Ankestyrelsens principafgørelse O-35-92 om opholdskommunerefusion - uddannelsesplan - flytning på eget initiativ

Ankestyrelsens principafgørelse O-35-92 om opholdskommunerefusion - uddannelsesplan - flytning på eget initiativ

Resume

A kommunes forpligtelse til at refundere udgifter i forbindelse med ydelse af hjælp efter bistandslovens § 42 (nu § 43) til gennemførelse af psykologistudiet for en handicappet kvinde bortfaldt ikke ved hendes flytning på eget initiativ til B kommune.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune oprindelig havde givet til sagn om hjælp til psykologistudiet og den deraf følgende flytning til uddannelsesstedet.

Desuden havde A kommune været bekendt med den første boligs midlertidige karakter.

Der var ikke sket ændringer ire valideringsplanen og revalidenden havde ved flytningen i B kommune fastholdt bopæl ved uddannelsesstedet.

Kassation

Der er kommet nye regler på området

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 11, nr. 1

Vejledninger

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 19, pkt. 20

Socialministeriets vejledning nr. 155 af 6. august 1990 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 15

Sagsfremstilling

A kommune havde bevilget en svagtsynet kvinde hjælp efter bistandslovens § 42 til gennemførelse af psykologistudiet.

K påbegyndte studiet ved Københavns Universitet og flyttede derfor til C kommune nær København.

Der var tale om et værelseslejemål af midlertidig karakter.

A kommune gav refusionstilsagn til C kommune.

K henvendte sig flere gange forgæves til C kommune om mulighederne for en mere permanent bolig, hvor hun kunne få plads til sine hjælpemidler.

I forbindelse med en ansøgning om edb-udstyr blev A kommune gjort opmærksom på, at K var flyttet til B kommune, hvor hendes forældre havde hjulpet hende til en andelslejlighed.

Herefter meddelte A kommune, at kommunens refusionpligt var ophørt, da flytningen ikke var et led i uddannelsen.

B kommune gjorde indsigelse herimod, da man fandt, at forudsætningen for færdiggørelsen af studiet var, at hun boede i nærheden af uddannelsesstedet, samt at der i denne forbindelse ikke var væsentlig forskel på, om hun boede i B eller C kommune.

Amtsankenævnet gav A kommune medhold under henvisning til, at opholdet i B kommune ikke skyldtes, at K ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed var anbragt i institution eller pleje i kommunen.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om A kommune var bundet af sit refusionstilsagn over for C kommune, selvom K var flyttet på eget initiativ, når der ikke i forbindelse med flytningen til B kommune var sket ændringer af den lagte uddannelsesplan.

Afgørelse

A kommune måtte fortsat betragtes som betalingskommune for K, og Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune oprindelig gav tilsagn om hjælp efter bistandslovens § 42 til K til gennemførelse afpsykologistudiet og den deraf følgende flytning til bolig ved ud dannelsesstedet - Københavns Universitet.

Ankestyrelsen fandt, at flytningen måtte anses at være sket som led i den forud lagte revalideringsplan og lagde ved afgørelsen vægt på, at A kommune var bekendt med den første boligs midlertidige karakter, at der ikke var sket ændringer i revalideringsplanen, samt på at K ved flytningen havde fastholdt bopæl ved uddannelsesstedet.