Legislator Case Law & Legislation
W19921111625 DK

Faglig organisation, registrering og videregivelse, pålæg om ophør, sikkerhedsrepræsentanter omfattet af andre faglige organisationers forhandlingsret (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 11116 Historic

Faglig organisation, registrering og videregivelse, pålæg om ophør, sikkerhedsrepræsentanter omfattet af andre faglige organisationers forhandlingsret (* 1)

Registertilsynet modtog en klage over, at en fagorganisation havde udsendt lister over såvel sikkerhedsrepræsentanter, der var omfattet af denne fagorganisations forhandlingsret, som sikkerhedsrepræsentanter med tilhørsforhold til andre fagorganisationer.

Fagorganisationen var den forhandlingsberettigede organisation for de kommunalt ansatte indenfor det pågældende erhvervsområde. Dette indebar, at organisationen varetog oplysnings- og uddannelsesopgaver over for de af organisationens medlemmer, der var sikkerhedsrepræsentanter. Organisationen mente således, at man havde en forpligtelse til at holde de af deres medlemmer, der var valgt som sikkerhedsrepræsentanter, orienteret om emner, der var relevante i denne sammenhæng.

I forbindelse med dette arbejde havde organisationen ønsket at opbygge et netværk inden for de enkelte amter bestående af personale med ansvar for sikkerhedsopgaver. Til dette formål udsendte organisationen i august 1990 et spørgeskema til lederne af alle kommunale institutioner i Danmark inden for det pågældende erhvervsområde og bad dem oplyse navn, stilling og organisationsforhold for sikkerhedsrepræsentanter m.v. Disse oplysninger blev senere systematiseret og tilbagesendt til hvert enkelt amt vedlagt en liste indeholdende de ovennævnte oplysninger.

Formålet med fremsendelsen af disse lister, indeholdende oplysninger om faglig organisation, var således at styrke muligheden for et samarbejde inden for de enkelte amters område mellem personer, der beskæftigede sig med sikkerhedsforhold. Med hensyn til oplysningerne om faglige organisationsforhold var disse fra foreningens side begrundet i, at sikkerhedsrepræsentanter var omfattet af de fagretlige systemer og som sådan kunne sidestilles med øvrige repræsentanter for de faglige organisationer. I flere henseender var det således relevant at have oplysninger om, hvilken faglig organisation, der i givet fald varetog den pågældendes interesse.

Fagorganisationen havde ikke indhentet udtrykkeligt samtykke til videregivelsen af disse oplysninger, idet organisationen var gået ud fra, at de personer, som ikke havde ønsket oplysningerne videregivet, blot havde undladt at indberette dem.

Registertilsynet udtalte, at det i registerlovens forstand ikke kunne antages at være et naturligt led i den normale drift af en fagorganisation med forhandlingsret for kommunalt ansatte inden for et givent erhvervsområde, at organisationen med henblik på eventuel etablering af samarbejde mellem de enkelte amters sikkerhedsrepræsentationer indhentede og registrerede oplysninger om sikkerhedsrepræsentanter, der var omfattet af andre faglige organisationers forhandlingsret, og videregav disse oplysninger til centrale arbejdsenheder inden for erhvervet i de enkelte amter.

Registertilsynet var derfor af den opfattelse, at fagorganisationens registrering og videregivelse af oplysninger om sikkerhedsrepræsentanter, omfattet af andre faglige organisationers forhandlingsret, måtte antages at stride mod lovens §§ 3, stk. 1, og 4, stk. 2.

Registertilsynet meddelte på den baggrund i medfør af lov om private registre § 23, stk. 1, fagorganisationen pålæg om at ophøre med at registrere og videregive oplysninger om sikkerhedsrepræsentanter omfattet af andre faglige organisationers forhandlingsret. Registertilsynet meddelte endvidere i medfør af § 23, stk. 1, organisationen pålæg om at slette allerede registrerede oplysninger herom.

Fagorganisationen har efterfølgende meddelt at pålægget er efterkommet.

Endelig adm. afgørelse 1992 11116 Historic

Antaget, at en faglig organisations registrering og videregivelse af oplysninger om sikkerhedsrepræsentanter, omfattet af andre faglige organisationers forhandlingsret, måtte antages at stride mod lovens § 3, stk. 1, og § 4, stk. 2.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →