Ankestyrelsens principafgørelse T-1-92 om selvstændig erhvervsdrivende - borgerligt ombud - delpension - genindtræden - Statens Jordlovsudvalg
Statutory Text (3 Articles)
Ankestyrelsens principafgørelse T-1-92 om selvstændig erhvervsdrivende - borgerligt ombud - delpension - genindtræden - Statens Jordlovsudvalg
Resume
En selvstændig erhvervsdrivende modtog fra 1. januar 1987 delpension og indtrådte 1. september 1988 i Statens Jordlovsudvalg med en arbejdstid på 60 timer pr. måned, hvorved udbetalingen af delpension ophørte.
Medlemsskab af Statens Jordlovsudvalg fandtes ikke at være et borgerligt ombud, og en selvstændig erhvervsdrivende kunne derfor ikke genindtræde i delpensionsordningen efter jordlovsudvalgets nedlæggelse.
Kassation
Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi
Kassationsdato
01-06-2009
Love
Lov om delpension - lovbekendtgørelse nr. 6 af 6. januar 1987 - § 1, stk. 3 og § 1, stk. 4
Sagsfremstilling
En selvstændig erhvervsdrivende A modtog fra 1. januar 1987 delpension og indtrådte 1. september 1988 i Statens Jordlovsudvalg med en arbejdstid på 60 timer pr. måned, hvorved udbetalingen af delpension ophørte.
Efter Jordlovsudvalgets nedlæggelse den 1. januar 1990 ansøgte A om at genindtræde i delpensionsordningen.
Kommunalbestyrelsen gav afslag og begrundede dette med en henvisning til en indhentet udtalelse fra Justitsministeriet, hvorefter medlemsskab af Statens Jordlovsudvalg efter Justitsministeriets opfattelse ikke kunne anses for at være et borgerligt ombud.
Amtsankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet begrundede sin afgørelse med, at man ikke fandt, at A opfyldte betingelserne for genindtræden i delpensionsordningen, som var gældende frem til den 2. april 1990, idet baggrunden for hans udtræden den 1. september 1988 ikke var sygdom.
Nævnet fandt ejheller, at han opfyldte betingelserne for genindtræden efter de regler, som trådte i kraft den 2. april 1990, idet man efter de foreliggende oplysninger ikke fandt, at hans medlemsskab af Statens Jordlovsudvalg var et borgerligt ombud.
Afgørelsen blev anket af A, der mente, at der var en brist i delpensionsloven hvis man ikke kunne bestride et offentligt hverv i en periode og herefter genindtræde.
Sagen er blevet behandlet på principielt ankemøde med henblik på afklaring af, om medlemsskab af Statens Jordlovsudvalg er et borgerligt ombud med deraf følgende ret til genindtræden i retten til delpension.
Afgørelse
Ankestyrelsen tiltrådte ankenævnets afgørelse.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemsskab af Statens Jordlovsudvalg efter den lovgivning, der var gældende herom, ikke kunne anses for at være et offentligt hverv, som en borger var forpligtet til at udføre, og medlemsskabet kunne derfor ikke betragtes som et borgerligt ombud.