Ankestyrelsens principafgørelse O-43-92 om kontanthjælp - tilbagebetaling - ubegrundet opgivelse af arbejde - arbejde i udlandet

Ankestyrelsens principafgørelse O-43-92 om kontanthjælp - tilbagebetaling - ubegrundet opgivelse af arbejde - arbejde i udlandet

Resume

En mand, der havde opsagt sit arbejde i Sverige, skulle ikke tilbagebetale den kontanthjælp, han havde modtaget.

Ankestyrelsen tog udgangspunkt i de vejledende regler indenfor arbejdsløshedslovgivningen, hvorefter arbejdsophør i udlandet ikke medførte udelukkelse fra arbejdsløshedsdagpenge.

Der forelå ikke i sagen sådanne ganske særlige omstændigheder, at der var grundlag for at afvige herfra.

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato

29-05-2009

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 26, stk. 1, nr. 1

Vejledninger

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 36

Sagsfremstilling

A, der var 27 år, rejste i marts 1989 til Sverige, hvor han arbejdede som tømrer til sidst i juni måned 1991, hvor han opsagde sit arbejde for at flytte tilbage til Danmark.

Han søgte kontanthjælp og oplyste, at årsagen til, at han havde opsagt arbejdet var, at han havde vanskeligt ved at falde til i det svenske samfund, og hans familie boede i Danmark.

B kommune bevilgede kontanthjælp, men fastsatte tilbagebetalingspligt på grund af opsigelsen af arbejdet i Sverige.

Amtsankenævnet tiltrådte B kommunes afgørelse, hvorefter den kontanthjælp, der var udbetalt fra den 4. juli 1991, skulle tilba gebetales.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at A's ensidige opgivelse af arbejdet i Sverige efter nævnets opfattelse kunne sidestilles med "en ubegrundet opgivelse af et arbejde", hvorfor betingelserne for fastsættelse af tilbagebetalingspligt fandtes opfyldt.

I klagen blev det bl.a. anført, at A efter 2 års forløb havde opgivet at falde til og blive integreret i det svenske samfund.

A's tilknytning til arbejdsløshedskassen var desværre ikke bragt i orden, hvorfor han måtte søge om hjælp efter bistandsloven.

Det blev endvidere anført, at A, hvis han havde været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, ikke ville være blevet idømt almindelig karantæne i 5 uger, da det anses for fyldestgørende grund til atophøre med et arbejde, når et medlem af en arbejdsløshedskasse op hører med arbejde, der udføres i udlandet, jf. § 28 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 28.

Endvidere blev der henvist til Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975, pkt. 36, hvori det er anført, at ved afgørelsen af, om en vægring ved at påtage sig eller fortsætte med et arbejde har været ubegrundet, kan arbejdsløshedskassernes praksis vedrørende nægtelse af dagpenge efter § 63 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring være vejledende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om opgivelse af arbejde i udlandet kan anses for ubegrundet opgivelse af arbejde, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå sådanne ganske særligeomstændigheder, at der var grundlag for en afvigelse fra den vejle dende regel, hvorefter ophør med arbejde i udlandet anses som fyldestgørende begrundet arbejdsophør.

A skulle derfor ikke tilbagebetale den kontanhjælp, han havde modtaget.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.