Andelsbeviser
Statutory Text (2 Articles)
Andelsbeviser
Dispensationspraksis vedrørende salg af andelsbeviser
Sagens omstændigheder var, at Told- og Skattestyrelsen i 1990 havde fastholdt et afslag på en dispensationsansøgning meddelt af det daværende amtsskatteinspektorat. Afgørelsen vedrørte en andelshavers tilbagesalg af sit andelsbevis i Indkøbsforeningen XX a.m.b.a til det udstedende selskab. Andelshaveren havde en herreekviperingsforretning og var andelshaver i indkøbsforeningen. Han havde oprindeligt erhvervet andelsbeviset for 10.000 kr. Efter 19 års ejertid afstod han forretningen og solgte andelsbeviset tilbage til det udstedende selskab for 103.700 kr. Andelsselskabet solgte herefter beviset videre til køberen af den tidligere andelshavers forretning.
Dispensation blev afslået, da andelshaveren ved sit salg ansås for overvejende at have fået udbetalt sin andel af indkøbsforeningens formue, jf. herved Skatteministeriets cirkulære af 3/11 1987, pkt. 5.
Andelshaverens og i øvrigt indkøbsforeningens revisor meddelte herefter, at der i andre lignende tilfælde vedrørende samme indkøbsforening var givet dispensationer af kommunale myndigheder, til hvem dispensationskompetencen er udlagt. Han vedlagde to eksempler herpå.
I den anledning meddelte Told- og Skattestyrelsen, at Styrelsen fastholdt sit afslag.
Revisoren fremførte i øvrigt under Told- og Skattestyrelsens klagebehandling af sagen i 1990, at dispensation kunne være opnået, hvis andelsbeviset var blevet overdraget direkte til køberen med indkøbsforeningens samtykke. Han anførte, at
"Der synes altså at have dannet sig en den formodning, at der indrømmes dispensation, såfremt
andelsbeviset afhændes til en person, som overtager medlemskabet og samhandlen med
indkøbsforeningen, medens der ikke indrømmes dispensation, såfremt der blot sker udtræden
eller tilbagesalg af andelsbeviset til indkøbsforeningen".
På denne baggrund gjorde han gældende, at det ville være urimeligt at stille hans klient dårligere, blot fordi klienten havde foretaget et tilbagesalg til det udstedende selskab, når han kunne have opnået et bedre resultat ved at overdrage direkte til køberen af forretningen.
I den anledning anførte Told- og Skattestyrelsen, at der efter Styrelsens opfattelse heller ikke skal meddeles dispensation i de tilfælde, hvor andelen overdrages direkte til den person, der overtager forretningen. De to situationer skal behandles på samme måde.
En kommune anmodede Told- og Skattestyrelsen om på ny at tage stilling til en dispensationsansøgning efter aktieavancebeskatningslovens § 2 b, stk. 5.