kaution, renter. (* 1)

kaution, renter. (* 1)

Kendelse af 24. april 1992 i sag nr. 538/1991 (kaution, renter).

Klageren K kautionerede for et lån på 650.000 kr. til G. En tredjemand kautionerede yderligere for 200.000 kr. Lånet afvikledes med en månedlig ydelse på 7.850 kr.

I kautionsdokumentets fortrykte felt vedrørende kautionens størrelse var angivet: »Op til et beløb af kr.: 200.000 kr. skriver kr.: .... samt renter m.v.«.

Torsdag den 4. oktober 1990 tilbageførte pengeinstituttet P, der havde ydet lånet, ydelsen pr. 1. oktober 1990 til G's kassekredit. Den 31. december 1990 tilbageførte P ydelserne pr. 1. november og 1. december 1990.

Efter misligholdelse af lånet foreslog P i skrivelse af 7. august 1991, K at K for at undgå yderligere rentetilskrivning indbetalte kautionen. Lånets restgæld var da inkl. renter 442.671,69 kr. P tog i skrivelsen forbehold for yderligere renter.

I skrivelse af 17. september 1991 til K anmodedes K om at indbetale kautionsforpligtelsen på 200.000 kr. med tillæg af renter frem til indfrielsesdagen, idet det samtidig oplystes, at den samlede forpligtelse pr. 25. september ville udgøre 225.913,20 kr.

K's advokat fremsendte ved skrivelse af 17. oktober 1991 200.000 kr. til P og anførte samtidig, at K ikke kunne anerkende at skulle betale renter af lånet eller kautionsforpligtelsen.

K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at udlevere kautionsdokumentet i kvitteret stand.

Indklagede nedlagde påstand om frifindelse.

Ankenævnet tog K's påstand til følge med disse bemærkninger

»Tilbageførselen af ydelsen pr. 1. oktober 1990, der fandt sted den 4. oktober straks efter, at P havde modtaget bogføringsmaterialet, må anses for berettiget også i forhold til K som kautionist. Derimod har tilbageførselen af ydelserne pr. 1. november og 1. december 1990, i alt 15.700 kr., der fandt sted den 31. december 1990, ikke været berettiget i forhold til K. Da lånets restgæld udgjorde 442.671,69 kr. den 7. august 1991, kan forholdet imidlertid ikke medføre nogen nedsættelse af K's kautionsforpligtelse på 200.000 kr., selv om medkautionisten måtte have indbetalt halvdelen af det nævnte beløb.

Kautionsdokumentet må forstås således, at K hæfter med 200.000 kr. for G's samlede gæld i henhold til det pågældende lån, og de efter angivelsen af begrænsningsbeløbet tilføjede ord »samt renter m.v.« findes ikke at kunne forstås således, at beløbet kan forhøjes med renter tilskrevet i det kautionssikrede låneforhold.

K's forpligtelse til at forrente det beløb på 200.000 kr., med hvilket hun hæfter, findes at måtte være betinget af, at P har fremsat påkrav om betaling over for K, og da andet ikke er vedtaget, skal rente først betales, når der er gået 1 måned efter påkravets afsendelse, jfr. rentelovens § 3, stk. 2. P's skrivelse af 7. august 1991 findes ikke at kunne anses for et påkrav om betaling. Påkrav er herefter først afgivet ved skrivelsen af 17. september 1991, og da betaling skete på månedsdagen herefter, har P ikke krav på renter af kautionsbeløbet.'

(* 1) Offentliggjort i Fagskrift for Finansvæsen og Ankenævnets årsberetning for 1992.

Klageren K's kaution for et lån på 650.000 kr. var maksimeret til »200.000 kr. .... samt renter m.v.«. Efter misligholdelse af lånet indbetalte K 200.000 kr. K fik medhold i klage om ikke at skulle betale renter.