Legislator Case Law & Legislation
W19926047125 DK

En opfindelse af 'fremgangsmåde til isolering af rør' adskilte sig ikke fra kendt teknik.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 60471 Valid

En opfindelse af »fremgangsmåde til isolering af rør« adskilte sig ikke fra kendt teknik.

År 1992, den 7. december afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Asger Nielsen,

Niordson, Terndrup Pedersen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. P 35/90: Klage fra Karfa Metalindustri A/S, Herlev, v/Dansk Patent Kontor A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 26. juli 1990 af patentansøgning nr. 0600/85.

Den 8. februar 1985 indleverede Armadan Isolering Engros Handel A/S, København, en ansøgning om patent på »fremgangsmåde til isolering af rør eller lignende ved gennemføringer samt gennemføringsbøsning til brug ved udøvelse af fremgangsmåden«. På foranledning af Patentdirektoratets skrivelse af 27. februar 1985 fremsendte ansøgeren med skrivelse af 11. marts 1985 følgende på dansk affattede krav

»1. Fremgangsmåde til at lukke en åbning (10), hvorigennem der strækker sig et rør (3), f.eks. i et bygningsdæk (9) eller en bygningsvæg, hvilken fremgangsmåde er af den art, der omfatter følgende trin a-c

a) der skabes i bygningsdækket (9) eller -væggen en åbning (10) omkring røret (3) med tilstrækkelig frigang til, at der omkring røret (3) med tilstrækkelig frigang til, at der omkring røret (3) i åbningen (10) kan anbringes en gennemføringsbøsning (1,2),

b) omkring røret anbringes en gennemføringsbøsning (1,2), og

c) de dele af åbningen (10), der er beliggende mellem gennemføringsbøsningen (1,2) og åbningens (10) sidevæg, udfyldes, f.eks. ved udstøbning med støbemasse (11), kendetegnet ved,

d) at der som gennemføringsbøsning (1,2) anvendes en sådan, der i det mindste omfatter

d1) en ydre kappe (2) af bøjeligt eller hængslet plademateriale eller banemateriale i alt væsentligt uden eftergivenhed i omkredsretningen samt

d2) en indre kappe (1) af blødt elastisk eftergivende materiale, der er således dimensioneret i forhold til den ydre kappe (2) og røret (3), at den elastiske kraft fra den indre kappe (1) er tilstrækkelig til at overvinde gennemføringsbøsningens (1,2) vægt og forventede vibrationskræfter, men utilstrækkelig til at forhindre, at gennemføringsbøsningen under udøvelse af en yderligere forskydningskraft forskydes langs med røret (3).

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at der anvendes en gennemføringsbøsning (1,2), der kan indføres på røret (3) fra siden, idet den til dette formål har mindst en i hovedsagen radial, i radial- og aksialretningen gennemgående slids (4,5), samt et eller flere låseorganer (7,8): (14), der er indrettet til at holde slidsens (4,5) to sider sammen eller overlappende eller i en forud bestemt indbyrdes afstand.

3. Gennemføringsbøsning til brug ved udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved,

a) en ydre kappe (2) af bøjeligt eller hængslet plademateriale eller banemateriale i alt væsentligt uden eftergivenhed i omkredsretningen samt

b) en indre kappe (1) af blødt elastisk eftergivende materiale, der er således dimensioneret i forhold til den ydre kappe (2) og røret (3), at den elastiske kraft fra den indre kappe (1) er tilstrækkelig til at fastholde gennemføringsbøsningen (1,2) på røret (3) med en friktionskraft, der er tilstrækkelig til at overvinde gennemføringsbøsningens (1,2) vægt og forventede vibrationskræfter, men utilstrækkelig til at forhindre, at gennemføringsbøsningen under udøvelse af en yderligere forskydningskraft forskydes langs med røret (3).

4. Gennemføringsbøsning ifølge krav 3, kendetegnet ved, at den indre kappes (1) bløde, elastisk eftergivende materiale er et elastisk skumformstof eller en elastisk skumgummi.

5. Gennemføringsbøsning ifølge krav 3 eller 4, kendetegnet ved, at den indre kappe (1) i det mindste over en del af sin ydre overflade er fastlimet eller på anden måde fastgjort til den ydre kappes (2) indre overflade.

6. Gennemføringsbøsning ifølge et eller flere af kravene 3-5 og med mindst en i hovedsagen radial, i radial- og aksialretningen gennemgående slids (4,5), samt et eller flere til væsentlig lukning af slidsen indrettede låseorganer (7,8) er således udformet, at de fastholdes udløseligt i låsestillingen af det elastiske tryk fra den indre kappe (1), f.eks. ved at de omfatter radialt rettede åbninger (7) ved slidsens (4,5) ene side og hermed samvirkende, radialt rettede låseflige (8) fast ved slidsens modsatte side.

7. Gennemføringsbøsning ifølge et eller flere af kravene 3-5 og med mindst en i hovedsagen radial, i radial- og aksialretningen gennemgående slids (4,5) og et eller flere låseorganer (14), der er indrettet til at holde den nævnte slids (4,5) i en konstant bredde eller lukket, kendetegnet ved, at låseorganet eller -organerne (14) omfatter en eller flere bøjelige låsestropper (14), der er indrettet til at samvirke med organer (21,23) på den ydre kappe (2) på en sådan måde, at det derved er muligt at indstille bredden af den nævnte slids (4,5).

8. Gennemføringsbøsning ifølge krav 7, kendetegnet ved, at hver låsestrop (14) omfatter

a) et anker (15), der er indrettet til at være permanent forbundet med et ankerhul (21) i den ydre kappe (2) på den ene side af en slids (5) mellem to mod hinanden vendende kanter (12,13) på den ydre kappe (2), og

b) en krog (16), der er indrettet til at forbindes udløseligt med en af et antal krog-åbninger (23), der er fordelt i omkredsretningen på den modsatte side af den nævnte slids (5).

9. Gennemføringsbøsning ifølge krav 8, kendetegnet ved, at ankerhullet (21) er udformet med låsetænder (22), der er indrettet til at skære ind i materialet i ankeret (15) under dettes indføring til dets endelige arbejdsstilling i ankerhullet (21) og at holde det imod bevægelser bort fra den nævnte endelige arbejdsstilling.

10. Gennemføringsbøsning ifølge et eller flere af kravene 7-9, kendetegnet ved, at der på den ende af hver låsestrop (14), der bærer krogen (16), er udformet en løfteflig (17), hvis underside i det mindste delvis forløber bort fra krogen (16), for at gøre det lettere at løfte krogen (16) ud af en krog-åbning (23), hvori den er blevet indsat.«

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 30. oktober 1985

»Fra USA patentskrift nr. 3347276, se især spalte 1, linie 68-72, spalte 2, linie 1-55, og tegningen, kendes en måde at gå frem på ved varmeisolering af en rørledning, ved hvilken kendte fremgangsmåde man anvender en bøsning, der er udformet på den måde, der omhandles i den kendetegnende del af krav 1-3 og 7 samt i alt væsentligt som omhandlet i krav 6.

Det forhold, at ansøgningen angår en måde at gå frem på ved lukning af en åbning, hvorigennem der strækker sig et rør, henholdsvis en gennemføringsbøsning til brug ved udøvelse af nævnte fremgangsmåde, og af den i indledningen til krav 1 og 3 angivne art, medens den kendte bøsning er beregnet til varmeisolering af et rør, synes at være uden betydning, da det er umiddelbart indlysende, at den kendte bøsning kan anvendes som gennemgangsbøsning, og at størrelsen af friktionskraften mellem røret og den kendte bøsnings indre kappe alene afhænger af størrelsen af den kraft, hvormed den ydre kappe sammentrykkes omkring den indre kappe, hvorfor man ved den kendte bøsning kan afpasse nævnte friktionskraft, så bøsningen forhindres i at forskyde sig aksialt på røret under tyngdekraftens indflydelse eller ved vibrationspåvirkninger, men tillades at kunne forskydes aksialt på røret under udøvelse af en yderligere forskydningskraft.

Det er almindeligt kendt, at en indre kappe i bøsning kan være af den i krav 4 omhandlede art.

Det skønnes at være nærliggende for en fagmand at anvende de i krav 5 angivne foranstaltninger.

Når henses til den teknik, der i forbindelse med låseorganer til at sammenkoble de to modstående kanter af en slids i en opslidset kappe kendes fra det ovennævnte USA patentskrift nr. 3347176, se især tegningen, synes der ikke med de i krav 8-10 omhandlede midler at kunne opnås en væsentlig ny teknisk virkning, der kan begrunde noget patenterbart.

Ansøgningen skønnes derfor ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.«

I skrivelse af 14. april 1986 fremsatte ansøgeren følgende bemærkninger

»1. Det er korrekt, som angivet i betænkningens 1. maskinskrevne afsnit, at det fra det fremdragne USA-patentskrift nr. 3.347.276 er kendt at varmeisolere en rørledning under anvendelse af en bøsning (eller flere sådanne).

2. Det er derimod ikke korrekt, at de således på kendt måde anvendte bøsninger svarer til den bøsning, som ifølge den i ansøgningen omhandlede opfindelse anvendes, ikke til i almindelighed at varmeisolere en rørledning, men til at skabe en varmeisoleret rørgennemføring gennem f.eks. en væg eller et gulv.

3. Således omhandler det nævnte USA-patentskrift anvendelsen af »jackets«, dvs. rene yder-kapper uden isolering, som anbringes uden på et på forhånd anbragt isoleringslag. Til forskel herfra anvendes der ifølge den i ansøgningen omhandlede opfindelse en sammensat bøsning bestående af en isolerende inderkappe og en mekanisk beskyttende yderkappe.

4. Det forekommer indlysende, at den fremgangsmåde, der kendes fra det fremdragne USA-patentskrift nr. 3.347.276, ikke er særligt velegnet til isolering og inddækning af rør på de steder, hvor rørene er ført gennem f.eks. en væg eller et gulv, idet man i så fald først skulle anbringe isoleringslaget omkring røret inden i åbningen i væggen eller gulvet, hvad der ikke gøres lettere af den kendsgerning, at de fleste åbninger til gennemføring af rør i vægge henholdsvis gulve er anbragt meget tæt op ad et gulv henholdsvis en væg. Først når denne operation, inklusive den fornødne fastgørelse af isoleringslaget til røret, er fuldført, kan yderkappen påsættes, vel at mærke inden i åbningen.

5. Det skulle forekomme ligeså indlysende, at fremgangsmåden ifølge den i ansøgningen omhandlede opfindelse i forhold til den således kendte medfører en betydelig forenkling, idet man nu blot skal anbringe gennemføringsbøsningen på røret uden for åbningen i væggen eller gulvet og spænde den tilpas hårdt fast, hvorpå man helt enkelt under overvindelse af den begrænsede friktionskraft skyder bøsningen langs med røret ind på plads i åbningen.

6. Vi må således mene, at den i de selvstændige krav 1 og 3 omhandlede opfindelse adskiller sig væsentligt fra den kendte teknik, og at den derfor må betragtes som patenterbar, jf. patentlovens par. 2, stk. 1. Hvad underkravene angår, mener vi, at de bør kunne godkendes som hensigtsmæssige udførelsesformer for de i de pågældende overordnede krav omhandlede foranstaltninger ifølge opfindelsen.'

Ansøgningen blev ved skrivelse af 31. oktober 1989 meddelt overdraget til klageren.

Direktoratet afslog ved skrivelse af 26. juli 1990 ansøgningen med følgende begrundelse

»1. Vi har tidligere meddelt Dem, at vi af nærmere angivne grunde ikke kunne imødekomme ansøgningen. Vi mener, at disse grunde stadigvæk er til hinder for, at ansøgningen kan imødekommes, og vi har derfor afslået den under henvisning til patentlovens § 16. Den nærmere begrundelse følger nedenfor.

2. US-patentskrift nr. 3.347.276, som vi har henvist til i vores brev af 30. oktober 1985, viser et isoleret rør med en »jacket« af et plademateriale, og som kan anbringes uden på isolationsmaterialet fra siden af røret, idet den er opslidset og har låselapper.

De har ret i, at der ikke står noget direkte i skriftet om, hvordan den indre kappe af isolationsmateriale er anbragt på røret, men der er intet, der tyder på, at det ikke skulle være sket på sædvanlig måde, nemlig i aksiale sektioner, der ligeledes er slidset op langs en frembringer.

3. Skriftet omhandler således et rør med en ydre stiv kappe og en indre kappe af et blødt, elastisk eftergivende materiale. Den genstand, der udgøres af disse to elementer, som De har angivet i krav 1 og 3, udviser ingen adskillelse fra dette kendte.

Ifølge beskrivelsen foreskriver nye former for termisk isolering i bygninger, at gennemføringer i dæk og vægge skal være termisk isolerede, (side 1, linie 15-18).

Det må stå en sagkyndig, der får stillet denne nye opgave, frit for at anvende den teknik, man i forvejen kender til isolering af rør, dertil. Herunder må valget af den ovennævnte kendte isolation efter vores vurdering være en af de kendte muligheder, han har at vælge imellem.

Tilbage står så for den sagkyndige at tilpasse den kendte isolationssamling til det særlige formål, hvilket ifølge beskrivelse og krav er realiseret ved, at isolationen sættes netop så stramt på, at den kan forskydes ind i gennemføringens åbning.

Vi mener ikke, at dette træk udviser den adskillelse fra det kendte, som er en betingelse for patentering, idet det efter vores mening ligger inden for det, en sagkyndig vil kunne anvise ved hjælp af sin rent håndværksmæssige kunnen.

4. Med hensyn til de uselvstændige krav tillader vi os at henvise til det, vi har anført i vores tidligere brev af 30. oktober 1985.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 6. august 1990 indbragt for Patentankenævnet. Klageren har i ankebegrundelsen henvist til kravene og den stedfundne korrespondance samt anført følgende

»I de første tre afsnit af en besvarelse dateret den 14. april 1986 påviste ansøgeren, at indholdet af det i afsnit II ovenfor citerede afsnit af betænkningen af 30. oktober 1985 ikke er helt korrekt, idet den bøsning, der kendes fra det fremdragne USA-patentskrift nr. 3.347.276, ikke er udformet på samme måde som gennemføringsbøsningen ifølge opfindelsen, og i de følgende afsnit fremhævede ansøgeren betydningsfulde forskelle mellem den teknik, der kendes fra det fremdragne skrift, og den i ansøgningen omhandlede opfindelse.

Det kommer derfor som en overraskelse for ansøgeren, at Patentdirektoratet i et brev dateret den 26. juli 1990 nu afslår ansøgningen, idet ansøgeren i ovennævnte besvarelse af den 14. april 1986 har gjort grundigt rede for, hvori opfindelsen adskiller sig fra den kendte teknik, og hvorfor den bør anses for patenterbar. Ved læsningen af afslagsbegrundelsen kan man efter vor formening komme til at tvivle på, om indholdet af besvarelsen overhovedet er blevet taget op til overvejelse, idet begrundelsen er baseret på argumenter, som ikke adskiller sig væsentligt fra argumenterne i betænkningen af den 30. oktober 1985 (jf. afsnit II ovenfor), men ikke på argumenter, der kunne tænkes at være rettet på at modsige argumenterne i besvarelsen eller af påvise deres uegnethed til at overbevise Patentdirektoratet om opfindelsens patenterbarhed.

Vi ser os derfor nødsaget til over for Patentankenævnet at henvise til argumenterne i ovennævnte besvarelse af den 14. april 1986, hvori det af de indsendte »Bemærkninger.....« skulle fremgå med al ønskelig tydelighed, hvorfor ansøgeren mener, at opfindelsen er patenterbar. Vi vil derfor ikke her gentage denne argumentation.

Vi mener, at det af beskrivelsen klart fremgår, at gennemføringsbøsningens indre og ydre kapper er fastgjort til hinanden og i hvert fald udgør en enhed, og at dette også fremgår implicit af de oprindelige krav 1 og 3. Dersom Nævnet skulle ønske, at denne fastgørelse skal fremgå mere tydeligt af krav 1 og 3, er ansøgeren ikke uvillig til, når ansøgningen forhåbentlig er blevet tilbagesendt til Patentdirektoratet til fortsat behandling med henblik på fremlæggelse og eventuelt patent, at ændre disse krav på passende måde, f.eks. ved at optage krav 5's indhold helt eller delvist i dem.

Til Nævnets orientering kan vi meddele, at den tilsvarende Europapatentansøgning har ført til patent nr. 0.154.292 (kopi vedlagt) med krav, som alene dækker gennemføringsbøsningen (altså ikke fremgangsmåden), stort set svarende til indholdet af nærværende ansøgnings krav 3-10.

Vi må herefter henstille til Nævnet, at den afslåede patentansøgning nr. 0600/85 tilbagesendes til Patentdirektoratet til fortsat behandling med henblik på fremlæggelse og eventuelt patent.'

Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 30. oktober 1992.

For klageren mødte civilingeniør Bo Tonnesen sammenmed afdelingsleder B. Kreutzmann.

Civilingeniør Bo Tonnsen forelagde sagen, idet han i det væsentlige henholdt sig til de til Patentdirektoratet og Ankenævnet afgivne, skriftlige indlæg.

Modeller af den enhed, som ansøgningen vedrører, forevistes.

Ankenævnet skal udtale

I henhold til de af Patentdirektoratet anførte grunde, og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Asger Nielsen. F. Niordson. P. Terndrup Pedersen.

Endelig adm. afgørelse 1992 60471 Valid

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter en »fremgangsmåde til isolering af rør eller lignende ved gennemføringer samt gennemføringsbøsning til brug ved udøvelse af fremgangsmåden« ikke blev anset for at adskille sig fra kendt teknik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →