Rekonstruktion af selskabskapital
Statutory Text (2 Articles)
Rekonstruktion af selskabskapital
Rekonstruktion af selskabskapital
gældseftergivelse
konvertering af gæld til aktier
frivillig akkord
M Holding A/S påtænkte en rekonstruktion af dets helejede sambeskattede datterselskab D A/S, som siden start af virksomhed med opdræt af fisk havde været underskudsgivende.
Underskuddet var finansieret af moderselskab, såvel som af kort- og langfristet bankgæld. Pr. 31/7 1991 havde D A/S en underskudssaldo på 9.380.509 kr. og en negativ egenkapital på 8.880.509 kr.
Erhvervelsen af den omhandlede virksomhed var i sin tid sket ud fra den forudsætning, at investeringen i tekniske installationer måtte udgøre ca. to mio. kr., og at der skulle produceres ca. 150 ton fisk årligt til en kilopris på ca. 62 kr.
Det tekniske anlæg for vandrensning, vandudskiftning m.v. viste sig imidlertid at være for primitivt til at opnå den budgetterede årsproduktion. Nye beregninger viste, at en opgradering af det tekniske anlæg for ca. 10 mio. kr. ville give sikkerhed for en årsproduktion på 250 ton. Det indgik i økonomiberegningen, at EF og Fiskeriministeriet ville bevilge tilskud på i alt ca. 3 mio. kr.
Den nuværende situation var imidlertid således, at kiloprisen var faldet til ca. 55 kr., og at fiskenes vækst havde vist sig utilfredsstillende.
Selv om disse resultater på 'bundlinien' var utilfredsstillende, ansås fortsat drift ifølge forespørgeren alligevel som en bedre løsning end en egentlig afvikling, hvilket blev understøttet af budgettet for 1991/92, sammenholdt bl.a. med, at de tekniske anlægsaktiver ikke kunne antages at have nogen realisationsværdi i tilfælde af en afvikling af virksomheden.
Ifølge kursgevinstlovens § 6 A, stk. 1, medregnes gevinst på gæld som følge af tvangsakkord eller aftale om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord) ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette gælder dog ikke i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen.
Ifølge kursgevinstlovens § 6 B, stk. 1, kan skattepligtige omfattet af § 2 ikke fradrage tab på fordringer på koncernforbundne selskaber.
Efter kursgevinstlovens § 6 B, stk. 2, skal skattepligtige omfattet af § 2 ikke medregne gevinst på gæld til koncernforbundne selskaber ved indkomstopgørelsen, såfremt kreditor efter stk. 1 ikke kan fradrage det tilsvarende tab på fordringen. Dette gælder dog ikke ved eftergivelse af gæld i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen.
Ifølge ligningslovens § 15, stk. 2, nedsættes uudnyttede fradragsberettigede underskud for det pågældende og tidligere indkomstår med det beløb, hvormed gælden er nedsat, hvis en skattepligtig i et indkomstår opnår en tvangsakkord. Nedsættelsesbeløbet formindskes med den del af skyldnerens indkomst, der hidrører fra hans frigørelse for gældsforpligtelser.
Ligningslovens § 15, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på aftaler om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord), jf. lovens § 15, stk. 3.
Idet Ligningsrådet ikke på grundlag af de forelagte regnskabsoplysninger og budget havde mulighed for en konkret stillingtagen til kursværdien af moderselskabets omhandlede fordring på ca. 10 mio. kr. pr. 31/7 1992, lagde Ligningsrådet dog til grund for besvarelsen, at værdien måtte antages at ligge væsentligt under pari.
Under hensyn bl.a. til, at moderselskabets fordring på datterselskabet i det foreliggende tilfælde repræsenterede en fordring på over 50 pct. af kreditormassen, fandt Ligningsrådet, at den påtænkte gældseftergivelse kunne anses som en frivillig akkord med en hovedkreditor, jf. ligningslovens § 15, stk. 3, således at der skulle ske regulering af selskabets underskud efter ligningslovens § 15, stk. 2. Såfremt gælden blev nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen, fandt Ligningsrådet, at denne fordel skulle beskattes som et tilskud, jf. kursgevinstlovens § 6 B, stk. 2, 2. punktum.
Hvad angik spørgsmål 2, fandt Ligningsrådet i tilslutning til besvarelsen af spørgsmål 1, at der skulle ske regulering af selskabets underskud i overensstemmelse med bestemmelserne i ligningslovens § 15, stk. 3, jf. stk. 2, i det omfang kursværdien af de modtagne aktier på konverteringstidspunktet lå under den nominelle værdi af moderselskabets fordring.
Ligningsrådet tilføjede, at spørgsmålet, om hvor vidt der forelå en frivillig akkord, skulle afgøres uafhængigt af, hvilke af de to anførte rekonstruktionsløsninger der blev valgt.
Ligningsrådet blev anmodet om at besvare følgende spørgsmål
Vil moderselskabet M Holding A-S' eftergivelse af en fordring pr. 31/7 1992 på ca. 10 mio. kr. på datterselskabet D A/S blive anset for omfattet af ligningslovens § 15, stk. 3, om frivillig akkord?