Fremgangsmåde og apparat til detektering af olieudsivning fra et borerør ikke anset for nyt.
Statutory Text (3 Articles)
Fremgangsmåde og apparat til detektering af olieudsivning fra et borerør ikke anset for nyt.
År 1992, den 9. juni afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Grønbæk, Laubst,
Asger Nielsen)
følgende
KENDELSE i sagen j.nr. P 38/90: Klage fra Damco Testers, Inc., USA, v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 14. juni 1990 af patent ansøgning nr. 4419/84.
Den 17. september 1984 indleverede klageren en ansøgning om patent på »Fremgangsmåde og apparat til detektering af olieudsivning fra et borerør«. Ansøgningens krav lød således
»1. Fremgangsmåde til detektering af udsivninger fra rør ved en olieboreplatform under anvendelse af et trykgasmåleredskab anbragt inden i en rørprøvesektion, kendetegnet ved, at den omfatter
a) tilvejebringelse af en prøvegas omfattende en blanding af en sporegas og en bæregas,
b) indeslutning af et område omkring ydersiden af røret til afgrænsning af et kammer omkring rørprøvesektionen til fyldning med prøvegassen,
c) udsættelse af måleredskabet og rørets prøvesektion for prøvegassen med i det væsentlige samme tryk på mindst 20 MPa, og
d) detektering af tilstedeværelsen af udsivende prøvegas i kammeret omkring ydersiden af rørprøvesektionen.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at sporegassen er helium.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at forholdet mellem sporegassen og bæregassen er større end ca. 1:2856 volumenmæssigt.
4. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at bæregassen er nitrogen.
5. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at rørprøvesektionen omfatter en rørsamling.
6. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at sporegassen er helium, og at forholdet imellem helium og bæregas i prøvegassen er større end ca. 1:142 volumenmæssigt.
7. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at prøvegassen bringes op på prøvetrykket i afstand fra boreplatformen ved indføring af en væske under tryk i en fjerntliggende tank indeholdende prøvegas.
8. Fremgangsmåde til detektering af udsivninger fra rør ved en olieboreplatform under anvendelse af en trykgas, der tilføres en rørprøvesektion, kendetegnet ved, at den omfatter
a) udsættelse af en prøvegas i afstand fra boreplatformen for et specifikt tryk på mindst 20 MPa, hvilken gas omfatter en blanding af helium og en bæregas, hvor forholdet mellem helium og bæregas er større end ca. 1:2856 volumenmæssigt,
b) tætlukning af en sektion i det indre af røret ved aktivering af et indvendigt måleredskab med prøvegassen under tryk ved det nævnte specifikke tryk til afgrænsning af et ringformet mellemrum inden i prøvesektionen til fyldning med en prøvegas under tryk,
c) indeslutning af et område omkring rørets yderside til afgrænsning af et kammer omkring prøvesektionen til opfyldning med prøvegassen,
d) udsættelse af rørets inderside for prøvegassen under tryk gennem det indvendige måleredskab op til det specifikke tryk, og
e) detektering af tilstedeværelsen af udsivende prøvegas i kammeret omkring ydersiden af prøvesektionen.
9. Fremgangsmåde ifølge krav 8, kendetegnet ved, at bæregassen er nitrogen.
10. Fremgangsmåde ifølge krav 8, kendetegnet ved, at helium/bæregas-forholdet i prøvegassen er større end ca. 1:142 volumenmæssigt.
11. Fremgangsmåde ifølge krav 8, kendetegnet ved, at prøvegassen sættes under tryk ved indføring af en væske under tryk i en gassen indeholdende tank i afstand fra boreplatformen.
12. Fremgangsmåde til detektering af udsivninger fra rør ved en olieboreplatform under anvendelse af en trykgas ved en rørprøvesektion, kendetegnet ved, at den omfatter
a) indvendig tætlukning af den rørsektion, der skal afprøves, ved, at en prøvegas bringes op på et tryk på mindst 20 MPa,
b) indeslutning af et rum omkring rørets yderside til afgrænsning af et kammer omkring rørprøvesektionen til detektering af den fra en eventuel pore i rørprøvesektionen udsivende prøvegas, og
c) indføring af prøvegassen i den tætlukkede rørprøvesektion under i det væsentlige samme tryk som anvendt til tætlukningen, hvilken prøvegas omfatter en blanding af helium og en bæregas, hvor helium/bæregas-forholdet er større end ca. 1:2856 volumenmæssigt.
13. Fremgangsmåde ifølge krav 12, kendetegnet ved, at helium/bæregas-forholdet for prøvegassen er større end ca. 1:142 volumenmæssigt.
14. Apparat til detektering af udsivninger fra rør ved en olieboreplatform under anvendelse af en trykgas ved en rørprøvesektion, kendetegnet ved, at apparatet omfatter
a) et organ til tilvejebringelse af en enkelt trykgaskilde omfattende en blanding af helium og en bæregas under et tryk på mindst ca. 20 MPa,
b) et organ til afgrænsning af et lukket rumfang i røret ved rørprøvesektionen under anvendelse af trykgassen,
c) et organ til indføring af trykgassen i det lukkede rumfang,
d) et organ til afgrænsning af et rum omkring rørets yderside ved rørprøvesektionen, og
e) et organ til detektering af tilstedeværelsen af udsivende gas i afgrænsningsorganet.
15. Apparat ifølge krav 14, kendetegnet ved, at organet til tilvejebringelse af trykgassen omfatter
a) en akkumulator,
b) et organ til indføring af gas i akkumulatoren,
c) et trykpåføringsorgan omfattende et organ til indføring af en væske under tryk i akkumulatoren til at bringe trykgassen op på et tryk på mindst ca. 20 MPa, og
d) et organ til fjernovervågning af indføringen af trykgassen og væsken i akkumulatoren og til at regulere strømmen af trykgassen fra akkumulatoren.«
Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 30. oktober 1989
»1. Det er ikke muligt for os at tage stilling til, om ansøgningen indeholder træk, der kan repræsentere en patenterbar opfindelse.
Det meste af det, De har angivet om det omhandlede trykprøveapparat er teknik, som er almindeligt kendt i forbindelse med sådanne apparater, sådan som vi påviser i det følgende. Med hensyn til det, der ikke er kendt, mangler der i beskrivelsen en forklaring på hvad man opnår derved, sådan at man kan se, at der ikke blot er tale om en lidt anden måde at realisere den i forvejen kendte teknik på.
2. Man har således længe kendt arrangementer til detektering af utætheder i fx rør eller rørfittings, hvor man omgiver prøvestedet med en skal, udsætter prøvestedet for et fluidumtryk og detekterer udsivende fluidum i skallen. Et sådant arrangement er eksempelvis omhandlet i USA-patentskrift nr. 4,282,743.
Endvidere er det almindeligt kendt ved lækageundersøgelser, at bruge et redskab inde i røret, som bærer to pakninger, der sammen med rørvæggen afgrænser et rum, som kan fyldes med et prøvefluidum under tryk. USA-patentskrift nr. 3,899,920 omhandler et sådant arrangement.
Endelig er det kendt ved udsivningsprøver at bruge en prøvegas, der består af i hovedsagen nitrogen og desuden en lille mængde helium, se fx USA-patentskrift nr. 4,158,960.
3. Langt det meste af det, De angiver i beskrivelse og krav er denne kendte teknik, tilpasset efter den foreliggende opgave. vi kan se to afvigelser derfra, nemlig dels, at prøveredskabet, der indføres i røret, er indrettet sådan, at dets pakninger tætner ved hjælp af prøvegassens tryk, og dels at prøvetrykket etableres i den omtalte tank ved at man indfører væske i den, sådan som det er beskrevet.
4. De har ikke lagt særlig vægt på disse træk i beskrivelsen, og vi kan derfor ikke se, om de repræsenterer noget patenterbart, før vi i en ny beskrivelse får en forklaring af, hvad særligt man opnår derved.
Vi kan heller ikke se umiddelbart, at de kan repræsentere samme opfinderiske tanke.
5. Hvis De indsender en sådan ny almindelig del af beskrivelsen, der forklarer et af de ovennævnte træk som opfinderisk særegent, må vi bede Dem samtidig indsende nye krav, der er præciseret over for det kendte og er rettet på dette træk.«
Klageren indleverede derefter ved skrivelse af 30. april 1990 følgende nye krav
»1. Fremgangsmåde til detektering af udsivninger fra rør ved en olieboreplatform under anvendelse af et trykgasmåleredskab anbragt inden i en rørprøvesektion, kendetegnet ved, at den omfatter
a) tilvejebringelse af en prøvegas omfattende en blanding af en sporegas,
b) indeslutning af et område omkring ydersiden af røret til afgrænsning af et kammer omkring rørprøvesektionen,
c) udsættelse af rørets prøvesektion for prøvegassen med et speciferet prøvetryk på mindst 20 MPa, og
d) detektering af tilstedeværelsen af udsivende prøvegas i kammeret omkring ydersiden af rørprøvesektionen, hvorved prøvegassen gives sit prøvetryk borte fra boreplatformen, ved at der i en fjern tank indeholdende prøvegassen indførtes en væske under tryk, at så at måleredskabet og det indvendige af røret udsættes for hovedsalig samme tryk.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at forholdet mellem sporegassen og bæregassen er større end ca. 1:2856 volumenmæssigt.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1-2, kendetegnet ved, at bæregassen er nitrogen.
4. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at forholdet mellem sporegas og bæregas i prøvegassen er større end ca. 1:142 volumenmæssigt.
5. Fremgangsmåde ifølge krav 1-4, kendetegnet ved, at en sektion i det indre af røret isoleres og lukkes tæt ved aktivering af det indvendige måleredskab med prøvegassen under tryk ved det nævnte specifikke tryk, så at der afgrænses et ringformet mellemrum inden i prøvesektionen til fyldning med en prøvegas under tryk.
6. Apparat til detektering af udsivninger fra rør ved en olieboreplatform under anvendelse af en trykgas ved en rørprøvesektion, kendetegnet ved, at apparatet omfatter
a) et organ til tilvejebringelse af en enkelt trykgaskilde (1) omfattende en blanding af helium og en bæregas under et tryk på mindst ca. 20 MPa,
b) et organ (7) til afgrænsning af et lukket rumfang i røret (42) ved rørprøvesektionen under anvendelse af trykgassen,
c) et organ (6) til indføring af trykgassen i det lukkede rumfang,
d) et organ (12) til afgrænsning af et rum omkring rørets yderside ved rørprøvesektionen, og
e) et organ (8,9) til detektering af tilstedeværelsen af udsivende gas i afgrænsningsorganet, hvor organet til tilvejebringelse af trykgassen omfatter
a1) en akkumulator,
a2) et organ (1,1b) til indføring af gas i akkumulatoren,
a3) et trykpåføringsorgan omfattende et organ (4,4b) til indføring af en væske under tryk i akkumulatoren til at bringe trykgassen op på et tryk på mindst ca. 20 MPa, og
a4)et organ (3) til fjernovervågning af indføring af trykgassen og væsken i akkumulatoren og til at regulere strømmen af trykgassen fra akkumulatoren.«
I skrivelsen anførtes
»Beskrivelsens almindelige del og kravene er tilpasset det tilsvarende EP patent nr. 131 628, og vi mener hermed at have imødekommet direktoratets forbehold over for ansøgningen.«
Direktoratet afslog ved skrivelse af 14. juni 1990 ansøgningen under henvisning til patentlovens § 16 med følgende begrundelse
»2.I vores ovennævnte brev påpegede vi nogle mangler ved ansøgningen, der var af en sådan karakter, at det ikke var muligt for os at tage stilling til, om ansøgningen indeholdt noget patenterbart.
Vi nævnte i brevet, at vi kunne se to afvigelser mellem det, De har beskrevet, og den kendte teknik, nemlig dels, at det prøveredskab, der anvendes i det omhandlede arrangement, er indrettet sådan, at dets pakninger tætnes ved hjælp af prøvegassens tryk og dels, at prøvetrykket dannes i den omtalte tank ved, at man indfører væske i tanken.
Da De i beskrivelsen ikke havde lagt særlig vægt på disse træk men kun på dem, der var almindeligt kendte, anmodede vi Dem om at udarbejde en ny beskrivelse, hvor den opfindelse, der måtte være repræsenteret ved disse træk, er forklaret, idet det først da ville være muligt for os at tage stilling til, om der var tale om noget patenterbart.
3. I den beskrivelse, De nu har indsendt, findes ikke en sådan forklaring, idet de afsnit i beskrivelsen, der redegør for, hvad der opnås med opfindelsen, og hvad midlerne dertil er, er ordret magen til den oprindelige beskrivelse, (side 3, linie 19, side 4, linie 23). De henviser endog stadig til et krav 14, selv om det nye selvstændige apparatkrav har nummeret 6.
Vi bemærker iøvrigt, at de krav, De nu har fremsendt, ikke er præciseret over for den kendte teknik.
Da De heller ikke har indsendt bemærkninger, indlæg eller andre bilag, der kan bidrage til en forklaring, mangler vi grundlag for en videre behandling af ansøgningen.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 14. august 1990 indbragt for Patentankenævnet. I klagebegrundelse af 5. marts 1991 har klageren anført følgende
»I Patentdirektoratets afslagsskrivelse anerkendes det, at ansøgningen beskriver to tekniske foranstaltninger, som afviger fra den dokumenterede kendte teknik, nemlig
1) en sådan indretning af prøveredskabet, at den samme gasblanding (fra en enkelt kilde) anvendes både til tætning af prøveredskabet mod rørprøvesektionen og som testgas, og
2) at prøvetrykket etableres ved indføring af væske under tryk i en tank.
Afslaget er motiveret med, at der savnes en forklaring af den opfindelse, som måtte være repræsenteret ved disse træk.
Vi fremsender vedlagt et sæt nye principale krav, hvis hovedkrav indholdsmæssigt svarer til krav 1 i det tilsvarende US-patentskrift nr. 4 601 194, og som formentlig definerer opfindelsen tydeligt og i overensstemmelse med dansk praksis.
Den angivne kombination af det relative mindsteindhold af helium, som kun har to elektroner, og et tryk på mindst 20 MPa, gør det muligt med sikkerhed og hurtigt at detektere ekstremt små utætheder, og det anvendte høje tryk gør det særlig fordelagtigt at anvende en fælles kilde for tætningsgas og testgas. Det kan således næppe bestrides, at der ved den i krav 1 definerede opfindelse opnås en væsentlig teknisk virkning, og da den ikke er påvist at være forud kendt, er opfindelsen efter vor opfattelse også patenterbar.
Da der i praksis undertiden anvendes endnu højere tryk end de angivne 20 MPa, f.eks. helt op til ca. 70 MPa, er det ønskeligt at træffe særlige forholdsregler til sikring mod faremomenter hidrørende fra eventuelle brud eller lækager forårsaget af det høje tryk. Dette ønske imødekommes af det ovenfor under 2) angivne træk, idet tanken kan være anbragt i betryggende afstand fra boreplatformen, og de ventiler, der styrer til- og afgang af væske og gas, kan fjernstyres fra et kontrolpanel på platformen. Dette træk er genstand for de nye krav 2 og 6: men hvis ankenævnet måtte finde det nødvendigt, er vi villige til at optage indholdet af disse krav i henholdsvis krav 1 og krav 5, som det er sket i det tilsvarende EP-patentskrift nr. 0 131 628.
Vi henstiller til ankenævnet i princippet at godkende den patentansøgte opfindelses patenterbarhed principalt på grundlag af de vedlagte krav, subsidiært på grundlag af krav med samme indhold, men med krav 1 og 2 henholdsvis krav 5 og 6 sammenarbejdet til enkelte krav henholdsvis 1 og 4, og at sende ansøgningen tilbage til Patentdirektoratet til fortsat behandling.«
De med klagen indleverede krav lød således
»1. Fremgangsmåde til detektering af udsivning fra rør på en olieboreplatform, ved hvilken der i røret anbringes et testredskab, som ved tilførsel af trykfluidum afspærrer en prøvesektion af røret, og denne prøvesektion indesluttes i et udvendigt kammer, hvorhos der føres et testfluidum under tryk til prøvesektionen, og tilstedeværelse af dette trykfluidum i det udvendige kammer detekteres, kendetegnet ved, at der som testfluidum anvendes en blanding af helium og en bæregas i et volumenforhold på mindst 1:9, som tilføres fra en kilde med et tryk på mindst 20 MPa, og at trykgassen fra samme kilde også anvendes til at bringe testredskabet til at afspærre prøvesektionen.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at gasblandingen sættes under tryk ved, at en tank, som indeholder gasblandingen, tilføres væske under tryk.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at der anvendes nitrogen som bæregas.
4. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at volumenforholdet mellem helium og bæregas er mindst 1:8.
5. Apparat til afprøvning af et rør på en olieboreplatform for lækage, omfattende et til anbringelse i røret bestemt testredskab, der er indrettet til ved tilførsel af et trykfluidum at afspærre en prøvesektion af røret, organer til tilførsel af trykfluidum til testredskabet, organer til tilførsel af et testfluidum under tryk til prøvesektionen, organer til anbringelse af et lukket kammer uden om prøvesektionen samt et i dette kammer anbragt føleorgan til detektering af udsivet testfluidum, kendetegnet ved, at testredskabet er indrettet til fra en enkelt trykfluidumkilde at modtage trykfluidum bestående af en blanding af helium og bæregas i et volumenforhold på mindst 1:9 ved et tryk på mindst 20 MPa og til under indflydelse af denne gasblanding at foretage den nævnte afspærring af prøvesektionen samt til at lede gasblandingen ind i prøvesektionen.
6. Apparat ifølge krav 5, kendetegnet ved, at trykgaskilden udgøres af en i afstand fra boreplatformen beliggende tank, og at der findes organer til tilførsel af væske under tryk til tanken samt organer til fjernstyring af væske- og gastilførsel til tanken og af udstrømningen af trykgas fra tanken.«
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 10. april 1992.
Ingen af parterne gav møde.
Ankenævnet skal udtale
Ankenævnet tiltræder, at ansøgningen er afslået således, som den er forelagt Patentdirektoratet, og det bemærkes, at det nu for Ankenævnet tilvejebragte ikke har afhjulpet de af direktoratet påpegede mangler, hvorfor
bestemmes
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. F. Grønbæk. T. Laubst. Asger Nielsen.
Ingen
Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter en ansøgning om fremgangsmåde og apparat til detektering af olieudsivning fra et borerør ikke ifølge kravene og beskrivelsen fandtes at adskille sig fra kendt teknik.