Boligsparekontrakt, overførsel, modregning. (* 1)

Boligsparekontrakt, overførsel, modregning. (* 1)

Kendelse af 18. november 1992 i sag nr. 221/1992 (Boligsparekontrakt, overførsel, modregning).

I efteråret 1991 anmodede klageren K sit pengeinstitut P1 om, at en den 24. marts 1989 oprettet boligsparekontrakt, som førtes hos pengeinstituttet P2 blev overført til P1. Efter at have kontaktet P2 meddelte P1 K, at P2 ikke ønskede at overføre ordningen. Efter K's henvendelse til P2 oplyste P2, at P2 forbeholdt sig modregningsret for sit tilgodehavende hos K, ligesom P2 meddelte, at boligsparekontrakten var spærret og ville blive opgjort, når den havde løbet i tre år. Det fremgik endvidere af sagen, at boligsparekontrakten ikke var opfyldt, idet der ikke var indbetalt 1.200 kr. årligt på ordningen.

K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P2 tilpligtedes at udbetale fra kontoen.

P2 nedlagde påstand om frifindelse.

Ankenævnet tog klagerens påstand til følge med disse bemærkninger

»Indestående på en boligsparekonto kan i et tidsrum af 3 år regnet fra den førte indbetaling ikke gøres til genstand for udlæg, udpantning eller arrest, jvf. § 7, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 145 af 20. marts 1987 om boligsparekontrakter, og dette gælder, selv om kravet om en årlig mindsteindbetaling på 1.200 kr. ikke er opfyldt, og kontrakten derfor anses for bortfaldet. Det følger heraf, at et pengeinstitut ikke i bindingsperioden kan foretage modregning i indestående på en boligsparekonto, selv om kontrakten er misligholdt. Ankenævnet finder, at dette tillige må indebære, at et pengeinstitut ikke kan afvise at overføre kontoen til et andet pengeinstitut med den begrundelse, at man har en fordring mod kontohavere, for hvilken man har til hensigt at foretage modregning ved bindingsperiodens udløb, idet dette reelt har karakter af anteciperet modregning.

I den foreliggende sag må det lægges til grund, at P2 i efteråret 1991 og senest ved skrivelse af 6. januar 1992 har afvist at efterkomme K's anmodning om overførsel af indeståendet på hans boligsparekonto til et andet pengeinstitut. Da bindingsperioden først udløb den 31. marts 1992, var dette efter det anførte uberettiget. Som konsekvens heraf må P2 være forpligtet til at udbetale kontoens indestående til K, idet P2 under disse omstændigheder ikke kan støtte ret på den modregning, der er foretaget efter bindingsperiodens udløb.«

(* 1) Offentliggjort i Fagskrift for Finansvæsen og Ankenævnets årsberetning for 1992.

I efteråret 1991 ønskede en klager K at overføre en boligsparekontrakt, der var oprettet i 1989, som førtes hos et pengeinstitut P2, til P1. P2 ønskede imidlertid ikke at overføre ordningen, idet P2 ønskede at forbeholde sig modregningsret for sit tilgodehavende hos K, hvorfor P2 ville opgøre boligsparekontrakten, når den havde løbet i tre år. Det fremgik endvidere af sagen, at boligsparekontrakten ikke var opfyldt, idet der efter de dagældende regler ikke var indbetalt 1.200 kr. årligt på ordningen. K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P2 tilpligtedes at udbetale fra kontoen. K fik medhold.