Konvertible obligationer
Statutory Text (2 Articles)
Konvertible obligationer
Ligningsrådet blev anmodet om svar på følgende spørgsmål
1. Vil konvertible obligationer udstedt på nærmere angivne vilkår til ledende medarbejdere samt aktier, erhvervet ved udnyttelse af konverteringsretten, i relation til aktieavancebeskatningslovens bestemmelser blive anset for erhvervet ved tildelingen af tegningsretten til de konvertible obligationer?
2. Vil det ændre besvarelsen af spørgsmål 1, såfremt vilkårene for udstedelsen af de konvertible obligationer bliver ændret således, at der i stedet for en fastsat indfrielsesret for det udstedende selskab S A-S indrømmes moderselskabet, M ApS, en køberet til medarbejdernes konvertible obligationer i tilfælde af, at ansættelsesforholdet ophører i perioden frem til 1. januar 1998? M ApS skal i så fald kunne udnytte køberetten til de konvertible obligationer til kurs pari.
3. Vil det ændre besvarelsen af spørgsmål 1-2, såfremt medarbejdernes tegning af konvertible obligationer finansieres gennem ydelse af personalelån fra S A/S til de enkelte medarbejdere på nærmere angivne vilkår?
4. Vil ydelse af et medarbejderlån på nærmere angivne vilkår udløse beskatning hos den enkelte medarbejder?
5. Vil udstedelse af konvertible obligationer til medarbejderne henholdsvis udnyttelsen af den til obligationerne knyttede konverteringsret medføre, at M ApS afskæres fra i medfør af selskabsskattelovens § 31 at forblive sambeskattet med S A/S?
6. Vil udstedelsen af konvertible obligationer til medarbejderne på de ovennævnte vilkår udløse indkomstbeskatning hos de enkelte medarbejdere efter statsskattelovens § 4?
7. Vil udnyttelsen af konverteringsretten udløse beskatning af den enkelte på konverteringstidspunktet, eksempelvis i tilfælde af, at konverteringskursen er lavere end aktiernes kurs på tegningstidspunktet?
8. Vil det udløse beskatning af den enkelte medarbejder, såfremt den pågældende umiddelbart efter konverteringen afhænder de ved konvertering erhvervede aktier?
9. Vil det udløse beskatning af selskabet S A/S henholdsvis moderselskabet M ApS, såfremt der udstedes konvertible obligationer til medarbejderne på de ovennævnte vilkår?
10. Vil selskabet S A/S kunne opnå fradragsret for de i forbindelse med udstedelsen af de konvertible obligationer afholdte omkostninger, herunder omkostninger afholdt i forbindelse med ændring af selskabets vedtægter m.v.?
Sagens omstændigheder var
S A/S, der var et fuldt ud ejet datterselskab af M ApS, ønskede at etablere en ordning, hvorved man gennem udstedelse af konvertible obligationer til ledende medarbejdere i selskabet søgte at motivere disse til at yde en engageret indsats i selskabets virksomhed. De konvertible obligationer skulle tilbydes ledende medarbejdere, og det var en betingelse for retten til at tegne konvertible obligationer, at de pågældende medarbejdere havde været ansat i selskabet i mere end 3 år.
De konvertible obligationer skulle udstedes bl.a. på følgende vilkår
a. De konvertible obligationer skulle udstedes den 1. januar 1993, med en løbetid på 5 år, således at de forfaldt til indfrielse til kurs 100 den 1. januar 1998.
b. De konvertible obligationers nominelle størrelse fastsattes til 1.000 kr. eller multipli heraf.
c. De konvertible obligationer kunne konverteres til aktier i perioden 1. januar til 31. januar 1998.
d. Konverteringsforholdet mellem obligationernes nominelle værdi og aktiernes skattekurs på tidspunktet for udstedelsen af de konvertible obligationer fastsættes til 1:1.
e. Obligationerne skulle forrentes med den på udstedelsestidspunktet gældende mindsterente (p.t. 8 pct.), der skulle betales helårsvis bagud hver den 1. januar, første gang den 1. januar 1993.
f. En medarbejders konvertible obligationer skulle kunne indfris af S A/S til kurs 100, såfremt ansættelsesforholdet ophørte i perioden frem til konverteringstidspunktet, uanset med hvilken grund dette måtte ske.
Til finansiering af medarbejdernes tegning af konvertible obligationer ville medarbejderne eventuelt blive tilbudt et medarbejderlån i selskabet, således at der for dette fastsattes en rente, der svarede til renten på de konvertible obligationer. Lånene skulle i øvrigt ydes på følgende vilkår
a. Lån skulle optages den 1. januar 1993 og have en løbetid på 5 år.
b. Lånet skulle forrentes med den på udstedelsestidspunktet gældende mindsterente (p.t. 8 pct.), der skulle betales helårsvis bagud hver den 1. januar, første gang den 1. januar 1994.
c. Lånets hovedstol skulle afdrages i 5 lige store rater, der forfaldt til betaling henholdsvis den 1. januar 1996, den 1. juli 1996, den 1. januar 1997, den 1. juli 1997 og den 1. januar 1998.
d. Hovedstolen forfaldt til endelig betaling ved misligholdelse.
e. Lånet forfaldt til endelig betaling, såfremt medarbejderens ansættelsesforhold ophørte i perioden frem til den 1. januar 1998, uanset med hvilken grund dette måtte ske.
Ad spørgsmål 1 og 2 gjorde advokaten gældende, at medarbejderne erhvervede endelig ret til de konvertible obligationer allerede ved tildelingen af disse, uanset medarbejderne pålagdes at lade deres konvertible obligationer indløse, såfremt ansættelsesforholdet måtte ophøre, uanset med hvilken grund, i perioden frem til den 1. januar 1998. Han henviste til Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 24. oktober 1991, TfS 1992, 62.
Under henvisning til, at retserhvervelse måtte anses for indtrådt allerede ved tildelingen af de konvertible obligationer, fremhævede advokaten, at medarbejdernes konvertible obligationer samt de aktier, der måtte blive tegnet på baggrund af disse, skulle behandles i overensstemmelse med bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 8. Dette indebar nærmere, at da de enkelte medarbejdere var minoritetsaktionærer, ville de kunne afhænde de ved konverteringen erhvervede aktier, uden der udløstes aktieavancebeskatning, idet konverteringstidspunktet lå mere end 3 år fra tidspunktet for erhvervelsen af de konvertible obligationer.
Advokaten fremhævede endvidere, at det fremgik af de opstillede betingelser for udstedelsen af de konvertible obligationer, at disse kunne konverteres til aktier i forholdet 1:1, idet forholdet baseredes på de konvertible obligationers nominelle værdi og aktiernes skattekurs. Dette indebar som nævnt, at medarbejderne som udgangspunkt erlagde fuldt vederlag for de modtagne aktier. Dermed modtog medarbejderne altså ikke de konvertible obligationer vederlagsfrit. Der kunne følgelig alene tilfalde medarbejderne en vederlagsfri formuefordel, såfremt aktiekursen steg i perioden frem til konverteringstidspunktet og således oversteg konverteringskursen.
Ad spørgsmål 3 og 4 fremførte advokaten bl.a., at der civilretligt ikke bestod nogen forbindelse mellem medarbejdernes besiddelse af konvertible obligationer og eventuelt medarbejderlån, idet de konvertible obligationer eksempelvis ikke blev stillet til sikkerhed for det optagne lån i selskabet.
Ligningsrådet udtalte
Ad 1. Ligningsrådet besvarede spørgsmålet bekræftende.
Ad 2. Ligningsrådet besvarede spørgsmålet benægtende.
Ad 3. Ligningsrådet fandt ikke, at ydelse af et medarbejderlån til finansiering af de konvertible obligationer ville ændre besvarelsen af spørgsmål 1 og 2.
Ad 4. Ligningsrådet fandt ikke, at de påtænkte medarbejderlån ville udløse beskatning hos de enkelte medarbejdere. Der blev herved henset til, at lånene skulle forrentes med mindsterenten efter kursgevinstlovens § 7 og til princippet i SD-cirkulære 1989-27.
Ligningsrådet havde ikke på baggrund af sagens oplysninger mulighed for at vurdere, om der forelå erhvervelse for lånte midler efter kursgevinstlovens § 7 A. Der var derfor ikke ved besvarelsen taget stilling til, om medarbejderne ville være omfattet af denne bestemmelse.
Ad 5. Spørgsmålet besvaredes bekræftende, idet der henvises til TfS 1992, 100.
Ad 6-8. Spørgsmålet om, hvorvidt der skulle ske beskatning ud fra et lønsynspunkt, skulle bedømmes på erhvervelsestidspunktet, jf. statsskattelovens § 4. Der skulle ikke i medfør af denne bestemmelse ske en yderligere indkomstbeskatning af den eventuelle fortjeneste, der konstateredes, hvis obligationerne konverteredes til aktier, der havde en højere kursværdi end den på erhvervelsestidspunktet, idet de konvertible obligationer fra erhvervelsestidspunktet ansås for omfattet af aktieavancebeskatningslovens regler. Da de konvertible obligationer tegnedes til en nominel værdi, der i forhold til aktiernes skattekurs på udstedelsestidspunktet fastsattes i forholdet 1:1, fandt Ligningsrådet ikke, at der på tegningstidspunktet var tilført medarbejderen en formuefordel, der skulle beskattes efter statsskattelovens § 4.
Efter Ligningsrådets opfattelse udelukkede dette imidlertid ikke beskatning ud fra et lønsynspunkt på et senere tidspunkt, såfremt de konvertible obligationer eller de til aktier konverterede værdipapirer blev solgt til det udstedende selskab eller dettes aktionærer til priser, der måtte antages at overstige værdipapirernes værdi i handel og vandel. Hvorvidt en sådan beskatning ville indtræde, kunne Ligningsrådet ikke på nuværende tidspunkt bedømme.
Efter en konkret vurdering fandt Ligningsrådet ikke grundlag for beskatning efter kursgevinstloven, idet mindsterentekravet var opfyldt, jf. kursgevinstlovens § 7.
Ved salg af aktier umiddelbart efter konverteringen ville de sælgende medarbejdere være omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Såfremt medarbejderne også på dette tidspunkt var minoritetsaktionærer, ville salget ikke udløse beskatning efter aktieavancebeskatningsloven, idet aktierne havde været ejet i mere end 3 år.
Medarbejderne indgik ved tegningen af konvertible obligationer vederlagsfrit en kontrakt, hvorefter de havde en salgspligt til enten S A/S eller moderselskabet M ApS i tilfælde af fratræden. Idet der ikke var forespurgt om, hvilke skattemæssige konsekvenser der knyttede sig til en sådan kontrakt, tog Ligningsrådet ikke ved nærværende forhåndsbesked stilling hertil, herunder om de skattemæssige konsekvenser, der fulgte af kursgevinstloven.
Ad 9. Ligningsrådet fandt, at spørgsmålet var så generelt formuleret, at Ligningsrådet af denne grund måtte afvise at besvare spørgsmålet. Særligt for så vidt angik den køberet, som henholdsvis S A/S og M ApS var tillagt, henledtes opmærksomheden på reglerne i kursgevinstloven om finansielle kontrakter.
Ad 10. Ligningsrådet fandt ikke, at der var fradrag for omkostninger for selskabet i forbindelse med udstedelse af de konvertible obligationer. Der bestod ikke en sådan driftsmæssig begrundelse for udstedelsen, at omkostningerne havde karakter af driftsomkostninger, der kunne fradrages efter statsskattelovens § 6 a.
Konvertible obligationer udstedt til medarbejdere blev i relation til aktieavancebeskatningslovens bestemmelser anset retserhvervet ved tildelingen af de konvertible obligationer. Forhåndsbeskeden vedrører i øvrigt en række skattemæssige konsekvenser i forbindelse med udstedelsen af de konvertible obligationer.