Legislator Case Law & Legislation
W19921104125 DK

Pengeinstitut, oplysningsbureaus virksomhedsregister, samkøring (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 11041 Historic

Pengeinstitut, oplysningsbureaus virksomhedsregister, samkøring (* 1)

Et pengeinstitut anmodede Registertilsynet om en udtalelse vedrørende en abonnementsordning, hvorefter pengeinstituttet fra et oplysningsbureau løbende skulle modtage ajourførte oplysninger om indenlandske erhvervsvirksomheder med henblik på at samkøre de modtagne oplysninger med pengeinstituttets register over virksomhedskunder.

Det fremgik af en udtalelse fra bureauet, at man til pengeinstitutter agtede at levere følgende datasæt pr. selskab (A/S/ApS): Navn, adresse, postnummer, by, telefonnummer , registreringsnummer, SE-nummer , direktionsnavne, direktionsstilling, selskabsform, etableringsår, branche, ISIC , branchetekst, antal ansatte (interval), moderselskaber , datterselskaber , bestyrelsesnavne, pengeinstitut , antal ansatte præcist , regnskabsinformationer fra senest officielle regnskab med følgende elementer: Omsætning, bruttoavance, primært resultat, årets resultat, samlede omsætningsaktiver, samlede anlægsaktiver, egenkapital, hensættelser, kortfristet gæld, langfristet gæld, samlet balance, dækningsgrad, soliditetsgrad samt rating beregnet ud fra ovenstående.

Det var oplyst, at de med stjerne markerede data ikke var tilgængelige på alle selskaber.

Oplysningerne var indsamlet af bureauet og stammede først og fremmest fra Erhverv- og Selskabsstyrelsen, officielle regnskaber, Statstidende samt Danmarks Statistiks centrale Erhvervsregister. Oplysninger om antal ansatte, direktionsnavne m.v. var indhentet via telefoninterviews og spørgeskemaundersøgelser foretaget af bureauet, i hvilken forbindelse der også skete en verifikation af de fra offentligt tilgængelige kilder modtagne oplysninger. Oplysningstypen »rating« var derimod en af bureauet foretaget bearbejdning af de offentligt tilgængelige oplysninger.

Det var oplyst, at »rating« i form af et tal mellem 1 og 100 var udtryk for en bredere bedømmelse af den pågældende virksomhed, og at tallet angav en risikofaktor ved indgåelse af engagement med virksomheden.

Med hensyn til de virksomheder, som i forvejen var kunder i banken, var det angivet, at formålet med den ønskede abonnementsordning var at benytte oplysningerne til en automatisk opdatering af de oplysninger om branche, direktion og bestyrelse samt regnskabstal, som banken i forvejen var i besiddelse af. Det var oplyst, at oplysningerne fandtes og blev benyttet i forvejen, dels i det eksisterende kunderegister indeholdende oplysninger om virksomhedens navn, adresse og SE-nummer, dels i manuelle kundekartoteker og kundesagsmapper. Den automatiske opdatering ville derfor alene være et rationaliseringsskridt i form af en samling af oplysninger et sted.

For så vidt angik de virksomheder, som ikke i forvejen benyttede banken, var det hensigten at benytte oplysningerne fra bureauet til en selektiv markedsføring. Der var tale om en automatisk opdatering af oplysninger, der normalt blev vedligeholdt manuelt, og oplysningerne om potentielle kunder skulle ikke underkastes anden behandling, end at der anførtes en kundeansvarlig i banken.

Som formål var endvidere angivet, at databasen ville give mulighed for en analyse af det samlede erhvervsmarked.

Det var anført, at søgekriteriet ville være erhvervsvirksomhedernes navne, og det ville ikke være muligt at søge på personer så som bestyrelsesmedlemmer, direktører og lignende.

Endelig var det oplyst, at såfremt en virksomhed ophørte med at være kunde i banken, slettedes de fra bureauet modtagne oplysninger automatisk tillige med oplysninger, som i øvrigt var registreret i bankens kunderegister. Såfremt potentielle virksomhedskunder over for den kundeansvarlige tilkendegav, at de ikke ønskede at benytte banken, blev oplysningerne om den pågældende virksomhed slettet.

Sagen blev på det anførte grundlag behandlet på et møde i Registerrådet, og Registertilsynet udtalte herefter, at man var af den opfattelse, at den af banken forelagte abonnementsordning, hvorefter banken løbende skulle modtage ajourførte oplysninger fra bureauet om indenlandske erhvervsvirksomheder, var en samkøring i lovens forstand.

Da samkøringen ikke indeholdt oplysninger om enkeltpersoner, skulle den i § 4, stk. 5, nævnte interesseafvejning ikke foretages, ligesom der ikke skulle gives virksomhederne meddelelse om samkøring.

Ved den omhandlede samkøring ville der blive opbygget en særlig database, hvori tilføjedes nye oplysninger om bankens kunder og oplysninger om ikke-kunder.

Under hensyntagen til, at det var oplyst, at banken for så vidt angår egne kunder allerede var i besiddelse af oplysningstyperne (bortset fra »rating«-tallene), fandt Registertilsynet, at registrering af de fra bureauet modtagne oplysninger vedrørende bankens egne kunder, ikke kunne antages at stride imod lovens § 3, stk. 1.

Det kunne dog efter Registertilsynets opfattelse ikke i registerlovens forstand anses for at være et naturligt led i den normale drift af en bank at registrere omfattende oplysninger om et stort antal erhvervsvirksomheder, som ikke i forvejen var kunder i banken, med henblik på markedsføring over for disse. Dette gjaldt, selv om der i vidt omfang var tale om i forvejen offentligt tilgængelige oplysninger.

Registertilsynet fandt derfor, at den omhandlede samkøring mellem bankens kunderegister og oplysninger modtaget fra bureauet kun måtte omfatte oplysninger om virksomheder, som i forvejen var kunder i banken. I øvrigt fandtes betingelserne for at kunne meddele tilladelse til en samkøring at være opfyldt.

Registertilsynet meddelte herefter - på en række vilkår tilladelse til en sådan samkøring.

Endelig adm. afgørelse 1992 11041 Historic

(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1992 side 96.

Endelig adm. afgørelse 1992 11041 Historic

Udtalt, at der alene kunne meddeles et pengeinstitut tilladelse til samkøring af oplysninger med et oplysningsbureaus virksomhedsregister for så vidt pengeinstituttets egne kunder, uanset at bureauets oplysninger i vidt omfang var offentligt tilgængelige. Lagt vægt på, at det ikke kunne anses for et naturligt led i driften af pengeinstituttet at registrere oplysninger om et stort antal ikkekunder med henblik på markedsføring.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →