Kaution, trediemandspant. Bristede forudsætninger.(* 1)

Kaution, trediemandspant. Bristede forudsætninger.(* 1)

Kendelse af 18. december 1992 i sag nr. 277/1992 (Kaution. Tredjemandspant. Bristede forudsætninger.)

Pengeinstituttet P aftalte med en debitor D i januar 1991, at D's engangement, som var i størrelsesordenen 2,8 mio. kr., pr. 1. november 1991 skulle nedbringes med 500.000 kr. I oktober 1991 blev det klart, at D ikke havde mulighed for at betale de 500.000 kr. P gjorde opmærksom på, at betalingen af beløbet var en forudsætning for engagementets opretholdelse. Da de 500.000 kr. ikke blev betalt, blev D's bo efter P's begæring den 22. november 1991 taget under konkursbehandling.

Umiddelbart herefter etableredes en ordning, hvorefter der etableredes tre nye lån på henholdsvis 50.000 kr., 200.000 kr. og 200.000 kr. Disse låns provenu blev afskrevet på D's engagement, og K1 kautionerede for 50.000 kr., medens K2 og K3, der var henholdsvis D's mor og D's svigermor, stillede sikkerhed med 200.000 kr. i form af ejerpantebreve med pant i deres respektive ejendomme. Det blev i samme forbindelse tilkendegivet, at der var tale om en midlertidig ordning, ligesom D skulle overføre sit engagement til et andet pengeinstitut. De tre lån forfaldt til betaling den 1. februar 1992.

Den 26. november 1991 ophævedes konkursdekretet vedrørende D.

Primo januar 1992 oplyste D, at han ikke var i stand til at flytte engagementet til et andet pengeinstitut. Den 13. januar 1992 indgav P konkursbegæring mod D, og dekret blev afsagt den 10. februar 1992.

K1-K3 indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at anerkende, at deres kaution, henholdsvis pantsætninger, var ugyldige.

P nedlagde påstand om frifindelse.

Ankenævnets flertal bestemte med følgende bemærkninger, at K1's kaution og K2's og K3's håndpantsætningserklæringer ikke kunne gøres gældende

»K1's kaution og K2's og K3's pantsætninger blev påtaget som led i en aftale om, at P skulle tilbagekalde sin konkursbegæring af 13. november 1991, således at debitor kunne få mulighed for at skifte pengeinstitut eller - hvis dette ikke lykkedes - for at afhænde sine aktiver ved frivilligt salg. Det var derfor i strid med K's forudsætninger ved sikkerhedsstillelsen, at P kun godt 1 1/2 måned senere påny indgav konkursbegæring mod debitor, hvilket måtte stå P klart. Selv om den ny konkursbegæring måtte være rimeligt begrundet i de af P anførte forhold fra D's side, finder vi, at P bør bære risikoen for K's bristede forudsætninger, således at P ikke som følge af det passerede stilles bedre, end hvis den oprindelige konkursbegæring var blevet opretholdt. Vi stemmer derfor for at tage K's påstande til følge.«

Ankenævnets mindretal udtalte

»Vi finder, at selv om K2's og K3's påtagelse af kautionsforpligtelsen meget muligt må anses som afgivet under forudsætning af, at P ikke kort tid efter påny indgav konkursbegæring mod debitor, bør risikoen for K's bristede forudsætninger ikke pålægges P i den situaiton, hvor andre forhold fra D's side begrunder P's handlemåde.

Vi finder derudover, at en stillingtagen til K1's anbringende om, at han ikke af D eller P blev gjort bekendt med, at det lån, for hvilket han kautionerede, anvendtes til betaling af tidligere stiftet gæld, sammenholdt med P's anbringende om, at alle udtrykkeligt var gjort opmærksom på situationen, ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Vi stemmer herefter for, at K2's og K3's påstande ikke tages til følge, og at sagen i forhold til K1 afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.«

P har i medfør af Ankenævnets vedtægters § 11, stk. 2, meddelt, at P ikke ønsker at være bundet af kendelsen.

(* 1) Offentliggjort i Fagskrift for Finansvæsen og Ankenævnets årsberetning for 1992

Klagerne K1-K3 påklagede omstændighederne i forbindelse med deres afgivelse af kaution og trediemandspant. Klagerne fik medhold.