Kursusgodtgørelse på Grundlovsdag.
Statutory Text (3 Articles)
Kursusgodtgørelse på Grundlovsdag.
Et arbejdsløshedskassemedlems arbejdsgiver klagede over, at arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet kun var berettiget til kursusgodtgørelse for 4 1/2 dag under hans deltagelse i et efteruddannelseskursus for faglærte, der blev afholdt fra den 1. - 5. juni 1992.
Det var oplyst, at kurset var på ialt 37 undervisningstimer, og på kurset blev der undervist i 8 timer på hver af de tre første dage, i 9 timer på den fjerde og kun i 4 timer på den femte dag, der faldt på Grundlovsdag.
Ved sagens oversendelse til ankenævnet henviste arbejdsløshedskassen til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 887 af 28. december 1989, §§ 29, stk. 1, og 9, stk. 2. Endvidere henviste arbejdsløshedskassen til Arbejdsmarkedsstyrelsens meddelelse nr. 3/1992, hvorefter der ved deltagelse i kursus Grundlovsdag kan udbetales kursusgodtgørelse, jf. gældende regler. Det vil sige, at der udbetaltes godtgørelse for den tid, kursisten havde deltaget i undervisning. Hvis kurset stoppede klokken 12.00, og der var tale om deltidsundervisning, blev godtgørelsen nedsat i forhold til antallet af undervisningstimer.
Efter sagens indankning oplyste arbejdsgiveren telefonisk for ankenævnet, at kursisten var ansat som postomdeler, og at disse normalt har arbejdsdag på Grundlovsdag, hvor de modtager et ulempetillæg for arbejde efter kl. 12.00.
Ankenævnet fandt, at medlemmet var berettiget til den søgte godtgørelse for alle 5 dage under deltagelsen i det omhandlede kursus, jf. § 1 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 887 af 28. december 1989.
Nævnet lagde til grund, at kurset, der var på 37 timer, i princippet var tilrettelagt som heltidsundervisning, og at der var tab af arbejdsmuligheder også Grundlovsdag om eftermiddagen.
Ankenævnet anmodede arbejdsløshedskassen om at foretage det videre fornødne med henblik på udbetaling af godtgørelse (refusion) for de omhandlede kursusdage.
Ingen
Et efteruddannelseskursus for faglærte på 37 undervisningstimer var tilrettelagt med 8 undervisningstimer på hver af de 3 første dage, 9 timer på den fjerde dag og 4 timer på den femte, der var Grundlovsdag. Arbejdsløshedskassen udbetalte kun godtgørelse for 4 1/2 dag.
Et postkontor klagede som arbejdsgiver, og det blev oplyst, at kursisten var ansat som postomdeler, og at han normalt havde arbejdsdag på Grundlovsdag, hvor han modtog ulempetillæg for arbejde efter kl. 12.00.
Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at der kunne udbetales godtgørelse for 5 dage, idet det lagdes til grund, at kurset, der var på 37 timer, i princippet var tilrettelagt som heltidsundervisning, og at der var tab af arbejdsmuligheder også Grundlovsdag om eftermiddagen.