Kapitalforhøjelse i anpartsselskab, der var vedtaget med almindeligt flertal, men ikke med det i selskabets vedtægter krævede kvalificerede flertal, kunne ikke registreres. Anpartsselskabslovens § 18, stk. 1, og § 59, stk. 1.

Kapitalforhøjelse i anpartsselskab, der var vedtaget med almindeligt flertal, men ikke med det i selskabets vedtægter krævede kvalificerede flertal, kunne ikke registreres. Anpartsselskabslovens § 18, stk. 1, og § 59, stk. 1.

Advokat K har på vegne bestyrelsen i A ApS samt 6 af anpartshaverne i selskabet i skrivelse af 15. november 1990 klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 12. juli 1990 og 15. oktober 1990 nægtede at registrere en kapitalforhøjelse til lovens minimumskrav med henvisning til, at forhøjelsen efter det oplyste ikke var vedtaget med den efter vedtægterne og loven fornødne majoritet, og at styrelsen uden yderligere varsel ville tage skridt til at foranledige selskabet opløst, såfremt forholdet ikke blev berigtiget inden for en af styrelsen fastsat frist. Den påklagede afgørelse har j.nr. 90-23.680.

Sagens omstændigheder er følgende

Den 26. september 1979 stiftede 10 personer anpartsselskabet A ApS. Anpartsselskabet blev ifølge vedtægterne stiftet med en anpartskapital på 30.000 kr. fordelt i anparter på 3.000 kr. En anpart kunne ejes af op til 3 personer. I vedtægternes § 6 blev det bestemt, at der til vedtagelse af beslutning om ændring af vedtægterne eller selskabets opløsning krævedes tiltrædelse af mindst 4/5 af såvel de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede anpartskapital.

Den 5. december 1979 blev der mellem anpartsselskabet og 15 kommanditister indgået en kommanditselskabskontrakt med A ApS som komplementar. Ifølge kontrakten opdeltes kommanditselskabet B K/S i 10 anparter, og hver anpart kunne ejes af op til 3 personer. Formålet med etableringen af kommanditselskabet var, at selskabet skulle erhverve C Plantage med overtagelse pr. 1. september 1979 med henblik på, at kommanditisterne kunne drive jagt på området. Derudover var der i kraft af erhvervelsen af plantagen en afledet aktivitet i form af skovdrift. I kommanditselskabskontrakten blev det i § 10 bestemt, at der til opløsning af selskabet krævedes 4/5 flertal af samtlige kommanditister. Såfremt der på en generalforsamling ikke var mødt mindst 4/5 af kommanditisterne, kunne opløsning dog vedtages på en ny generalforsamling af 4/5 af de tilstedeværende kommanditister. Kontraktens § 13 indeholder en voldgiftsklausul.

Den 29. marts 1990 skrev Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til bestyrelsen for A ApS med krav om berigtigelse af indskudskapitalen i medfør af § 4, stk. 1, i lov nr. 283 af 9. juni 1982 om ændring af lov om anpartsselskaber, hvorefter selskaberne inden den 1. januar 1985 skulle bringe deres indskudskapital op på minimum 80.000 kr. Fristen for berigtigelse blev sat til 6 uger.

Den 26. marts 1990 afholdtes generalforsamling i anpartsselskabet, hvor der på dagsordenen bl.a. var forslag til kapitalforhøjelse med 50.000 kr. fra 30.000 kr. til 80.000 kr. Forhøjelsen blev vedtaget med 6 stemmer for og 4 stemmer imod. Styrelsen modtog den 26. april 1990 anmeldelse herom. I følgeskrivelsen til anmeldelsen, dateret den 24. april 1990, anførte anmelderen, advokat D, at kapitalforhøjelsen ikke var vedtaget med kvalificeret majoritet, men advokaten mente, at registreringen alligevel kunne ske, da forhøjelsen var en følge af de gældende lovbestemmelser om mindstekapital. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtog den 6. juli 1990 pr. telefax en skrivelse fra advokat E, som da repræsenterede 3 af anpartshaverne i anpartsselskabet. Advokat E protesterede imod, at styrelsen antog den indgivne anmeldelse om kapitalforhøjelse til registrering bl.a. med henvisning til, at vedtagelsen ikke var sket med kvalificeret flertal, samt at der var tale om en tom kapitaludvidelse, da forhøjelsen skulle lånefinansieres i kommanditselskabet.

I den påklagede afgørelse af 12. juli 1990 nægtede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at registrere kapitalforhøjelsen, allerede fordi forhøjelsen efter det oplyste ikke var vedtaget med den i vedtægterne og i loven fornødne majoritet. Da selskabet derfor forsat ikke havde den i loven foreskrevne mindstekapital på 80.000 kr., blev selskabet samtidig anmodet om at berigtige forholdet, idet styrelsen i modsat fald ville tage skridt til en tvangsmæssig opløsning af selskabet efter anpartsselskabslovens § 86, sammenholdt med § 4, stk. 1, i ændringsloven af 9. juni 1982.

I skrivelser af 29. august og 8. oktober 1990 anmodede advokat K Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om at revurdere registreringsnægtelsen fra 12. juli 1990. Som svar herpå har styrelsen i skrivelse af 15. oktober 1990 fastholdt sin registreringsnægtelse og meddelt, at der ikke findes grundlag for en berostillelse af sagen i relation til opløsning af anpartsselskabet. I skrivelsen anføres, at den omstændighed, at A ApS er komplementar i B K/S, og at en opløsning af anpartsselskabet dermed vil kunne medføre en opløsning af kommanditselskabet, ikke er afgørende for styrelsens stillingtagen.

Advokat K påklagede herefter ved skrivelse af 15. november 1990 styrelsens afgørelser af henholdsvis 12. juli og 15. oktober 1990 til Erhvervsankenævnet. Ankenævnet bekræftede modtagelsen af klagen ved skrivelse af 13. december 1990 og meddelte samtidigt, at klagen foreløbig ansås for at være modtaget rettidig med forbehold af, at dette godkendtes endeligt af det nævn, der til sin tid skulle nedsættes til behandling af sagen.

Advokat E er på vegne af nu 4 af anpartshaverne i A ApS (mindretalsanpartshaverne) indtrådt som part i ankenævnssagen. Advokat K er under sagens behandling udtrådt af sagen som advokat for klagerne og afløst af advokat F.

Parterne har under ankenævnssagen haft lejlighed til at udtale sig om hinandens indlæg og at fremkomme med yderligere oplysninger.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har under ankenævnsbehandlingen stillet opløsningen af A ApS i bero på en afgørelse fra ankenævnet.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har afgivet en redegørelse for sagen af 5. februar 1991 og supplerende udtalelser af 15. november 1991 og 12. juni 1992.

Klagernes advokater har foruden klageskrivelsen afgivet supplerende udtalelser af henholdsvis 20. marts 1991, 2. april 1991, 5. juli 1991, 26. september 1991 samt 5. december 1991. Den under ankenævnssagen indtrådte part - mindretalsanpartshaverne - har afgivet udtalelser af henholdsvis 22. marts 1991, 30. maj 1991, 5. august 1991, 15. november 1991, 12. december 1991, 1. juli 1992 samt 15. juli 1992.

Parternes argumentation over for ankenævnet

Klagernes advokater har gjort gældende, at det af kommanditselskabskontrakten og anpartsselskabets vedtægter fremgår, at der til en opløsning af kommanditselskabet og anpartsselskabet kræves 4/5 flertal af samtlige kommanditister henholdsvis anpartshavere. Denne bestemmelse blev netop indsat for at undgå den situation, som 3 anpartshavere nu forsøger at gennemtvinge med Erhvervs- og Selskabsstyrelsens assistance. De tre anpartshavere har tidligere stemt for den lovbefalede udvidelse, og det er derfor udelukkende et forsøg på at få kommanditselskabet opløst, at de tre anpartshavere nu stemmer imod. Det har ikke fra lovgivningsmagtens side været hensigten, at et mindretal i forbindelse med en lovpåbudt udvidelse af anpartskapitalen skulle have mulighed for at gennemtvinge en tvangsmæssig opløsning af et selskab.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har anført, at kapitalforhøjelsen ikke er vedtaget med den majoritet, der kræves ifølge § 6 i anpartsselskabets vedtægter, hvorfor kapitalforhøjelsen ikke er lovligt vedtaget. Forhøjelsen er end ikke vedtaget med det i anpartsselskabslovens § 59, stk. 1, jf. § 18, stk. 1, som deklaratorisk regel foreskrevne flertal på 2/3. Styrelsen har endvidere anført, at det ikke er afgørende for styrelsens stillingtagen til en registreringsnægtelse, at en konsekvens heraf vil være en risiko for opløsning af et kommanditselskab. En beslutning om at foranledige anpartsselskabet opløst i den givne situation træffes af styrelsen på baggrund af anpartsselskabslovens § 86 om tvangsmæssig opløsning og ikke på baggrund af en beslutning fra anpartshaverne efter anpartsselskabets vedtægters § 6. Styrelsen har endelig anført, at det ikke er styrelsens praksis, at en lovbefalet kapitalforhøjelse kan gennemføres med simpel majoritet.

Mindretalsanpartshaverne har under ankenævnssagen støttet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og har yderligere gjort gældende, at der ikke er foretaget en reel kapitaludvidelse i anpartsselskabet, idet kapitaludvidelsen er finansieret ved træk på kommanditselskabets kassekredit, og efter gennemførelsen af kapitaludvidelsen er kapitalindskuddet tilbagebetalt kommanditselskabet. Vedrørende klagefristen i anpartsselskabslovens § 129 b, stk. 1, har mindretallet anført, at klagen til ankenævnet er indgivet for sent.

Lov nr. 282 af 9. juni 1982 om ændring af lov om aktieselskaber indeholder i § 6, stk. 1, en bestemmelse om, at vedtægtsændringer, som er nødvendige for at bringe et selskabs vedtægter i overensstemmelse med forskrifterne i ændringsloven, og som ikke på selskabets generalforsamling har opnået det stemmetal, som efter vedtægterne er nødvendigt til deres gennemførelse, skal anses som gyldigt vedtagne, hvis der ikke på generalforsamlingen er afgivet så stort et antal stemmer imod ændringerne, som efter vedtægterne kræves til beslutning om selskabets opløsning. En tilsvarende bestemmelse findes i den tidligere aktieselskabslov nr. 123 af 15. april 1930 § 90, stk. 2, og i den nugældende aktieselskabslov nr. 370 af 13. juni 1973 § 164, stk. 2. Endvidere indeholder såvel lov nr. 266 af 16. juni 1980 om ændring af aktieselskabsloven som lov nr. 267 af samme dato om ændring af anpartsselskabsloven en tilsvarende bestemmelse. Derimod er der ikke i lov nr. 283 af 9. juni 1982 om ændring af anpartsselskabsloven - som finder anvendelse i den foreliggende sag - givet nogen bestemmelse af denne karakter. Den seneste ændring af aktieselskabsloven og anpartsselskabsloven, lov nr. 886 af 21. december 1991, indeholder heller ikke en sådan bestemmelse.

Det fremgår ikke af de trykte motiver til lov nr. 283 af 9. juni 1982, hvorfor loven på dette punkt afviger fra den samtidig vedtagne lov nr. 282 om ændring af aktieselskabsloven (Folketingstidende 1981 - 82, 2. samling, Tillæg A, sp. 3006). Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at man hverken ved en gennemgang af ministeriets lovsager vedrørende de nævnte love eller andre steder har været i stand til at finde skriftligt materiale, som omhandler denne forskel.

Særligt vedrørende dette spørgsmål har klagerne over for ankenævnet anført, at bestemmelsen i § 6, stk. 1, i lov nr. 282 af 9. juni 1982 må kunne anvendes analogt på anpartsselskaber. Når den nævnte bestemmelse ikke er gentaget i den samtidig vedtagne lov om ændring af anpartsselskabsloven, skyldes det formentlig, at lovgiver ikke har kunnet forestille sig, at en lukket kreds af anpartshavere vil stemme imod den krævede kapitaludvidelse.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har udtalt, at der ikke er grundlag for en sådan analogislutning. Bestemmelsen i § 6, stk. 1, i lov nr. 282 af 9. juni 1982 bryder med princippet om flertalsafgørelser. Et sådant brud må efter styrelsens opfattelse kræve direkte lovhjemmel. En analogi må i hvert fald have et særdeles sikkert belæg, og et sådant findes ikke. Tværtimod er der ganske stor sandsynlighed for, at alle forskelle mellem de to parallelt behandlede lovændringer (nr. 282 og nr. 283) er tilsigtede.

Mindretalsanpartshaverne har ligeledes gjort gældende, at forskellen mellem de to ændringslove ikke beror på en lapsus, men er tilsigtet fra lovgivers side.

Det er over for ankenævnet oplyst, at der verserer en voldgiftssag vedrørende kommanditisternes forpligtelser i henhold til den ovennævnte kommanditselskabskontrakt. Ankenævnet afslog i skrivelse af 15. august 1991 til klagernes advokat at udsætte ankenævnssagen, indtil den verserende voldgiftssag er afsluttet.

I skrivelse af 17. august 1992 har klagernes advokat oplyst, at voldgiftsretten den 14. august 1992 har afsluttet sin behandling af sagen og mundtligt tilkendegivet, at den personkreds, der modsatte sig kapitaludvidelsen, ikke har stemmeret i B K/S. Dette er efter advokatens opfattelse ensbetydende med, at de pågældende har været uberettiget til at stemme imod kapitaludvidelsen. Advokaten har derfor henvendt sig til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, idet han går ud fra, at den vedtagne beslutning om kapitalforhøjelse i A ApS nu kan registreres. Advokaten går endvidere ud fra, at Erhvervsankenævnets sagsbehandling vil afvente dette. Voldgiftsrettens kendelse foreligger endnu ikke, men resultatet vil være i overensstemmelse med den mundtlige tilkendegivelse.

Mindretalsanpartshavernes advokat har heroverfor i skrivelse af 18. august 1992 gjort gældende, at voldgiftssagen alene vedrører forholdene i kommanditselskabet, hvorimod sagen ikke vedrører anpartsselskabet. Voldgiftsrettens flertal har statueret, at de pågældende ikke har haft stemmeret i kommanditselskabet i 1991 og 1992, men voldgiftsretten har ikke statueret, at de skulle være uberettiget til at stemme imod kapitaludvidelsen i anpartsselskabet i 1990.

Ankenævnet udtaler

Under de foreliggende omstændigheder findes fristen for at påklage Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse til Erhvervsankenævnet at burde regnes fra styrelsens skrivelse af 15. oktober 1990. Overskridelsen af klagefristen er herefter så ubetydelig, at ankenævnet finder at kunne se bort fra denne.

Den forhøjelse af indskudskapitalen, der blev vedtaget på generalforsamlingen i A ApS den 26. marts 1990, er ikke besluttet med det kvalificerede flertal, som kræves efter vedtægternes § 6. Forhøjelsen blev vedtaget for at selskabet kunne opfylde kravene i lov nr. 283 af 9. juni 1982 om ændring af lov om anpartsselskaber. Ved denne lovs § 4, stk. 1, blev det bestemt, at anpartsselskaber, der var registreret ved lovens ikrafttræden den 1. januar 1983, inden den 1. januar 1985 skulle bringe deres indskudskapital op på lovens mindstebeløb 80.000 kr. A ApS er omfattet af denne bestemmelse. Som ovenfor omtalt indeholder denne lov - i modsætning til den samtidig gennemførte lov om ændring af aktieselskabsloven - ikke nogen bestemmelse om gennemførelse af vedtægtsændringer, der er nødvendige for at bringe et selskabs vedtægter i overensstemmelse med lovens forskrifter.

De nævnte to love havde bl.a. til formål at forhøje kapitalen i selskaberne, og klagerne har i den foreliggende sag gjort gældende, at flertallet af anpartshavere både vil og kan forøge selskabskapitalen. Uanset at lovens formål herved kunne opfyldes, er det en konsekvens af lovens overgangsregler, at den lovpåbudte kapitalforhøjelse ikke kan gennemføres, fordi et mindretal af anpartshaverne stemmer herimod.

Da lov nr. 283 af 9. juni 1982 om ændring af anpartsselskabsloven er gennemført samtidig med lov nr. 282 af samme dato om ændring af aktieselskabsloven, finder Erhvervsankenævnet ikke grundlag for at kunne indfortolke tilsvarende overgangsregler vedrørende anpartsselskabsloven, som lovgiver har vedtaget vedrørende aktieselskabsloven. Den anmeldte kapitalforhøjelse er således efter vedtægterne og lovens ord ikke gyldigt vedtaget af selskabets generalforsamling. Ankenævnet kan med disse bemærkninger tiltræde, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har afvist at registrere anmeldelsen om kapitalforhøjelse.

Ankenævnet har ikke taget stilling til, om en efterfølgende opløsning af anpartsselskabet også nødvendigvis indebærer en opløsning af B K/S.

Ankenævnet har endvidere ikke taget stilling til, om det nu oplyste om udfaldet af den ovenfor omtalte voldgiftssag kan medføre nogen ændring i den påklagede afgørelse, da dette forhold ikke er omfattet af afgørelsen, og da Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke har taget stilling hertil.

Det bemærkes, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens beslutning i medfør af anpartsselskabslovens § 86 om at foranledige anpartsselskabet opløst ikke kan indbringes for Erhvervsankenævnet, jfr. lovens § 129 b, stk. 2.

Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse om nægtelse af registrering af kapitalforhøjelsen.

Ingen

Kapitalforhøjelse i anpartsselskab, der var vedtaget med almindeligt flertal, men ikke med det i selskabets vedtægter krævede kvalificerede flertal, kunne ikke registreres, uanset at forhøjelsen var nødvendig for at opfylde lovens forhøjede mindstekrav.