Anpartsselskab
Statutory Text (2 Articles)
Anpartsselskab
Ligningsrådet blev anmodet om svar på følgende spørgsmål
1. Vil JH skattefrit kunne omdanne sin markdrift med tilhørende markmaskiner til et anpartsselskab pr. 1. maj 1992?
2. Vil JH's jordbeholdningsværdi i forbindelse med omdannelsen kunne opgøres efter omstående metode?
3a. Vil jordbeholdningen, jf. spørgsmål 2, kunne overføres skattefrit til selskabet?
3b. Medfører dette pligt for selskabet til at føre jordbeholdningsregnskab?
4. Vil den kapitaludvidelse, som følger af PN's og TJ's indtræden i selskabet, medføre skattemæssige konsekvenser for JH?
5. Vil der kunne beregnes et kursnedslag på 20 pct. på PN's og TJ's stiftertilgodehavende, og kan kursnedslaget fordeles forholdsmæssigt på inventar, besætning, foderbeholdning og jordbeholdninger?
6. Vil PN og TJ blive beskattet af salget af jordbeholdninger til selskabet?
7a. Vil selskabet kunne fratrække værdien af de købte jordbeholdninger pr. 2. maj 1992?
7b. Skal der herefter føres jordbeholdningsregnskab?
7c. Skal der i givet fald føres jordbeholdningsregnskab for de pr. 1. maj 1992 overdragne beholdninger?
8a. Vil selskabet kunne fratrække de pr. 2. maj 1992 købte foderbeholdninger?
8b. Skal der herefter føres foderbeholdningsregnskab?
9. Vil PN's og TJ's salg af inventar til selskabet den 2. maj 1992 blive anset for partielt ophør, så fortjeneste/tab bliver omfattet af § 6 i afskrivningsloven?
10. Vil omdannelsen til selskab, jf. ovenstående, bevirke, at der foreligger virksomhedsophør i relation til § 3 A, stk. 4, sidste punktum, i investeringsfondsloven, så JH vil kunne foretage forlods afskrivning med investeringsfondshenlæggelser i regnskabsåret 1. maj 1991-30.april 1992? Arbejdskravet er opfyldt.
Sagens omstændigheder var følgende
De tre skatteydere er landmænd og driver tre selvstændige landbrugsvirksomheder. JH og PN driver deres gårde med planteavl med en del specialproduktioner (frø og sukkerroer), og TJ driver sin gård med både planteavl og kvægbesætning.
Fra 1. maj 1992 eller snarest derefter vil de tre landmænd oprette et driftsfællesskab (anpartsselskab) for den samlede markdrift og kvægbesætning. Dette sker ved bortforpagtning af ejendommene til anpartsselskabet. Markmaskinerne samt staldinventaret og besætningen på TJ's ejendom sælges til selskabet.
Dannelsen af dette driftsfællesskab følges af Statens Jordbrugsøkonomiske Institut med rådgivning, undersøgelse over de økonomiske konsekvenser m.v. og støttes dermed af Landbrugsministeriets bevilling om rådgivning m.v. vedrørende driftsfællesskaber.
Hvis omdannelse til selskab skal ske som beskattet omdannelse, vil JH komme til at betale ca. 500.000 kr. i skat ved salg af maskinerne og den afgrøde, der står på roden pr. 1. maj, hvorfor de tre landmænd ønsker at indlede omdannelsen med, at JH skattefrit omdanner sin markdrift med maskiner til et anpartsselskab. Snarest efter omdannelsen (f.eks. den 2. maj 1992) foretages en kapitaludvidelse, idet egenkapitalen 200.000 kr. udvides til 600.000 kr. Den nye anpartskapital tegnes af PN og TJ med 200.000 kr. hver.
Kapitalen vil blive fremskaffet ved apportindskud af maskiner og jordbeholdninger.
Ved omdannelsen pr. 1. maj 1992 overtager selskabet markdriften. Der bliver i denne forbindelse oprettet en forpagtningsaftale vedrørende jord og bygninger. Ifølge forpagtningsaftalen (der er uopsigelig i mindst 5 år) skal selskabet aflevere jorden i efterårspløjet stand. Forpagtningsåret skal følge kalenderåret. I første år, dvs. fra 1. maj 1992 til 31. december 1992 er det planen, at forpagtningsafgiften skal svare til 8/12 af et normalt års forpagtningsafgift. Den normale forpagtningsafgift er fastsat til ca. 2.400 kr./ha. For de arealer, som de tre landmænd i dag har forpagtet, vil selskabet så vidt muligt direkte overtage forpagtningen. Forpagtningsafgiften vil fremover blive betalt med halvdelen 30. juni, den halvdel 31. december. Pr. 30. juni 1992 betales dog kun for 2 måneder.
Når selskabet overtager forpagtningsforholdet pr. 1. maj 1992, overtager selskabet en større værdi af avl på roden (jordbeholdning).
Værdien af jordbeholdningen pr. 1. maj 1992 agter parterne at opgøre således
Direkte omkostninger til ud-sæd, gødning, sprøjtning m.v.
380.000
Tilvækstværdi ca.
200.000
I alt
580.000
Tilvækstværdien beregnes
som normal høstværdi ca.
1.350.000
- Omkostninger til
høst m.v. ca.
100.000
Værdi umiddelbart før høst
1.250.000
Omkostninger til udsæd,
gødning m.v.
380.000
Tilvækstværdi
870.000
Vækstperioden er her i gennemsnit fra 1. april til 15. august, dvs. ca. 140 dage.
Pr. 1. maj svarer dette til
870.000 x 30
140 = 186.000 afrundet 200.000
Der er ikke taget hensyn til, at nogle afgrøder blev sået i efteråret 1991, ligesom nogle afgrøder høstes før ca. 15. august, medens andre afgrøder, især sukkerroer, høstes efter 15. august.
Tilvækstværdi modsvares også af, at selskabet første år 1. maj 1992 - 31. december 1992 kun betaler en forpagtningsafgift for 8 måneder, medens man får et helt års høst, samt at der er afholdt en del indirekte omkostninger til frembringelse af jordbeholdningen.
Jordbeholdningen vedrører 123 ha, dvs. at værdien i gennemsnit ansættes til ca. 4.300 kr./ha. Heraf tilvækstværdien ca. 1.600 kr.
Ligningsrådet besvarede de stillede spørgsmål således
Ad 1. Ligningsrådet finder, i lighed med de lokale skattemyndigheder, at markdriften med tilhørende markmaskiner kan omdannes til anpartsselskab, således at de aktiver og passiver, som er til stede på omdannelsesdagen, indgår i selskabets åbningsstatus. Spørgsmålet besvares således bekræftende.
Ad 2. Ligningsrådet finder, at tilvækstværdien ved køb og salg af jordbeholdninger kan foretages således
Normal høstsalgsværdi
1.350.000
Høstomkostninger
100.000
Afgrødens værdi
1.250.000
Tilvækstværdi
Salgsværdi
1.350.000
Etableringsomkostninger
380.000
970.000
Tilvækst jf. 'vårsædsstatus'
30/140 af 970.000
207.857
Etableringsomkostninger
380.000
Salgs-/købesum for
jordbeholdninger
587.857
Beregningsmodellen anvendes ved omdannelse til handelsværdier, men beregningen må i øvrigt suppleres med delberegninger for planteavl med længere vækstperioder, navnlig afgrøder med sent høsttidspunkt (sukkerroer m.v.).
Ad 3a. Idet jordbeholdninger og øvrige aktiver overdrages af JH til selskabet efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse, besvares spørgsmålet bekræftende. Ved opgørelsen af anparternes anskaffelsessum skal jordbeholdningen indgå med 0 kr.
Ad 3b. Overdragelser af jordbeholdningen vil ikke i sig selv medføre pligt til at føre beholdningsregnskab i selskabet.
Ad 4. Kapitaludvidelsen vil ikke medføre skattemæssige konsekvenser for JH.
Ad 5. En beregning af kursnedslag for PN og TJ i forbindelse med overdragelse af aktiver på kredit til anpartsselskabet vil bero på, om der er tale om et anfordringstilgodehavende, der ansættes til pari, eller om gældsbrev i skyldforholdet udformes på sådanne vilkår med hensyn til forrentning og afdrag, at det må antages, at kursværdien ikke udgør pari. Et eventuelt kursnedslag fordeles på samtlige aktiver, bortset fra eventuelle likvide midler.
Spørgsmålet kan ikke besvares med sikkerhed og afvises.
Ad 6. Da jordbeholdningerne ikke sælges sammen med den faste ejendom, skal salgssummerne indtægtsføres, hvilket medfører beskatning, hvorfor spørgsmålet kan besvares bekræftende.
Ad 7a og b. Selskabet vil kunne fratrække værdien af de købte jordbeholdninger under forudsætning af, at der føres fuldt beholdningsregnskab (alle beholdninger).
Ad 8a og b. Selskabet vil, isoleret set, kunne fratrække værdien af foderbeholdningerne uden pligt til at føre beholdningsregnskab.
Hvis selskabet imidlertid har valgt at fratrække værdien af jordbeholdningerne, følger det heraf, at der også skal føres beholdningsregnskab for foderbeholdninger, se svaret ad 7 a og b.
Ad 9. PN's og TJ's salg af inventar til selskabet den 2. maj 1992 vil blive anset for partielt ophør, så fortjeneste/tab bliver omfattet af lov om særlig indkomstskat § 2, stk. 1, nr. 1, og afskrivningslovens § 6, og dermed bortfalder arbejdskravet. Spørgsmålet kan derfor besvares bekræftende.
Ad 10. Ja, se 9. Ikke anvendte investeringsfondshenlæggelser ved skattefri virksomhedsomdannelse kan overføres til selskabet. Adgangen til overførsel ophører dog med virkning for omdannelser, der finder sted med udgangen af indkomståret 1992 eller senere.
Ligningsrådet fandt, at 3 landmænd, der ejer og driver 3 selvstændige landbrugsvirksomheder skattefrit kan omdanne deres mark- og besætningsdrift til et driftsfællesskab, der agtes organiseret som et anpartsselskab.