Samkøring, statistik, kombase, kommune (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Samkøring, statistik, kombase, kommune (* 1)
Kommunernes Landsforening anmodede Registertilsynet om en udtalelse vedrørende oprettelse af et enkeltkommunalt system ved navn KOMBASE til brug for anvendelse i en enkelt kommune og senere eventuelt for anvendelse i andre kommuner.
Det fremgik af sagen, at formålet med registeret var statistikfremstilling på baggrund af oplysninger fra forskellige basisregistre. Statistikkerne skulle anvendes dels som grundlag for løsningen af konkrete planlægningsopgaver, dels som et generelt statistisk redskab. De enkelte planlægningsprojekter vedrørte
- revision af kommunens boligprojekt, herunder kendskab til de afledte kommunale indtægter og udgifter af en given boligpolitik
- en forbedret udnyttelse af boligbestanden i kommunen ud fra en opgørelse af boligbehovet, der forudsattes at være aldersafhængigt.
Oplysningerne i registeret skulle tilvejebringes ved indberetning fra kommunen samt ved maskinel overførsel af oplysninger fra
1. Det fælleskommunale Persondatasystem.
2. Det fælleskommunale Indkomst- og Formuegrundlag.
3. Det fælleskommunale Boligstøtte- og Lånesystem.
4. Det fælleskommunale Institutionssystem (børn og unge).
5. Det fælleskommunale Økonomisystem.
6. Det fælleskommunale Dagpengesystem.
Registeret ønskedes endvidere samkørt med Vejregisteret og Bygnings- og Boligregisteret.
Det fremgik endvidere af sagen, at oplysninger fra de forskellige basisregistre med henblik på sammenstilling skulle være personhenførbare i KOMBASE.
Samkøringen mellem de involverede basisregistre skulle finde sted på Kommunedata. Så snart samkøringen havde fundet sted, overførtes udtrækket til kommunen, hvor oplysningerne kunne viderebearbejdes på kommunens eget edb-anlæg.
Registertilsynet udtalte, at den ønskede samkøring ville kunne medføre en sammenstilling af oplysninger om den enkelte borger fra forskellige systemer, der lå ud over formålet for de registre, der dannede basis for sammenstillingen.
Muligheden for viderebearbejdning af personhenførbare oplysninger sammenstillet fra ovenstående basisregistre på kommunens eget edb-anlæg ville endvidere åbne mulighed for dannelser af meget følsomme profiler af enkeltpersoner i kommunen.
Registertilsynet fandt derfor på det foreliggende grundlag, at det omhandlede statistiske system ikke burde oprettes i kommunen.
Registertilsynet havde dog ikke indvendinger imod, at der på Kommunedata blev udarbejdet statistikker efter kriterier, der var specificeret af kommunen. Resultatet af disse statistikker kunne herefter tilsendes kommunen i form af anonymiserede lister og tabeller. Registertilsynet understregede i den forbindelse, at forudsætningen herfor var, at det ikke ville være muligt på nogen måde at udtrække oplysninger om enkeltpersoner af det fra Kommunedata leverede statistiske materiale.
(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1992 side 63.
Udtalt, at en kommune ikke selv må samkøre registre til statistiske formål til løsning af nærmere definerede konkrete opgaver. Derimod ville samkøringen kunne foretages af Kommunedata, der herefter leverer det statistiske resultat til kommunen.