Legislator Case Law & Legislation
W19922627225 DK

Forbrugerlånsforsikring

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 26272 Valid

Forbrugerlånsforsikring

- Forbrugerlånsforsikring

Ligningsrådet blev anmodet om bindende forhåndsbesked om følgende

1. Vil en udbetaling til långiver fra en forsikringsordning, der erstatter tab ved død som følge af ulykke eller akut sygdom, ved tab af erhvervsevne som følge af ulykke eller akut sygdom eller ved ufrivillig arbejdsløshed, have nogen skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser for en låntager (forsikrede), der har tegnet en sådan forsikring, og i givet fald hvilke?

2. Vil en udbetaling til långiver fra forsikringsordningen ved forsikringsbegivenhedens indtræden have nogen skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser for långiver (forsikringstager), og i givet fald hvilke?

3. Såfremt spørgsmål 1 og 2 helt eller delvist besvares bekræftende, bedes det oplyst, hvorvidt beskatningen af erstatningssummer omfatter såvel den del af beløbet, der skal dække afdragsforpligtelsen på lånet hos långiver, som den del, der skal dække renteforpligtelsen?

4. Det bedes oplyst, hvorvidt udbetaling af en erstatningssum som anført vil have nogen indflydelse på en låntagers adgang til at fradrage renteudgifterne på lånet?

5. Hvis långiver eftergiver gæld i samme omfang, som långiver får udbetalt forsikringssummer fra de tegnede forsikringer, vil en sådan gældseftergivelse da berøre den pågældende låntagers skattepligtige indkomst?

Sagens omstændigheder var følgende

Långiver har indgået en forbrugerlånsforsikringsaftale med et forsikringsmæglerselskab.

Aftalen går ud på at yde långiver forsikringsdækning mod tab i låneforhold i særlige situationer.

Som forsikringsgiver og reassurandør står udenlandske selskaber.

Forsikrede er enhver låntager, som har accepteret at tegne forbrugerlånsforsikring i forbindelse med lånekontraktens oprettelse m.v. Omfattet er endvidere efter nærmere specificerede regler ægtefælle-papirløs samlever samt en privat kautionist.

Forsikringen dækker fra forsikredes fyldte 18. år og indtil udgangen af det år, hvori han fylder 65 år.

Forsikringen dækker, ved død som følge af ulykkestilfælde eller akut opstået sygdom, ved fuldstændig uarbejdsdygtighed, der i varighed overstiger 60 på hinanden følgende dage, som følge af ulykkestilfælde eller akut opstået sygdom, ved lægeordineret hospitalsindlæggelse af selvstændigt erhvervsdrivende i mere end 10 sammenhængende dage som følge af ulykkestilfælde eller akut opstået sygdom samt ved ufrivillig dokumenteret arbejdsløshed, der vedvarer i mere end 60 på hinanden følgende dage.

I tilfælde af forsikringsbegivenhedens indtræden, som omtalt ovenfor, overtager forsikringen betaling af den aftalte månedlige ydelse; dog kan den månedlige ydelse ikke overstige 5.000,00 kr.

Den månedlige betaling til långiver er dækket af forsikringen, så længe forsikrede forbliver uarbejdsdygtig eller arbejdsledig, indtil enten udestående saldo på lånet er blevet betalt, eller forsikrede atter er i arbejde, hvad der måtte indtræde først; dog dækker forsikringen højst en sammenhængende periode på 72 måneder ved uarbejdsdygtighed og 36 måneder ved arbejdsledighed.

Forsikringen dækker maksimalt den restgæld, der ifølge låneaftalen udestår på tidspunktet for forsikringsbegivenhedens indtræden, med tillæg af renter og gebyrer i udbetalingsperioden.

Udbetalinger ophører med udgangen af det år, hvori forsikrede fylder 65 år. Udbetaling af erstatning kan kun ske til långiver.

Præmien beregnes med den gældende præmiesats af den til enhver tid værende månedlige ydelse og betales sammen med denne til långiver.

Ligningsrådet bemærkede

Der er tale om et kombineret forsikringsprodukt bestårende dels af en syge- og ulykkesforsikring og dels en arbejdsløshedsforsikring. For den samlede ordning gælder det, at långiver står som forsikringstager og ejer af ordningen, medens låntageren er den forsikrede.

Syge- og ulykkesforsikringen vil ikke være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 1, nr. 3, idet der ikke er identitet mellem ejeren og den forsikrede.

Arbejdsløshedsforsikringen vil ikke være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 49, idet denne bestemmelse har som sin forudsætning, at forsikringen skal være tegnet til fordel for den forsikrede eller personer, overfor hvilke der påhviler ham forsørgelsespligt.

Ad spørgsmål 1 og 2

De stillede spørgsmål skal løses efter statsskattelovens regler.

Da den kombinerede forsikring går ud på at dække långivers tab ved en låntagers død, tab af erhvervsevne eller ufrivillig arbejdsløshed, da der er tale om en ren risikoforsikring uden opsparingselement, og da forsikringsydelsen i forsikringsbetingelserne er defineret til det konkret lidte tab som følge af forsikringsbegivenheden med de i betingelserne indeholdte begrænsninger, er det Ligningsrådets opfattelse, at præmien til ordningen kan betragtes som en fradragsberettiget driftsomkostning for långiver efter statsskattelovens § 6 a, medens låntagerens refusion af præmien skal medregnes i långivers skattepligtige indkomst.

Udbetaling af forsikringsydelserne er skattepligtig indkomst for långiver efter statsskattelovens § 4, medens der vil være fradragsret for det driftstab, som nedskrivning af låntagers konto er udtryk for.

For låntager vil præmieudgiften ikke være fradragsberettiget, og låntager vil ikke være indkomst skattepligtig af "gældseftergivelsen", der forudsætningsvis sker i samme omfang, som långiver får udbetalt forsikringssummer fra tegnede forsikringer, se dog nedenfor under besvarelsen af spørgsmål 5.

Ad spørgsmål 3

Det stillede spørgsmål er besvaret bekræftende ovenfor. Driftstabsfradraget sikrer imidlertid, at det kun er tilskrevne renter og gebyr m.v., svarende til selskabets driftsindtægter, der kommer til endelig beskatning.

Ad spørgsmål 4 og 5

Renter fratrækkes som hovedregel, når de forfalder, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, hvad enten de faktisk betales eller blot debiteres den pågældende konto.

For at opnå fradrag for renter skal der foreligge en retlig bindende forpligtelse, såvel til at betale en gæld som til at forrente den.

For de låntagere, der har tegnet en forbrugerlånsforsikring, bliver betalingsforpligtelsen imidlertid ikke aktuel, når forsikringsbegivenheden indtræder.

Den manglende betalingsforpligtelse er formuleret som en gældseftergivelse.

Gældseftergivelse beror normalt på en efterfølgende selvstændig vurdering af muligheden for overhovedet at opnå betaling. Det må imidlertid anses for en klar forudsætning for den låntager, der tegner en forbrugslånsforsikring, at betalingsforpligtelsen, uanset låntagerens økonomiske forhold i øvrigt, ikke er aktuel ved forsikringsbegivenhedens indtræden. Der er derfor ikke tale om gældseftergivelse.

På denne baggrund finder Ligningsrådet, at de af låntageren foretagne fradrag for tilskrevne forfaldne renter skal korrigeres med rentedelen af den forsikringsmæssigt overtagne betaling af den aftalte månedlige ydelse. Korrektionen skal efter omstændighederne foretages i det år, forsikringsselskabets betaling finder sted.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →