælger hinandens produkter.

For så vidt angår vareartslighed forekommer det at være en mere teoretisk betragtning, såfremt man skulle forestille sig, at potentielle kunder retter henvendelse til en køkkenproducent med henblik på indretning af kontor og vice versa. Det forekommer temmelig aparte, såfremt man kunne forestille sig et køkken indrettet m/skriveborde og andet kontorinventar!!

For så vidt angår den subsidiære indsigelse gøres gøldende, at tidligere indehaver af UNO FORM har accepteret denne registrering.

Endeligt kan anføres, at HTH Køkkener har tilkendegivet, at man var uden interesse i eller agtede ejheller at producere køkkeninventar.«

Indsigeren fastholdt i skrivelse af 15. juli 1991 indsigelsen under henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6, samt under henvisning til det for Patentdirektoratet fremførte. Det anførtes derudover bl.a. følgende

»For så vidt angår mærkeligheden henvises til Patentdirektoratets begrundelse.

For så vidt angår vareartslighed henvises ligeledes til Patentdirektoratets begrundelse, men derudover skal kort anføres, at møbelelementer i dag fremstilles i en neutral version, således at de kan anvendes til mange formål, blot med en speciel indretning. Under alle omstændigheder ville det være urimeligt, om der ikke blev statueret vareartslighed mellem kontormøbler på den ene side, og andre møbler på den anden side, herunder f.eks. køkken- og garderobemøbler samt -elementer, specielt når varemærkerne som i det nævnte tilfælde, må betragtes som quasi-identiske.

Jo tættere varemærkerne ligger på hinanden, jo længere må varerne ligge fra hinanden, for at der ikke skal være tale om forvekslelighed.

For en ordens skyld skal det også understreges, at kontor-, køkken- og andre miljøer i dag ikke er adskilt på samme måde som tidligere, og man kan udmærket se køkkenelementer både i forbindelse med kontor og i forbindelse med beboelse. Dette bevirker, at der ikke kan drages nogen skarp adskillelse mellem elementer og møbler til de forskellige formål, men at man tværtimod vil se de samme møbler eller elementer anvendt til de forskellige formål.

Eksempelvis er det velkendt, at der kan indgå køleskabe og skabe til glas og porcelæn i møbler, der anvendes i kontorer, stuer m.v.

Ansøgeren anfører, at den tidligere indehaver af varemærket UNO FORM, har accepteret varemærket UNO OFFICE!.

Indsigerne er ikke bekendt med en sådan aftale, og p.g.a. manglende dokumentation, kan den heller ikke lægges til grund for sagens afgørelse.

Ansøgeren anfører endeligt, »at HTH Køkkener har tilkendegivet, at man var uden interesse i eller agtede ejheller at producere køkkeninventar«. Indsigerne står uforstående overfor en sådan tilkendegivelse, som ifølge ordlyden også er ulogisk.'

Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 4. juni 1992.

For klageren mødte direktør Oluf Rasmussen med cand. jur. Jan Rentz-Petersen.

For indsigeren mødte cand. jur. Kaj L. Henriksen.

Klageren henviste til det skriftlige materiale i sagen og anførte herved navnlig, at det ansøgte mærke henvender sig til en anden købergruppe end det modholdte, og at der ikke er forvekslelighed i navnene i sig selv. Direktør Oluf Rasmussen føjede hertil, at køkkenelementer er mur- og nagelfaste i modsætning til flytbare kontormøbler.

Indsigeren henviste til direktoratets begrundelse for afgørelsen og fastholdt, at betegnelsen UNO i sig selv har særpræg.

Ankenævnet skal udtale

Med bemærkning, at konstruktionen af det ansøgte mærke i sig selv frembyder en væsentlig risiko for forveksling og i øvrigt af de af direktoratet anførte grunde

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen.

J.C. Warnich-Hansen.

Ingen

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter UNO OFFICE blev anset for forveksleligt med UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE