Warrants, beskatningstidspunkt
Statutory Text (1 Articles)
Warrants, beskatningstidspunkt
-Warrants,
- medarbejdere,
- beskatningstidspunkt
Ligningsrådet blev anmodet om bindende forhåndsbesked vedrørende følgende spørgsmål
1. Vil tildeling af warrants til medarbejderne i D A-S udløse beskatning hos medarbejderne i forbindelse med udstedelsen, når warrants kun tildeles medarbejdere under visse nærmere vilkår?
2. Vil udstedelse af warrants udløse skattemæssige konsekvenser for det udstedende selskab eller aktionærerne i dette selskab?
Sagens omstændigheder var følgende
Der var tale om warrants, der gav ret til at tegne aktier i selskabet 5 år efter udstedelsen af de pågældende warrants. Tegningen ville da kunne ske til en værdi svarende til aktiernes værdi i handel og vandel på tidspunktet for udstedelsen af disse warrants.
Tildelingen af warrants skulle ske vederlagsfrit til medarbejdere, der havde været ansat i selskabet i mere end 3 år. Tegningsrettighederne var ikke omsættelige, og i tilfælde af medarbejdernes fratræden indenfor 5-års-perioden, uanset begrundelsen for fratrædelsen, fortabte medarbejderne retten til at tegne aktier.
For så vidt angik spørgsmål 1 fandt Ligningsrådet, at betingelserne for tildeling af warrants til medarbejderne var af en sådan karakter, at der ikke forelå nogen endelig retserhvervelse forud for det tidspunkt, hvor det konstateres, om de suspensive betingelser er opfyldt. Værdien af de tildelte warrants skulle således først opgøres og beskattes, når den endelige retserhvervelse forelå.
For så vidt angik spørgsmål 2 bemærkedes, at Ligningsrådet ikke fandt, at spørgsmålet kunne besvares i dets foreliggende generelle udformning. Konkret bemærkedes det dog, at aktionærerne i D A/S ville blive beskattet ved afståelsen af warrants af disses værdi i handel og vandel på tidspunktet for medarbejdernes endelige retserhvervelse.