Udlån, løbetid, renteændring. (* 1)

Udlån, løbetid, renteændring. (* 1)

Kendelse af 9. juli 1992 i sag 585/1991 (Udlån, løbetid, renteændring .)

I april 1986 ydede pengeinstituttet P klageren K et billån på 87.700 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.640 kr. Det fremgik af lånedokumentet, at lånet med den daværende rentesats ville være tilbagebetalt ca. den 1. maj 1992. Endvidere var anført, at P var berettiget til at forlange ydelsen ændret ved ændringer i renten, således at lånet kunne være tilbagebetalt den nævnte dato. Pr. 15. februar 1988 indførte P et rentspænd for billån, således at renten blev fastsat ud fra en total vurdering af kundens engagement og rentabilitet samt udbetalingens størrelse og bilens alder. Rentesatsen for K's lån forhøjedes i denne forbindelse med 1%. K blev ikke særskilt orienteret herom.

Af kontoudskrift af 29. maj 1991 fremgik, at lånets restgæld var 39.927,67 kr., og at renten var 15% p.a.

K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at anerkende, at lånet ville være indfriet ved K's betaling af 1.640 kr. månedligt til 1. september 1992, ligesom K bestred, at P havde været berettiget til at forhøje renten med 1% i forbindelse med indførelsen af et rentespænd.

P nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Ankenævnet tog K's påstand delvis til følge med disse bemærkninger

»Ankenævnet finder, at K burde have indset, at en forhøjelse af lånets rente kunne medføre en forlængelse af lånets løbetid også ud over den margin på 3-4 månder, som ifølge K blev nævnt ved lånets indgåelse. Hertil komme, at K ved modtagelsen af de årlige kontooversigter har kunnet følge lånets afvikling. Uanset at P ikke i gældsbrev og kontooversigter har oplyst om rentens størrelse, findes der herefter ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at tage K's principale påstand til følge.«

3 medlemmer udtalte herefter

»Vi finder, at forhøjelsen af renten på et lån som udgangspunkt alene kan ske i forbindelse med en generel forhøjelse af pengeinstituttets rente for lån af den pågældende art. En adgang til herudover at forhøje rente på grundlag af en vurdering af den enkelte låntagers forhold må efter vor opfattelse i hvert fald forudsætte, at lånedokumentet indeholder udtrykkelig hjemmel herfor. Vi finder derfor, at P ikke har været berettiget til at forhøje renten på K's lån med 1% i forbindelse med indførelsen pr. 15. februar 1988 af et såkaldt »rentespænd« for billån.

2 medlemmer udtalte

»Vi finder, at lånedokumentet og P's almindelige forretningsbetingelser giver P fornøden hjemmel til at forhøje renten på grundlag af en vurdering af den enkelte låntagers forhold. I forbindelse med en sådan individuel renteforhøjelse må det imidlertid påhvile et pengeinstitut at orientere kunden enten om forhøjelsen eller om den efter forhøjelsen gældende rentesats med et varsel, som passende kan sættes til en måned.

Det fremgår af sagen, at P ikke orienterede K om den i februar 1988 gennemførte ekstraordinære forhøjelse af renten på lånet, og at K først ved modtagelsen af kontoudskriften af 29. maj 1991 fik orientering (og senere generelle rentejusteringer) gældende rentesats.

Disse medlemmer finder derfor, at P bør anerkende, at man først pr. 29. juni 1991 har været berettiget til at forhøje renten på K's billån med 1% i forbindelse med indførelsen af »rentespænd«, og at P bør nedsætte restgælden på K's lån i overensstemmelse hermed'.

(* 1) Offentliggjort i Fagskrift for Finansvæsen og Ankenævnets årsberetning for 1992.

Et pengeinstitut P ydede klageren K et billån på 87.700 kr. Det fremgik af lånedokumentet, at lånet med den daværende rentesats ville være tilbagebetalt ca. 1. maj 1992. Det var anført, at P var berettiget til at forlange ydelsen ændret ved ændringer i renten, således at lånet kunne være tilbagebetalt til den nævnte dato. I 1988 indførte P et rentespænd for billån, i hvilken forbindelse rentesatsen for K's lån forhøjedes med 1%. K blev ikke særskilt orienteret herom. Efter at K var blevet opmærksom på, at lånet ikke kunne afvikles til den fastsatte dato, indbragte K sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at anerkende, at lånet ville være indfriet ved K's indbetaling af 1.640 kr.

månedligt til 1. september 1992, ligesom K bestred, at P havde været berettiget til at forhøje renten med 1% i forbindelse med indførelsen af et rentespænd. K fik delvis medhold.