Pengeinstitut, vurdering af ansatte, rent private forhold (* 1)

Pengeinstitut, vurdering af ansatte, rent private forhold (* 1)

På baggrund af en artikel i dagspressen anmodede Registertilsynet af egen drift under henvisning til § 22, stk. 2, i lov om private registre et pengeinstitut om en udførlig redegørelse for den indsamling og opbevaring af oplysninger vedrørende ansatte, som instituttet foretog.

Det fremgik af redegørelsen, at pengeinstituttet foretog en række forskellige former for registreringer vedrørende medarbejderne. Ud over almindelige personaleregistre af forskellig art fandtes der også et antal besøgsrapporter udarbejdet i forbindelse med, at personalekonsulenter regelmæssigt besøgte cheferne for de 46 områder, som pengeinstituttets filialer var inddelt i. I forbindelse med sådanne besøg drøftedes områdets personalesituation i almindelighed. Herudover drøftedes eventuelt visse medarbejderes forhold, ligesom man vurderede samtlige filialchefers og en række stedfortræderes kvalifikationer.

Pengeinstituttet anførte, at disse besøgsrapporter (mødereferater) hidtil ikke var blevet betragtet som registre i registerlovens forstand, idet man havde ment, at der var tale om enkeltstående eller mere tilfældige registreringer, og idet der ikke var sket en central registrering af oplysninger fra sådanne rapporter.

Besøgsrapporterne indeholdt vurdering af medarbejdernes faglige kvalifikationer og normalt oplysninger om medarbejdernes udvikling, arbejdsindsats, sygdomsfravær, lønforhold, overholdelse af forretningsorden/kompetence, førtidspensionseller fratrædelsesaftaler samt i et meget begrænset antal tilfælde optegnelser om pårørendes forhold.

Pengeinstituttet var imidlertid nu blevet opmærksom på, at de tilfælde af registreringer, der var gengivet i artiklen, ikke opfyldte registerlovens bestemmelser (§ 3, stk. 1 og 2).

Pengeinstituttet tog således til efterretning, at besøgsrapporterne i hvert fald i et vist omfang måtte anses for registre i lovens forstand. Man ville derfor drage omsorg for, at rapporterne fremover ikke indeholdt oplysninger i strid med loven, herunder oplysninger om pårørende. Eksisterende besøgsrapporter ville blive omskrevet i det omfang, de indeholdt oplysninger, der ikke måtte registreres efter loven (unødvendige, følsomme oplysninger), og de oprindelige rapporter ville derefter blive makuleret.

Pengeinstituttet udtalte afslutningsvis, at man beklagede, at man på grund af en fejlfortolkning af registerloven havde haft registreret et begrænset antal oplysninger i strid med lovens bestemmelser.

Registertilsynet meddelte på denne baggrund herefter, at man ikke havde bemærkninger til redegørelsen og pengeinstituttets (fremtidige) registreringspraksis, og man foretog derfor ikke yderligere i sagen.

(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1992 side 79.

Udtalt, at et pengeinstituts registrering af vurderinger af de ansattes personlige forhold var i strid med § 3, stk. 1 og 2.