Da bemyndigelse efter bank- og sparekasselovens § 23, stk. 2, til at fastsætte regler om, at der ved beregningen af særlig sikre krav efter stk. 1 kan ses bort fra særlig sikre krav, var udnyttet, kunne nærmere angivne svenske obligationer ikke medtages ved beregningen.
Statutory Text (3 Articles)
Da bemyndigelse efter bank- og sparekasselovens § 23, stk. 2, til at fastsætte regler om, at der ved beregningen af særlig sikre krav efter stk. 1 kan ses bort fra særlig sikre krav, var udnyttet, kunne nærmere angivne svenske obligationer ikke medtages ved beregningen.
(Kendelsen gengives i sin fulde ordlyd)
I skrivelse af 12. februar 1991 har en bank klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 15. januar 1991 (j.nr. 7600 A.23.) har afslået en ansøgning fra banken om at kunne modregne 75% af kursværdien på Svenske Hypotekskasse Obligationer og Svenske Fastighits Kreditobligationer ved afgrænsningen af størrelsen af pengeinstituttets engagement med ».....« (navn udeladt) efter bank- og sparekasselovens § 23, stk. 1, jfr. stk. 2.
Sagens omstændigheder
I skrivelse af 13. september 1990 ansøgte klager Finanstilsynet om tilladelse til ved beregningen af bankens engagement med ..... I at fradrage 75% af kursværdien for nominelt SEK 15 mill. Svenske hypotekskasse obligationer 1992, 11% og nominelt SEK 15 mill. Svenske Fastighits Kreditobligationer 1992, 11,40%. Som bilag til ansøgningen var vedlagt et referat af et bestyrelsesmøde i banken afholdt den 14. november 1990. Af referatet fremgår det, at banken har tilladelse til et samlet engagement med .....-selskaberne (nogle selskaber inden for samme koncern) på 50% af bankens egenkapital svarende til ca. 123 mill. kr. Et yderligere engagement med ..... var derfor begrænset til ca. 18 mill. kr., der endog ville blive reduceret i 1991 på grund af frigivelse af deponerede kontanter/obligationer for forudbetalinger på skibsprojekter. For ikke at afskære bankens muligheder for at indgå i yderligere forretninger med ..... besluttede bankens bestyrelse defor på mødet, at ansøge Finanstilsynet om tilladelse til at foretage fradrag for de svenske realkreditobligationer, som sket i ansøgningen af 13. december 1990.
I den påklagede skrivelse af 15. januar 1991 fra Finanstilsynet til banken udtaler Finanstilsynet bl.a.
»...Ifølge den gældende bekendtgørelse om fradrag for særlig sikre krav, Handelsministeriets bekendtgørelse nr. 586 af 29. november 1974, er det kun muligt at fradrage ... »krav sikret ved obligationer udstedt af danske realkreditinstitutter eller ved pant i obligationer udstedt af tilsvarende danske institutter« ...
Det er derfor ikke muligt at modregne 75% af kursværdien på de svenske obligationer...'
I skrivelsen til Industriministeriets Erhvervsankenævn af 12. februar 1991 har klager gjort gældende, at det ikke kan være rigtigt, at der med den udvikling, der er i samfundet på det finansielle område, skal være så stor forskel på, om sikkerheden er børsnoterede danske eller svenske obligationer eller børsnoterede obligationer fra f.eks. EF-lande, og at denne forskelsbehandling også i forbindelse med EF-harmoniseringen må anses for at være betænkelig. Endelig har klager gjort gældende, at afgørelsen er til fordel for de større pengeinstitutter og dermed konkurrenceforvridende, idet bankens engagementer med .....-selskaberne - i henhold til en tidligere afgørelse fra Finanstilsynet - skal beregnes som et engagement, på trods af, at de enkelte selskaber er selvstændige juridiske og økonomiske enheder.
Finanstilsynet har den 20. marts 1991 i den af Industriministeriets Erhvervsankenævn indhentede redegørelse bl.a. udtalt
»...Bank- og sparekasselovens § 23, stk. 1, begrænser enkeltengagementers størrelse til 35 % af pengeinstituttets kernekapital og opskrivningshenlæggelse. Enkeltengagementer kan dog under nærmere angivne betingelser forhøjes til 50 % af pengeinstituttets kernekapital og opskrivningshenlæggelser.
Bank- og sparekasselovens § 23, stk. 2, bemyndiger industriministeren til at fastsætte bestemmelser om, at der ved beregning af de i § 23, stk. 1, nævnte beløb, kan ses bort fra særligt sikre krav.
Som det fremgår er bank- og sparekasselovens § 23, stk. 2, en undtagelse fra hovedreglen.
Bemyndigelsen er udnyttet ved Handelsministeriets bekendtgørelse nr. 586 af 29. november 1974, der fortsat er gældende.
Som offentlig myndighed må Finanstilsynet administrere efter de til enhver tid gældende love og bekendtgørelser.
Da bekendtgørelsen eksplicit nævner 7 tilfælde, hvor der kan ske fradrag, har tilsynet i sin hidtidige praksis anset bekendtgørelsen for en udtømmende opregning af fradragsmuligheder.
Bekendtgørelsen skulle have haft en anden sproglig udformning, hvis tilsynet ved sin administration skulle have kunnet give fradrag i andre tilfælde end de i bekendtgørelsen nævnte. Ud fra en lighedsbetragtning forekommer det da også hensigtsmæssigt, at det kan læses af bekendtgørelsen, hvad der kan gives fradrag for.
Spørgsmålet om bekendtgørelsens overensstemmelse med EF-harmoniseringen er ikke relevant i dette tilfælde, hvor det drejer sig om obligationer udstedt af et hypotekinstitut i et ikke-EF-land, og som ikke er omfattet af EF's regelharmonisering.
..... (klager) gør gældende, at Finanstilsynets afgørelse om, at fradragsbekendtgørelsen ikke giver fradrag for svenske obligationer er konkurrenceforvridende. Det skal hertil bemærkes, at hvad enten tilsynet giver eller nægter fradrag, vil det samme være gældende for større pengeinstitutter. Den konkurrencemæssige stilling vil derfor være uforandret.«
I en følgeskrivelse af samme dato til redegørelsen har Finanstilsynet som konsklusion af det anførte bemærket, at den i medfør af § 23, stk. 2, udstedte bekendtgørelse efter tilsynets opfattelse således ikke giver mulighed for fradrag for svenske obligationer. Tilsynet gør endvidere opmærksom på , at Industriministeriet ved skrivelse af 29. september 1987 stadfæstede en afgørelse fra tilsynet, hvorefter Difko-selskaberne skulle betragtes som værende en kunde i relation til bank- og sparekasselovens § 23, og at tilsynet ikke har opfattet klagen som en klage vedrørende dette spørgsmål.
Klager har den 21. maj 1991 meddelt ankenævnet, at man ikke ønsker at komme med yderligere indlæg i sagen.
Ankenævnet udtalte
Det tiltrædes, at bemyndigelsen efter bank og sparekasselovens § 23, stk. 2, til at fastsætte bestemmelser om at der ved beregningen af grænserne efter § 23, stk. 1, kan ses bort fra særlig sikre krav, er udnyttet ved Handelsministeriets bekendtgørelse nr. 586 af 29. november 1974 om fradrag for særlig sikre krav ved beregning af bankers og sparekassers enkelt engagementer og at Finanstilsynet ikke herefter har grundlag for at tillade det ansøgte.
Finanstilsynets afgørelse af 15. januar 1991 - hvorefter ansøgningen afslås - stadfæstes derfor.
Ankenævnet finder anledning til at tilføje, at den bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser om fradrag for særlig sikre krav, der efter bank og sparekasselovens § 23, stk. 2 er tillagt industriministeren, nu udøves af Finanstilsynet efter Industriministeriets bekendtgørelse nr. 436 af 19. juli 1988 om henlæggelse af beføjelser til Finanstilsynet m.v. § 1, nr. 2. Finanstilsynet har således mulighed for at fastsætte ændrede regler til afløsning af den nævnte bekendtgørelse nr. 586/74. I den forbindelse bør det overvejes, at foretage en afstemning med reglerne i kapitaldækningsbekendtgørelsen, nr. 853 af 14. december 1990.
Ingen
Da bemyndigelse efter bank- og sparekasselovens § 23, stk. 2, til at fastsætte regler om, at der ved beregningen af særlig sikre krav efter stk. 1 kan ses bort fra særlig sikre krav, var udnyttet, kunne nærmere angivne svenske obligationer ikke medtages ved beregningen.
Finanstilsynet burde overveje at afstemme bekendtgørelsen om særlig sikre krav med kapitaldækningsbekendtgørelsen.