Tvist vedr. stormskade (* 1)

Tvist vedr. stormskade (* 1)

K E N D E L S E i Voldgiftssag nr. C-2673 K A/S mod A A/S

I anledning af en tvist mellem klageren, K A/S, og indklagede, A A/S, om betalingen for nogle ovenlyskupler leveret af klageren som underentreprenør til en byggeplads, hvor indklagede var hovedentreprenør, og som blev leveret i stedet for nogle kupler, der var gået til grunde under et stormvejr, har klageren ved klageskrift af 28. november 1988 indbragt sagen for en i medfør af »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret bestående af direktør, civilingeniør Per Dibbern Johansen, civilingeniør J. Pilgaard Kristensen og landsdommer Vagn Rasmussen, sidstnævnte som formand.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 54.240,00 kr. excl. moms subsidiært et af voldgiftsretten fastsat mindre beløb, alt med tillæg af procesrente fra den 2. december 1988.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Den 11. juni 1987 blev der mellem klageren og indklagede indgået en entreprisekontrakt vedrørende et byggeri i x-by, hvor klageren som underentreprenør skulle udføre ovenlysentreprisen for en samlet entreprisesum på 319.000 kr. excl. moms.

I entreprisekontraktens § 2 om entreprisegrundlag henvises bl.a. til AB 72 »således at forstå, at hovedentreprenøren anses for bygherre og underentreprenøren for entreprenør.«

I § 9 om ansvar hedder det bl.a.

».....Materialer, der er leveret på byggepladsen, tilhører bygherren eller hovedentreprenøren, og disse kan ikke fjernes til skade for denne. Disse henligger dog for underentreprenørens regning og risiko.

Underentreprenøren har det fulde ansvar for sit arbejde under udførelsen, og hvor andet ikke er aftalt, er »Almindelige betingelser for arbejder og leverancer« gældende.'

I § 13 om forsikring hedder det

»Det påhviler underentreprenøren at tegne forsikringer, der er nødvendige for hans arbejdsfelt, herunder lovpligtige ulykkes- og ansvarsforsikringer samt eventuel tyveriforsikring.«

Indklagede tegnede byggeforsikring i forsikringsselskabet »B«. I vilkårene for den omhandlede forsikring hedder det bl.a.

»Byggeforsikring

Forsikringen kan bestå af brandforsikring og/eller stormskadeforsikring mv. ....

23. Hvad omfatter forsikringen

A. Forsikringen omfatter de bygninger mv., der er nævnt i punkt 17, når de er under opførelse, tilbygning eller ombygning. Herunder større reparationer, som fx udskiftning af tagbeklædning.

B. Endvidere omfatter forsikringen materialer, der er på byggepladsen, og som skal monteres i bygningen.

C. Stormskadeforsikringen omfatter ikke glas eller erstatningsmaterialer herfor.

D. Brand og stormskadeforsikringen omfatter ikke midlertidige anlæg, herunder forskallinger, afstivninger og stilladser samt redskaber, værktøj og arbejdsskure.«

Under et stormvejr natten mellem den 27. og 28. oktober 1987 blæste 24 leverede ovenlyskupler ned fra taget. 19 af kuplerne blev ødelagt og genleveret.

Der blev i den anledning indgivet skadesanmeldelse til »B«. Det oplystes, at der var blæst en palle med 24 stk. lys ned fra taget samt, at alle lys var fastspændt med stålbånd. Der blev krævet udbetalt erstatning for de ødelagte 19 ovenlyskupler med det i påstanden nævnte beløb, der fremkommer således: Kupler excl. karme 46.816,00 kr., transport 5.424,00 kr. og ophejsning 2.000,00 kr.

I skrivelse af 16. november 1987 afviste »B« at betale erstatning. I skrivelsen anføres, at når der ikke kan ydes erstatning, skyldes det, at stormskadeforsikringen i byggeforsikring undtager glas og erstatningsmaterialer herfor.

Ved skrivelse af 6. april 1988 afviste indklagede at refundere tabet i forbindelse med stormskaden, idet der henvistes til, at den tegnede forsikring efter forsikringsselskabets oplysninger er helt almindelig og at indklagede ikke ud fra det foreliggende kontraktsmateriale, herunder AB 72 er forpligtet til at tegne stormskadeforsikring med udvidet dækning. Efter fornyet henvendelse fastholdt indklagede i skrivelse af 28. juni 1988 sit standpunkt.

Forinden sagens indbringelse for voldgiftsretten er der af klageren indhentet responsum fra advokat, C og af indklagede fra forsikringsselskabet »B«.

De pågældende responsa er efter parternes samstemmende anmodning indgået i sagsmaterialet.

Der er til brug for sagen af sagens parter indhentet udtalelser fra Assurandørsocietetet.

I skrivelse af 14. april 1989 hedder det

»..... kan societetet oplyse, at en sædvanlig brand- og stormskadeforsikring, der opfylder kravene i AB 72, § 21, stk. 3, ikke omfatter skade på glas som følge af storm.«

I skrivelse af 12. marts 1990 hedder det

»..... kan det oplyses, at bestemmelsen i AB 72, § 21, stk. 3 efter Assurandør-Societetets opfattelse må forstås således, at bygherren har pligt til at tegne og betale en brand- og stormskadeforsikring, som det er rimeligt og sædvanligt at tegne.

Vilkåret i den tegnede forsikring, hvorefter stormskadeforsikringen ikke dækker glas eller erstatningsmateriale for glas, er et sædvanligt vilkår i forsikringer af den pågældende type.

Materialer, som befinder sig på byggepladsen med henblik på montering i bygningen, vil med undtagelse af glaskuplen og materialedele, der udgør en integreret del af kuplen, være dækket af forsikringen.«

I skrivelse af 19. juni hedder det

»..... kan oplyse, at en integreret materialedel f.eks. kan være en pånittet liste, der ikke umiddelbart kan fjernes fra genstanden.«

I skrivelse af 26. november 1990 hedder det

»..... oplyse, at de nævnte lyskupler i forsikringsmæssig henseende betragtes som erstatningsmateriale for glas.«

Direktør D har forklaret, at den udførte opgave var et helt sædvanligt arbejde. Ovenlysene blev med egen bil med kran transporteret til byggepladsen, hvor pallerne med ovenlysene blev placeret på taget. Karmene blev monteret. I forbindelse med kontrakten blev forsikringsforholdene ikke specielt drøftet. Klageren har selv tegnet normal ansvarsforsikring. Klageren er ikke blevet oplyst om undtagelserne fra stormskadeforsikringen. Klageren har en transportforsikring indtil afleveringen, men der kan ikke tegnes forsikring til dækning af den omhandlede skade. Klageren har ikke tidligere været ude for en lignende skade.

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at indklagede ikke har opfyldt sin pligt til at tegne forsikring for hele arbejdet, således som det fremgår af AB 72, § 21, stk. 3. I det mindste havde indklagede været forpligtet til at oplyse om forsikringens begrænsede dækning. Indklagede må derfor erstatte klageren tabet.

Klageren har nærmere anført, at ifølge AB 51, § 13, stk. 2 var bygherren forpligtet til at tegne brandforsikring »tilstrækkelig stor til at omfatte alle værdier, der indgår endeligt i anlægget, - derunder også tilførte materialer - på byggepladsen.« Bestemmelsen blev ved AB 72 ændret til ordlyden i § 21, stk. 3. Ved ændringen skete der udvidelser således, at bygherren tillige var pligtig at tegne og betale stormskadeforsikring. Ved den ændrede formulering fra »alle værdier.....« til »hele arbejdet.....« tilsigtedes derimod ikke nogen realitetsændring.

Ifølge § 21, stk. 1 bærer entreprenøren risikoen indtil afleveringen, men det modsvares af bygherrens forsikringspligt. Selv om det ikke bestrides, at den tegnede forsikring har et dækningsomfang, der svarer til andre selskaber, bør indklagede betale klageren hans udgifter, da forsikringspligten er absolut og obligatorisk. Klageren må stilles som forsikringen havde været tegnet. Bestemmelsen om »rimelig og sædvanlig forsikring« vedrørende selvforsikrer er anført i en anden relation og kan ikke overføres på bestemmelsens 1. led, der er uden forbehold af nogen art. Klageren måtte gå ud fra, at hans produkter var dækket. Indklagede burde i det mindste have oplyst klageren om forbeholdet i dækningen, således at klageren havde haft mulighed for at afdække sin risiko. Bestemmelsen i entreprisekontraktens § 13 medfører ingen ændring heri. Enhver entreprenør måtte gå ud fra, at der var tegnet forsikring.

Indklagede har gjort gældende, at der er tegnet den forsikring, som indklagede har været forpligtet til at tegne i medfør af AB 72, § 21, stk. 3, ligesom det afvises, at indklagede har tilsidesat sin oplysningspligt.

Det er nærmere anført, at § 21, stk. 3, kun medfører en pligt til at tegne rimelig og sædvanlig forsikring svarende til, hvad der i samme bestemmelse er bestemt om dækningsomfanget ved selvforsikrer. Der kan ikke være videregående forpligtelse i private entrepriseforhold. At forsikringen har været sædvanlig, fremgår af B's redegørelse og de indhentede responsa fra Assurandørsocietetet. Direktør D har selv forklaret, at han ikke var i stand til at tegne forsikring. Umulighed forpligter ingen.

Indklagede har ikke haft nogen pligt til at underrette klageren. Klagerens uvidenhed om forsikringens dækningsomfang må være hans risiko. Entreprisekontraktens § 13, stk. 1 må være en opfordring for klageren til at foretage en nærmere undersøgelse.

Klageren havde ikke nogn grund til at regne med, at der var tegnet en anden forsikring end den sædvanlige. Det er ikke realistisk at ændre mange års praksis.

Voldgiftsretten udtaler

Det lægges til grund, at den af indklagede tegnede forsikring har et dækningsomfang svarende til, hvad der er sædvanligt for forsikringer tegnet til opfyldelse af forsikringspligten i AB 72, § 21, stk. 3.

Klageren er ikke særskilt gjort bekendt med dækningsomfanget og entreprisekontraktens § 13 findes ikke at have givet klageren særlig anledning til at foretage nærmere undersøgelse af dækningens omfang.

I det foreliggende tilfælde indebærer den begrænsede dækning, at klageren som »glasentreprenør« ikke på samme måde som andre entreprenører er forsikret for stormskader på materialer leveret til byggepladsen, hvilket med hensyn til § 21, stk. 3 i realiteten indebærer en fravigelse fra den iøvrigt indgåede aftale om, at AB 72 finder anvendelse.

Uanset, at den tegnede forsikring må anses som sædvanlig, findes indklagede - i hvert fald i det foreliggende tilfælde, hvor en ikke uvæsentlig del af de til byggepladsen leverede materialer er gået til grunde - ved ikke udtrykkeligt at have gjort klageren bekendt med den begrænsede dækning, at være pligtig at betale klageren det opgjorte tab som følge af stormskaden.

Klagerens påstand tages herefter til følge som nedenfor bestemt.

T H I B E S T E MM E S

Inden 14 dage fra denne kendelses modtagelse betaler indklagede A A/S, til klageren K A/S, 54.240,00 kr. (excl. moms) med tillæg af procesrente fra den 2. december 1988 til betaling sker samt sagens omkostninger med 8.000,00 kr.

De med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger betales af indklagede.

København, den 10. januar 1992

Per Dibbern Johansen Vagn Rasmussen J. Pilgaard Kristensen

p.v.c.

G. Stark

En hovedentreprenør havde tegnet byggeforsikring. Det fremgik af vilkårene, at stormskadeforsikringen ikke omfattede glas eller erstatningsmaterialer herfor. Under et stormvejr blæste 24 leverede ovenlyskupler ned fra taget, og 19 af kuplerne blev ødelagt og genleveret. Den underentreprenør, der udførte ovenlysentreprisen, krævede skaden erstattet af hovedentreprenøren, idet forsikringen ikke dækkede. Det fremgik af en under sagen indhentet udtalelse fra Assurandørsocietetet, at en sædvanlig brand- og stormskadeforsikring, der opfylder kravene i AB 72 § 21, stk. 3, ikke omfatter skade på glas som følge af storm.

Udtalt, at den af hovedentreprenøren tegnede forsikring havde et sædvanligt dækningsomfang, og at underentreprenøren ikke særskilt var gjort bekendt hermed og ikke på grundlag af kontraktvilkårene havde haft særlig anledning til at foretage nærmere undersøgelser.

I det foreliggende tilfælde indebar den begrænsede dækning, at underentreprenøren som »glasentreprenør« ikke på samme måde som andre entreprenører ville være forsikret, hvilket i realiteten indebar en fravigelse fra AB 72 § 21, stk. 3. Uanset, at den tegnede forsikring måtte anses som sædvanlig, fandtes hovedentreprenøren - i hvert fald i det foreliggende tilfælde, hvor en ikke uvæsentlig del af de til byggepladsen leverede materialer var gået til grunde - ved ikke udtrykkeligt at have gjort underentreprenøren bekendt med den begrænsede dækning at være pligtig at betale denne det opgjorte tab.