Kassekredit, provision.(* 1)

Kassekredit, provision.(* 1)

Kendelse af 16. september 1992 i sag nr. 174/1992 (Kassekredit, provision).

Den 11. februar 1991 blev en af pengeinstituttet P til klageren K ydet kassekredit på 20.000 kr. forlænget til 31. december 1993. Af kassekreditkontrakten fremgik, at rentesatsen var 16%. Den fortrykte rubrik vedrørende provisionssats var udfyldt med 0,0% p.a., idet der i rubrikken var fortrykt »p.t.:».

I februar 1992 meddelte P K, at renten på kassekreditten pr. 1. april 1993 ville blive nedsat med 2%, og at der i stedet ville blive indført en løbende provision på 2% af kreditmaksimum.

Under sagen var fremlagt en brochure om den pågældende kontoform. I denne var bl.a. anført

»Fordelene ved en »kassekredit« er, at du kun betaler renter, når der trækkes på kreditten. Du kan vente op til 3 år med at afdrage selve »kassekreditten«, når blot du i mellemtiden betaler renterne'.

K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at anerkende, at provisionen på kassekreditten var 0% p.a.

P nedlagde påstand om frifindelse.

Ankenævnets afgørelse var således

3 medlemmer udtalte

»Kreditkontraktens angivelse af en provisionssats på p.t. 0,0% p.a. er usædvanlig og kan ikke fortolkes således, at der var aftalt en provisionssats for låneforholdet. P må imidlertid anses for berettiget til med et passende varsel at ændre kredittens vilkår, herunder at indføre en provisionsssats. Vi finder, at et sådant varsel passende kan fastsættes til 6 måneder. Da P ved skrivelse af 21. februar 1992 orienterede K om indførelsen af provisionssatsen stemmer vi herefter for, at ændringen tidligst har kunnet få virkning fra den 21. august 1992.«

2 medlemmer udtalte

»Vi lægger til grund, at fornyelsen af kassekreditten i februar 1992 skete på grundlag af bl.a. oplysningerne i P's brochure. Med henvisning til det fra denne brochure ovenfor citerede samt til det i kreditkontrakten individuelt fastsatte vilkår, hvorefter kreditten skulle løbe indtil udgangen af 1993, finder vi, at P har givet K en berettiget forventning om, at det vederlag, han skulle betale for kreditfaciliteten, i kontraktens løbetid alene ville bestå i forrentning (efter en variabel sats) af trukne beløb.

Det kan ikke føre til andet resultat, at det i P's fortrykte almindelige bestemmelser på kontraktens bagside er fastsat, at »renter og provision, efter de af banken til enhver tid fastsatte satser, beregnes bagud og tilskrives kontoen hvert kvartal . .« (punkt 7). Ejheller kan det føre til andet resultat, at P ifølge ordlyden af de almindelige bestemmelsers punkt 2 skulle have »ret til - uanset eventuelle afdragsbestemmelser - når som helst med 14 dages varsel at opsige kreditten og forlange gælden helt eller delvis betalt«. Vi stemmer herefter for at give K fuldt medhold'.

(* 1) Offentliggjort i Fagskrift for Finansvæsen og Ankenævnets årsberetning for 1992

I februar 1991 forlængede et pengeinstitut P en til en klager K ydet kassekredit til december 1993. Af kreditkontrakten fremgik, at rentesatsen var 16%, og den fortrykte rubrik vedrørende provisionssats var udfyldt med 0,0% p.a., idet der i rubrikken var fortrykt p.t. I februar 1992 meddelte P K, at renten på kreditten pr. 1. april 1992 ville blive nedsat til 2%, og at der i stedet ville blive indført en løbende provision på 2% af kreditmaksimum.

K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at anerkende, at provisionen på kassekreditten var 0% p.a. K fik delvist medhold.