Tv-reklame - usømmelig/kønsdiskriminerende reklame
Statutory Text (3 Articles)
Tv-reklame - usømmelig/kønsdiskriminerende reklame
Ved skrivelse af 14. april 1992 har Vivian Ribbung, Valby, klaget til Radio- og TV-Reklamenævnet over et reklameindslag for Party Food Snack Time peanuts, udsendt i TV 2. Klageren finder det pågældende reklameindslag usmageligt og fornedrende, og henviser i den forbindelse til reklameindslagets anvendelse af nærbilleder af en nøgen kvindebarm i forbindelse med reklamen for peanuts. Klageren har således vanskeligt ved at se sammenhængen mellem det pågældende produkt og et kvindeligt brystparti, og mener at reklamen er udtryk for manglende repekt for kvinder. Med skrivelse af 30. april 1992 er TV2 Reklame A/S blevet anmodet om en udtalelse vedrørende lovligheden af det påklagede reklameindslag. TV2 Reklame A/S anfører i svarskrivelse af 13. maj 1992, at der i TV2 Reklame A/S internt har hersket usikkerhed om det påklagede reklameindslags lovlighed, og at visningen af reklameindslaget derfor i første omgang blev afvist under henvisning til § 1 i bekendtgørelse om indholdet af reklameindslag, der bringes i TV 2. Afvisningen havde baggrund i reklameindslagets afbildning af et nøgent kvindebryst. Den pågældende afbildning blev vurderet som en krænkende og dermed diskriminerende måde at bruge kvinders krop på i reklameøjemed. Efterfølgende drøftelser medførte imidlertid en godkendelse af reklameindslaget ud fra den betragtning, at der i reklameindslaget var tale om en naturlig association mellem det viste kvindebryst og det produkt der reklameres for, nemlig nødder, jf. også producentens udtalelse. I en supplerende udtalelse af 11. maj 1992 anfører annoncøren, Danor Snacks A/S, at man ikke finder at reklameindslaget adskiller sig fra mange andre reklameindslag for så vidt angår det påklagede, nemlig blufærdighed. Annoncøren finder således ikke, at det pågældende reklamindslag overskrider blufærdighedens grænser. Endelig anfører producenten af reklameindslaget, Saks Film og TV, i en supplerende udtalelse af 11. maj 1992, at det pågældende reklameindslag er produceret i crazy-humor stil, og at det »crazy« element består i, at der fremkommer et totalt uventet billede (i form af et kvindeligt brystparti) i en reklamefilm for peanuts. Pointen er at lydsiden samtidig indeholder følgende bemærkning: »We've got The Nuts«, og at ordet »nuts« også er et slangudtryk for kvindebryster. Producenten finder ikke, at indslaget på nogen måde kan give anledning til anstød. Radio- og TV-Reklamenævnet har behandlet det pågældende reklameindslag og har truffet følgende afgørelse: Nævnet finder ikke det påklagede reklameindslag i strid med § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om indholdet af reklameindslag, der bringes i TV 2, som indeholder et krav om, at reklamer udsendt i TV 2 skal være lovlige, sømmelige, hæderlige og sandfærdige og udformet med behørig social ansvarsfølelse. Det er dog nævnets opfattelse, at det foreliggende reklameindslag udgør et grænsetilfælde. Nævnet finder således, i modsætning til de foreliggende udtalelser fra TV2 Reklame A/S og fra Saks Film og TV, ikke at der kan siges at være en naturlig sammenhæng mellem det afbildede kvindebryst og det produkt, der reklameres for. Nævnet finder samtidig den konkrete udformning af reklamens billedflade lidet smagfuld. På trods heraf har nævnet dog som nævnt ikke fundet, at reklameindslaget bedømt som helhed bør føre til en påtale, bl.a. på grund af den humoristiske intention bag reklameindslagets udformning. Nævnets afgørelse er enstemmig.
Ingen
En tv-reklame for Party Food Peanuts, der indeholdt tydelige nærbilleder af et kvindeligt brystparti, blev ikke anset at være i strid med kravet om, at reklamer i TV 2 skal være sømmelige og udformet med behørig social ansvarsfølelse, herunder at de ikke må være kønsdiskriminerende. Nævnet fandt dog anledning til at bemærke, at der var tale om et grænsetilfælde, idet der ikke sås at være nogen naturlig sammenhæng mellem det afbildede kvindebryst og det produkt, der reklameredes for. Nævnet fandt samtidig udformningen af reklamens billedflade lidet smagfuld.