Legislator Case Law & Legislation
W19926035425 DK

Regler om sikkerhedsstillelse ikke omfattet af konkurrencelovens § 11 (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 60354 Valid

Regler om sikkerhedsstillelse ikke omfattet af konkurrencelovens § 11 (* 1)

År 1992, den 17. juli, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 91-51.915 Ralph Christensen ctr. KonkurrenceRådet sålydende

K E N D E L S E

1.Ved skrivelse af 30. august 1991 har Ralph Christensen klaget over en af KonkurrenceRådet den 8. august 1991 truffet afgørelse vedrørende reglerne om sikkerhedsstillelse i annonceoverenskomsten mellem på den ene side Danske Dagblades Forening og Dansk Magasinpresses Udgiverforening (DDF og DMU) og på den anden side Danske Reklamebureauers Brancheforening (DRB).

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

KonkurrenceRådet har påstået afgørelsen opretholdt.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2.Rådets skrivelse af 8. august 1991 er sålydende: » ...

I brev af 19. og 20. januar 1988 har De klaget til Monopoltilsynet over annonceoverenskomstens bestemmelser om sikkerhedsstillelse samt over MediaCentralen A/S« særstilling med manglende sikkerhedsstillelse efter DDF's overtagelse af selskabet.

Reklamebureauernes Sammenslutning indbragte ved brev af 2. marts 1988 bl.a. spørgsmålet om sikkerhedsstillelse for Monopolankenævnet med påstand om, »at den nu godkendte annonceoverenskomsts bestemmelser om sikkerhedsstillelse ophæves«. Da Monopolrådet ikke havde taget stilling til spørgsmålet om sikkerhedsstillelse, behandlede ankenævnet ikke dette klagepunkt. De har efterfølgende klaget over, at De ikke havde lejlighed til at fremføre Deres synspunkter over for Monopolankenævnet. I brev af 27. december 1989 har Monopolankenævnet meddelt Dem, at nævnet ikke fandt grundlag for at foretage sig yderligere i sagen, da ankenævnet ikke forud for sin afgørelse den 21. februar 1989 havde modtaget en ankeskrivelse fra Dem eller et ønske om at intervenere i sagen.

Den 7. november 1989 meddelte fuldmægtig Lis Skov Knudsen Dem, at Deres sag ville blive overdraget til KonkurrenceRådet, der ville have mulighed for at vurdere sagen i relation til konkurrenceloven.

Konkurrencelovens § 12, stk. 2, angiver, at en virksomhed altid kan kræve kontant betaling eller betryggende sikkerhed, og der er således ikke grundlag for at kræve annonceoverenskomstens bestemmelser om sikkerhedsstillelse ophævet. Det vil derimod være et krav i relation til konkurrenceloven, at der ikke sker en urimelig diskrimination af enkelte købere. KonkurrenceRådet finder efter en gennemgang af annonceoverenskomstens bestemmelser om sikkerhedsstillelse ikke, at der er grund til for nuværende at revurdere bestemmelsen om sikkerhedsstillelse.

Specielt vedrørende spørgsmålet om MediaCentralen A/S' sikkerhedsstillelse er der i praksis ikke gennem den manglende sikkerhedsstillelse tale om en diskrimination. Selskabet er ejet af DDF og dermed af dagbladene. Om MediaCentralen A/S stiller garanti ved, at DDF overfører denne garantisum til selskabet, eller DDF og dermed bladene bærer risikoen direkte, vil ikke påvirke selskabets resultat i forhold til ejerkredsen. KonkurrenceRådet er ikke orienteret om, at nogen af annonceoverenskomstens parter skulle have rejst dette spørgsmål. Der foreligger heller ikke holdepunkter for, at der gennem DDF's indflydelse i MediaCentralen A/S skulle udøves diskrimination.

KonkurrenceRådet har derfor ikke på det foreliggende set grund til at foretage sig yderligere i dette spørgsmål....'

3.Rådet har i skrivelse af 15. oktober 1992 til klageren supplerende anført følgende

»KonkurrenceRådet har undersøgt, om MediaCentralen A/S overholder annonceoverenskomstens § 12, stk. 2, jf. Deres telefoniske forespørgsel den 9. august 1991.

Mediacentralen A/S har efter henvendelse fra KonkurrenceRådet svaret, at den fakturering MediaCentralen A/S foretager til annoncører, svarer til det som de enkelte medier debiterer MediaCentralen A/S for........

Annonceoverenskomstens § 12, stk. 2, er et forbud mod at diskriminere mod annoncører, der ekspederer gennem bureau, ligesom bladene heller ikke må fravige »Normer for annoncering i blade tilsluttet DDF og DMU« og annonceprislister på vilkår, der indebærer en sådan diskriminering.

MediaCentralen A/S' aftaler med bureauer om formidling er ikke omfattet af annonceoverenskomsten.

KonkurrenceRådet finder efter det oplyste ikke, at der er grund til at foretage yderligere i sagen. ...'

Annonceoverenskomstens § 12 om »Normer for annoncering« er sålydende

»Bureauer og blade er forpligtet til at overholde »Normer for annoncering i blade tilsluttet DDF og DMU«.

Stk. 2. I ovennævnte »Normer« eller i de enkelte blades annonceprislister må der ikke diskrimineres mod annoncører, der ekspederer gennem bureau, ligesom bladene ej heller må fravige ovennævnte »Normer« og annonceprislister på vilkår, der indebærer en sådan diskriminering.

Stk. 3. Annonceoverenskomstens parter nedsætter et udvalg, der har til opgave at påse »Normernes« overholdelse.'

4. Klagerens argumentation.

Klageren har med henvisning til et omfattende skriftligt materiale nærmere for ankenævnet redegjort for, hvorfor han ønsker, at KonkurrenceRådet skal skride ind mod bl.a. sikkerhedsstillelsesreglerne og herunder navnlig mod MediaCentralen A/S' manglende sikkerhedsstillelse.

5. MediaCentralen A/S.

MediaCentralen A/S ved direktør Flemming Vennekilde, der var til stede under den mundtlige forhandling for ankenævnet, har herunder oplyst, at MediaCentralen A/S har stillet sikkerheden efter overenskomsten i form af, at Danske Dagblades Forening, som ejer MediaCentralen A/S, har stillet denne sikkerhed over for dagbladene. Sikkerhedsstillelsen beløber sig til ca. 97 mill. kr., men fremgår ikke af selskabets årsregnskab.

6. Ankenævnets bemærkninger.

Ved konkurrencelovens § 12, stk. 2, 2. pkt. er det forudsat, at en virksomhed kan kræve kontant betaling eller betryggende sikkerhed, og ankenævnet tiltræder derfor, at der ikke i henhold til konkurrencelovens regler er grundlag for at anfægte annonceoverenskomstens bestemmelser om sikkerhedsstillelse, der ikke indeholder nogen urimelig diskrimination af enkelte købere.

Da ankenævnet endvidere tiltræder det, som rådet særligt har anført om ejerforholdet vedrørende MediaCentralen A/S og om grunden til, at dette selskab i praksis ikke belastes med nogen udgift til sikkerhedsstillelse i henhold til annonceoverenskomsten, stadfæster ankenævnet herefter rådets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1992 60354 Valid

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1992-3, s. 212-216

Endelig adm. afgørelse 1992 60354 Valid

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse om, at der ikke i henhold til konkurrencelovens regler er grundlag for at anfægte bestemmelserne om sikkerhedsstillelse i »Annonceoverenskomsten«, som er en aftale indgået mellem Danske Reklamebureauers Brancheforening og Danske Dagblades Forening/Dansk Magasinpresses Udgiverforening om annoncering i de af overenskomsten omfattede blade. Annonceoverenskomsten er anmeldt til Konkurrencerådet i henhold til konkurrencelovens § 5.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →