Legislator Case Law & Legislation
W19922609025 DK

Tv-reklame - utilbørligt nedsættende omtale af konkurrenter - vildledende oplysninger om konkurrenters produkter

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 26090 Valid

Tv-reklame - utilbørligt nedsættende omtale af konkurrenter - vildledende oplysninger om konkurrenters produkter

Med skrivelse (telefax) af 31. januar 1992, videresendt til Radio- og TV-Reklamenævnet fra TV2 Reklame A/S, har reklamebureauet Leo Burnett Denmark klaget til Radio- og TV-Reklamenævnet over et reklameindslag for Alfa margarine, udsendt i TV 2. Klageren anfører, at reklameindslaget er vildledende. Man henviser i den forbindelse til, at reklamens budskab er, at Alfa margarine ikke sprøjter, hvilket derimod er tilfældet for andre stegemargariner. Reklamens billedside illustrerer således ifølge klageren, hvordan stegning med andre stegemargariner giver sprøjt helt op i ansigtet. Klageren finder den anførte oplysning om de øvrige stegemargariner vildledende og henviser i den forbindelse konkret til det parallelle produkt Ama Solsikke margarine, som ikke sprøjter ved stegning. Ved skrivelse af 10. februar 1992 er TV2 Reklame A/S blevet anmodet om en udtalelse om reklamens lovlighed. TV2 Reklame anfører i svarskrivelse af 25. februar 1992, at det er TV2 Reklames opfattelse, at reklamens hovedbudskab er en demonstration af produktet Alfa stegemargarine som et produkt, der ikke sprøjter, jf. den afsluttende tekst: »Alfa. Stegende god - uden sprøjt«. På billedsiden illustreres reklamens budskab via billeder af nogle personer, der steger med produkter der sprøjter, og andre der steger med Alfa margarine, som ikke sprøjter. TV2 Reklame har ved godkendelsen forudsat, at det er sandfærdigt at Alfa margarine ikke sprøjter, og at der findes andre produkter, der til gengæld sprøjter. TV2 Reklame har ikke vurderet, at det pågældende reklameindslag indeholder nedsættende omtale/fremstilling af konkurrerende stegemargariner. Der er således ingen tilkendegivelse af, at stegemargariner som sådan sprøjter, eller at det kun er Alfa margarine, der ikke sprøjter. I en supplerende udtalelse af 21. februar 1992 anfører annoncøren, McCann-Erickson A/S, at de »sprøjtende« produkter, man har tænkt på ved reklamens udformning, er produkter som smør, olie eller meget vandholdige margariner. Henvisningen til de »sprøjtende« produkter er derimod ikke tænkt som en henvisning til andre stegemargariner. Annoncøren bemærker i øvrigt, at man anser indslaget for parallellt til den nuværende tv-reklamekampagne for Ama Solsikke margarine. Man kunne således ifølge annoncøren med samme argumentation hævde, at dette reklameindslag er vildledende, fordi det antyder, at andre stegemargariner er dårligere end Ama Solsikke margarine. Annoncøren agter dog ikke at forfølge denne sag, idet man anser den pågældende reklame for almindelig anprisning. Radio- og TV-Reklamenævnet har behandlet det påklagede reklameindslag og har truffet følgende afgørelse: Nævnet finder ikke, at den påklagede reklame er i strid med § 1 i bekendtgørelse om indholdet af reklameindslag, der bringes i TV 2, jf. § 2, stk. 1 og stk. 2, i markedsføringsloven. Vedrørende en eventuel overtrædelse af markedsføringslovens § 2, stk. 2, finder nævnet ikke, at der foreligger utilbørligt nedsættende konkurrentomtale. Det påklagede reklameindslag indeholder visse referencer til andre produkter med den uheldige egenskab, at de »sprøjter«, men disse referencer er af meget generel karakter og tjener alene til at understøtte reklamens hovedbudskab, nemlig at Alfa margarine ikke sprøjter. Udsagnet må desuden ses på baggrund af det faktum, at der på markedet konkret findes produkter, der sprøjter. Nævnet kan endelig tilslutte sig TV2 Reklame A/S og annoncørens opfattelse af, at de pågældende referencer ikke nødvendigvis indebærer en henvisning til andre stegemargariner. Vedrørende markedsføringslovens § 2, stk. 1, om vildledende reklame finder nævnet på baggrund af det ovenfor anførte ligeledes ikke, at reklamen kan anses for vildledende. Nævnets afgørelse er enstemmig.

Endelig adm. afgørelse 1992 26090 Valid

En tv-reklame for Alfa margarine, der indeholdt billeder af personer, der stegte med produkter, der sprøjtede, og andre der stegte med Alfa margarine, som ikke sprøjtede, blev af nævnet ikke anset at være i strid med markedsføringslovens § 2 (tilbørligt nedsættende konkurrent-omtale, vildledende reklame), med henvisning til at de referencer til produkter, der sprøjter, som reklamen indeholdt, var af generel karakter og alene tjente til at understøtte reklamens hovedbudskab, og idet det måtte tillægges betydning, at der på markedet konkret findes produkter, der sprøjter. Fastslået, at illustrationen ikke nødvendigvis indebar en henvisning til andre stegemargariner.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →