Legislator Case Law & Legislation
W19922627325 DK

Ny udbetalingsperiode/pension

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 26273 Valid

Ny udbetalingsperiode/pension

- Pensionsordning, nedsættelse af udbetalingsperiode fra 5 til 2 år

Ligningsrådet blev anmodet om bindende forhåndsbesked om følgende

A har i december måned 1991 oprettet en ophørende pensionsordning med løbende udbetalinger i et forsikringsselskab med en årlig præmie på 500.000 kr. i ti år.

Udbetalingsperioden er fastsat til 5 år fra det aftalte pensioneringstidspunkt omkring år ca. 2000.

I den anledning stilles følgende spørgsmål

1. Vil det påvirke fradragsretten, at udbetalingsperioden ændres fra fem år til to år med mulighed for, inden udbetaling påbegyndes, at forlænge udbetalingsperioden?

2. Vil der ske skattemæssig omfordeling af fradrag for foretagne præmieindbetalinger, såfremt præmieindbetaling ophører inden tiårsperiodens udløb på grund af død eller invaliditet?

3. Vil udbetaling til forsikrede eller medforsikrede kunne påbegyndes i tilfælde af forsikredes død eller invaliditet inden tiårsperiodens udløb uden skattemæssige konsekvenser?

Sagens omstændigheder var i øvrigt følgende

Om baggrunden for at etablere den ophørende livrente forklarer A for det første, at han og hans hustru har måttet konstatere, at de betydelige pensionsforsikringer, som de igennem årene har etableret i forskellige forsikringsselskaber og pensionskasser på grund af realrenteafgift og faldende bonus ikke er fulgt med udviklingen.

Dernæst finder A det ikke muligt på grund af hans alder på forsikringsbasis at forøge pensionsopsparingen, hvorfor han alene kan foretage indskud på livrenter.

Endelig er der mulighed for, at han fratræder som partner i firma B, inden han opnår den i partner kontrakten fastsatte 72-års alder, hvorfor han ønsker at kompensere for fraværet af betydelige erhvervsindtægter ved at tegne den omhandlede livrenteforsikring.

Forsikringen var oprindelig tænkt oprettet som en ophørende livrente over to år.

Forsikringsselskabet har imidlertid oplyst, at der i Assurandør-Societetets livsforsikringsudvalg er indgået en brancheaftale, hvorefter livs- og pensionsforsikringsselskaberne ikke etablerer ophørende livrenter med kortere udbetalingsperiode end fem år.

Forsikringsselskabet har dog erklæret sig villig til at fravige denne brancheaftale til fordel for en livrente med en udbetalingsperiode på to år, såfremt der opnås vished for, at præmierne til en sådan ordning af skattemyndighederne anses for fuld fradragsberettiget.

Pensionsbeskatningsloven bygger på en betænkning fra 1966, betænkning nr. 419 om beskatningen af pensionsordninger m.v. Det er heri i forbindelse med omtalen af de løbende ordninger nævnt, at det forhold, at ydelserne skal være livsbetingede, ikke betyder, at der skal være tale om livsvarige ydelser. Bestemmelsen omfatter derfor også ophørende livrenter. Endvidere er særligt i forbindelse med omtalen af de lovbaserede ordninger med løbende udbetalinger nævnt, at det forhold, at der skal være tale om løbende ydelser, kræver, at der skal være tale om mindst en livsbetinget udbetaling.

Sidstnævnte bemærkning er gentaget i bemærkningerne til pensionsbeskatningslovforslaget for 1971.

Selv om pensionsbeskatningslovens § 2 ikke stiller direkte krav om, at udbetalingen skal ske over en vis periode, er hermed dog ikke sagt, at enhver ophørende livrente så er omfattet af bestemmelsen, idet bestemmelsen indirekte kan siges at indeholde et sådant krav i og med det i bestemmelsen indeholdte krav om, at ordningen skal gå ud på at sikre pension.

Ligningsrådet er derfor enig med Assurandør-Societetets livsforsikringsudvalg i, at der må opstilles et minimumskrav til udbetalingsperioden i en ophørende livrente, for at det er rimeligt at tale om en pensionsordning, der går ud på at sikre pension i form af løbende ydelser.

Ad spm. 1)

Under disse omstændigheder finder Ligningsrådet ikke, at en ophørende pensionsordning med løbende udbetalinger, der fraviger de i branchen gældende minimumskrav på 5 år for udbetalingsperiodens længde, er omfattet af reglen i pensionsbeskatningslovens § 2.

Ordningen er i stedet omfattet af den nye regel i pensionsbeskatningslovens § 53 A, hvilket indebærer, at præmieindbetalingen ikke er fradragsberettiget, at kapitalværdien af ordningen skal medregnes til den skattepligtige formue, samt at tilvæksten til ordningen skal medregnes i den skattepligtige indkomst som kapitalindkomst.

Ad spm. 2) og spm. 3)

Er der ved indkomstopgørelsen foretaget fradrag for præmier eller bidrag til en pensionsordning med løbende udbetalinger, og indbetalingerne nedsættes eller ophører på et tidspunkt, hvor de foretagne fradrag overstiger de beløb, der kunne være fradraget på grundlag af de faktiske indbetalinger, omregnes fradragsretten i forhold til de faktisk betalte præmier.

Omregning skal dog ikke ske i tilfælde, hvor indbetalingerne nedsættes eller ophører på grund af ejerens død eller invaliditet, og dette efter policevilkårene berettiger til præmiefritagelse, opsat udbetaling eller påbegyndelse af udbetalingerne, jf. pensionsbeskatningslovens § 18 A.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →