Legislator Case Law & Legislation
W19926036025 DK

Henstilling om ensartede sikringskrav vedrørende erhvervsforsikring ikke omfattet af konkurrencelovens § 11 (* 1).

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 60360 Valid

Henstilling om ensartede sikringskrav vedrørende erhvervsforsikring ikke omfattet af konkurrencelovens § 11 (* 1).

År 1992, den 5. august, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 91-41.492 Dansk Forening for Skadesforsik ring, SKAFOR ctr. KonkurrenceRådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 2. juli 1991 har Dansk Forening for Skadesforsikring, SKAFOR, klaget over en af KonkurrenceRådet den 25. juni 1991 truffet afgørelse, hvorved rådet besluttede, at der i henhold til konkurrencelovens § 11 skal indledes forhandling med SKAFOR med henblik på ændring af foreningens henstilling til sine medlemmer om at gennemføre ensartede sikringskrav i overensstemmelse med regelsættet vedrørende erhvervsforsikring: »Retningslinier for forsikringsselskabers regler for indbrudssikring«.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

KonkurrenceRådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Rådets skrivelse af 25. juni 1991 er sålydende

»Butikhandelens Fællesråd og Det danske Handelskammer har ved skrivelse af 26. marts 1991, med henvisning til konkurrencelovens § 11, anmodet KonkurrenceRådet om at vurdere forsikringsselskabernes indbyrdes aftale om ens sikringskrav i relation til erhvervsforsikringer, tyveriforsikringsdelen.

Aftalen er efter organisationernes opfattelse konkurrencebegrænsende og hæmmer effektiviteten i omsætningen af erhvervsforsikringsydelser.

Regelsættet omfattende de ændrede krav til sikring er udarbejdet af Dansk Forening for Skadesforsikring, SKAFOR, og sendt til medlemsforsikringsselskaberne som en henstilling om at indføre ensartede sikringskrav i selskabernes forsikringsbetingelser.

I det omfang henstillingen følges, indebærer dette, at alle forretninger, der har bestemte typer varer til videresalg, udlejning m.v., skal opfylde nogle nærmere definerede minimumskrav til indbrudssikring.

KonkurrenceRådet har på et møde den 19. juni 1991 SKAFOR har i forbindelse med udarbejdelsen af ens krav til sikring indsamlet materiale fra de forskellige medlemsselskaber og på grundlag heraf foretaget en systematisering af sammenhænge mellem varearter, forretningstyper, sikringsforhold og tyveririsiko samt foretaget en objektivering af tekniske muligheder for sikring.

KonkurrenceRådet finder ikke, at dette i sig selv udgør noget konkurrenceretligt problem. Set ud fra en effektivitetsynsvinkel kan det være hensigtsmæssigt, at alle selskaber får det bedst mulige informationsgrundlag for konkurrencemæssig ageren.

KonkurrenceRådet finder heller ikke at etableringen af et standardprodukt med nærmere definerede sikringskrav ved siden af øvrige produkter vil være betænkeligt.

KonkurrenceRådet finder, at det konkurrenceretlige problem består i, at der på grundlag af den indsamlede information er udsendt en henstilling fra SKAFOR, der har karakter af en binding for medlemmerne til alene at udbyde et forsikringsprodukt med samme sikringskrav.

KonkurrenceRådet finder, at der i henhold til konkurrencelovens § 11 skal optages forhandlinger med SKAFOR med henblik på, at SKAFOR over for medlemmerne understreger, at henstillingen om ens sikringskrav i relation til erhvervsforsikringer, tyveriforsikringsdelen, ikke er bindende, og at det af det udsendte materiale fra SKAFOR til medlemmerne om varegrupper, sikringsforhold og tyveririsiko m.m klart skal fremgå, at det er op til det enkelte forsikringsselskab selv at fastsætte betingelser om sikring og andre forhold ud fra selskabets egen vurdering af sikringsbehov og markedsforhold etc.

KonkurrenceRådet har ved afgørelsen lagt vægt på, at SKAFORs regelsæt i sin nuværende form medfører eller må antages at medføre en konkurrencebegrænsning med skadelige virkninger, jf. konkurrencelovens § 11, idet henstillingen om ens sikringskrav må antages at forhindre markedsmekanismen i at frembringe et differentieret udbud af forsikringsydelser, som er i overensstemmelse med kundernes præferencer. ...«.

3. Klagerens argumentation.

Klageren har anført, at SKAFORs henstilling vedrørende fælles krav til tyverisikring ikke kan anses for en konkurrencebegrænsning, der medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger for konkurrencen.

Inden for de seneste år er der hos forsikringstagerne sket en betydelig brancheglidning. En følge heraf har været, at det er blevet vanskeligere at knytte sikringskravene til den enkelte branche. Som konsekvens heraf har SKAFOR fundet det rigtigt og nødvendigt at ændre kriteriet for sikringsvalg fra »forretningstype« til »vareart«.

I SKAFORs egen brochure, som retter sig til kunderne, er forsikringsselskabernes nye ensartede krav om indbrudssikring nærmere beskrevet. Det fremgår, at kravene til indbrudssikring er inddelt i 6 forskellige niveauer de såkaldte sikringsniveauer. Brochuren indeholder en nærmere begrundelse for reglerne, hvad de går ud på, og hvordan der indbrudssikres. Endvidere er de forskellige sikringsniveauer nærmere beskrevet.

I forordet til »Retningslinier for forsikringsselskabernes regler for Indbrudssikring« er bl.a. anført, at »SKAFOR har henstillet til alle medlemmerne at følge regelsættet«. I et afsnit med overskriften minimumsregler er anført, at »regelsættet er minimumskrav, og at det er muligt for det enkelte forsikringsselskab at skærpe kravene ....«. I regelsættet findes endvidere et skema, hvor sikringsniveauer og varegrupper sammenholdes. Skemaet er vedhæftet som bilag til nærværende kendelse.

Henstillingen har således ikke karakter af en binding for foreningens medlemmer til kun at tilbyde forsikring med samme sikringskrav. Der føres ikke kontrol med, om henstillingen følges. Hvis henstillingen ikke følges, har dette heller ingen konsekvens i form af sanktion eller lignende. Hertil kommer, at henstillingen på ingen måde er fulgt op med tariffer for præmier.

En del af udgifterne ved tyveriforsikring består af kundens opfyldelse af sikringskrav. Fælles retningslinier for sikringskrav betyder, at forsikringstagerne nu vil kunne sammenligne denne del af forsikringsudgiften. Herved bliver forsikringsmarkedet mere gennemskueligt for forsikringstagerne, og dermed fremmes konkurrencen på markedet.

Omkostningerne ved at skifte forsikringsselskab vil være lave, når der er fælles sikringskrav. Forsikringskunderne opnår herved mulighed for at tegne den forsikring, der indeholder de foretrukne vilkår og den mest favorable præmie. Hertil kommer, at fælles sikringskrav har den fordel, at en kunde, der ønsker at skifte forsikringsselskab, ikke skal afholde udgifter til opfyldelse af nye sikringskrav. Hvis dette var tilfældet, ville muligheden for at skifte selskab være mindre attraktiv.

Et ensartet sikringsgrundlag gør det sædvanligvis mindre påkrævet for forsikringsselskabet at besigtige en forretning, inden forsikring tegnes. Er der tale om skift af forsikringsselskab, og oplyser forsikringstageren, at det tidligere selskabs krav fortsat er opfyldt, vil fornyet besigtigelse i princippet være ufornøden. Herved billiggøres forsikringstegning i tilfælde af forsikringsskift. Dette øger forsikringstagernes »mobilitet« og dermed konkurrencen. Effekten heraf må på et marked som det foreliggende, der er præget af betydelig konkurrence mellem selskaberne, forventes at blive til gavn for kunderne.

Standardisering kan også på områder, der ikke er lovreguleret, være med til at skabe ønsket gennemsigtighed. Herved lettes forbrugernes mulighed for at drage sammenligninger. At der ikke er lovgivet herom, kan således ikke tages som udtryk for, at standardisering ikke er ønskelig set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt.

SKAFOR varetager ved sin virksomhed også samfundsmæssige opgaver. Foreningen ser det som sin opgave at forebygge kriminalitet, hvilket bl.a. sker ved at søge at vanskeliggøre indbrud. Der bør derfor tages andre samfundsmæssige hensyn end konkurrencehensyn i betragtning. Tyveri er forbundet med skadevirkninger også af både psykisk og menneskelig art for de berørte. Fælles sikringskrav er i den henseende ønskelig for at dæmme op for tyveri. SKAFORs regelsæt bygger i så henseende på et erfaringsgrundlag, der er opbygget over en årrække.

EFMinisterrådet har ved en forordning, EØF nr. 1534/91 af 31. maj 1991, skabt hjemmel for, at der på forsikringsområdet kan indføres bl.a. standardpolicebetingelser, jf. artikel 1 i forordningen.

4. KonkurrenceRådets argumentation.

Rådet har oplyst, at man også fra enkelte forsikringstagere har modtaget klage over SKAFORs fælles krav til tyverisikring.

Bestemmelser om ens sikringskrav udelukker den fleksibilitet og konkurrence forsikringsselskaberne imellem på sikringskrav, som hidtil har været et væsentligt konkurrenceparameter. Der gives ikke mulighed for at afvige fra sikringskravene og tage individuelle hensyn til indbrudshyppighed, geografisk beliggenhed og lokale forhold i øvrigt. Der er derfor tale om en konkurrencebegrænsende aftale, som har direkte skadelige virkninger for konkurrencen.

Det konkurrenceretlige problem består i, at der er udsendt en henstilling fra SKAFOR, der har karakter af en binding for medlemmerne til alene at udbyde et forsikringsprodukt med samme sikringskrav.

Rådet ønsker, det skal fremgå, at henstillingen ikke er bindende. Da ankesagen imidlertid er rejst, inden de af rådet ønskede forhandlinger blev påbegyndt, har rådet ikke kunnet drøfte dette forhold med SKAFOR.

Der foreligger en konkurrencebegrænsende henstilling, der har de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger. Henstillingen indebærer en normering af adfærd, som har den konkurrencebegrænsende virkning, at der er risiko for effektivitetsforringelse i form af forringede muligheder for tilpasning på markedet.

Kravene til sikringsniveauet skal ikke længere fastsættes af forsikringsselskaberne ud fra en vurdering af forsikringstagerens individuelle forsikringsbehov. SKAFORs henstilling om fælles sikringskrav betyder, at selskaberne skal udbyde forsikringer med ens krav til niveauet for sikring.

Selv om henstillingen om ens sikringskrav ikke er kontrol eller sanktionsbelagt, er det af væsentlig betydning, at det over for medlemmerne er henstillet, at disse skal indføre de ensartede krav til sikringsniveau som minimumskrav, og at kravene skal indføres i det enkelte selskabs forsikringsbetingelser, samt at forsikringsbetingelserne i bestående forsikringer skal ændres i overensstemmelser med de ændrede regler.

Ved ens sikringskrav udelukker forsikringsselskaberne sig selv fra konkurrence på dette område. Udbuddet af sikringskrav vil blive væsentligt reduceret. En erhvervsdrivendes forhold vil ikke blive individuelt vurderet under hensyn til risikoforhold m.v. forhold som et konkurrerende forsikringsselskab kunne tage hensyn til, hvis der ikke forelå en henstilling om ens sikringskrav.

Et hensigtsmæssigt fungerende marked vil være karakteriseret af, at der udbydes differentierede ydelser. Hvis disse standardiseres, vil konkurrencelovens formål om effektivitet gennem konkurrencefremme ikke opfyldes. I disse situationer indebærer lovens gennemsigtighedsbegreb som middel til at fremme konkurrencen, at der skal tilvejebringes øget information om de forskellige differentierede ydelser sammenholdt med priser og andre forhold for derved bl.a. at forbedre efterspørgernes grundlag.

Lovbestemt standardisering er typisk begrundet i overordnede sikkerheds og beskyttelseshensyn baseret på lovgivers vurdering af, at der på nogle områder kan være sådanne særlige forhold, at der er grundlag for ved særlig lov at fastlægge en indskrænkning i den almindelige markedsmekanisme. Kun i særlige tilfælde tjener lovbestemt standardisering gennemsigtighedsformål og da typisk i form af oplysningspligt og krav til indholdet af oplysninger, jf. f.eks. mærknings og skiltningsforskrifter.

Lovgiver har ikke fundet anledning til at fastsætte specielle regler på tyverisikringsområdet. Dette må tages som udtryk for, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, der kan begrunde en afvigelse fra en almindelig regulering af sikringsniveauet gennem markedsmekanismen.

Kriminalitetens psykiske følgevirkninger er ikke et konkurrenceretlig relevant moment. Manglen på speciel lovregulering på området indebærer, at det må forudsættes, at de erhvervsdrivende selv kan og bør vurdere dette forhold. Det samfundsmæssigt »ønskelige« niveau for sikring skal herefter opnåes ved markedsmekanismen. Denne må formodes at frembringe det resultat, der er mest effektivt, hvilket betyder mindst mulige omkostninger og bedst mulig tilpasning til kundernes præferencer.

Rådets forordning, EØF nr. 1534/91, er en bemyndigelsesforordning om gruppefritagelse for visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis på forsikringsområdet. Kommissionen er herved bemyndiget til at forhandle med de enkelte medlemsstater om det nærmere indhold af den egentlige forordning. En sådan forordning kan tidligst forventes at træde i kraft i 1993, og det kan derfor vanskeligt afgøres, hvorledes SKAFORs regelsæt vil være i relation hertil.

5. Ankenævnets bemærkninger.

Retningslinierne for indbrudssikring inden for området for erhvervsforsikring er efter deres indhold ikke bindende for SKAFORs medlemmer, men må i praksis forventes at blive fulgt af medlemmerne, der dækker næsten hele det danske marked for skadesforsikring. Det må dog tages i betragtning, at retningslinierne alene er udsendt til medlemmerne som minimumskrav og således ikke resulterer i en fuldstændig standardisering af kravene til indbrudssikring.

Retningslinierne, der ikke vedrører præmiefastsættelsen, må som anført af klageren antages at lette kundens mulighed både for at skifte til et andet selskab og for umiddelbart at sammenligne de forskellige selskabers øvrige forsikringsbetingelser.

På forsikringsmarkedet vil retningslinierne herved medvirke til at skærpe konkurrencen med hensyn til andre forhold så som øvrige forsikringsbetingelser, tarifering af præmier og service m.v. Hertil kommer, at der i forbindelse med både nytegning og selskabsskift er tale om en rationaliserende ordning, der på et marked som det nævnte må påregnes at ville komme kunderne til gode.

På denne baggrund finder ankenævnet, at de omhandlede retningslinier, der i forsikringsmæssig henseende er velbegrundede, ikke kan antages at ville medføre sådanne skadelige virkninger for konkurrencen, at der i medfør af konkurrencelovens § 11 er fornødent grundlag for at optage forhandling med klageren med henblik på, at klageren over for sine medlemmer skal understrege, at henstillingen om sikringskrav ikke er bindende.

Endelig adm. afgørelse 1992 60360 Valid

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1992-3, s. 216-223

(* 2) Konkurrencerådet

Dokumentation 1991-2, s. 147-148

Endelig adm. afgørelse 1992 60360 Valid

Konkurrenceankenævnet har ophævet Konkurrencerådets afgørelse om, at der i henhold til konkurrencelovens § 11 skulle indledes forhandlinger med Dansk Forening for Skadesforsikring, SKAFOR, med henblik på, at SKAFOR over for sine medlemmer skulle understrege, at henstillingen om ensartede sikringskrav ikke var bindende.

Konkurrencerådet havde fundet (* 2), at henstillingen måtte antages at forhindre markedsmekanismen i at frembringe et differentieret udbud af forsikringsydelser. Konkurrenceankenævnet fandt, at SKAFOR's retningslinier, der i praksis måtte forventes at blive fulgt af medlemmerne, ville medvirke til at skærpe konkurrencen med hensyn til øvrige forsikringsbetingelser, samt at der var tale om en rationaliserende ordning, der på forsikringsmarkedet måtte påregnes at ville komme kunderne tilgode.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →