Samkøring, sygesikringsregistre, patientregistre, lægeefterspørgsel (* 1)

Samkøring, sygesikringsregistre, patientregistre, lægeefterspørgsel (* 1)

Sundhedsministeriet rettede henvendelse til Registertilsynet med anmodning om en udtalelse om et projekt vedrørende samkøring af sygesikringsregistre og sygehusenes patientregistre. Henvendelsen var udarbejdet i samråd med Amtsrådsforeningen i Danmark.

Projektet skulle gennemføres ved, at amternes aktivitetsregistreringer i sygehus- henholdsvis sygesikringsregistrene maskinelt blev overført til lokale samkøringsregistre, som de enkelte amter i den anledning ville oprette.

Samkøringen skulle danne baggrund for en sammenhængende og mere nuanceret analyse af patient- og lægeefterspørgslen på tværs af sektorgrænserne og hermed forbedre mulighederne for planlægning og styring af ressourceforbruget i den primære og sekundære sundhedssektor som helhed. Analyserne skulle anvendes både i de enkelte amter og på centralt plan. Behovet for samkøringen fulgte bl.a. af de stadig mere flydende grænser, der var for både den praktiserende læges og sygehusenes valg af behandlingsregi. Endvidere var der en glidende overgang mellem de patienter, der burde behandles inden for den offentlige sundhedssektor, og de patienter, der kunne behandles hos praktiserende læger.

Amterne ønskede særligt en bedre viden om de praktiserende lægers træk på specificerede offentlige sundhedsydelser (f.eks. røngentundersøgelser, laboratorieprøver m.v.). Analysen af disse forhold sås som en mulighed for at give amterne indsigt i, hvilke mekanismer der er bestemmende for kvaliteten og aktiviteten, både hvad angår lægens adfærd og den enkelte patients forventninger.

Sundhedsministeriet oplyste endvidere, at netop intentionen om at skabe et grundlag for en overordnet planlægning og koordinering af sundhedssektoren havde indgået med betydelig vægt ved etableringen af de eksisterende registre på sygehus- og sygesikringsområdet, og den var i øvrigt udtrykkeligt beskrevet i de enkelte registerforskrifter.

De oplysningstyper, som skulle overføres fra sygehus- og sygesikringsregistrene til samkøringsregistrene, skulle tage udgangspunkt i patienten og beskrive de ydelser, som denne modtog hos egen læge, samt de ydelser, patienten henvistes til af egen læge og modtog i de øvrige sektorer. Fra sygesikringsregistrene skulle således overføres oplysninger om sikrede, der beskrev yderen og ydelserne. Fra sygehusregistrene skulle overføres oplysninger om de af patienterne modtagne ydelser.

Sundhedsministeriet fandt det i den forbindelse vigtigt, at oplysninger om medicinordinationer kunne indgå i analyserne, hvorfor oplysninger om sammenhæng mellem medicinordinationer og patientens personnummer skulle opbevares for en længere periode end de nuværende 2 måneder, der var den gældende sletningsfrist i sygesikringsregistrene. Sundhedsministeriet foreslog, at oplysninger om sammenhængen mellem personnummeret og medicinordinationer kunne opbevares f.eks. i et år. Formålet var alene at undersøge lægernes ordinationsmønster og herunder sammenhængen mellem medicinordinationer og træk på andre ydelser på sundhedsområdet og ikke en systematisk kortlægning af de enkelte patienters medicinforbrug. Analyserne skulle i den forbindelse bl.a. medvirke til en mere målrettet informationsindsats over for og tilbagemeldning til lægerne.

Et andet typisk produkt af samkøringerne ville være udskrifter over det enkelte amts forbrug af sundhedsydelser - dels i gennemsnit, dels fordelt på den enkelte praksis. Disse udsendtes til de praktiserende læger, som herved kunne sammenholde deres eget ydelsesmønster med det gennemsnitlige ydelsesmønster. Sundhedsministeriet ville ikke afvise, at samkøringerne - i det omfang det nødvendige overenskomstmæssige grundlag herfor blev etableret - kunne resultere i henvendelser til bestemte læger, der havde afvigende ydelsesmønstre. Det blev imidlertid understreget, at også de oversigter, som i dag produceredes på grundlag af sygesikringsregistrene - bl.a. med baggrund i landsoverenskomsten om almen lægegerning af 3. juni 1991 - kunne danne grundlag for kontakt til enkelte læger. Sundhedsministeriet forudsatte, at amternes eventuelle anvendelse af udskrifterne i kontroløjemed skete i henhold til de ordens- og kontrolbestemmelser, der indgår i landsoverenskomsten.

Sagen blev behandlet på et møde i Registerrådet.

Registertilsynet udtalte herefter indledningsvis, at der skulle fastsættes forskrifter for de lokale samkøringsregistrene, før samkøringerne kunne iværksættes, samt at den maskinelle overførsel af oplysninger fra de i projektet involverede sygehus- og sygesikringsregistre til samkøringsregistrene skulle havde fornøden hjemmel i de eksisterende forskrifter.

Under henvisning til, at samkøringen måtte anses for egnet til at fremme de formål, der fremgik af sagen, samt at viden om de praktiserende lægers valg af behandlingsregi måtte antages at udgøre et ikke uvæsentligt element i kortlægningen af den samlede efterspørgsel af sundhedsydelser, fandt Registertilsynet, at projektet tilgodeså væsentlige hensyn til offentlige interesser. Endvidere kunne samkøringen ikke siges at afdække forhold om lægerne, der måtte betegnes som oplysninger om disses rent private forhold. Endelig ville der ikke fra samkøringsregistrene blive udskrevet oplysninger om patienter i personhenførbar form. Efter Registertilsynets opfattelse opfyldte samkøringen således de almindelige betingelser herfor.

Imidlertid ville samkøringen på lokalt plan kunne danne grundlag for henvendelser til bestemte læger, der havde afvigende ydelsesmønstre, og Registertilsynet fandt derfor at måtte lægge til grund, at projektet også skulle varetage nogle kontrollignende funktioner.

Da Landsoverenskomsten om almen lægegerning, der regulerede såvel forholdet mellem lægerne og sygesikringen som forholdet mellem læge og patient, kun havde gyldighed, når den var godkendt af sundhedsministeren, jf. herved lov om offentlig sygesikring § 6 sammenholdt med § 26, stk. 2, var Registertilsynet af den opfattelse, at den retligt kunne sidestilles med en egentlig bekendtgørelse og således hermed kunne udgøre retsgrundlaget for projektets kontrollignende funktioner.

Som følge heraf var det en betingelse, at eventuelle kontrolfunktioner udelukkende blev gennemført inden for de overenskomstmæssige rammer. Det var endvidere en betingelse, at de af kontrollen berørte læger blev gjort bekendt med amternes adgang til at foretage samkøring, før de enkelte amter iværksatte projekterne, således at disse kun kunne vedrøre fremtidige forhold.

På denne baggrund havde Registertilsynets ikke generelle indvendinger imod samkøringsprojekterne.

Med hensyn til Sundhedsministeriets forslag om, at oplysninger om sammenhængen mellem medicinordinationer og patienternes personnummer kunne opbevares i et år, bemærkede Registertilsynet, at man tidligere havde behandlet spørgsmålet om registrering af oplysninger om de sikredes medicinforbrug. Af udtalelsen i den sag fremgik bl.a., at Registertilsynet fandt det principielt betænkeligt, at der i et administrativt system som Det fælleskommunale Sygesikringssystem, der bl.a. har til formål at varetage afregningsmæssige forhold, over en længere periode registreres personhenførbare oplysninger om sikredes medicinforbrug. Registertilsynet henstillede derfor, at oplysningerne om medicinordinationerne anonymiseres senest efter 2 måneder regnet fra modtagelsen. Se nærmere herom i Registertilsynets årsberetning 1988 side 37-40.

Da samkøringen ikke skulle varetage de samme mere snævre afregningsmæssige forhold som sygesikringsregistrene, fandt Registertilsynet imidlertid, at det måtte tillægges vægt, at formålet med en opbevaring ud over 2 måneder ikke var en systematisk kortlægning af de enkelte patienters medicinforbrug. Registertilsynet havde derfor ikke afgørende indvendinger imod, at oplysninger om medicinordinationer kunne opbevares på patientniveau i indtil et år i samkøringsregistrene, såfremt der ikke måtte udskrives lister over eller videregives oplysninger om bestemte personers medicinforbrug.

Endelig udtalte Registertilsynet, at de sikrede/patienterne næppe havde krav på registerindsigt efter de almindelige retningslinier i lov om offentlige myndigheders registre herfor, idet de måtte anses som bipersoner i forhold til samkøringsregistrenes dataindhold. Hovedindholdet i samkøringsregistrene var oplysninger om lægernes ydelsesmønster, og oplysningerne om de sikrede/patienterne anvendtes således alene til at danne de enkelte lægers ydelsesmønster. Dette skulle endvidere ses i lyset af, at der fra samkøringsregistrene ikke måtte udskrives lister over eller videregives oplysninger om bestemte patienters/sikredes medicinforbrug. Endelig havde de sikrede/patienterne adgang til registerindsigt i de enkelte registre, som skulle samkøres.

Finansministeriet, Personale- og administrationsdepartementet, har på foranledning af Sundhedsministeriet ændret forskrifterne for Det fælleskommunale Sygesikringssystem og Det fælleskommunale Hospitalsinformationssystem, Det røde System, således at forskrifterne nu indeholder en hjemmel til maskinelt at overføre oplysninger til de omhandlede lokale samkøringsregistre.

Der er i beretningsåret ingen amter, der har anmodet Registertilsynet om en udtalelse vedrørende oprettelsen af et sådant samkøringsregister.

(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1992 side 59.

Udtalt, at Registertilsynet ikke havde generelle indvendinger imod et projekt vedrørende samkøring af sygesikringsregistre og sygehusenes patientregistre med det formål at analysere patient- og lægeefterspørgslen på tværs af sektorgrænserne og hermed forbedre mulighederne for planlægning og styring af ressourceforbruget i den primære og sekundære sundhedssektor som helhed.