Advarselsregister, oprettelse, videregivelse, strafbare forhold (* 1)

Advarselsregister, oprettelse, videregivelse, strafbare forhold (* 1)

Et selskab, der beskæftigede sig med udlejning af dekodere, anmodede Registertilsynet om tilladelse til at oprette et advarselsregister over personer, der havde lejet et større antal dekodere med henblik på videresalg.

Baggrunden for anmodningen var, at Registertilsynet var blevet opmærksom på, at selskabet videregav oplysninger om sådanne personer til en række forhandlere uden Registertilsynets tilladelse. Tilsynet havde pålagt selskabet at indstille videregivelsen.

Selskabet udlejede dekodere, der gjorde det muligt for lejerne at modtage signaler fra en række TV-kanaler. Dekoderne blev bl.a. udlejet gennem selskabets ca. 240 forhandlere øst for Storebælt, som tegnede abonnement med en lejer for en bestemt lejeperiode.

Abonnementsaftalerne blev alene indgået af en række radio- og tvforhandlere, som var selvstændige virksomheder i forhold til selskabet. Aftalerne blev dog indgået på vegne af selskabet på baggrund af en samarbejdsaftale mellem den enkelte radio-/tvforhandler og selskabet. Selskabet afregnede med forhandlerne med et fast beløb pr. udlejet dekoder.

Abonnementsaftalen blev indsendt til selskabet, og oplysninger om det enkelte lejeforhold indgik i kunderegisteret med henblik på selskabets opkrævning af leje via faktura med girokort. Selskabet ønskede i den forbindelse at føre en spærreliste over »dekoderryttere«, dvs. personer, der lejede et større antal dekodere med henblik på ulovligt videresalg.

Registreringen på spærreliste skulle ske ud fra formodninger om misbrug, f.eks. når en person havde lejet flere dekodere på samme dag hos forskellige forhandlere. I forbindelse hermed skrev selskabet til personen med en anmodning om, at den/de ekstra lejede dekodere blev tilbageleveret. Samtidig lukkede selskabet for modtagelse af signaler til samtlige de lejede dekodere, og dette blev meddelt den pågældende. Selskabet angav endvidere, at man forbeholdt sig ret til at foranledige, at der blev indgivet politianmeldelse, hvis det skønnedes, at der var tale om et strafbart forhold.

Dekoderselskabet oplyste i den forbindelse, at selskabet praktisk taget aldrig fik den ekstra dekoder tilbage, da den oplyste adresse enten var urigtig, eller personen fraflyttet for længst. Forespørgsel til folkeregisteret gav kun den oplysning, at kunden var »flyttet, hvorhen vides ikke«.

Selskabet oplyste desuden, at en »dekoderrytter« i gennemsnit lejede op mod 20 dekodere, og selskabet skønnede, at der for tiden var ca. 5.000 dekodere i omløb på det sorte marked. I de på tidspunktet for anmodningen 100 konstaterede forhold af dekoderrytteri var der afsagt omkring 25 domme for bedrageri.

Selskabet anmodede om tilladelse til at udsende spærrelisten regelmæssigt til selskabets forhandlere øst for Storebælt. Listen skulle angive navn, fødselsdato og eventuelt adresse på de personer, med hvilke forhandlerne ikke måtte indgå lejeaftaler på selskabets vegne. Spærrelisten ville ikke blive tilsendt andre end selskabets forhandlere og ville således ikke blive videregivet til brancheorganisationer, kæder eller andre udlejningsselskaber.

Selskabet agtede i den forbindelse at indføre som kontraktsvilkår, at en person ikke måtte leje mere end 2 dekodere uden selskabets samtykke. Registrering på spærrelisten ville således skulle ske ud fra et objektivt kriterium om kontraktmisligholdelse.

Dekoderselskabet ønskede således som udgangspunkt at udsende en spærreliste med oplysninger om abonnenter, der hos en forhandler kontraktstridigt havde indgået mere end 2 abonnementsaftaler.

Selskabet oplyste endvidere, at man - hvis det skønnedes nødvendigt for at kunne udsende listen - tillige på denne vil anføre de personer, der var i restance med lejebetaling for dekodere.

Sagen blev behandlet på 2 møder i Registerrådet.

Registertilsynet udtalte herefter, at det følger af retsplejelovens § 180, at et vidne om fornødent skal opfriske sin viden om sagen, inden han møder i retten, f.eks. ved at efterse regnskabsbøger, breve eller optegnelser eller ved at bese genstande, hvortil han uden omkostninger eller besvær har adgang.

Registertilsynet var af den opfattelse, at Dekoderselskabets registrering af oplysninger om »dekoderryttere« med henblik på overgivelse til advokat, der skal indgive anmeldelse til politiet for overtrædelse af straffeloven, på denne baggrund måtte antages at følge af anden lovgivning, og således ikke i strid med lovens § 3, stk. 2.

Registertilsynet bemærkede i den forbindelse, at ved tiltalerejsning måtte oplysningerne herefter lovligt kunne registreres, indtil en endelig dom var afsagt, hvorefter oplysningerne skulle slettes. I tilfælde, hvor der ikke blev rejst tiltale, skulle oplysningerne slettes, når beslutning herom var meddelt. Endvidere bemærkedes, at selskabet yderligere kunne registrere de retsbogsudskrifter, som retsplejelovens § 41 gav selskabet adgang til at få udleveret.

Under henvisning til lovens § 3, stk. 6, gjorde selskabet i øvrigt gældende, at registeret ikke var omfattet af bestemmelsen, idet dekoderne blev udlejet af forhandleren som fuldmægtig for selskabet, og formålet med udsendelse af listen var således ikke at advare andre mod at indgå aftaler med de pågældende, men alene at beskytte selskabet mod økonomiske tab.

Registertilsynet var af den opfattelse, at Dekoderselskabets udsendelse af en spærreliste måtte antages at være omfattet af § 3, stk. 6. Man lagde herved bl.a. vægt på, at forhandlerne var selvstændige virksomheder, hvor udlejning af dekodere kun udgjorde en meget begrænset del af forhandlernes forretningsområde.

Under henvisning til bl.a. lovens § 4, stk. 1, (videregivelse af oplysninger om rent private forhold) fandt Registertilsynet ikke grundlag for at meddele selskabet tilladelse til at føre et advarselsregister over personer, der kontraktstridigt havde lejet mere end 2 dekoder. Registertilsynet lagde herved vægt på, at registeret - uanset at den nævnte kontraktmisligholdelse anvendes som optagelseskriterium - reelt ville være et register over personer, der havde begået (formodede) strafbare forhold.Det var endvidere Registertilsynets opfattelse, at der ikke burde meddeles selskabet tilladelse til at føre et advarselsregister, som indeholdt oplysninger om personer, der kontraktsstridigt havde lejet mere end 2 dekodere, samt personer, der var i restance med lejebetaling til selskabet.

Registertilsynet lagde ved denne afgørelse bl.a. vægt på, at man i forbindelse med meddelelse af en sådan tilladelse ville være nødsaget til - hvis registeret skulle virke efter hensigten - at udelade nogle af de vilkår, som Registertilsynet af retssikkerhedsmæssige grunde normalt fastsætter ved meddelelse af tilladelse til førelse af advarselsregistre. I den forbindelse blev det nævnt, at det som standardvilkår - med henblik på at den registrerede skal have mulighed for at bestride forholdet fastsættes, at der i forbindelse med optagelse på spærrelisten udsendes et vist antal rykkere samt en registreringsmeddelelse, som det er forudsat, at den registrerede modtager.

Registertilsynet lagde endvidere vægt på lovens § 12, stk. 3, (videregivelse af summariske kreditoplysninger), der efter Registertilsynets opfattelse ville medføre, at spærrelisten i praksis ikke ville blive frataget sin karakter af en fortegnelse over personer, der havde begået (formodede) strafbare forhold.

Registertilsynet fandt således - uanset hvorledes kriterierne for optagelsen på spærrelisten blev udformet - ikke grundlag for at meddele selskabet tilladelse til at oprette det omhandlede advarselsregister.

(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1992 side 85.

Udtalt, at der ikke kunne meddeles tilladelse til at føre et advarselsregister over personer, der havde lejet et større antal dekodere med henblik på videresalg, idet der herved ville blive videregivet oplysninger om personer, der havde begået formodede strafbare forhold.