Ankestyrelsens principafgørelse D-3-92 om

Ankestyrelsens principafgørelse D-3-92 om

Resume

Arbejdsgiver havde pligt til at betale dagpenge til lønmodtager, idet beskæftigelseskravet på 13 uger først skulle være opfyldt 1. hele fraværsdag og ikke allerede den dag, da hun forlod arbejdspladsen på grund af sygdom.

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Love

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 3, stk. 1, nr. 1

Sagsfremstilling

Kommunen traf afgørelse om, at arbejdsgiveren skulle udbetale dagpenge.

Kommunen har oplyst, at arbejdsgiveren ikke ville betale dagpenge, idet lønmodtageren ikke havde været ansat i 13 uger på sygemeldingstidspunktet.

Arbejdsgiveren har i sin klage anført, at lønmodtagerens 1.arbejdsdag var den 5. november 1990 og ikke den 2. november 1990, som der står på henholdsvis lønsedlen og oplysningssedlen.

Lønmodtageren forlod arbejdspladsen søndag den 3. februar 1991 kl.

ca. 14.30.

1. hele fraværsdag var 6. februar 1991, idet hun ifølge turnusplan havde fridag 4. februar til 5. februar 1991.

Afgørelse

Arbejdsgiveren har pligt til at refundere kommunens udlæg i forbindelse med sin medarbejders fravær fra den 6. februar til og med den 19. februar 1991.

Beskæftigelseskravet på fraværstidspunktet var opfyldt, jf. dagpengelovens § 3, stk. 1, nr, 1, idet lønmodtagere, som ikke får udbetalt løn under sygdom, har ret til dagpenge fra arbejdsgiveren, hvis de har været ansat i de sidste 13 uger før fraværet hos den pågældende arbejdsgiver og i denne periode været beskæftiget i mindst 120 timer.

Udvalget har lagt vægt på, at 1. hele fraværsdag, den 6. februar 1991 ligger efter udløbet af 13 ugers perioden, uanset om denne regnes fra den 2. eller den 5. november 1990.

Dagpengeudvalget tiltræder således kommunens afgørelse.