Bruttorevalideringsydelse - endnu engang Om betydning af formue i form af kapitaliseret erstatning Ankechef Mogens Emmerich Hansen, Ankestyrelsen (* 1)

Bruttorevalideringsydelse - endnu engang Om betydning af formue i form af kapitaliseret erstatning Ankechef Mogens Emmerich Hansen, Ankestyrelsen (* 1)

SAGSFREMSTILLING

I den første sag havde en kommune afvist at yde en 40-årig mand bruttorevalideringsydelse med henvisning til, at han efter en arbejdsskade havde fået kapitaliseret en løbende erhvervsevnetabserstatning på ialt ca. 230.000 kr. Kommunen fandt, at han hermed havde et forsørgelsesgrundlag, der satte ham i stand til selv at afholde eventuelle udgifter i forbindelse med omskoling til andet erhverv. Nævnet ændrede kommunens afgørelse med den begrundelse, at formuen ikke havde en sådan størrelse, at det måtte anses for upåkrævet at yde hjælp til revalidering. I den anden sag havde det sociale ankenævn tiltrådt, at en kommune afslog at yde en ansøger bruttorevalideringsydelse før det fyldte 23. år. Kommunen havde fundet indikation for at tilkende hende hjælp efter lovens § 43, stk. 2, men fandt, at hun indtil det 23. år måtte finansiere sin uddannelse som socialrådgiver på anden måde. Baggrunden var, at hun efter en trafikulykke havde modtaget erstatninger via private ulykkesforsikringer på knap 1,4 mill. kr.

I den tredie sag havde en kommune afvist at yde fortsat revalideringshjælp til en 44-årig kvinde, som efter en meningitis var blevet døv på begge ører. Der var i samråd med kommunen blevet lagt en erhvervsplan, men den økonomiske støtte blev standset efter, at kvinden havde fået udbetalt en privat ulykkeserstatning på godt 1,6 mill. kr. Kommunen lagde vægt på, at kvinden havde modtaget en erstatning for tab af erhvervsevne. Det sociale ankenævn tiltrådte kommunens afgørelse med samme begrundelse.

Ankestyrelsen gav i alle tre sager udtryk for, at vurderingen af, om det må anses for påkrævet at yde støtte efter bistandslovens § 43 beror på en samlet bedømmelse af ansøgerens forhold. I en sådan bedømmelse må der indgå en række momenter, ikke mindst i relation til ansøgerens helbreds- og erhvervsmæssige situation. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke holdepunkter for, at en ansøgers økonomiske forhold - herunder besiddelse af formue i form af erstatning - i sig selv kan begrunde en afvisning af revalideringsbehovet. Dette gælder uanset om ansøgeren er under eller over 23 år (jf. sag nr. 2).

Ankestyrelsen fandt således, at der i alle tre tilfælde var grundlag for at bevilge bruttorevalideringsydelse - i den første sag under forudsætning af, at der blev fastlagt en erhvervsplan.

Ankestyrelsen fandt endvidere anledning til at præcisere, at der ved selve udmålingen af bruttorevalideringsydelsen alene skal tages hensyn til en eventuel arbejdsindtægt sideløbende med uddannelsen eller til en løbende erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne, jf. §§ 9-11 i Socialministeriets bekendtgørelse af 2. juli 1990.

I det seneste nummer af Nyt fra Ankestyrelsen blev der omtalt et par afgørelser, der drejede sig om betydningen af en ansøgers eller ægtefællens indtægts- og formueforhold, når der skulle tages stilling til retten til bruttorevalideringsydelse efter bistandslovens § 43, stk. 2. Det blev samtidig oplyst, at Ankestyrelsen senere ville tage stilling til nogle situationer, hvor der var tale om betydeligt større formuer.

Ankestyrelsen har herefter behandlet tre sager med den omhandlede problemstilling, og der udsendes SM om de trufne afgørelser (SM O-49-92). Der var i alle tre sager tale om formue som følge af udbetalte erstatninger.