Udlån, rente, overgang fra erhvervs- til forbrugslån. (* 1)

Udlån, rente, overgang fra erhvervs- til forbrugslån. (* 1)

Kendelse af 21. august 1992 i sag nr. 12/1992 (Udlån, rente, overgang fra erhvervs- til forbrugslån).

Klageren K1 havde til sikkerhed for klageren K2's engagement med pengeinstituttet P afgivet selvskyldnerkautionserklæring. Engagementet bestod af et erhvervslån på 194.946,51 kr. og en kassekredit på 100.000 kr. I februar 1990 blev K2 erklæret konkurs. Der indledtes herefter forhandlinger med P og K1 og K2 med henblik på, at K1 skulle overtage engagementet med P.

I januar 1991 modtog K1 og K2 et kontoudtog pr. 31. december 1990, hvoraf fremgik, at debetrenten på erhvervslånet i juni måned 1990 udgjorde 12,575%, og at renten den 16. august 1990 var hævet til 15,5%.

I maj 1991 opsagde P engagementet til fuld indfrielse. Den 31. juli 1991 overførtes engagementet til K1, som P ydede et forbrugslån til en rente på 15,86504%.

K1 og K2 indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P for så vidt angik erhvervslånet tilpligtedes at godtgøre differencen mellem renten for erhvervslån og den forbrugslånsrente, der var beregnet fra den 16. august 1990 til 1. august 1991, ligesom P tilpligtedes at sænke renten på lånet optaget af K1 i juli 1991.

P nedlagde påstand om frifindelse.

Med stemmerne 3-2 tog Ankenævnet K1's og K2's påstand delvis til følge. Ankenævnets bemærkninger var således

3 medlemmer udtalte

»P var, da K2 efter konkursen ikke længere drev erhvervsvirksomhed, berettiget til at forlange, at erhvervslånet blev omlagt til et forbrugslån med deraf følgende renteforhøjelse. En betingelse for en sådan renteforhøjelse må imidlertid være, at der gives debitor meddelelse herom med et vist varsel, der passende kan fastsættes til 1 måned. Selv om P tidligere måtte have tilkendegivet, at K2 ikke længere var berettiget til den for erhvervslån gældende rente, må det lægges til grund, at K2 først ved modtagelsen af kontoudtoget pr. 31. december 1990 har fået meddelelse om den foretagne renteændring, og efter det anførte finder vi, at P herefter først kan forlange den højere rente med virkning fra den 1. februar 1991.

I forbindelse med K1's overtagelse af K2's engagement har P været berettiget til at forlange, at det til K1 ydede lån skulle forrentes som et forbrugslån, hvilket også må anses for accepteret af K1 og K2«.

2 medlemmer udtalte

»Erhvervslånet til K2 blev ydet som et fast lån, og låneprovenuet må antages at være anvendt til erhvervsformål i overensstemmelse med parternes aftale. Det forhold, at K2 under afviklingen af lånet ophørte med at drive erhvervsvirksomhed, findes på denne baggrund ikke i sig selv at berettige P til at kræve en højere rente end den, der gælder for sådanne erhvervslån. Vi stemmer derfor for at give K2 medhold. Iøvrigt stemmer vi som flertallet«.

(* 1) Offentliggjort i Fagskrift for Finansvæsen og Ankenævnets årsberetning for 1992.

En klager K1 havde til sikkerhed for klager K2's engagement med et pengeinstitut P afgivet selvskyldnerkautionserklæring for K2's engagement, der bestod af et erhvervslån og en kassekredit. I februar 1990 blev K2 erklæret konkurs, og der indledtes herefter forhandlinger med P og K1 og K2 med henblik på, at K1 skulle overtage engagementet med P. I januar 1991 modtog K1 og K2 et kontoudtog pr. 31. december 1990, hvoraf fremgik, at debetrenten på erhvervslån i juni 1991 udgjorde 12,575%, og at renten den 16.

august 1990 var hævet til 15,5%. I maj 1991 opsagde P engagementet til fuld indfrielse, og den 31. juli 1991 overførtes engagementet til K1, som P ydede et forbrugslån til en rente på 15,86504%. K1 og K2 indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P for så vidt angik erhvervslånet tilpligtedes at godtgøre differencen mellem renten for erhvervslån og den forbrugsrente, der var beregnet fra 16. august 1990 til 1. august 1991, ligesom P tilpligtedes at sænke renten for lånet optaget af K1 i juli 1991.

K1 og K2 fik delvis medhold.