17, stk. 2 - afgørelser Fuldmægtig Lotte Pihl Andersen, Ankestyrelsen (* 1)

§ 17, stk. 2 blev indført i den sociale styrelseslov i forbindelse med omlægningen af reglerne om tilkendelse af førtidspension.

Efter denne bestemmelse kan formanden for de sociale nævn og revaliderings- og pensionsnævnene straks udsætte en afgørelses virkning og indbringe den for Den Sociale Ankestyrelse senest en uge efter den er truffet, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse er forenelig med loven.

17, stk. 2 - afgørelser Fuldmægtig Lotte Pihl Andersen, Ankestyrelsen (* 1)

Der er fra flere sider rejst spørgsmål om, hvilke typer sager, der efter § 17, stk. 2 har været indbragt for Ankestyrelsen, og der vil derfor i det følgende blive redegjort for de sager, som siden ordningens ikrafttræden den 1. januar 1992 har været indbragt for Ankestyrelsen. Det drejer sig om i alt 5 sager.

Vurderingsgrundlag

Den første sag drejede sig om, hvorvidt vurderingsgrundlaget i en sag om førtidspension skulle være supplerende erhverv eller husmor.

Ansøger havde været beskæftiget som medhjælpende ægtefælle ved landbrug til 1981, og havde derefter været i kortvarigt arbejde 2 gange som vikar.

Flertallet i nævnet gik ind for at bedømme ansøger i supplerende erhverv. Formanden var imidlertid i tvivl om, hvorvidt afgørelsen var forenelig med loven og indbragte derfor sagen for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen traf afgørelse om, at vurderingsgrundlaget var husmor. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at indtægten havde været så beskeden, at der ikke var grundlag for at bedømme ansøger i supplerende erhverv, ligesom der blev lagt vægt på, at fraværet fra arbejdsmarkedet ikke var begrundet i hendes helbredsmæssige forhold, idet en aktuel depression først var opstået i 1988. Sagen blev herefter sendt tilbage til nævnet med anmodning om at træffe ny afgørelse i sagen med dette vurderingsgrundlag som udgangspunkt.

Revalideringsgrundlag

Den anden sag drejede sig om, hvorvidt revalideringsgrundlaget til børnehavepædagoguddannelsen var tilstede hos en straffet person.

En 27-årig kvinde begyndte i august 1988 en børnehavepædagoguddannelse med hjælp efter bistandslovens § 42 (nu § 43). Revalideringsbevillingen blev givet på grund af helbredsmæssige forhold.

I juni 1990 blev hun anholdt af det norske politi og fængslet i Norge på grund af indsmugling af hash. Kommunen standsede herefter udbetalingen af revalideringshjælpen.

Kvinden blev overført til afsoning i et dansk fængsel i april 1991, og i august 1991 genoptog hun sin uddannelse under fortsat afsoning (med støtte fra Kriminalforsorgen). Studiet forventes afsluttet i juni 1993.

Midt i december 1991 blev det besluttet, at kvinden skulle prøveløslades den 5. februar 1992, hvorfor kommunen fik forelagt en ansøgning om bruttorevalideringsydelse fra denne dato til færdiggørelse af uddannelsen.

I januar 1992 afslog kommunen at yde hjælp til pædagoguddannelsen.

Afgørelsen blev begrundet med, at straffen for indsmugling af euforiserende stoffer var specielt hæmmende i forhold til hendes muligheder for senere at få et job som pædagog, hvor hun i sit virke skulle fremstå som tillidsvækkende og værdig til at tage vare på børn og unge.

På et møde i marts 1992 traf nævnet afgørelse, hvor et flertal besluttede, at tiltræde kommunens afgørelse med den givne begrundelse.

Formanden fandt dog, at der var begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse var forenelig med loven. Han udsatte derfor sagen og indbragte sagen for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt, at det ikke var foreneligt med loven at afslå revalideringsydelse til gennemførelse af børnehavepædagoguddannelsen med den givne begrundelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det var i strid med principperne bag bistandsloven på forhånd at stille straffede personer ringere med hensyn til revalideringsmuligheder.

Endvidere stred det mod de almindelige principper i Finansministeriets cirkulære nr. 2 af 14. januar 1963, hvorefter en person, der har begået strafbart forhold, ikke på forhånd må lades ude af betragtning ved besættelse af en stilling.

Ankestyrelsen anmodede herefter nævnet om at færdigbehandle sagen med det udgangspunkt, at revalideringsydelse ikke kan afslås med den givne begrundelse.

Børnetillæg

I den tredje sag havde en kommune givet afslag på at udbetale grundydelse og børnetillæg til en mand, som afsonede en hæftestraf.

Sagen drejede sig om en 33-årig kontanthjælpsmodtager, som i november 1991 afsonede en dom på 20 dage for spirituskørsel. I den periode han var fængslet, afslog kommunen at udbetale grundydelse og børnetillæg. To af nævnets medlemmer ville stadfæste kommunens afgørelse for så vidt angik grundydelsen, men ændre afgørelsen for så vidt angik børnetillægget, således at kommunen skulle pålægges at udmåle børnetillæg under afsoningen. Begrundelsen herfor var et hensyn til børnene.

Formanden afgav dissens under henvisning til bistandslovens § 37, stk. 6, Socialministeriets bekendtgørelse nr. 448 af 24. juni 1987 og SM O-20-89.

Da formanden fandt, at der var begrundet tvivl om, hvorvidt afgørelsen var forenelig med loven, blev sagen indbragt for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i Socialministeriets bekendtgørelse var hjemmel til at yde børnetillæg til personer, der opholder sig i institutioner under kriminalforsorgen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at børnetillæg måtte betragtes som en del af de underholdsudgifter, hvortil der ikke kan ydes kontanthjælp under afsoning.

Ankestyrelsen anmodede herefter nævnet om at færdigbehandle sagen på det anførte grundlag.

Likvid formue

Den fjerde sag drejede sig om, hvorvidt størrelsen af en likvid formue i sig selv kunne begrunde afslag på behovsbestemt førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 2 i lov om social pension.

Ansøger, som var en 55-årig gift kvinde, havde ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet siden 1990 på grund af helbredsmæssige forhold. Ansøgers ægtefælle havde siden 1991 modtaget mellemste førtidspension.

Ægteparret havde i 1991 en samlet indkomst på 105.883 kr, hvoraf 59.701 kr udgjorde formueafkast, mens den samlede likvide formue udgjorde ca. 779.000 kr.

Et flertal i nævnet besluttede at give afslag på førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 2, da den likvide formue fandtes at være af en størrelse, som var til hinder for berettigelse til behovsbestemt førtidspension.

Nævnets formand besluttede dog at udsætte afgørelsens virkning og indbringe sagen for Ankestyrelsen, idet der var tvivl om, hvorvidt størrelsen af den likvide formue i sig selv kunne begrunde afslag på behovsbestemt førtidspension.

Ankestyrelsen fandt, at det ikke var foreneligt med loven at afslå en ansøgning om førtidspension alene med henvisning til ansøgers og ansøgers ægtefælles likvide formue.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter de gældende regler om tilkendelse af behovsbestemt førtidspension alene indgår indtægter fra formuen, herunder et beregnet formueafkast ved opgørelsen af ansøgers forsørgelsesgrundlag. Formuens størrelse som sådan kunne derimod ikke medregnes i opgørelsen.

Tilkendelse af behovsbestemt førtidspension beroede herefter på en konkret vurdering af de samlede helbredsmæssige og sociale forhold og kunne således ikke afslås alene med henvisning til formuens størrelse.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til fornyet afgørelse i nævnet.

Trivselsbil

Den femte sag drejede sig om bevilling af trivselsbil til en 86-årig mand.

Et flertal i nævnet tilkendte støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58 til en 86-årig mand, der var betydeligt ganghæmmet som følge af en knoglemarvsbetændelse som barn. Ansøger havde tidligere haft bil, som var blevet totalskadet ved påkørsel umiddelbart inden ansøgning om støtte til køb af bil. Kørselsbehovet var angivet til 3000 - 4000 km årligt til fami liebesøg og større indkøb.

Formanden var i tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse var i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 886 § 2, stk. 2 og udsatte derfor afgørelsens virkning og indbragte sagen for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers funktionsevne var nedsat i et omfang, så ansøgers evne til at færdes var forringet i væsentlig grad.

Under hensyn til oplysningerne om ansøgers kørselsbehov efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3, samt ansøgers alder og helbredstilstand fandt Ankestyrelsen imidlertid, at ansøgers kørselsbehov mest hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved en bevilling efter bistandslovens § 61.

Ansøger fandtes derfor ikke berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen var således ikke enig i nævnets vurdering.