Sammenslutning, der drev en idrætshal, anset for en forening, ikke en fond.

§ 2 Institutionens formål er at opføre og administrere en idrætshal til gavn for idrætsfolk, skolevæsen m.m. i området. Institutionen har ved stiftelsen ingen kapital. Den til grunderhvervelse og byggeri nødvendige kapital søges tilvejebragt ved medlemstegning og indsamling fra beboere, sportsforeninger, kommune m.v. - sluttelig ved optagelse af lån.

§ 3 Som medlem kan optages sportsforeninger og personer, der vil støtte institutionens formål.

Medlemmerne har ingen andel i institutionens formue eller i eventuelt overskud - og hæfter ikke for institutionens gæld eller overskud.

Medlemskontingent fastsættes på den årlige generalforsamling.

Stemmeret udøves ved personligt fremmøde. ....

§ 4 Generalforsamlingen er institutionens øverste myndighed. ....

Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal, ....

§ 5 På generalforsamlingen vælges bestyrelsen, som består af 17 medlemmer og 2 medlemmer, der udpeges af L kommunalbestyrelse samt 2 medlemmer udpeget af K gymnastik- og Idrætsforenings bestyrelse. ....

§ 6 Ordinær generalforsamling holdes hvert år i februar måned og indvarsles ved annoncering i mindst een lokal avis senest 14 dage før. ....

§ 7 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil eller når mindst 1/10 af institutionens medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter forslag herom. ...

§ 8 Institutionen ledes af et forretningsudvalg, valgt blandt bestyrelsesmedlemmerne.

Forretningsudvalget består af 7 medlemmer ....

§ 15 Forslag til institutionens ophævelse skal vedtages af mindst 2/3 af medlemmerne på en ekstraordinær generalforsamling.

Kan dette ikke opnås, indkaldes til ny ekstraordinær generalforsamling med 14 dages varsel, hvor opløsning kan ske ved almindeligt stemmeflertal.

Ved opløsning har bestyrelsen myndighed til at træffe enhver beslutning om anvendelse af institutionens midler, der dog kommer almennyttigt formål i K-området til gode.«

Regnskabet for året 1988, der danner grundlag for den påklagede afgørelse, indeholder bl.a. følgende poster, idet der for indtægterne tillige er oplyst bruttobeløb

brutto: netto: Loppemarked: 47.654 kr. 37.664 kr. Bankospil: 669.551 kr. 199.831 kr. Julemarked: 6.622 kr. 5.198 kr. Kontingenter: 5.606 kr. 3.107 kr. Egne arrangementer: 25.898 kr. 10.753 kr. Lejeindtægt: 231.002 kr. 231.002 kr. Reklameindtægt: 134.930 kr. 112.578 kr. Foreningen, ordinær drift: 600.133 kr. Hallens drift: (el, varme, rengøring og diverse) - 97.612 kr. ============ 502.521 kr. Tilskud: 11.500 kr. Kursregulering, Finanslån: - 11.608 kr. Renteindtægter: 236.310 kr. Renteudgifter: - 344.579 kr. ============== Finansiering: - 108.377 kr. ============== Overskud: 394.144 kr. Af status pr. 31/12 1988 fremgår: Hallen, ejendomsvurdering: 4.000.000 kr. Øvrige aktiver: 2.504.843 kr. ============== 6.504.843 kr. Gæld: 4.455.097 kr. Egenkapital: 2.049.746 kr. ============== 6.504.843 kr.

Regnskaberne for årene 1989 og 1990 indeholder ikke afgørende afvigelser herfra.

Ifølge institutionens medlemslister, hvor hvert medlem er anført med navn og adresse, har medlemstallet været

1986: 225 1987: 190 1988: 228 1989: 228 1990: 253 1991: 274

Den 3. juni 1987 anmeldte K-Hallen sig til Fondsregistret som en ikke-erhvervsdrivende fond. Fondsregistret forespurgt Aktieselskabsregistret (nu: Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) om institutionen, der er efter Fondsregistrets opfattelse er en fond, er erhvervsdrivende.

Anmeldelsen blev senere søgt tilbagekaldt under henvisning til, at hallen retteligt er en forening, men efter brevveksling med hallen meddelte Fondsregistret den 3. juni 1988, at K-Hallen efter Fondsregistrets opfattelse er en selvejende institution (fond) og dermed omfattet af registreringspligten i medfør af fondslovens § 1, stk. 1. Som begrundelse anføres i skrivelsen

»Fondsregistret har ved denne afgørelse lagt vægt på, at institutionen betegnes som og har virket som en selvejende institution siden 1983. Man har endvidere lagt vægt på, at vedtægten indeholder de karakteristika, der kendetegner fonde, herunder at fonden ledes af en selvstændig bestyrelse, og at fondens midler er uigenkaldeligt udskilt fra stifters øvrige formue, idet midlerne ikke kan føres tilbage til stifter.«

Det tilføjedes, at sagens videre forløb afventede Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af, om fonden er erhvervsdrivende.

Efter fornyet henvendelse fra hallen fastholdt Fondsregistret i skrivelse af 29. september 1988, at K-Hallen ikke er en forening, men en fond.

Ved skrivelse af 18. februar 1989 til Fondsregistret gjorde økonomikonsulent A på hallens vegne gældende, at hallen er en forening, og henviste til, at institutionen efter vedtægterne ledes af en bestyrelse, der (bortset fra 4 medlemmer) vælges på en generalforsamling, at alle kan indmelde sig i foreningen, at der betales et kontingent, som fastsættes af generalforsamlingen, at den formue, som måtte være tilstede ved foreningens eventuelle opløsning, ikke kan udloddes til medlemmerne, men skal tilfalde almennyttige formål, og at hallen ikke driver erhvervsvirksomhed. Betegnelsen »selvejende institution« skal blot betragtes som en tilkendegivelse af, at foreningen er uafhængig af andre foreninger.

Fondsregistret fastholdt i skrivelse af 1. marts 1989, at hallen er en selvejende institution (fond), idet man havde følgende bemærkninger til det af klageren anførte

»1. Der er efter Fondsregistrets opfattelse ikke noget til hinder for, at bestyrelsen i en selvejende institution vælges af en generalforsamling.

2. Kontingentbetalingen udgør ifølge regnskabet for 1986 en mindre del af institutionens indtægter.

3. Institutionen benævner sig overalt i vedtægten som en selvejende institution, og vedtægten adskiller sig ikke fra vedtægterne for de haller, som efter Fondsregistrets opfattelse er selvejende institutioner, og dermed omfattet af registreringspligten, jfr. fondslovens § 1.

4. Institutionens opløsningsbestemmelse er i overensstemmelse med den almindelige fondsretlige grundsætning, hvorefter en selvejende institutions midler ikke må kunne tilbageføres til stifterne/bidragyderne.

5. Det er uden betydning for afgørelsen af institutionens retslige status som fond, om institutionen driver erhvervsvirksomhed. Såfremt K-Hallen er erhvervsdrivende, skal institutionen tillige registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, i medfør af lov om erhvervsdrivende fonde § 5.«

I den påklagede skrivelse af 5. april 1989 meddelte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at styrelsen efter en gennemgang af hallens vedtægter og regnskab havde fundet, at denne er erhvervsdrivende efter lov om erhvervsdrivende fonde § 1, stk. 2. Som begrundelse anføres, at hallens indtægter ved loppemarked, bankospil og julemarked samt reklameindtægter må anses for at være erhvervsindtægter.

Klageren har i klageskrivelsen af 2. maj 1989 gjort gældende, at det ikke kan være lovens hensigt, at et så stort frivilligt arbejde til gavn for almenvellet skal underkastes regler, der vil udløse beskatning.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i en redegørelse for sagen af 29. august 1989 fastholdt den trufne afgørelse og anført, at også lejeindtægten må anses for erhvervsindtægt, medmindre udlejningen sker til organisationer, der modtager refusion af lejeindbetalingen efter lov om fritidsundervisning. Styrelsen tilføjer, at de erhvervsmæssige indtægter ikke kan anses for at være af begrænset omfang (jf. lov om erhvervsdrivende fonde § 1, stk. 3).

Advokatfirmaet B, ....., der er indtrådt som advokat for klageren, har i skrivelse af 30. oktober 1989 gjort gældende, at hallen ikke er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde, principalt fordi dens indtægter ikke er at regne som erhvervsindtægter, subsidiært at disse er af begrænset omfang. Institutionens indtægtsskabende aktiviteter forestås dels af medlemmerne, dels af beboere i K, der ikke er medlemmer. Ingen af deltagerne i aktiviteterne - hverken medlemmer eller ikke-medlemmer - bliver aflønnet, idet de deltager for at skabe et sundt idrætsmiljø i K og et socialt midtpunkt for K's beboere. Under henvisning hertil er det advokatens opfattelse, at indtægterne må anses for gaver og derfor ikke er erhvervsindtægter. Hvis indtægterne betragtes som erhvervsindtægter, bør begrebet »begrænset omfang« fortolkes vidtgående under hensyn til, at disse alene er opnået på baggrund af en frivillig, ulønnet indsats, og at institutionens formål ikke er kommerciel drift.

Idrættens Fællesråd, der er indtrådt som part i sagen til støtte for klageren, har ved advokat C, advokatfirmaet ....., ....., i skrivelse af 4. maj 1990 gjort gældende, at institutionen ikke er en fond men en forening og dermed ikke omfattet af fondslovgivningen. Som begrundelse angives

»Dansk rets almindelige udgangspunkt er, at selskaber for at opnå anerkendelse har en selvstændig formue, som det pågældende selskab råder over. Dette er ikke et særegent krav i dansk selskabsret. Kravet gælder for alle selskaber, f.eks. aktieselskaber, foreninger og fonde.

Det er ej heller særegent for selskaber, herunder fonde, at disse har en ledelse, der betegnes bestyrelsen. Dette er tilfældet for så vidt angår fonde, hvadenten de er omfattet af den almindelige lov om fonde eller af loven om erhvervsdrivende fonde, og er helt almindeligt for foreninger.

Derimod er det et karakteristikum for fonde, at disse ikke har medlemmer, og at der ikke afholdes møder, hvor medlemmer kan drøfte fælles anliggender (generalforsamling).

Vedtægterne for K-Hallen adskiller sig afgørende fra vedtægter for en fond. Vedtægterne fastslår, at der kan optages medlemmer, ... Der betales et medlemskontingent, og størrelsen heraf besluttes af den årlige generalforsamling, der er institutionens øverste myndighed. På generalforsamlingen aflægges beretning og forelægges regnskab, og herud over vælges bestyrelse og revisor. Medlemmerne kan stille forslag til behandling på generalforsamlingen, jfr. vedtægternes forskrifter herom. Der er endvidere mulighed for indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling.

Vedtægterne for K-Hallen viser således, at dette er en sammenslutning med en vekslende medlemskreds, og det er foreningen selv, som råder over sin formue. I overensstemmelse med almindelige foreningsretlig praksis har intet medlem krav på andel i formuen eller eventuelt overskud, ej heller ved udtræden, og ved en opløsning disponeres den beholdne formue af foreningens kompetente organ. Det er derfor klart, at K-Hallen ikke er en fond og derfor ikke skal registreres i henhold til lovgivningen herom. Det er uden betydning, at vedtægterne i § 1 anvender betegnelsen »selvejende institution«, men det er formentlig denne formelle betegnelse, som har ført til den fejlagtige anmeldelse.'

Erhvervsankenævnet forelagde dette for Fondsregistret, der i skrivelse af 20. juni 1990 fastholdt registrets tidligere afgørelser, hvorefter K-Hallen er en selvejende institution (fond). Under henvisning hertil anmodede ankenævnet påny Fællesrådets advokat om en udtalelse, idet man henviste til, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og dermed Erhvervsankenævnet alene er kompetent til at afgøre, om en fond er erhvervsdrivende, mens det præjudicielle spørgsmål, om en institution er en fond, afgøres af Fondsregistret.

Som svar herpå meddelte Fællesrådets advokat den 18. oktober 1990, at det ikke var muligt at afgive en udtalelse om hallens karakter af erhvervsdrivende fond, da hallen som nævnt efter advokatens opfattelse slet ikke er en fond. Efter en drøftelse mellem nævnet og advokaten om formålet med høringen fremsendte advokaten den 6. februar 1991 kopi af brevveksling med henholdsvis Industriministeriet og Justitsministeriet vedrørende ændring i fondslovgivningen. Advokaten anførte i tilslutning hertil, at materialet viser, »at det faktisk er et problem for idrætshallerne, at de skal underkastes lovgivningen om fonde, herunder om erhvervsdrivende fonde, og at der tilsyneladende fra politisk side nu er forståelse herfor.«

Den 30. januar 1991 havde justitsministeren fremsat lovforslag i Folketinget til ændring af fondslovgivningen. I bemærkningerne til lovforslaget siges, at forslaget bl.a. tilsigter at hjælpe en række selvejende institutioner, herunder idrætshaller, der ikke har typisk fonds-karakter, og som har følt det som en urimelig og stor byrde at være underlagt fondslovens regler. Ved lovændringen vil disse institutioner i vidt omfang blive undtaget fra fondsloven.

Den 8. marts 1991 anmodede ankenævnet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om en supplerende udtalelse. Nævnet ønskede dels en nærmere belysning af spørgsmålet om indtægter ved bankospil, loppemarkeder, julemarkeder og lignende arrangementer kan anses for erhvervsmæssige, hvis arrangementet udføres af frivillig, ulønnet arbejdskraft for at skaffe indtægter til en institution af idrætslig, humanitær, social eller iøvrigt ideel karakter, og hvis det må antages, at de personer, som betaler for varer eller tjenesteydelser i forbindelse med arrangementet, ikke gør det ud fra normale økonomiske eller forbrugermæssige motiver, men snarere gør det for at støtte det pågældende formål. Dels ønskede nævnet oplyst, om det kunne antages, at en gennemførelse af det nævnte lovforslag ville medføre, at K-Hallen kunne undtages fra fondslovgivningen.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen svarede den 22. april 1991

»at man ved afgørelsen af spørgsmålet om erhvervsdrift må se på fondens forhold og ikke på tilfældige motiver hos de, der køber fondens ydelser. Et sådant synspunkt vil ikke være administrativt gennemførligt, jf. også problematikken omkring kollegier og de enkelte studerendes økonomiske forhold. Synspunktet harmonerer heller ikke med et af de grundlæggende principper for erhvervsafgrænsningen i henhold til lov om erhvervsdrivende fonde, nemlig fondens faktiske erhvervsvirksomhed, uanset evt. almennyttige formålsbestemmelser og uanset om driften giver overskud.

Der kan i den forbindelse henvises til ufr. 1956 s 1024 H. Her blev et selskab anset for omfattet af næringsloven og lukkeloven, uanset at der var tale om forkyndelse og salg eller gratis udlevering af religiøse bøger og blade o.l., udført af »forkyndere« og »pionerer« og uanset at overskuddet anvendtes til virksomhedens formål (forkyndelse) iflg. virksomhedens love.

Efter styrelsens opfattelse kan det ikke umiddelbart antages, at loppemarked, julemarked og bankospil der afholdes regelmæssigt for offentligheden og ikke for medlemskredsen alene, kan udholdes fra fondens erhvervsmæssige indtægter. Alle aktiviteterne har til formål at indtjene midler til fondens drift, jf. at alene bankospil iflg. årsregnskabet for 1988 indbragte ca. 670.000 kr.

Ankenævnet har endvidere bedt om en udtalelse om, hvorvidt det kan antages, at K-Hallen vil kunne undtages fra fondslovgivningen, såfremt lovforslaget til ændring af fondslovene, fremsat den 30. januar 1991, bliver vedtaget.

Den bestemmelse, som iflg. lovforslaget skulle lette adgangen for f.eks. idrætshaller til at blive undtaget fra fondslovens regler, er forslagets § 1, nr. 4 og 5.

Bestemmelserne vedrører alene lov nr. 300 af 6. juni 1984 (den almindelige fondslov). Der er ikke i lov om erhvervsdrivende fonde indsat en tilsvarende bestemmelse til ændringsforslagets § 1, nr. 4, mens forslagets § 1, nr. 5 nærmest svarer til lov om erhvervsdrivende fonde § 1, stk. 5.

Styrelsen kan således ikke udtale sig om konsekvenser for fonden af lovforslagets vedtagelse.'

Ankenævnet forespurgte derefter den 6. maj 1991 Fondsregistret, om det kan antages, at K-Hallen vil kunne undtages fra fondslovgivningen, såfremt lovforslaget vedtages.

Det omtalte lovforslag blev vedtaget som lov nr. 350 af 6. juni 1991.

Den 23. september 1991 svarede Fondsregistret, at hallen ved Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 5. april 1989 er fundet at være erhvervsdrivende. Institutionen er herefter omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde og derfor i medfør af fondslovens § 1, stk. 2, nr. 4, ikke af reglerne i fondsloven. De nu vedtagne ændringer i fondsloven vil derfor ikke få betydning for K-Hallen.

Af skrivelser af henholdsvis 7. november og 2. december 1991 fra klagers advokat og Fællesrådets advokat fremgår, at disse ikke har yderligere bemærkninger i sagen.

Regelgrundlaget

Efter fondslovene, lov nr. 300 af 6. juni 1984 om fonde og visse foreninger og lov nr. 286 af s.d. om erhvervsdrivende fonde, jf. lovbekendtgørelse nr. 862 af 14. december 1990, skulle ikke- erhvervsdrivende fonde registreres i Fondsregistret, der hørte under Justitsministeriet, jf. fondslovens § 4 og § 35. Erhvervsdrivende fonde skulle registreres både i Fondsregistret og i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register for erhvervsdrivende fonde, jf. lov om erhvervsdrivende fonde § 5 og § 53. Optagelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register kunne ikke ske, før fonden var optaget i Fondsregistret, jf. lov om erhvervsdrivende fonde § 5, stk. 1, 3. pkt. Disse regler har efter det oplyste været praktiseret således, at afgørelsen af, om en institution var en registreringspligtig fond eller f.eks. en forening, blev truffet af Fondsregistret med bindende virkning for begge myndigheder. Afgørelsen af, om en institution, som Fondsregistret havde anset for en fond, var erhvervsdrivende, blev herefter truffet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Ved den ovenfor omtalte lov nr. 350 af 6. juni 1991, der trådte i kraft den 1. januar 1992, blev denne kompetencefordeling afgørende ændret. Registreringen af fonde i Fondsregistret blev afskaffet og Fondsregistret blev ophævet. Erhvervsdrivende fonde skal nu kun registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register for erhvervsdrivende fonde, jf. ændringslovens § 2, nr. 5. Af forarbejderne til denne bestemmelse fremgår, at det fremtidig er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der i forbindelse med registreringen afgør, om en institution er en fond, om denne er erhvervsdrivende og om den iøvrigt er omfattet af loven (Folketingsåret 1990-91, 2. samling, lovforslag nr. L 113, s. 17). Ikke-erhvervsdrivende fonde skal alene registreres i skattemyndighedernes registre, og det er således skattemyndighederne, der afgør, om en ikke-erhvervsdrivende institution er en fond (anførte sted s. 11 og s. 18).

De lempelser for bl.a. idrætshaller, der som ovenfor nævnt omtales i lovforslaget, består navnlig i, at der i fondsloven indføres en hjemmel til at undtage fonde, som på anden måde er undergivet et vist offentligt tilsyn, fra lovens regler, jf. ændringslovens § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil i lovforslaget (anførte sted s. 12 f.). Ændringsloven indeholder ikke nogen tilsvarende bestemmelse for så vidt angår lov om erhvervsdrivende fonde. Efter den uændrede og fortsat gældende bestemmelse i lov om erhvervsdrivende fonde § 1, stk. 5, er det muligt at undtage fonde, som på anden måde er undergivet offentligt tilsyn og økonomisk kontrol. Efter det oplyste er K-Hallen imidlertid ikke undergivet noget offentligt tilsyn.

Fondslovene indeholder ikke nogen definition af, hvad der forstås ved begrebet »selvejende institution/fond«. Efter fondslovens § 1, stk. 1, gælder loven for »fonde, legater, stiftelser og andre selvejende institutioner.« Lov om erhvervsdrivende fonde anvendes efter lovens § 1, stk. 1, på »fonde, legater, stiftelser og andre selvejende institutioner, der efter stk. 2 anses for at være erhvervsdrivende.« I Betænkning om Fonde, der danner grundlag for fondslovgivningen (betænkning nr. 970/1982, s. 43), udtaler udvalget, at man ikke har fundet tilstrækkeligt grundlag for at optage en definition af begrebet fond i loven, idet begrebet er så indarbejdet, at der ikke er behov for en lovmæssig normering af alle de elementer, der indgår i definitionen. Spørgsmålet vil derfor også i fremtiden være reguleret af almindelige retsgrundsætninger. Samme sted siges om begrebet fond, at

»...en fond navnlig har følgende karakteristika

1. En formue, der er uigenkaldeligt udskilt fra stifterens formue. Dette betyder, at fonde, som har til hensigt at etablere en selvbåndlæggelse, ikke gyldigt kan stiftes...

2. Et eller flere bestemte formål.

3. Rådighedsbeføjelserne tilkommer en selvstændig ledelse.

4. Fonden kan som sådan erhverve rettigheder og indgå forpligtelser, dvs. at den er et selvstændigt retssubjekt.

5. Ingen fysisk eller juridisk person uden for fonden har ejendomsretten til fondens formue, d.v.s. at ejendomsretten til fondens formue tilkommer fonden som sådan. Aktiverne falder ikke i arv og kan ikke ved opløsning af fonden udbetales til en ejerkreds, men skal normalt udbetales eller overføres til fondens formål eller til en anden fond med samme eller lignende formål.«

I et notat, der er optaget som bilag til betænkningen, hedder det (s. 214) om forskellen mellem på den ene side sammenslutninger i form af selskaber og foreninger og på den anden side fonde, at forskellen er, at

»...sammenslutningerne har medlemmer eller deltagere, der tilvejebringer det økonomiske grundlag for selskabets eller foreningens virksomhed ved at foretage indskud eller ved at påtage sig at betale indskud eller kontingent. Den øverste ledelse af sammenslutningen er som følge heraf hos medlemmerne eller deltagerne. Ved fonde er der derimod som foran nævnt tale om en kapital, som ikke er tilvejebragt af »medlemmer« eller »deltagere«, og der er derfor ikke nogen »ejere«, som i kraft af ejerskabet har ledelsesfunktionen i fonde. Fonde er selvejende.'

De karakteristiske træk for en forening beskrives i samme notat (s. 216) således

»Foreninger er sammenslutninger med en typisk vekslende medlemskreds, der er stiftet med henblik på varetagelse af et fælles formål. Foreninger kan opdeles i erhvervsdrivende (økonomiske) og ikke-erhvervsdrivende foreninger. Som udgangspunkt har deltagerne i fællesskab alle ejerbeføjelser til foreningsformuen. Foreninger antages at have selvstændig retsevne fra stiftelsen...

Ikke-erhvervsdrivende foreninger forekommer oftest som kontingentforeninger, d.v.s. sammenslutninger, hvor samvirket finansieres helt eller delvis ved beløb, der regelmæssigt indbetales af deltagerne, som normalt ikke hæfter for foreningens gæld. Hvis sådanne foreninger har et almentvelgørende formål, beskæres deltagernes ejerbeføjelser herved.«

I forbindelse med at opgaven med at bedømme, om en institution kan betegnes som en fond i fondslovgivningens forstand, ved den ovennævnte lovændring pr. 1. januar 1992 blev overført fra det nu nedlagte Fondsregister til skattemyndighederne, henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, udgav Civilretsdirektoratet i februar 1992 »Vejledning om fondsbegrebet«, hvori man sammenfattede Fondsregistrets hidtidige erfaringer og praksis vedrørende dette spørgsmål. Om afgrænsningen af fonde i forhold til foreninger siges det (s. 7 f.o.)

»1. Det karakteristiske ved en forening er, at den har en medlemskreds, der er gået sammen om et fælles formål. Medlemmerne har som udgangspunkt ejerbeføjelser i forhold til medlemsformuen.

Undertiden har det givet anledning til en betydelig tvivl, om en institution måtte betegnes som en fond eller en forening. Navnlig i tilfælde hvor det i vedtægterne er bestemt, at medlemmerne ikke er ejere af foreningsformuen, kan en afgrænsning volde vanskeligheder.

Generelt har det været Fondsregistrets opfattelse, at en endelig administrativ afgørelse af spørgsmålet må afhænge af en samlet vurdering af institutionens stiftelsesområde og vedtægternes bestemmelser om ledelsesform, opløsning o.s.v.

2. I særlige tvivlstilfælde har Fondsregistret ved afgrænsningen i forhold til foreninger blandt andet lagt vægt på følgende

a) Medlemselementets udformning. Navnlig kommer det i betragtning, i hvilket omfang der er en egentlig medlemsaktivitet, og om denne medlemsaktivitet er et hovedelement eller i øvrigt udfra en økonomisk betragtning et relativt væsentligt element i institutionens virksomhed. Dette er som regel ikke tilfældet, hvis medlemskredsen kun betaler et meget beskedent kontingent, og der kun er ringe eller måske ingen mødeaktivitet for medlemmer. Endelig lægges der nogen vægt på forholdet mellem medlemskredsen og den persongruppe, institutionen efter sit formål skal tilgodese. Et væsentligt personsammenfald taler imod at betragte institutionen som en fond.

b) Institutionens navn , selvom dette dog ikke kan tillægges nogen særlig selvstændig betydning.

c) Endelig må der lægges nogen vægt på, hvem der vælger institutionens ledelse , og i hvilket omfang medlemmerne reelt har mulighed for at få ændret vedtægterne. ...

Det har generelt være Fondsregistrets opfattelse, at vedtægtsbestemmelser om en »medlemskreds«, et »kontingent« eller lignende i væsentlig grad har talt for at betragte en institution som en forening og dermed udenfor fondsbegrebet.'

Afslutningsvis hedder det i vejledningen (s. 11)

»Det har været Fondsregistrets generelle erfaring, at den begrebsmæssige afgrænsning af fonde undertiden kan være forbundet med betydelig tvivl, og at det altid har været nødvendigt at foretage en konkret og samlet bedømmelse af hver enkelt sag i lyset af de synspunkter, der er nævnt ovenfor.«

En fond er efter lov om erhvervsdrivende fonde § 1, stk. 2, nr. 1, erhvervsdrivende og dermed omfattet af loven, bl.a. hvis den »overdrager varer eller immaterielle rettigheder, erlægger tjenesteydelser eller lignende, for hvilke den normalt modtager vederlag«. I Betænkning om Fonde siges det (s. 90), at det afgørende for, om en fond kan karakteriseres som erhvervsdrivende i lovens forstand

»...er således ikke alene fundatsens formålsangivelse, men den virksomhed, der faktisk drives eller udøves indflydelse på. Selv om fundatsen angiver formålet som almenvelgørende, kan fonden have en sådan tilknytning til en erhvervsvirksomhed, at den betragtes som erhvervsdrivende i lovens forstand. Skal fonden ifølge formålet alene varetage et alment ikke-erhvervsmæssigt formål, betragtes fonden således som erhvervsdrivende, dersom formålet skal fremmes gennem overskuddet af f.eks. en fabrikationsvirksomhed, som fonden ejer.«

Efter lovens § 1, stk. 3, anses en fond dog ikke for erhvervsdrivende, hvis den virksomhed, som fonden udøver, er »af begrænset omfang« eller kun omfatter en uvæsentlig del af fondens samlede formue.

Den mundtlige forhandling for ankenævnet

Som det fremgår af det foranstående, henhørte afgørelsen af, om en institution er en fond eller en sammenslutning af anden karakter, f.eks. en forening, indtil den 1. januar 1992 under Fondsregistret. Fondsregistrets afgørelser kunne ikke indbringes for Erhvervsankenævnet eller for anden administrativ myndighed. Fondsregistret havde senest ved skrivelsen af 20. juni 1990 fastholdt, at K-Hallen var en fond. Ankenævnet måtte lægge denne afgørelse til grund for sagens behandling og var alene kompetent til at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt hallen er erhvervsdrivende. Denne kompetencefordeling blev som foran anført ændret med virkning fra 1. januar 1992, idet kompetencen til at afgøre, om en erhvervsdrivende sammenslutning er en fond, overgik til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen havde ikke haft lejlighed til at træffe afgørelse om dette spørgsmål for K-Hallens vedkommende. For at undgå den yderligere udsættelse af sagen, som en skriftlig behandling af dette spørgsmål ville medføre, besluttede ankenævnet at indkalde parterne til en mundtlig forhandling, hvor såvel spørgsmålet, om K-Hallen er en fond eller en forening, som spørgsmålet, om hallen - såfremt den anses for en fond - er erhvervsdrivende, kunne behandles.

Under den mundtlige forhandling, der fandt sted den 25. maj 1992, repræsenterede advokat C såvel K-Hallen som Idrættens Fællesråd. Advokaten gjorde gældende, at hallen efter hele sin opbygning og virkemåde er en forening, ikke en fond. Den er ikke oprettet ved gavebrev eller testamente, men ved en beslutning truffet af medlemmerne, og den havde ved sin oprettelse ikke nogen formue. Vedtægterne indeholder alle de træk, der er typiske for en forening, herunder bestemmelser om medlemsskab, kontingent, ordinær og ekstraordinær generalforsamling, valg af bestyrelse etc. Medlemsskab er åbent for enhver, og som det fremgår af medlemslisterne, har foreningen en betydelig og vekslende medlemsskare. Medlemmerne har efter vedtægterne den bestemmende indflydelse på foreningens forhold. Det er således medlemmerne, der på en generalforsamling vælger bestyrelsen og kan afsætte denne, eventuelt på en ekstraordinær generalforsamling, og det er medlemmerne, der på en generalforsamling kan opløse foreningen. Det er ikke afgørende, om medlemmerne rent faktisk udøver denne indflydelse, eller i hvilket omfang de faktisk deltager i foreningens aktiviteter. Det afgørende er, at medlemmerne efter vedtægterne retligt er bestemmende over foreningens forhold. At kontingentet kun udgør en mindre del af foreningens indtægter, er ikke afgørende. Foreningen er så velkonsolideret, at der ikke er behov for at opkræve et større kontingent. Vedtægterne forhindrer, at foreningens formue ved en eventuel opløsning af foreningen ligefrem udbetales til medlemmerne, men vedtægterne er ikke til hinder for, at formuen anvendes til formål, der er i medlemmernes interesse, og således reelt kommer medlemmerne til gode. Over for det således anførte er det uden betydning, at foreningen i vedtægterne, der ikke er udarbejdet af advokat, betegnes som en selvejende institution.

Til spørgsmålet om hallen er erhvervsdrivende efter lov om erhvervsdrivende fonde anførte advokaten, at spørgsmålet for så vidt er uden mening, da hallen som en forening ikke er omfattet af fondslovgivningen. Skal spørgsmålet besvares, må der navnlig peges på, at hallen efter regnskabet overhovedet ingen lønudgifter har, idet alt arbejde udføres frivilligt og ulønnet. Hallen savner således ganske de professionelle og forretningsmæssige træk, der er typiske for en erhvervsvirksomhed.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen henviste til Fondsregistrets afgørelse, hvorefter K-Hallen er en selvejende institution (fond). Styrelsen kan tiltræde denne afgørelse, der er i overensstemmelse med den praksis, som Fondsregistret har fulgt. Efter denne praksis er det ikke i sig selv afgørende for, om en sammenslutning er en forening eller en fond, at der efter vedtægterne er en medlemskreds, eller at der afholdes generalforsamlinger etc. Det afgørende er, i hvilket omfang medlemmerne reelt øver indflydelse på sammenslutningens forhold, og i hvilket omfang de aktivt deltager i sammenslutningens virke. Dette er ikke nærmere oplyst i den foreliggende sag. Hvis man ikke lagde vægt på dette, ville der åbnes muligheder for at omgå fondslovgivningens krav, idet institutioner, der reelt er fonde, kunne »camoufleres« som foreninger.

Vedrørende spørgsmålet om K-Hallen som en fond er erhvervsdrivende, anførte styrelsen, at det efter lov om erhvervsdrivende fonde § 1, stk. 2, er karakteren af de ydelser, som fonden præsterer, der er afgørende for, om den er erhvervsdrivende i lovens forstand. Leveres der varer eller tjenesteydelser mod vederlag, er det uden betydning, om disse leveres af lønnet eller ulønnet personale. De i regnskabet anførte indtægter ved reklame er utvivlsomt erhvervsindtægter. Det samme gælder lejeindtægterne, medmindre udlejningen sker til organisationer, der modtager refusion af lejebetalingen efter lovgivningen om fritidsundervisning (jf. styrelsens skrivelse af 29. august 1989), hvilket ikke er oplyst. Indtægterne ved loppemarked, julemarked, bankospil og lignende må anses for vederlag for varer eller tjenesteydelser og er derfor omfattet af lovens § 1, stk. 2, nr. 1. De kan ikke sidestilles med indtægter ved gaver, indsamlinger eller lotterier.

Ankenævnet udtaler

Efter en samlet vurdering af K-Hallens vedtægter og de fremkomne oplysninger om hallens virksomhed finder ankenævnet, at hallen ikke kan betragtes som en selvejende institution (fond) efter lov om erhvervsdrivende fonde § 1, stk. 1, men må betragtes som en forening. Ankenævnet har herved navnlig lagt vægt på følgende forhold: Hallen havde ikke ved sin oprettelse nogen formue, men denne skulle tilvejebringes ved medlemmernes aktivitet som beskrevet i vedtægternes § 2. Vedtægterne er i enhver henseende formuleret som vedtægterne i en traditionel kontingentforening, og det er efter vedtægterne medlemmerne, der har den bestemmende indflydelse på hallens forhold. Det er ikke nærmere oplyst, i hvilket omfang medlemmerne faktisk øver indflydelse på foreningens forhold, f.eks. ved at deltage i generalforsamlinger, eller i hvilket omfang medlemmerne deltager i foreningens virksomhed, herunder i det praktiske arbejde med hallens drift og med afviklingen af de indtægtsskabende aktiviteter. Det må imidlertid efter foreningens karakter - en idrætshal opbygget af et lokalsamfund - antages, at medlemmernes vedtægtsmæssige indflydelse i givet fald - f.eks. i eventuelle krisesituationer - vil være en realitet. Der er endvidere intet i det fremkomne, der tyder på, at foreningsformen skulle være valgt for at omgå fondslovgivningens intentioner. Det er efter praksis ikke afgørende, at foreningen i vedtægterne selv har betegnet sig som en selvejende institution, eller at man i sin tid anmeldte sig som en sådan til Fondsregistret (jf. Højesterets dom af 6. august 1991, Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 819).

Da K-Hallen efter det ovenfor antagne ikke er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde, er forudsætningen for den påklagede afgørelse bortfaldet. Der bliver herefter ikke spørgsmål om at tage stilling til, om hallen ville være erhvervsdrivende i lovens forstand, hvis den var en af loven omfattet fond.

Ankenævnet ændrer efter det anførte den påklagede afgørelse, således at K-Hallen ikke er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde.

Sammenslutning, der drev en idrætshal, anset for en forening, ikke en fond.

Økonomikonsulent A har på vegne K-Hallen, K (by), L (kommune), i skrivelse af 2. maj 1989 klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 5. april 1989 (j.nr. 87-46.738) anså institutionen for erhvervsdrivende i medfør af lov om erhvervsdrivende fonde § 1, stk. 2.

Sagens omstændigheder og den skriftlige behandling i Erhvervsankenævnet

K-Hallen er stiftet i 1983. Vedtægterne, som senest ændret i 1988, indeholder bl.a. følgende bestemmelser

»§ 1 K-Hallen er en selvejende institution, stiftet af sportsforeninger og beboere i området.

Dens hjemsted er K i L kommune.

Ingen

Sammenslutning, der drev en idrætshal, anset for en forening, ikke en fond.