Legislator Case Law & Legislation
W19921104325 DK

Telefonnummer, registrering, tilladelse, opkald udlandet, selskaber, indenlandske, udenlandske (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 11043 Historic

Telefonnummer, registrering, tilladelse, opkald udlandet, selskaber, indenlandske, udenlandske (* 1)

Registertilsynet har tidligere i beretningsåret 1990 meddelt et videoproduktionsselskab tilladelse til at foretage automatisk registrering af telefonnumre, hvortil der foretoges opkald fra virksomhedens telefoner, på en række nærmere angivne vilkår.

Selskabet fremkom efterfølgende med indvendinger mod vilkårene i den givne tilladelse, og anmodede Registertilsynet om at genoverveje vilkårenes pkt. 2, hvorefter der alene måtte foretages registrering af telefonnumre i forbindelse med opkald til udlandet, og pkt. 4, hvorefter der alene måtte foretages udskrivning af oplysninger om opkald foretaget under udenlandske TV-selskabers ophold i virksomheden og alene om opkald fra telefonapparater, der anvendtes af de pågældende TV-selskaber.

Videoproduktionsselskabet ønskede tilladelse til også at foretage registrering af telefonnumre i forbindelse med indenlandske opkald. Det var anført, at virksomhedens kunder i betydelig omfang brugte virksomhedens telefoner til at foretage opkald i Danmark i forbindelse med research. Det var endvidere oplyst, at indenlandske samtaler udgjorde ca. halvdelen af den samlede telefonregning, der skønsmæssigt androg ikke under 250.000 kr. årligt.Selskabet anmodede tillige om tilladelse til, at der også måtte foretages udskrivning af oplysninger om opkald foretaget under indenlandske TV-selskabers ophold i virksomheden. Det var anført, at også danske TV-stationer, der var kunder hos virksomheden, foretog telefonopkald til både ind- og udlandet.

Selskabet anførte, at det ikke var virksomhedens ansatte, der anvendte telefonerne til opkald, men derimod de TV-selskaber, hvis reportage- og nyhedsdækningshold opholdt sig i virksomheden.

Begrundelsen for ønsket om registrering var således, at selskabet herved fik mulighed for præcist at kunne opgøre debiterbare udgifter ved TV-selskabernes telefonering.

Selskabet oplyste, at man gerne ville undgå at få sine udgifter til telefonering dækket ved en gennemsnitsberegning af den forbrugte telefontid, idet kunderne ringede for meget forskellige beløb. Af de medsendte udskrifter over opkald fra virksomhedens telefoner fremgik i øvrigt, at langt størstedelen af de »dyrere« opkald (mere end 3-4 tællerskridt) var foretaget til udenlandske telefonnumre.

Sagen har været behandlet på et møde i Registerrådet.

Registertilsynet udtalte herefter, at man ikke fandt grundlag for at tillade registrering af opkald til indenlandske telefonnumre, idet afgørende hensyn til private interesser ikke kunne anses at tale herfor, jf. § 7 f i lov om private registre.

Det var imidlertid Registertilsynets opfattelse, at der næppe var væsentlige betænkeligheder knyttet til at udvide tilladelsen til automatisk registrering af opkald til udlandet til også at omfatte indenlandske TV-selskabers opkald.

Registertilsynet meddelte på denne baggrund, at man ikke fandt grundlag for at ændre vilkårene i den tidligere meddelte tilladelse til automatisk registrering af telefonnumre, bortset fra at vilkår 4 ændres til tillige at omfatte udskrivning af oplysninger om opkald foretaget under indenlandske TV-selskabers ophold i virksomheden, og at vilkår 1 ændres i konsekvens heraf.

De nye vilkår 1 og vilkår 4 fik herefter følgende ordlyd

1. De ansatte i selskabet samt de pågældende TV-selskabers ansatte skal gøres bekendt med registreringen.

4. Der må alene foretages udskrivning af oplysninger om opkald foretaget under indenlandske og udenlandske TV-selskabers ophold i virksomheden og alene om opkald fra telefonapparater, der anvendes af de pågældende TV-selskaber.

Endelig adm. afgørelse 1992 11043 Historic

(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1992 side 101.

Endelig adm. afgørelse 1992 11043 Historic

Udtalt, at registertilsynet ikke fandt grundlag for at meddele et videoproduktionsselskab tilladelse til registrering af opkald til indenlandske telefonnumre, idet afgørende hensyn til private interesser ikke kunne anses at tale herfor, jf. lovens § 7 f.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →