Ankestyrelsens principafgørelse T-2-92 om selvstændig erhvervsdrivende - lønmodtager - delpension - konsulent - honorar

Ankestyrelsens principafgørelse T-2-92 om selvstændig erhvervsdrivende - lønmodtager - delpension - konsulent - honorar

Resume

En person havde drevet en personlig ejet virksomhed og modtaget delpension som selvstændig efter en nedsættelse af arbejdstiden til 20 timer ugentlig.

Efter salg af virksomheden til sin søn fungerede han som konsulent i virksomheden med samme timeløn.

Han fandtes herefter ikke berettiget til delpension.

Ankestyrelsen fandt, at pågældende efter virksomhedssalget måtte anses for lønmodtager efter delpensionsloven.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at hans indtægt i form af et fast månedligt honorar blev henregnet til lønindtægt.

Love

Lov om delpension - lovbekendtgørelse nr. 226 af 5. april 1991 - § 1, § 12 og § 13

Sagsfremstilling

En mand, D, indgav i august 1987 ansøgning om delpension som selvstændig.

Ved ansøgningen oplyste D, at han nedsatte arbejdstiden i sin personligt ejede virksomhed fra 39 timer ugentlig til 20 timer ugentlig.

D modtog herefter delpension fra kommunen fra 1. september 1987 til 30. september 1990, hvor kommunen standsede udbetalingerne efter at den var blevet opmærksom på, at D havde såvel A- som B-indkomst.

Det fremgik, at D 1. januar 1988 havde solgt sin virksomhed til sin søn.

Efter salget fungerede han som kunsulent i virksomheden.

Efter aftale udgjorde arbejdstiden maximalt 20 timer ugentlig.

D modtog for sit konsulentarbejde 8.333,33 kr. månedlig.

Der blev indeholdt kildeskat af beløbet.

Det fremgik endvidere, at D sideløbende var direktør i eget anpartsselskab, som senere blev omdannet til et aktieselskab.

Kommunen krævede tilbagebetaling af for meget udbetalt delpension fra virksomhedssalget den 1. januar 1988 til 30. september 1990 ialt 66.510 kr.

Kommunen begrundede tilbagebetalingskravet med, at D fra 1. januar 1988 ikke havde været berettiget til delpension som selvstændig, da han fra denne dato havde indtægt som lønmodtager.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilbagebetaling med begrundelsen, at D fra 1. januar 1988 var ophørt som selvstændig og at han havde tilsidesat sin oplysningspligt ved ikke at have oplyst om virksomhedssalget 1. januar 1988.

I anken anførte D, at han havde henholdt sig til sin revisors vejledning om, at det var fuldt lovmedholdeligt, at han efter salget fungerede som konsulent, når blot timeantallet ikke oversteg 20 timer ugentlig.

Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling med henblik på afklaring af, hvilke kriterier, der var afgørende for sondringen i delpensionsloven mellem selvstændige og lønmodtagere med henblik på konsulentstillingen og skattemæssige regler.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at D ikke havde været berettiget til delpension som selvstændig, da det af § 4, stk. 3 i bekendtgørelse om delpension til personer med indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed m.fl. fremgik, at man ikke samtidig kunne være lønmodtager.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at D's indtægt som konsulent i virksomheden efter § 1 i bekendtgørelse om sygedagpenge til selvstændige m.fl., hvortil delpensionsloven henviste, blev henregnet til lønindtægt efter skattereglerne og ikke til anden dagpengegivende indtægter (selvstændig i dagpengelovens forstand), jf. kildeskattelovens § 43.

Ankestyrelsen tiltrådte tillige ankenævnets afgørelse om tilbagebetaling, da man fandt, at D efter delpensionslovens §§ 12 og 13 burde have underrettet kommunen om virksomhedssalget den 1. januar 1988.